Dragon Quest VII: Fragments of the Forgotten Past (3DS)

Skrevet af The ultimate beast - 15-09-2016 12:38

Dragon Quest VII blev oprindeligt udgivet til den originale PlayStation i Japan for 16 år siden, og det kom året efter til USA, men PS2 var allerede kommet på markedet på det tidspunkt, så det aldrig fandt vej til Europa. Det sker imidlertid i morgen, når 3DS-remaket med undertitlen Fragments of the Forgotten Past kommer på gaden med Nintendo som udgiver, og Square Enix, der allerede i 2013 udgav spillet i Japan, har selvfølgelig sørget for, at udviklerne har finpudset spillet, så det passer til det håndholdte format. Man kan så med rette spørge sig selv, om det har været ventetiden værd, og det er en af de ting, som vi blandt andet skal have slået fast her i anmeldelsen.

Til at begynde med vil jeg nævne, at spillet er kæmpestort, og til trods for, at jeg har gjort alt i min magt for at komme hele vejen gennem eventyret, så har jeg endnu ikke oplevet alt, hvad spillet har at byde på. Jeg har rundet de 50 timer i spillet på nuværende tidspunkt, men jeg regner ikke med at nå slutningen, før yderligere 25 timer er gået, og så vil der sikkert stadig være en god bunke ekstra indhold at kaste sig over. Derfor vil jeg vende tilbage til anmeldelsen senere og skrive en kommentar, hvis den afsluttende del af spillet byder på elementer, der fortjener en kommentar med på vejen, eller på nogen måde påvirker mine meninger om spillet. Når det er sagt, så føler jeg mig alligevel helt parat til at kunne levere en grundig anmeldelse, hvor min holdning omkring spillet kommer til udtryk, og der er meget at tage fat på. Først følger dog en smule baggrundsinfo.

Dragon Quest-serien har generelt ikke fået meget tid i rampelyset her i Europa, og vores første Dragon Quest-spil var nummer 8, der udkom i 2006 til PlayStation 2, men sidenhen har vi fået en god del af dem –specielt gennem den serie af remakes af nummer 4, 5 og 6, der kom til Nintendo DS mellem 2008 og 2011. Disse remakes er lavet af ArtePiazza, og det samme gør sig gældende for den nye udgivelse. Generelt for Dragon Quest-spillene kan man lidt vovet sige, at det er nogle spil, der ikke skubber formlen langt væk fra, hvad de oprindeligt har grundlagt med de første spil tilbage på NES. Det betyder dog slet ikke, at spillene ikke har udviklet sig, for alle spillene er unikke, men de bygger snarere ovenpå en grundformel spil efter spil, meget ligesom Pokémon-spillene udvikler sig.

På trods af, at Dragon Quest er en meget kendt spilserie, så er det nok de færreste, der har spillet spillene herhjemme. Jeg ser mig selv som en garvet RPG-fan, men sjovt nok var det først sidste år, at jeg gav mig i kast med serien, da jeg netop hørte, at dette remake ville udkomme i år. Dengang opsøgte jeg mange andre fora for at finde ud af det bedste sted at starte, og der var mange, som påstod, at netop Dragon Quest VII ville være et dårligt sted at starte – jeg startede derfor selv ved nummer 1 og har nu kørt dem igennem helt kronologisk. Jeg vil gerne vende tilbage til den påstand, men for at få de uindviede med, så har Dragon Quest-spillene en løst sammenhængende historie delt op i trilogier. Dvs. Dragon Quest I til III hænger sammen, mens IV til VI hænger sammen, men VII, VIII og IX har ikke en umiddelbar sammenhæng med de andre spil. Sammenhængen i serien skal dog ikke ses som et altoverskyggende narrativ, der binder alle spillene tæt sammen, så sammenhængen mellem dem er mere en sjov detalje at bide sig mærke i, hvis man har spillet de andre. Historien i spillene vil altid kunne stå for sig selv.


Dragon Quest VII: Fragments of the Forgotten Past er et japansk RPG, og det er meget traditionelt. Det er et af seriens kendetegn, og det føles rigtig godt. Du kommer altså til at tage kontrollen over en gruppe helte, der hver især kæmper med forskellige våben og rustninger i et typisk tur-baseret kampsystem. Du opdager nye områder, kæmper mod større fjender, finder skatte og udforsker byer, og selvfølgelig sker alt dette i forlængelse af spillets historie, som jeg kort vil opridse præmisserne for i de kommende afsnit. I spillets overworld vil gameplayet handle om at udforske områder, og i grotter og dungeons vil der af og til også være puzzles, som du skal løse. Udforskningen er altid meget fokuseret, ligesom historien er det, og puzzles er sjove uden at være alt for svære, så du vil nok sjældent være fortabt over, hvordan du løser gåderne.

Dragon Quest VII begynder med vores hovedperson, som du selv kan navngive, der bor på en lille ø. På denne isolerede ø tror folk, at verden kun er begrænset til øen, men der er nogle eventyrlystne unge, der tror på, at der er mere i verden end denne lille ø. Disse unge er hovedpersonens venner, og spillet starter med, at I sammen går på opdagelse i nogle glemte ruiner rundt omkring på øen. Din ven er fast besluttet på at åbne en magisk forseglet dør, og sammen får I, i spillets første timer, åbnet døren og løst nogle gåder, hvorefter I pludselig befinder jer i et nyt land langt hjemmefra med nogle nye mennesker, som I ikke kender. Døren har altså fungeret som en slags portal til et andet sted, og sådan cykler spillet frem og tilbage mellem hovedøen og de øer, som I får forbindelse til gennem ruinerne.


Det at skaffe adgang til nye områder fungerer sådan, at man samler nogle brikker, som løser et puslespil, der så ender ud i skabelsen af en stentavle. Hver stentavle åbner op for en ny ø, som I herefter kan udforske, og dette vil føre til opdagelsen af nye brikker til den næste stentavle. Denne struktur gør, at historien bliver meget episodisk: I samler en stentavle, tager fra hovedøen ud på en mindre ø, udforsker den, løser et eller flere problemer på øen, finder nye brikker, vender tilbage til hovedøen, ser om der er sket noget nyt og samler endeligt en ny stentavle, hvorpå strukturen gentages på ny. Selvom det godt kan lyde ensformigt, så føler jeg, at denne struktur passer rigtig godt til det håndholdte format, og det gør historien nem at følge med i, da hver ø har sit eget narrativ. Konsekvensen er, at den overordnede historie ikke er til stede særlig ofte, men de forskellige mindre historier er ofte mindeværdige og fokuserede.

Meget af tiden i spillet vil man bruge på at gå på opdagelse, hvor man interagerer med NPC’er samt hovedpersonerne, og selvfølgelig på kampsekvenserne. NPC’erne har ikke megen personlighed udover deres rolle i den historie, de indgår i, men hovedpersonerne i dit hold har alle en klar personlighed. Du kan altid snakke med dem i spillets overworld ved at trykke B, og her kommer de med kommentarer til, hvad der er forløbet og kan somme tider give dig hints til at komme videre til det næste mål. Karaktererne ser dog ikke megen udvikling på vejen gennem spillet, og din hovedperson er en stum karakter, så derfor kan det godt føles som om, at den overordnede historie nærmest er statisk, men skyldes altså også den meget episodiske struktur, og de fleste af disse episoder er til gengæld rigtig gode. Som nævnt indledningsvist er spillet rigtig langt, og du vil bruge mange timer på at interagere med folk, så det kunne have været sjovt, hvis spillet havde haft stemmeskuespil. Desværre er det ikke tilfældet, og der er rigtig meget tekst at læse, men er man vant til japanske RPG-spil, så bør det ikke være nogen overraskelse. Det kunne dog i nogle tilfælde have løftet stemningen, når NPC’er går ud i lange monologer om dem selv og byens historie.


I forlængelse af historien vil du også bruge mange timer på kampe, og disse fungerer meget godt. Dragon Quest-serien er lidt kendt for at kræve grinding – dvs. at der kæmpes mod svagere monstre gentagne gange for at få erfaringspoint og guld nok til at blive stærkere – men netop på dette punkt føler jeg, at dette remake er justeret rigtig godt. Hvis ikke man flygter fra kampene, så er fordelingen af point i hvert fald meget passende til at nedkæmpe de stærke bosser uden for meget besvær, og ArtePiazzas remake har samtidig gjort det noget mere bekvemt at indlede kamp. I originalen var det hele random encounters, hvor fjender pludseligt dukker op, og skærmen zoomer ind i kampsekvens, men i denne udgivelse er alle fjenderne synlige, du kan frit bevæge dig uden om dem, og de vil jagte dig, hvis de opdager dig. Det er en rigtig fed mekanik, der gør, at spillet føles meget mere moderne, end det reelt set er.

Selve kampene forløber på typisk tur-baseret maner. I hver runde har monstrene og heltene mulighed for at lave en handling, og du kan vælge mellem selv at styre heltene og vælge deres teknikker, eller at udvælge en taktik som heltene automatisk udspiller kampen efter. Det er ikke et særligt ophidsende system, men det virker, og der er mange forskellige teknikker at bruge i forskellige situationer. I forlængelse af det, kan du dog et stykke vej inde i spillet selv vælge hvilke arketyper eller job, kaldet vocations, dine figurer skal have, og dette påvirker også kampene. Spillet indeholder mere end 30 vocations, og eksempelvis kan præsten heale, mens krigeren slås med store våben, og narren fjoller rundt. Vocations kan udskiftes når som helst, når de er blevet låst op, og de kan sågar videreudvikles til nye vocations. Det er rigtig sjovt at udforske dem alle, da de tilføjer en god portion taktik til opsætningen af ens hold, og ydermere er det rigtig sjovt at se de visuelle ændringer i figurernes udseende alt efter, hvilken vocation de besidder.


I alle spillets facetter er Dragon Quest VII: Fragments of the Forgotten Past aldeles charmerende, og det overrasker ikke, da alle Dragon Quest-spillene har en særlig charme og ofte er ret humoristiske. Musikken og lydeffekterne er meget ikoniske, og på samme måde skinner Akira Toriyamas karakterdesign virkelig igennem, da de er som altid et rigtig gode. Der er mange små ting, som bidrager til charmen, og det kan eksempelvis være bøger, som man læser, eller alskens ordspil, og ligesom andre Dragon Quest-spil gør spillet brug af nogle af de klassiske Dragon Quest-accenter. I de tidlige spil har mange af karaktererne snakket et gammeldags "kunst"-engelsk, og andre steder i spillene har karaktererne efterlignet andre sprog. "Kunst"-engelsk er ikke at finde her, men der bliver brugt simple accenter på bl.a. tysk og italiensk, hvilket både er en lille hyldest til de ældre spil og en sjov og charmerende detalje.

Omkring grafikken må man bide sig mærke i, at dette spil oprindeligt er fra 2013, hvor det kom i Japan, og det er på ingen måde et grafisk vidunder. Man kan som sagt se, at der stadig er lagt meget arbejde i stilen og karakterdesigns, men de forskellige områder, som man besøger, er en anelse simple, og NPC-karaktererne har mange designs, der går igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ArtePiazzas remakes til DS også havde disse kvaler, som nok i bund og grund stammer helt tilbage fra original-spillene. Remake-trilogien til DS brugte alle den samme grafik, men til denne udgivelse har ArtePiazza givet spillet et helt nyt look, og det er forfriskende. Spillet gør imidlertid ikke særligt brug af den stereoskopiske 3D-effekt på 3DS’en: Du kan se tekstboksene poppe ud fra baggrunden, og specialangreb i kampene popper også ud, men så er der heller ikke mere til det. Jeg har personligt kun brugt 3D-effekten for at afprøve den, så den har primært har været slået fra det meste af tiden. Overordnet set er min mening, at spillet er pænt, men meget grafisk ensformigt.


Lydsiden er også yderst charmerende. Alle de ikoniske lydeffekter fra serien er til stede, så hvis man kender dem, er det sjovt at høre dem, og ellers lærer man dem hurtigt at kende. Baggrundsmusikken er den bombastiske orkesterinspirerede musik, som serien er velkendt for, men desværre er denne udgave ikke med den fulde orkesterversion, som den japanske udgave angiveligt skulle være. Det er derimod en digitaliseret MIDI-version af orkestermusikken, men det lyder dog stadig rigtig godt, og musikken lyder passende, der hvor den optræder.

På baggrund af hvad der nu er gennemgået, så kan jeg vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt dette spil er et godt sted at starte for en, der ikke har spillet Dragon Quest før. Min mening er, at selvom spillet er meget traditionelt og lever videre på seriens traditioner som humoren, musikstilen, lydeffekter og Akira Toriyamas ikoniske tegnestil, så er der ikke noget indforstået heri. Dragon Quest VII introducerer ikke de rødder, hvorfra spillet stammer, men spilleren skal nok opleve og forstå disse elementer alligevel. Med disse begrundelser og det faktum, at spillets historie ikke er tæt knyttet til nogle af de to tidligere trilogier, så synes jeg, at dette er et ganske godt sted at hoppe ind i serien.


Det gode:
Der er en masse godt at sige om Dragon Quest VII: Fragments of the Forgotten Past, men det vigtigste af alt er dog, at det er gennemført charmerende! I alle facetter af spillet vil man have en genkendelig og varm følelse, ligesom man får det ved at se en ”feel good”-film. Det er et solidt RPG-spil meget lig de andre spil i serien, men tilføjelsen af få aspekter gør, at spillet er mere appellerende end de andre ud fra et moderne synspunkt. Mere specifikt er det rart at se den nye grafik, der, selvom den ikke er imponerende, stadig er pæn, og Akira Toriyamas designs er mesterlige. Musikken passer rigtig godt til de forskellige scenarier, som man udfolder sig i, og selvom man har hørt kampmusikken mange gange, så er det rart, at den er afvekslende ved f.eks. bosskampe.

Den episodiske struktur i historien gør, at den er nem at overskue og følge med i, og det, dine karakterer gør, giver mening i forhold til det umiddelbare problem – samtidig gør det også, at udforskningen altid er spændende og overskuelig. Sværhedsgraden er blevet godt justeret, så du bliver udfordret både i kamp og i puzzles – almindelige fjender kræver sjældent mere end at trykke sig igennem, men bosserne giver plads til strategisk udfoldelse. En anden god ting er, at du får en kæmpe pakke af indhold i dette spil. Du kan bruge rigtig mange timer på blot at klare historien, og derefter vil der stadig være vocations at mestre, skatte at finde og bonus-dungeons at kæmpe sig igennem.


Det dårlige:
Skal man sige noget dårligt om spillet, så kan man være pernitten og pege på, hvordan musikken ikke er fuldt ud orkestermusik, og hvordan grafikken ikke er storslået og betagende, men spillet byder altså på ganske meget, og jeg synes kritikpunkterne til trods, at disse aspekter af spillet alligevel virker uden at forringe oplevelsen af den grund – 3D-effekten kan dog nemt udelades og tilføjer intet. Mit største kritikpunkt er dog, at karaktererne virker ret flade. De har en specifik personlighed, og den afviger de ikke synderligt fra. De er sjove, men de har ikke nogen udvikling udover deres introduktion, og det kan gøre, at figurerne let føles tomme. Et andet kritikpunkt er tilknyttet historien, der som sagt er meget episodisk, og konsekvensen heraf er, at den overordnede historie, der binder oplevelserne sammen, virkelig er sat i bagsædet det meste af turen.

Konklusion:
Var Dragon Quest VII: Fragments of the Forgotten Past så virkelig ventetiden værd? Mit svar er; absolut ja! Er man garvet RPG-fan, så er der virkelig meget godt og sjovt ved spillet, og med en historie der let strækker sig et sted mellem 75 og 100 timer, så er der underholdning i timevis. Nok har spillet ladet vente på sig fra den japanske udgivelse, men det har garanteret også været et stort arbejde at oversætte og lokalisere dette spil, og ArtePiazza har samtidig gjort et kanon godt arbejde med at få opdateret det oprindelige spil fra 2000 til en moderne standard, som vi kan forholde os til. Selvom man ikke skulle have spillet andre Dragon Quest-spil, så er dette her et rigtig godt sted at starte. Du vil ikke som sådan blive introduceret til de elementer, der udgør Dragon Quest-serien, men du skal uden tvivl nok lære dem at kende alligevel. 3DS-remaet af Dragon Quest VII er både tiden og pengene værd, og alt i alt er det et meget solidt produkt, som jeg kun kan anbefale at RPG-elskere samler op.

Spillet fylder 11.638 blocks.

Kommentarer: