Gurumin 3D: A Monstrous Adventure (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 22-01-2017 00:33

Vi skal helt tilbage til december måned, 2004 ,for at finde Nihon Falcom Corporations oprindelige udgivelse af Gurumin til Windows-computere i Japan, men det var først med udgivelsen af PSP-versionen i 2006/2007, at spillet blev udgivet i USA og Europa, og her tilføjede man undertitlen; A Monstrous Adventure. Spillet modtog fornuftige anmeldelser dengang, og i 2015 stod Opus Studio med Mastiff som udgiver så bag en opdateret udgave af spillet til Steam. Året efter kunne Mastiff annoncere en 3DS-version af Gurumin, og efter et par udskydelser blev spillet udgivet d. 27. oktober på vore breddegrader. Lad os se, om der er noget at komme efter i denne udgave af det nu 12 år gamle spil.

Gurumin 3D: A Monstrous Adventure er et action-adventure-spil lidt i stil med The Legend of Zelda-spillene, og i dette eventyr overtager man som spiller rollen som en ung pige kaldet Parin (det er muligt at give hende et andet navn). Parins forældre er eventyrere, og i forbindelse med en udgravning på den anden side af havet har de sendt hende afsted til minebyen, Tiese Town, hvor hun skal leve med sin bedstefar. Ved ankomsten fortæller han Parin, at hun desværre er det eneste barn i byen, men måske hun kan blive venner med den kvindelige ekspedient hos byens bager, og herpå slippes hun fri på egen hånd, så hun kan udforske den lille by. Efter at have set sig lidt omkring og snakket med alle i byen, så får hun dog øje på en sjov lille pige, der jages af en hund, og Parin kommer pigen til undsætning. Pigen, Pino, viser sig at være et monster, som kun børn kan se, og de to piger bliver venner med det samme. Pinos bror, Puku, dukker herefter også op, og sammen inviterer de to monstre Parin med til deres hjem i Monster Village. Monster-byen kan tilgås gennem en dimensionsrift bag et mindre hul i en mur i Tiese, og da Parin sammen med de to søskende begiver sig dertil, så ruller spillets intro med japansk titelmelodi over skærmen.

Efter introen starter eventyret for alvor, og en dag, hvor Parin har det sjovt med sine monster-venner i Monster Village, kommer Pino ilende til og fortæller, at Puku er blevet kidnappet af væsner kaldet Phantoms. Herpå introduceres hun til et legendarisk våben i byens midte, men som med sværdet i stenen kan det kun løftes op af særlige personer, og heldigvis viser Parin sig at være i stand til at trække det op fra jorden. Bevæbnet med det legendariske bor begiver hun sig herpå afsted til ruinerne, hvor Puku holdes fanget, og for enden af banen, der introducerer adskillige basale teknikker via skilte, venter han uskadt i en celle. Problemerne er dog langt fra overstået, og mens Parin reddede Puku, så har Phantoms smadret Monster Village og kidnappet flere af hendes venner. Kun Pino og den danseglade Poco er sammen med Puku, der hurtigt skyndte sig tilbage, undsluppet rædslerne ved at søge tilflugt i menneskenes by, men en mørk tåge dækker nu deres land, og kun ved at redde monstrenes venner og genopbygge deres by kan freden genetableres. Det bliver Parin selvfølgelig en stor del af.

Spillet består ikke af sammenhængende områder, som man frit kan bevæge sig rundt mellem, men derimod af 30 mindre baner, og når Parin i stedet for at bevæge sig tilbage til Tiese Town benytter den anden udgang i Monster Village, så kommer hun ud på kortet, hvor man kan bevæge sig mellem dem og monster-byen. Fra kortet kan man i første omgang blot besøge få forskellige baner, hvoraf den ene byder på et minispil, men dette ændrer sig selvfølgelig, som spillet skrider frem. For enden af hver traditionel bane venter nemlig en genstand tilhørende en beboer i Monster Village, og når et monster får en af sine ting tilbage, så bliver vedkommende så glad, at noget af den mørke tåge (bestående af bekymringer) letter, hvilket giver nye områder at besøge.


En bane i spillet går som regel blot ud på at komme fra A til B, og på vejen dertil vil der så være lidt fjender at besejre, mure at bryde igennem med sit bor, genstande at smadre, skatte at finde og mindre puzzles at løse. Mere kompliceret end det bliver det aldrig, så der er altså tale om forholdsvis simple baner, hvor det ene område afløses af det næste ved overgangen til det sorte uvisse bag den næste dør, port eller lignende. Rent praktisk er spillets baner så fordelt på fem områder, der blandt andet inkluderer ruiner, en grotte, en skov og et bjerg, og hvert af disse områder er opbygget sådan, at der efter de to første baner kommer en bane med en boss-kamp, hvor man kan redde en af sine venner. Foruden disse baner er der også baner med minispil, og dertil kommer enkelte mindre områder, der ikke tæller med som deciderede baner men derimod har andre formål.

Det er selvfølgelig ikke uden fare at bevæge sig rundt i banerne uden for Monster Town, og foruden Phantoms kan ting som vand, giftgasser og pigge skade vores lille heltinde. Parin har således fra spillets start 50 HP (kan øges til maksimalt 100 i løbet af spillet), og skulle hun komme i problemer, så kan hun spise småkager, chokolade eller jordbærlagkage, der genopfylder henholdsvis 15 HP, 50 HP og alle HP. De søde sager kan man finde i kister rundt omkring i banerne, ligesom de kan købes hos bageren i Tiese, men der er blot den begrænsning, at Parin kun kan bære tre af hver. For at beskytte sig yderligere mod banernes farer, så kan man i byens anden butik til gengæld købe forskellige former for hovedbeklædning, og fra spillets start udleveres eksempelvis et sæt dykkerbriller, der halverer skaden fra vand. Hovedbeklædning med tilsvarende effekt for andre farer kan erhverves, og udstyret kan tilmed opgraderes, så det helt negligerer skaden og tilfører andre effekter. Dette gøres i selvsamme butik, hvor hattene købes, men valutaen er her skrald i stedet for Pockles, som er betegnelsen for møntenheden i spillet. Man kan til enhver tid skifte sin hovedbeklædning, og på den måde kan man altså let beskytte sig mod forskellige farer.



Parins våben, det legendariske bor, får man naturligvis også mulighed for at opgradere i løbet af spillet, og det foregår hos en minearbejder i Tiese, som kan levere nye dele til boret såvel som smørelse til det i form af to forskellige olier. Alt sammen koster naturligvis et vist antal Pockles, og disse mønter får man blandt andet ved at smadre krukker og nedlægge fjender, hvilket føles lidt som taget ud af Zelda-serien. Fra spillets start kan man svinge boret med et tryk på A, bruge det til at kaste fjender op i luften med et simultant tryk på A og B, og så kan man kæde en lang række af hop ( B ) og slag sammen gennem et target-system, der gør det let at ramme fjender i luften – man hopper, slår, hopper slår, hopper slår, og fortsætter sådan indtil der ikke er flere fjender at ramme i nærheden. Dertil kommer så de nye tricks tilført af opgraderingerne, og disse involverer alle en cirkelbevægelse på Circle Pad efterfulgt af tryk på A.

Parin kan også med et tryk på X udføre en hurtig bevægelse i en bestemt retning, og spillets stærkeste angreb udføres med et såkaldt Dash efterfulgt af en cirkelbevægelse og et tryk på A. Angrebet findes i tre varianter, som man løbende får adgang til at købe, og hvilken variant der benyttes, det afhænger af ens evne til at undgå at tage skade. For hvert succesfuldt angreb, hvad enten det er på fjender eller døde genstande, opfyldes et meter til højre for HP-angivelsen således med energi, og når det når forbi de forskellige streger stiger borets niveau – omvendt drænes meteret, når Parin tager skade. De føromtalte olier kan henholdsvis bruges til at lade boret stige et niveau med det samme og til midlertidigt at forhindre fald i niveau, men man kan ligesom med kagerne kun tage tre af hver type med sig.


Meteret, der bestemmer borets energiniveau, anvendes ikke kun til ovennævnte formål, for det kommer også i spil, når du vil bore ting væk. Holder man således A inde, vil meteret blive fyldt af en anden farve, og når man sipper igen, så vil energien blive udløst i boret. Dette er den eneste måde at få bugt med sten, træer og andre robuste ting, og det er den eneste måde at smadre krakelerede mure på. Ligeledes anvendes dette ladede angreb til at slå udstyr af de mange forskellige Phantoms, og det er dette udstyr, man kan samle sammen som skrald (findes også i skraldespande rundt omkring) og benytte til opgradering af sine forskellige hovedbeklædninger.

En sidste ting, der er relevant i forhold til Parins angreb, er, at der i løbet af spillet kan findes tre forskellige elementer i form af ild, elektricitet og is. Dette er elementer, som man finder i de områder, der ikke er kategoriseret som baner, og man kan ligesom med hovedbeklædningen frit skifte mellem de opsamlede af slagsen. Udstyret med et af elementerne kan Parins bor tildele elementskade, og man vil opdage, at nogle fjender tager mere skade fra et element end et andet, men elementerne benyttes også i puzzle-sammenhæng, hvor ting som fakler skal aktiveres med rette element.

Går vi tilbage til spillets historie, så drives den frem af mellemsekvenser vist ved påbegyndelsen af visse nye baner, og for hver gennemspillet bane belønnes spillerens indsats desuden med en bogstavgraduering fra C til S – tilmed med muligheden for et par efterfølgende plusser – der på et mere praktisk plan giver udslag i modtagelsen af en medalje i bronze, sølv eller guld. Bronze- og sølvmedaljer kan man sælge til Parins bedstefar for henholdsvis 100 og 1000 Pockles, men guldmedaljerne kan man i stedet bytte til flere hovedbeklædninger. Gradueringen gives på baggrund af antallet af besejrede fjender, antallet af smadrede krukker og åbnede kister, antallet af Game Overs og den tid, det tog at klare banerne, og lykkes det at få guldmedaljer fra alle baner, så vil det blive belønnet i en ny gennemspilning af spillet i form af et nyt kostume til Parin. Medaljer uddeles også i de forskellige minispilsbaner, men der skal man i stedet overgå visse scorer for at få den bedste af slagsen.

Det gode:
Der er selvfølgelig en grund til, at man vælger at bringe et spil som dette til en ny platform efter hele 12 år, og Gurumin 3D: A Monstrous Adventure er et spil, der passer ganske fint ind på Nintendos håndholdte system. Det farverige, humørfyldte og ikke mindst barnlige univers er et, der kan bringe smilet frem hos de fleste fans af spil i dets genre, og især spillets mellemsekvenser formår at bringe en hel særlig stemning frem. Det er til gengæld ikke det grafiske, men derimod det lydmæssige, der fortjener særlig ros, og spillet indeholder et fremragende soundtrack med masser af fantastiske melodier, som dog desværre hakker lidt, når spillet skal loade ved overgangen fra et område til det næste. Der er stor forskellighed i de mange kompositioner, og en af melodierne lød rent faktisk som taget direkte ud af Splatoon, hvilket ikke er helt dumt. Den engelske stemmeskuespil i mellemsekvenserne er også ganske fint, men det er musikken, der er guf for øregangene, og det kan anbefales at slutte høretelefoner til, når man spiller.


Gameplay’et fejler heller ikke noget, og som spiller blev jeg hurtigt ligeså afhængig af at bore objekter i stykker, som jeg i The Legend of Zelda-spillene er det af at hakke græs ned. Man bliver ligesom bare draget af ting, der kan ødelægges, og så hjælper det selvfølgelig også, at der er penge at hente derved. Parin bevæger sig samtidig ganske smidigt rundt, når man farer rundt i banerne, og hendes forskellige angreb er lette at udføre og derved udnytte til fulde. Dette er med til at give spilleren en god fornemmelse i maven, og når man skal gennem hele 30 baner, så er det rart at føle, at man har god kontrol over spillets hovedperson. Det kan jo trods alt tage sin tid, og personligt brugte jeg hele 19 timer, hvor jeg gav mig god tid til at undersøge banerne for hemmeligheder, på at komme gennem eventyret.

En anden god ting ved spillet er, at man som spiller hele tiden føler en vis form for frihed til trods for banernes lineære udformning, og det skyldes blandt andet, at man oftest har adgang til flere baner at vælge mellem som den næste. I sidste ende betyder det nok ikke så meget, hvis man vil åbne hele kortet op, men det giver bare en følelse af, at det hele er mere åbent end som så, og samtidig er det rart, at man kan spille alt efter personlige præferencer. Kommer man primært for historien, så kan man gå efter at klare banerne noget hurtigere, men vil man åbne op for noget ekstra, så går man selvfølgelig efter at få guldmedaljer fra alle baner.


Sidstnævnte tilgang til spillet sikrer masser af genspilningsværdi, og der er bestemt noget at komme efter, hvis man vil have det hele med. Foruden guldmedaljerne i de 30 baner er der således også mere end ti platinmedaljer spredt rundt omkring i spillet på finurlige steder, og efter at have spillet det hele igennem første gang, så er der mulighed for at tage nogle ekstra gennemspilninger på højere sværhedsgrader, hvor ens hovedbeklædninger vil have beholdt deres niveau. Ja, man kan tilmed få lov at spille som en anden figur, hvis bestemte ting er blevet opfyldt, og spillet har såmænd også en ikke obligatorisk boss-kamp at kaste sig over, ligesom der er kostumer at åbne op for ved hver gennemspilning.

Det dårlige:
Gode takter til trods, så er der desværre lige så mange negative ting at sige om Gurumin 3D: A Monstrous Adventure, og man skal ikke så langt ind i spillet, før man begynder at se de første tegn på det. Lydproblemet ved overgangen mellem områder er selvfølgelig det første, man lægger mærke til, men værre er det, at banerne hurtigt føles ensformige. Man har godt nok sørget for at placere spillets baner i forskellige omgivelser, men selv med få baner har man direkte kopieret dele af dem fra en bane til en anden, hvilket giver en følelsen af, at spillet er unødvendigt langt. Det er meget muligt, at dette udspringer som en konsekvens af begrænsninger i den gamle hardware, men det er ikke desto mindre en ærgerlig ting.


Systemet sat op omkring hovedbeklædning virker også mindre gennemtænkt. Jeg synes det er helt fint, at man kan forstærke Parin på forskellig vis gennem brugen af dem, men det giver ikke voldsom mening for mig helt at eliminere spillets farer derved, og det gør man, når man for blot 10 stykker skrald eksempelvis kan opgradere sine dykkerbriller, så vores heltinde ikke tager skade af vand. Jeg forstår simpelthen ikke helt meningen med at implementere ting som giftgas og pigge, når alt, man skal gøre for at sætte dem ud af spillet, er, at skifte sin hovedbeklædning gennem menuen. Hvorfor skulle disse farer så være der i første omgang? Det forsinker blot spilleren en smule, at han/hun skal et smut ind i menuen for at skifte til den beskyttende del, og det er alt. Det havde måske været et mindre problem, hvis spillet så havde udnyttet touchskærmen noget bedre, men gennem den kan man desværre kun med sit tryk iføre sig den ene hat efter den anden, indtil man finder den rette, og det er en meget ineffektiv måde, hvis man har 12 forskellige hovedbeklædninger at gøre brug af, hvorfor man konsekvent benytter sig af menuen fremkaldt med et tryk på START.

Brugen af hovedbeklædning er til gengæld ikke den eneste ting, der gør spillet lidt længere, end det burde være, og således skal man for at få adgang til de fleste af spillets baner også løse små gåder stillet af skelethoveder på skilte. Mange af dem er sådan set ganske ligetil, men nogle af dem er helt ude i hampen. Eksempelvis tvinger en af dem dig til at løbe rundt for at lokalisere et anderledes skeletskilt i en bane, som du så skal skrive navnet på, men du finder ikke løsningen ved blot at kigge på dem. Nej, det er såmænd en lille detalje i skiltets navn, der gør udslaget, og det kan du så klø dig selv godt og grundigt i nakken over, hvis du ikke tilfældigvis opdager det. Et andet eksempel er et skilt, der vil se alle, de penge der findes i denne verden, og hvad skal det så betyde? Tja, du kan betale dig fra at modtage et hint eller hive den store pung frem, for helt at skippe den lille gåde, og svaret ville du formentlig aldrig nå frem til på egen hånd. Guides på nettet afslører, at du skal have et møntantal sluttende på 666, når du besøger skiltet, så der er sandelig tale om en djævelsk gåde, og det er lige hvad det er, at have så idiotisk en af slagsen i spillet.


En anden lille frustration ved spillet er, at det på intet tidspunkt nævner muligheden for at indstille kameraet direkte bag Parin med et tryk på Y, så hele vejen gennem spillet anvendte jeg flittigt L og R til at rotere frem og tilbage. Dette gjorde muligvis nogle af minispillene lidt sværere end beregnet, men det er så også et af de steder, hvor spillet falder lidt igennem under alle omstændigheder. Guldmedaljekravet i et enkelt af dem synes alt for højt, og et lille fodboldspil med tre spillere på hvert hold er nærmest umuligt at gennemføre uden en enorm portion held. Det er svært nok bare at styre det, da man ikke kan løbe rundt med bolden selv, og den ryger på mærkværdigvis direkte gennem Parin, hvis ikke hun slår til den med sit bor. Sidst men ikke mindst, så føles sværhedsgraden af spillets bosskampe ikke ligefrem proportionel med spillets fremdrift, og jeg havde markant sværere ved at nedlægge første boss, end jeg havde det ved at nedlægge de næste par stykker. Det harmonerer ikke helt med forestillingen om, at spil skal blive sværere undervejs, men måske jeg bare ikke havde fået godt nok styr på styringen til at starte med.

Konklusion:
Gurumin 3D: A Monstrous Adventure er et ganske fornuftigt action-adventure-spil, der med sit humørfyldte univers kan bringe smilet frem hos de fleste. Grafikken er ikke den bedste set på 3DS, men til gengæld er soundtracket eminent, og gameplay’et er vigtigst af alt velfungerende. Man bliver således hurtigt afhængig af at ødelægge alt med det legendariske bor, som Parin er udstyret med, og der er bestemt nok at se til, når man bevæger sig gennem de 30 baner inkluderende masser af fjender, farer, bosser og sågar minispil. Med en tilgang, hvor man som regel har flere baner at vælge mellem, opnås en følelse af frihed til at udforske universet, og der er rigeligt med genspilningsværdi at komme efter, men banerne føles desværre lidt ensformige af og til, og nogle elementer føles ikke helt gennemtænkt. Gennem en masse skift af hovedbeklædning kan man eksempelvis helt eliminere nogle af spillets farer, og for at få adgang til enkelte baner skal nogle dumme gåder af og til løses – begge dele ting, som unødigt forlænger spillet. Dertil kommer flere små ting, der kunne have været bedre, men en pris på 109 kr. taget i betragtning, så får man stadig en del for sine penge, og det skal nok være et hit blandt barnlige sjæle.

Spillet fylder 3.791 Blocks.

Kommentarer: