Noitu Love: Devolution (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 16-10-2016 22:51

Tilbage i 2006 udgav den svenske spiludvikler, Konjak, med det borgerlige navn, Joakim Sandberg sit allerførste spil, og det var Noitu Love til PC. Titlen i sig selv var ganske opfindsom – prøv bare at læse det bagfra – og blot et par år senere var han klar med Noitu Love 2, som oprindeligt også skulle have været udgivet på Wii som en WiiWare-udgivelse. Det skete ikke grundet problemer med at blive enig med en udgiver, men i 2012 fandt spillet vej til Steam, hvor det nu havde fået undertitlen, Devolution, og en port af denne udgivelse blev d. 22. september udgivet på Nintendos aktuelle maskiner takket være danske Mathias Kærlev, der under firmanavnet, MP2 Games, har håndteret opgaven. Lad os her se på 3DS-versionen af spillet.

Noitu Love: Devolution er en action-orienteret 2D-sidescroller, hvori man som spiller tager kontrollen over Xoda Rap, et kvindeligt medlem af organisationen Peacekeepers, der siden afslutningen på det første spil i serien for 100 år siden har beskyttet byen med succes. Når du starter spillet, så gives der en kort gennemgang af, hvad der skete dengang, og hvordan Noitu Love reddede situationen. Kalenderen skriver til gengæld nu år 2288 og smilende robotter kaldet Darns, hvilke den onde professor Darnacus Damnation brugte i sit angreb for et århundrede siden, angriber nok engang byen, og ikke nok med det, så forvandles byen lokalt til forskellige steder fra fortiden. Noget tyder på, at den onde professor er vendt tilbage, men spørgsmålet er selvfølgelig om Peacekeepers med Xoda Rap i hovedrollen endnu engang kan stoppe invasionen af robotter.

Kampen mod robotterne og deres leder kommer denne gang til at udspille sig over syv tempo- og forhindringsfyldte baner stoppet med fjender, som gør alt i deres magt for at gøre det af med Xoda Rap, og før og efter hver bane fortælles spillets historie via dialog i ren tekst mellem spillets vigtige karakterer. Disse inkluderer foruden vores kvindelige helt også Mr. Almond og Dr. Tango, der begge er medlemmer af Peacekeepers, men vi kommer også til at se mere til fjender som Doppelori, der er en robotudgave af Noitu Loves kæreste fra det første spil i serien. Fjenderne i spillet findes i alverdens afskygninger, hvoraf nogle afspejler de forskellige historiske tidsperioder, og det betyder, at vi kommer til at støde på robotter klædt som både cowboys og samuraier, men vigtigst af alt byder hver bane også på større fjender i form af minibosser og bosser med faste angrebsmønstre.

Indtil nu lyder det sikkert som et meget klassisk beat ’em up-spil, men som styringen afslører, så er det ikke helt tilfældet, og derfor introduceres den også via en boks med de forskellige input listet, lige så snart første bane indledes. Som højrehåndet vil man flytte Xoda rundt på skærmen med Circle Pad eller D-Pad, mens L anvendes til at hoppe, og venstrehåndede kan med fordel bruge ABXY-knapperne samt R til disse handlinger, men alle angreb udføres til gengæld via touchskærmen, der selvfølgelig her er afløseren for musen i PC-udgaven. Et klik på skærmen vil derfor få vores hovedperson til at slå en enkelt gang med sit sværd, og så skal man ellers bare trykke løs på fjenderne for at gøre det af med dem. Vil du angribe en fjende i umiddelbar nærhed, så farer Xoda hurtigt derhen med blot et klik på skærmen, men hun kan også udføre særangreb ved at swipe henholdsvis op og til siderne, og hun kan også kaste med fjenderne ved at berøre skærmen i et stykke tid, før man slipper den igen. I en enkelt af spillets baner er styringen dog anderledes, da man der flyver gennem luften på et særligt fartøj, mens man skyder fjender omkring sig i klassisk shoot ’em up-stil.


For hver af de syv baner, der gennemføres, bedømmes ens indsats på fire parametre, og dette giver anledning til at give karakterer for spilindsatsen fra D til S. Karakteren er således et udtryk for, hvor hurtigt man klarede banen, hvor mange fjender man dræbte, hvor høj en combo man maksimalt opnåede, og hvor mange gange man blev ramt af noget skadeligt. Det er dermed rigtig vigtigt både at undgå fjendernes angreb og samtidig ikke lade der gå mere end et par sekunder mellem hver nedlæggelse af en fjende, hvis man vil gå efter de gode karakterer, men vil man bare gennemføre, så kan man jo lade være med at tænke alt for meget på det. Det er muligt at fylde den energi man mister op igen ved indsamling af møtrikker i tre forskellige farver, men skulle man dø, så kan man blot fortsætte sit spil med det samme fra banens seneste checkpoint.

Spillet i sig selv er ikke ret langt, og hver bane kan hurtigt gennemføres, men på min første gennemspilning brugte jeg alligevel 1 time og 45 minutter på det, da jeg lige skulle vænne mig til styringen og sjældent klarede en bane uden at dø. Efter at have gennemført spillet, så åbnes der til gengæld op for en ny spilbar karakter, og at klare spillet med denne figur åbner tilmed op for muligheden for at spille som en tredje figur. Hver af disse figurer kan gennemspille fem af spillets syv baner, og den ene af dem skal såmænd også op mod en unik boss, hvilket sammen med en lidt anderledes styring for hver karakter bidrager til, at der også er lidt at se til bagefter. Det er dog ikke noget, som forlænger spillet voldsom meget, og efter i alt 3 timer og 15 minutter havde jeg gennemført spillet med alle tre figurer. Dette var vel at bemærke på den normale sværhedsgrad, og søger man mere udfordring, så er der også Hard og en endnu højere sværhedsgrad at åbne op for efter den.

Det gode:
Der er bestemt positive ting at sige om Noitu Love: Devolution og søger man en hæsblæsende retro-oplevelse, så er det lige, hvad man får. Tempoet er konstant højt, når man farer gennem banerne, og da der hele tiden kommer nye fjender ind fra siden, så har man sørget for, at der er action fra start til slut. Så kunne man selvfølgelig henledes til at tro, at man bare kan koble hjernen fra og trykke løs på skærmen, men det kan man alligevel ikke helt, for der er som sagt også ret mange større fjender i spillet, og ved dem skal man være noget mere opmærksom. Hvis man bare farer i flæsket på bosser og minibosser uden at se sig for, så kommer man nemlig rigtig let til at miste liv, og heldigvis er disse fjender designet på en sådan måde, at de giver tegn, når der kommer et angreb af en art. Det gør, at man føler, at der er tale om fair kampe selv mod de største fjender, og man skal nok få lært, hvornår man kan tillade sig at angribe dem på livet løs. Det kræver stadig, at man har reflekserne i orden dog, og dermed skaber man en rigtig god blanding at hovedløs action og mere strategiske kampe.

Spillet føles også på mange måder som skabt til den håndholdte platform, og det skyldes ikke mindst banernes længde, som gør det ideelt til kortere spilsessioner. Man kan selvfølgelig sagtens køre hele spillet igennem ud i en køre, men har man ikke så meget tid til rådighed, så er det rart, at man rent faktisk kan nå at udrette noget på 5-10 minutter – spillet gemmer automatisk ens fremgang, og så kan man jo snildt fortsætte, når man igen har tid til at tage en bane. Sammen med den særprægede styring, som faktisk fungerer ret fint, når man først bliver fortrolig med den, så er det i hvert noget af det, jeg ser som en styrke i forhold til 3DS-udgivelsen.


Tager man et kig på det præsentationsmæssige, så tager spillet sig også ganske godt ud i det lille format. Pixelgrafikken ser sprød og ren ud på skærmen, og da man kommer igennem nogle ret forskellige miljøer på sin vej, så er der altid noget nyt at kigge på – ikke mindst fordi, at udvikleren har gjort meget ud af selv de mindste detaljer. Det kan man sige er en af fordelene ved at have så kort et spil, men vigtigst af alt, så kører spillet også fuldstændig flydende, hvilket gør det til en fryd at spille og sammensætte sine combo’er, når det er muligt.

Spillets længde taget i betragtning, så er det også et stort plus, at der er noget at komme efter, når første gennemspilning er overstået. Det er som sagt ikke noget, der forlænger spillet voldsomt meget, og havde det ikke været fordi, at de to ekstra karakterer også styres lidt anderledes, så ville jeg nok ikke værdsætte det i samme grad. Det bedste ved de ekstra gennemspilninger var dog mødet med en særlig boss, hvor man skulle udnytte den nye figurs egenskaber til fulde.


Det dårlige:
At spille Noitu Love: Devolution var imidlertid ikke kun en fornøjelse, og rent faktisk, så oplevede jeg allerede i spillets allerførste bane en bug, hvor Xoda Rap røg op gennem loftet uden mulighed for at komme tilbage til det tiltænkte spilområde. Det var ikke noget, der skete tit, men jeg stødte alligevel på problemet to gange under min gennemspilning, hvilket er to gange for meget, når eneste løsning er at starte banen forfra. Dertil kommer, at styringsmetoden, om end den virker, også let ved spil af længere varighed giver anledning til at få ondt i den hånd, som man holder sin konsol med, men dette kan måske undgås ved at benytte en holder som den, der fulgte med til Kid Icarus: Uprising.

De største problemer med spillet synes til gengæld at være de ting, som det ikke indeholder, og personligt føler jeg lidt, at jeg mangler en god grund til at forsøge at opnå bedre karakterer for spillets baner. Her tænker jeg, at et online leaderboard kunne have gjort en stor forskel, for med mindre, at man kan piske sig selv til at forbedre sin indsats, så er der ikke rigtig noget incitament for at gøre det. Vi har set det implementeret i endnu mindre spil end dette, og når man så tager spillets længde i betragtning samtidig, så er investeringen måske lidt høj, hvis man kun får det spillet igennem en enkelt gang. Prisen er i øvrigt også næsten blevet fordoblet i forhold til Steam-versionen, og derfor kan man også godt tillade sig at forvente noget ekstra, men det får vi altså ikke.


Konklusion:
Om Noitu Love: Devolution vil falde i din smag, det afhænger meget af, hvad du søger i et spil, for der kan tales både for og imod. På den ene side er det skønt med en hæsblæsende og anderledes action-oplevelse, hvor fjenderne konstant strømmer til, og det suppleres glimrende med nogle gode bosskampe, hvor man skal være lidt mere opmærksom for at komme videre med livet i behold, men det er ganske enkelt en kort fornøjelse, hvis ikke du kan sætte dig selv op til at genspille for at få en bedre bedømmelse. Der er ikke en finger at sætte på præsentationen, for spillet ser både godt ud og kører flydende på den lille maskine, men det mangler i mine øjne et online leaderboard, som kunne opfordre spilleren til at tage en tur mere gennem manegen med de tre spilbare figurer, og med en pris på 59 kr., så er der ganske enkelt ikke nok indhold til at retfærdiggøre et køb, hvis man blot kører banerne igennem en enkelt gang.

Spillet fylder 328 blocks.

Kommentarer: