Shovel Knight (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 10-11-2014 16:19

Shovel Knight er uden sammenligning den mest hypede Indie-udgivelse på Nintendo 3DS længe. Det Kickstarter-finansierede spil fra Yacht Club Games har formået at skabe en umådelig stor interesse omkring sig ved at love en vaskeægte retro-oplevelse inspireret af nogle af de spil mange elsker 8-bit-æraen for, og efter den amerikanske udgivelse i sommers er efterspørgslen nærmest bare steget her i Europa. I torsdags blev det så endelig udgivet, men kan det leve op til de høje forventninger? Det ser vi på nu.

For længe siden i et unavngivet land regerede legendariske eventyrere, og ingen nåede makkerparret, Shovel Knight og Shield Knight, til sokkeholderne. Deres eventyr sammen endte dog brat i ”Skæbnetårnet”, da en forhekset amulet udfoldede sin ondskabsfulde magi, og da Shovel Knight vågnede var tårnet forseglet og Shield Knight forsvundet. Tung i sindet startede en sørgende Shovel Knight et liv i ensomhed, men uden helte blev landet overtaget af en troldkvinde og hendes slæng af riddere. Seglet på ”Skæbnetårnet” er nu brudt – ondskaben truer, og det er her spillet starter, da Shovel Knight udstyret med intet andet end sin armor og en skovl begiver sig ud for at bekæmpe troldkvinden og hendes Order of No Quarter!

Når du har fået oprettet en save-fil og fået startet spillet, er det nogenlunde sådan spillets historie introduceres, men straks derefter er du efterladt til dig selv og dine 2D-platformer-evner. Du går derudad med D-Pad eller Circle Pad, hopper over kløfter på B og slår fjenderne med din skovl på A eller Y, men i bedste Zelda II-stil kan du også trykke ned midtvejs i et hop for angribe fra oven. Allerede i første bane introduceres disse basale navigationsmuligheder ganske naturligt gennem banedesignet sammen med spillets grundelementer. Der er blokke, som kan smadres, jorddynger, der kan graves væk, kister, der kan åbnes, og vægge, der kan destrueres. Alt sammen gemmer ofte på ædelsten og guld, og dette fungerer som spillets valuta. På vej gennem banen vil du desuden støde på nogle skilte med en glaskuppel – disse fungerer som checkpoints – og sidst i banen venter en boss.

Spillet har også ligesom Zelda II et system med både livs- og mana-point. Fra spillets start har du henholdsvis 4 HP og 30 MP, men dette kan selvfølgelig gennem spillet øges til det maksimale på henholdsvis 10 og 100. Når du rammes af en fjende mister du minimum et halvt livspoint. Og løber du tør, så dør du, mister en fjerdedel af din guldbeholdning og sendes tilbage til det senest aktiverede checkpoint. Guldet kan dog indsamles igen på det sted man døde, og rundt omkring i banerne kan man også finde mad, der genopfylder nogle livspoint.

Når den første bane er klaret sendes man efter en lille interaktiv mellemsekvens ud til kortet, hvorfra man kan genspille første bane eller gå videre til en by. Byen er fyldt med en masse beboere. Nogle kan blot fortælle dig noget, mens andre vil sælge dig ting, og byens skjald vil tilmed købe nogle musikstykker af dig. I denne by vil du også finde en mærkværdig fyr, som kan sælge relikvier til dig, og disse genstande forbruger manapoint, når de aktiveres med et samtidigt tryk på Op og A (eller Y). Ved dit første møde med fyren kan han blot sælge dig en fiskestang og en hoppende grøn kugle, men flere relikvier kan købes, hvis du formår at finde ham i de efterfølgende baner. Forbruget af manapoint varierer fra relikvie til relikvie – det kan være så lavt som 4 MP og så højt som 20 MP – og det er selvfølgelig med at disponere sin brug af disse hjælpegenstande. Efter dit besøg i byen smides du så tilbage på kortet, men du kan altid vende tilbage til den for at købe flere ting.


Spillet begynder herefter rigtig at udforme sig. I banerne markeret med et Q venter en af troldkvindens riddere for enden, og når en af disse er besejret åbnes en lås på kortet. Du kan altid frit vælge mellem de åbne baner, så rækkefølgen ligger ikke helt fast, og til tider vil der også være vandrende fjender på kortet, som alle kan besejres for indtjening af lidt ekstra guld – ja, ikke-obligatoriske baner med ekstra guld er der såmænd også, om end disse alle kræver brug af et bestemt relikvie. Der foruden findes StreetPass Arena –et 3DS-eksklusivt sted du kan besøge og kæmpe en kamp med en usynlig modstander om flest indsamlede juveler – og der er således nok nogle ting at give sig til, men det primære formål er at besejre de otte riddere i Order of No Quarter og til sidst tage kampen op mod troldkvinden selv. Rent konceptuelt kan man således sige, at det minder om Mega Man-spillenes Robot Masters og den afsluttende kamp mod Dr. Wily.

Ud over udfordringen i at komme igennem spillets baner og besejre ridderne, så kan man som spiller udfordre sig selv og prøve at opnå 45 forskellige achievements (eller Feats, som de kaldes i spillet). Disse er delt på tværs af spillets 10 save-filer, og inkluderer blandt andet ting som at komme igennem en bane uden at dø eller uden at miste HP. Der foruden kan man selvfølgelig gå på jagt efter alle spillets skjulte musikstykker, der, som jeg har nævnt det tidligere, kan sælges til den første bys skjald. Nogle achievements er meget krævende, men skulle man lave en fejl, så kan man forlade banen gennem pausemenuen for ikke at gemme spillet med denne fejl på samvittigheden. Når man har klaret spillet, så åbnes der i øvrigt også op for New Game +, hvor alt du har indsamlet overføres til. Her er banerne imidlertid gjort sværere ved at reducere antallet af checkpoints og madvarer samtidig med at fjenderne uddeler dobbelt så meget skade.


Mere vil jeg egentlig ikke fortælle om opbygningen af spillet, så nu til vurderingen.

Det gode:
Jeg skal nok først slå fast, at jeg personligt ikke har nogen særlig kærlighed for 8-bit-æraen og spillene til NES. Jeg har prøvet en del af klassikerne og anerkender dem, for hvad de er, men jeg er ikke så nostalgisk omkring dem og synes, at nutidens spil oftest er langt mere underholdende. Derfor var det selvfølgelig også med en vis skepsis, at jeg tog hul på Shovel Knight, for var der nu overhovedet behov for et flashback til 80’erne? De overvejelser blev hurtigt gjort til skamme, for spillet leverer mere end det lover. Ikke bare lader det sig inspirere af datidens perler, men det formår rent faktisk at tage det bedste fra flere af dem og samtidig forbedre det.

En del af os vil nok sige, at idéerne i Zelda II var ret solide, men spillet var utilgivende svært med lidt plads at bevæge sig på og fjender svære at ramme. Flere af Shovel Knights elementer kan direkte sammenlignes med tilsvarende i Zelda II. Der er et system med HP/MP, som kan opgraderes for penge, der er byer med indbyggere, der er relikvier, som kan sammenlignes med spells. Yacht Club Games har bare kun taget de gode dele af spillet; de har fjernet de irriterende gåture på kortet med tilfældige kampe, har gjort kampe mod fjender langt mere fornøjelige, og har gjort grinding unødvendigt. Kortet har man så taget fra Super Mario Bros. 3., med alt det indebærer af ekstra baner og vandrende fjender – de vandrende fjender er bare langt mere interessante her, da de har nogenlunde samme status som spillets øvrige bosser. Sidst, men ikke mindst, har man så taget Mega Man-spillenes tematiske baner med boss-kampe i enden, men blot formået at gøre dem alle til mindeværdige oplevelser, hvilket de bestemt ikke har været i de Mega Man-spil jeg har prøvet.


Shovel Knight formår dog vigtigst af alt at underholdende uden at leve på fortidens klassikere. Vores hovedperson er genkendelig. Banernes design er sublimt varieret og inddrager alt vi forventer af en platformer i 2D. Der er huller, bevægende platforme, rullebånd, fjender/objekter man præcist skal time sine hop på, dele hvor banen bevæger sig, og masser af hemmeligheder – de hemmelige rum er oftest de sværeste, så der er også fint forhold mellem risiko og gevinst. Typiske banetemaer som vand, lava og luft er benyttet og netop på grund af banernes forskellighed bliver det aldrig kedeligt. Spillets bosser er velvalgte til de forskellige baner, og samtidig er de unikke, så du benytter sjældent den samme taktik to gange. Sværhedsgraden er passende og belønner spilleren for sine evner i stedet for at straffe ham/hende uretfærdigt. Styringen er lige som den skal være, så det er altid din egen skyld, hvis du dør.

Det er ting som ovenstående, der gør Shovel Knight til et godt spil – ikke dets status som en retro-platformer med 8-bit-inspireret grafik og lyd. Præsentationen fortjener dog også ros, for det er fornøjeligt at se al den kærlighed, der er blevet lagt i det. Der er altid noget at kigge på i baggrunden og på 3DS’en giver den stereoskopiske 3D-effekt blot en forstærket effekt på det område – eksempelvis når lava sprøjter ud i hovedet på dig. Lydsporet nød jeg rent faktisk også, for man lyttede sjældent til det samme stykke musik mere end én gang, men man bør helt klart tilslutte et par hovedtelefoner, for at få det bedste frem i det chiptune-inspirerede musik.


Det gode ved Shovel Knight er med andre ord, at det ikke kun er for retro-fanatikerne. Der er noget for enhver at komme efter, og det kan nydes på lige fod med nutidens spiludvalg, da styringen og mekanikkerne er meget bedre end i de spil det lader sig inspirere af. Som almindelig spiller vil man måske se sig tilfreds med blot at klare spillet, hvilket personligt tog mig 9 timer og 99 liv at gøre, men fans af de gamle klassikere kan forsøge at klare spillet på under halvanden time eller klare det uden at dø, som nogle af udfordringerne foreskriver det.

Det dårlige:
Det eneste negative jeg har at sige om Shovel Knight er, at den måde, man som udgangspunkt aktiverer sine relikvier på, kan virke lidt bøvlet. At trykke op midt i et spring og samtidig skulle trykke på en knap er ikke det mest intuitive, men Yacht Club Games har selvfølgelig forsøgt at bevare følelsen af at sidde med en NES Controller med få knapper. Dette ses også ved at B bruges til at vælge i menuen frem for A, da hop er den primære action i spillet. Det gode er så, at du frit kan ændre knap-setup’et og gøre brug af alle de knapper vi har på nutidens controllere. Jeg valgte personligt at spille helt igennem med det tilsigtede setup, men da jeg efterfølgende valgte at bruge R til aktivering af relikvierne uden at skulle trykke op, så fandt jeg det noget mere nutidigt. Man kan så spørge sig selv om begrundelsen for deres standardvalg overhovedet giver mening, når de har gjort det muligt at hurtigt skifte relikvie/udstyr med et tryk på touch-skærmen, men det kan man så også gøre på gammeldags vis gennem en undermenu aktiveret på SELECT eller X.

Et lille kritikpunkt kunne også være, at ikke alle relikvier er lige interessante. Nogle af dem brugte jeg ganske enkelt ikke, men de er selvfølgelig heller ikke en af spillet, som man er tvunget til at bruge. Det kan nemlig klares helt uden dem, hvis man er god. Selv gjorde jeg dog flittigt brug af Phase Lock, som kortvarigt gør dig uskadelig, og måske skulle netop den evne have været lidt dyrere at aktivere end tilfældet er.


Konklusion:
Shovel Knight leverer, hvad det lover, og mere til. Det er en fin tilbagevenden til 8-bit-æraens klassiske action platformere, men spillet byder på meget mere end de titler det lader sig inspirere af, og jeg vil til enhver tid hellere betale 112,50 kr. for Shovel Knight end jeg ville det for tre klassiske NES-spil på Virtual Console. Det skyldes, at spillet fungerer som det skal på alle punkter og ikke besidder den tunge kontrol, som mange spil havde det i 80’erne. Der er en naturlig udvikling i sværhedsgraden hele vejen gennem spillet, og på intet tidspunkt kommer man til at kede sig, for banerne er skruet rigtig godt sammen og alle spillets boss-kampe er unikke og interessante. Her har vi altså et spil, som man får lyst til at vende tilbage til, og ikke blot noget man gennemfører for at have gjort det. Er man retrospils-fan, så skal dette spil bestemt købes, for Yacht Club Games viser os, hvordan fortidens spil burde være skruet sammen, og derfor er her et spil, som alle kan nyde den dag i dag.

Spillet fylder 1.222 Blocks.

Kommentarer: