Sayonara UmiharaKawase (3DS eShop)

Skrevet af The ultimate beast - 27-04-2014 23:27

Det er sjældent, at vi i Europa ser et spil som dette. Aldrig før har et spil i UmiharaKawase-serien forladt solens rige, og serien stammer helt tilbage fra 1994, hvor det første spil blev udgivet til Super Nintendo, eller rettere Super Famicom. En efterfølger udkom på Sonys Playstation , hvorefter spillet blev genudgivet til PSP. Nintendos konsoller så først serien igen på Nintendo DS, hvor en samling, af både det første og det andet spil blev udgivet. Det første spil er kendt som en kultklassiker indenfor retro-scenen, men det føles som om dette spil kommer ud af ingenting. Jeg kan dog betryggende meddele, at spillet ikke er halvhjertet konstrueret.

Gameplayet i serien er karakteristisk fordi det er et platformspil, men med fokus på ”physics”. Det vil her sige, at din figur er udstyret med en fiskestang som du kan bruge til at komme rundt omkring i banerne. Sayonara UmiharaKawase må være indbegrebet af sætningen ”let at lære, svært at mestre”, da spillet i bund og grund kun kontrolleres af et par knapper. Du styrer pigen Umihara med D-Paddet, hopper på B og bruger din fiskeline på Y-knappen. Hele denne funktion med fiskestangen er det, som gør spillet interessant, og igennem det, får du ikke blot fornemmelsen af et godt konstrueret platformspil, men også nogle aspekter fra puzzlegenren. Hver bane i spillet føles ikke blot som en forhindringsbane fra A til B, men også som en hjernevrider, om hvordan du kommer til måls. De puzzles du løser her er meget baseret på timing og bevægelse, og derfor blander de godt sammen med platformgenren.

Jeg må virkelig understrege, at spillet ikke er nemt. Trods det nuttede ydre, så er sværhedsgraden ikke at spøge med. Hvis man kan tale om hardcore-spil, så er dette uden tvivl i kategorien. Sværhedsgraden udspiller sig i form af timingen og din forståelse af, hvordan fiskestangen bevæger dig. Oftest ved du selv, hvad du skal i banen, men det er udførslen, der er svær. For en hærdet platformveteran er det bestemt udfordringen værd, men for en begynder kan det være et demotiverende spil. Sværhedsgraden stiger meget hurtigt, og hvis man vil gøre sig nogle forhåbninger om at se, hvad spillet har at byde på, så skal man altså have spillet platformspil før.

Du kan forvente at nå den første slutning efter allerede én til to timers spil, men du vil virkelig gå glip af en masse, hvis du allerede dropper spillet her. Den første slutning kan opnås efter blot 10 baner, men det er kun en femtedel, af banerne i spillet og der er flere slutninger, bosser og ting, der kan oplåses, og derfor vil jeg stærkt anbefale, at man beholder spillet og går på jagt efter de hemmelige døre, der låser op for endnu flere baner. Efter hver bane er der taget tid på, hvor hurtig du var, og du kan sammenligne med andre online. Der er også mere indhold i form af en ”Survival Mode” der imiterer det første spil, hvor man skal spille igennem banerne nonstop, uden at dø. Hvis man går efter at spille alle banerne er der nok en forventet spilletid på omkring 10 timer.


Spillet finder sted i et surrealistisk univers, hvor alt fra kæmpeblyanter, japanske papirvægge, alkoholflasker til gummiænder hersker i for- og baggrunden. Fjenderne er nok det mest mærkværdige - det er nemlig fisk med menneskeben, og selvfølgelig kan de besejres med fiskestangen. Hvis man søger en forklaring på dette univers, så tilbyder spillet desværre ikke noget. Det eneste der findes er nogle karakterbeskrivelser for de forskellige figurer, man kan spille som, hvilket ikke giver nogen større forståelse. I virkeligheden er det også underordnet, for det er et spændende og sjovt univers Umihara og hendes venner betræder. Præsentationen er dog en helt anden snak. Rent grafisk er spillet ikke pænt, karaktererne er meget pixelerede og det samme kan siges om alle objekterne. Lydsiden på den anden hånd er skøn. Der er tale om passende lydeffekter og en behagelig baggrundsmusik, der klæder den surrealistiske stil.

Det gode:
Selv er jeg en platformveteran, og Sayonara UmiharaKawase er lige i min boldgade. Det er udfordrende og samtidigt har jeg altid følelsen af ”lige engang til”, hver gang jeg dør. Man skal tænke sig om i de fleste baner, og at finde alle de hemmelige døre vil være en stor udfordring for de fleste. I den forbindelse er der også mange ting man kan låse op for; ekstra karakterer, musik, nye baner og flere slutninger. Bosserne er også kreative og passer ind i dette skøre univers. I det hele taget er universet og musikken meget betagende, selvom man kan sidde med mange spørgsmål til det.

Det dårlige:
Rent teknisk set har jeg to problemer med spillet. Det ene er din evne til at skyde fiskelinen skråt. Der er nogle problemer i og med, at din karakter også bevæger sig samtidig med, at du forsøger at skyde fiskelinen ud. Det gør det meget svært at sigte skråt, men hvis du er i et hop, så har det ingen indflydelse og derfor kan det være nemmere at sigte samtidig med et hop. Den anden ting er ”hit-detection”. Fjenderne kan sommetider ramme dig, hvis du står på en kant og deres hale blot rør dig, selvom i ikke står på samme platform. En ekstra kommentar er, at grafikken er middelmådig; stilistisk er det sjovt at se på, men selve figurerne, baggrundene og objekterne er grimme. Nintendo 3DS kan yde meget mere! Ydermere så er det et udfordrende spil. Med det mener jeg, at der er risiko for at det skræmmer begyndere væk og da sværhedsgraden stiger meget hurtigt, så er platformbegyndere sat på en urealistisk udfordring.


Hvis man, som en af de få, rent faktisk har prøvet det første spil, så er der egentlig ikke ret mange ændringer. Sayonara UmiharaKawase fornyer blot stilen en anelse, så det ikke fremstår så arkadeagtig og tilføjer bl.a. onlinemulighed og banerne er særskilte. På den måde er dette spil rent faktisk mere tilgivende end dets forgænger, om end det stadig er svært.

Konklusion:
Er det så prisen værd? Spillet koster 199,- og det er ret meget for et eShop-spil. Spillet er dog udkommet i fysisk udgave i både Japan og USA, og hvis man sammenligner med et nyt fysisk spil, så må prisen alligevel ses i den lavere ende. Hvis man elsker platformspil, så vil jeg virkelig anbefale et køb. Det er ikke et revolutionerende spil, men virkelig en prøvelse og en herlig udfordring. Der er heller ikke mange spil, der har skabt et univers så bizart som Umiharas og musikken tilføjer en god del. Med det sagt, så er der også en række negative punkter og for en spiller, der sjældent spiller platformspil så kan Sayonara UmiharaKawase altså ikke anbefales. Selv hvis man kan lide Mario, så er der alligevel risiko for, at dette spil er mere frustrerende end prisen er værd. Dette spil søger sit publikum hos hærdede platformspillere og for platformveteranen er der en masse godt at hente her.

Kommentarer: