Mario Party: Star Rush (3DS)

Skrevet af KJ85 - 09-10-2016 23:56

Mario Party-serien startede siv liv på Nintendo 64 i 1998/1999, og til trods for, at der i årenes løb er blevet udgivet 10 spil til hjemmekonsoller og inden i år tre til de håndholdte, så er det stadig de tre spil på 64’eren, som mange betragter som de bedste spil i serien. Frem til 2007 stod det nu lukkede Hudson Soft for udviklingen, men med Mario Party 9 fra 2012 tog ND Cube over, og dette har resulteret i nogle markant anderledes udgivelser, der generelt ikke er blevet taget så godt imod, da man har bevæget sig væk fra den klassiske formel. Spørgsmålet er så om deres fjerde forsøg med serien kan rette op på det – i hvert fald er Mario Party: Star Rush den anden udgivelse i serien til 3DS, og lad os straks se, hvad det er for en størrelse.

Skulle man på nogen måde være i tvivl, så er Mario Party: Star Rush selvfølgelig et party-spil, og for at gøre det let at starte en fest, så har Nintendo denne gang sørget for at udgive en gratis Party Guest-udgave, der tillader folk at spille multiplayer med blot en enkelt kopi af det fulde spil. I forbindelse med denne anmeldelse har jeg foruden det fulde spil haft adgang til et enkelt eksemplar af denne gæste-version, og således blev størstedelen af spillet testet igennem med min lillebror i sidste weekend. Vi startede selvfølgelig med den mest promoverede del af spillet i form af Toad Scramble, som i øvrigt er den eneste game mode, der er tilgængelig fra start.

Toad Scramble
I Toad Scramble tager op til fire spillere kontrollen over hver deres Toad i forskellige farver, der er bestemt på forhånd. Således er spiller 1 rød, spiller 2 blå, spiller 3 grøn og spiller 4 gul, og er man ikke samlet fire venner med hver sin 3DS til et spil, så udfyldes de resterende pladser selvfølgelig af computermodstandere af justerbar sværhedsgrad. Målet i spillet er at stå tilbage med flest stjerner, når spillet er slut, men i stedet for at skiftes til at slå og rykke rundt på en spilleplade med faste ruter, så slår alle spillere her på samme tid, og banerne er feltopdelte med mulighed for at bevæge sig i alle retninger. Den første gang, man spiller Toad Scramble, er der kun adgang til en verden med tre ekstra simple baner, der er gode som en introduktion til spillets mekanikker, samt den første bane i den første af fire mere komplekse verdener, hvor spillet foldes mere ud, men de resterende 11 baner åbnes relativt hurtigt op, når man spiller dem igennem en efter en.

Målet i Toad Scramble er som sagt at opnå flest stjerner, og disse får man for at vinde et boss-relateret minispil. Dem er der 2-5 af i hver bane, og her er målet at skade en af de klassiske Mario-fjender på forskellig vis. Vinderen er den der skader fjenden mest, men en bonus på tre point tildeles også for at uddele det afgørende angreb, og dermed kan det ændre en smule på resultatet. Som udgangspunkt giver det en enkelt stjerne at komme på 1.-pladsen mod en boss, men mod den sidste boss er der dobbelt op på gevinsterne, så her giver det selvfølgelig to stjerner til vinderen, hvorefter spillet afsluttes. Allerede ved en banes påbegyndelse dukker den første boss op, og kampen mod den indledes, når en eller flere spillere lander på feltet foran den. Spilleren/spillerne, der lander på boss-feltet har i øvrigt den fordel, at de kan starte kampen med det samme, mens de øvrige først skal trykke gentagne gange på A for at bevæge sig frem til feltet fra deres position på spillepladen. Efter kampen vil belønningerne så blive uddelt og den næste boss dukke op et andet sted på spillepladen. De opnåede stjerner er dog ikke altafgørende for det endelige resultat, for alle spillerne præmieres med en stjerne for hver 10 mønter, som de har ved spillets afslutning, og dem kan man få sig lidt flere af, når der uddeles bonusmønter for fire forskellige ting – eksempelvis for at have bevæget sig færrest felter.


Mønter kan man få sig ved at samle dem op rundt omkring på spillepladen, og de ikke vindende spillere i en boss-kamp får da også lidt af dem som en trøst. Der er dog også mønter på spil i nogle helt traditionelle minispil, og disse indledes, hvis en spiller i en runde samler en ballon med et billede af en mønt op. Det er ikke nogle, der er på spillepladen hele tiden, men spillere, der popper en ballon på sin vej, får lidt mønter for det og må i øvrigt vælge hvilket af fire tilfældige minispil, der skal dystes i. Der er 26 forskellige af denne slags minispil, mens der findes 12 forskellige boss-minispil, og således kan man i Toad Scramble altså opleve i alt 38 forskellige minispil.

En anden vigtig del af Toad Scramble er figurerne i form af Mario, Luigi, Peach osv., som dukker op på spillepladen i løbet af et spil, for ved at samle dem op vil de tilslutte sig dit hold som allierede, og dette kan udløse visse fordele. Med en eller flere allierede på sit hold, så kan man først og fremmest forud for hver runde vælge at styre en af disse i stedet for sin Toad, og det vil resultere i en udskiftning af den normale terning med numrene 1-6. På Marios terning er der eksempelvis ingen 3’er og 4’er, men i stedet en 0’er og en 7’er, mens 1, 3 og 5 på Peachs terning er udskiftet med 0, 4 og 4, så halvdelen af terningens sider har tallet 4 på sig – ja, der er sågar terninger hvor tallene på dem afhænger af din placering eller antallet af holdmedlemmer. I alt er der 11 forskellige allierede, men fire af dem vil du først møde, når du har spillet længe nok til at åbne op for dem, og udover at udskifte din terning, så har de hver især også nogle egenskaber, der kan skaffe dig ekstra mønter. Peach og Daisy kan således få blomster til at springe ud, hvis der er sådan nogle i banen, og Wario og Waluigi kan smadre sten med skjulte mønter, mens Mario og Luigi kan hoppe på Goombaer skjult i det lange græs.


En spiller kan maksimalt have fire allierede på sit hold, og skulle man få flere, så er man nødsaget til at efterlade en af dem på spillepladen, hvor en anden spiller så kan samle figuren op. Du må dog ikke tro, at dine allierede bliver hos dig gennem et helt spil, for de andre spillere kan selvfølgelig stjæle dem fra dig, og ligesom der er balloner med en mønt på, så er der balloner med et andet symbol, som udløser et minispil, hvor vinderen frit kan vælge en af de andre spilleres allierede. Der foruden vil det udløse en duel om allierede figurer, hvis to eller flere spillere lander på samme felt – dog ikke ved bossfeltet – og i sådan en duel skal man enten slå med terning, vælge kort eller time sit tastetryk så tæt som muligt på fem sekunder. De allierede kan betyde meget for slagets gang, for udover de fordele nævnt ovenfor, så vil de faktisk også hjælpe til i enhver boss-kamp og ved terningekast vil hver figur, som du ikke selv styrer, kaste en terning med udfald mellem 1 og 2, hvilket lægges oveni din primære figurs kast, så du kan bevæge dig ekstra langt.

En anden ting, der bidrager til morskaben i Toad Scramble er items, og dem får man som udgangspunkt ved at lande på et felt med et spørgsmålstegn på, men de kan også købes i en butik, hvis banen indeholder sådan en, og forud for sidste del af spillet kan Bowser dukke op og give en ting til vedkommende på sidstepladsen. Man kan til enhver tid have to items i sin besiddelse, og forud for en runde kan man vælge at benytte et af dem, så man måske kan få en fordel eller give en anden spiller en ulempe. Med den traditionelle røde svamp eller guldsvampen kan man således få lov at rykke henholdsvis tre og fem felter ekstra i sin tur, mens den giftige lilla svamp kan få en modstander til at rykke to felter færre, og der er også fælder, som kan placeres på felterne på spillepladen, og særlige genstande, der bruges automatisk på bestemte tidspunkter.


Som I kan høre det, så handler Toad Scramble altså både om held, strategi og evner, og i sand Mario Party-stil er ingen sejr sikker, før spillet er slut. Det er dog langt fra den eneste spiltilstand i denne udgivelse, og i takt med indtjeningen af Party Points, så åbnes der foruden adgangen til alle tidligere prøvede minispil op for seks yderligere game modes og nogle ekstra figurer, som jeg var inde på tidligere. I tre af disse kan man som i Toad Scramble være fire spillere, mens to af dem højst tillader to spillere at deltage, og i den sidste spiltilstand kan man så kun spille alene.

Coinathlon
Reglerne i Coinathlon er ganske simple, og i dette spil befinder man sig på en spilleplade udformet som en løbebane bestående af 90 felter, der skal tilbagelægges 3, 5 eller 7 gange. Forud for spillet udvælges så tre tilfældige minispil blandt 12 mulige, som man skal dyste i gentagne gange, men disse minispil adskiller sig fra dem i Toad Scramble ved at handle om indsamling af mønter, og for hver indsamlet mønt vil ens valgte figur flytte sig et felt frem på spillepladen. Her er eksempelvis et pinball-minispil, et Pac-Man-lignende spil og et spil, hvor man skal betjene kunder i en butik, men for at krydre det hele, så kan man også indtjene items, der kan bruges mens man spiller minispillene. Items kan i denne sammenhæng eksempelvis forstyrre en modstander ved at begrænse deres udsyn, fjerne alle mønter midlertidigt eller fryse deres billede fast, men de kan også bidrage med indtjening af ekstra mønter til sig selv på forskellig vis. Vinderen er den, der først tilbagelægger de valgte omgange, men Bowser kan også dukke op og afbryde spillet med et af tre minispil, hvor man straffes ved at blive sendt nogle felter tilbage på pladen ved at fejle. Spiller man Coinathlon alene, så skal man kæmpe mod en, to eller tre rivaler af stigende sværhedsgrad i op til 10 spil, og taber man, så skal man starte forfra på det laveste niveau igen.


Balloon Bash
Balloon Bash er den tredje spiltilstand for fire spillere, og som udgangspunkt minder det en del om Toad Scramble. Her er der dog ingen allierede at samle op, banerne er mindre af størrelse og mere ensrettede i deres design, og antallet af runder er bestemt på forhånd; 10, 20 eller 30. Vil man spille en masse minispil og samtidig konkurrere på et større plan, så er det her det foregår, for hver gang en ballon indsamles i en runde, så udløser det et minispil, og forud for hver runde placeres der nye balloner på banen, så der altid er to af dem ved en rundes indledning. Indsamling af ballonerne i sig selv belønnes med 5 eller 10 mønter, og som afslutning på runden skal der så dystes om endnu flere mønter i et minispil. Blev kun en enkelt ballon samlet op, så vil det være et af de traditionelle minispil, men er begge balloner samlet op, så er det i stedet et af boss-minispillene, hvor 1.- og 4.-pladsen dyster mod 2.- og 3.pladsen om tilsammen at udrette mest skade på fjenden – her har bossen dog kun halvt så meget energi som i Toad Scramble, så det gør en del hurtigere at nedlægge dem.

Ligesom i Toad Scramble kan man i Balloon Bash benytte items forud for hver tur, hvis man har samlet sådan nogle op, og målet er også her at være den spiller med flest stjerner, når spillet slutter. Stjernerne får man dog ikke i boss-kampene, men i stedet vil der altid være 1-3 ballon-stjerner på et af spillepladens felter, og det er dem man skal have fat på for at vinde. Således får den spiller, som sprænger ballonerne mulighed for at købe en, to eller tre stjerner for 10 mønter pr. ballon, og har man kun råd til to af tre stjerner, så får man bare kun de to. Skulle det ske, at to spillere lander på samme felt, så indledes der i denne spiltilstand en duel om mønter i stedet for allierede, men udover de ting, der er blevet nævnt her, så er der ikke de store forskelle på de to spiltilstande, og når spillet er slut uddeles tre bonusstjerner, før en vinder kåres.


Rhythm Retical
Som navnet antyder det, så finder vi i Rhythm Retical et lille rytmespil, og dette er den sidste spiltilstand, der kan spilles af op til fire spillere på samme tid. Melodierne er udvalgt blandt nogle af de klassiske af slagsen fra Mario diverse platformseventyr – blandt dem finder vi bl.a. Owerworld Theme fra Super Mario World, Main Theme fra Super Mario 3D Land og Gusty Garden Galaxy fra Super Mario Galaxy – og når en melodi er valgt, så skal hver spiller vælge sig et instrument. Her er der violin, trompet, fløjte og trommer, og for hvert instrument falder noderne så ned fra oven, mens spillerne hver især skal time deres tryk på touchskærmen til takten af musikken. Der er i alt 10 melodier at spille på denne måde, og når en melodi er ovre, så tildeles hver spiller en bogstav-rang, der repræsenterer deres præstation.

Mario Shuffle
Den næste spiltilstand er Mario Shuffle, der er spillets sidste form for brætspil, men her kan man altså kun dyste to spillere mod hinanden. Forud for spillet vælger hver spiller tre figurer, der vækkes til live som spillebrikker, og disse stilles op i hver deres række for enden af spillepladen, som ser ens ud fra begge ender af pladen, der har 21 felter mellem dine og modstanderens figurer fra start. Målet er at få alle dine figurer helt ned i den anden ende, før modstanderen opnår det samme. Når spillet begyndes, afgør et terningekast, hvilken spiller der starter, og herpå kaster man på skift to terninger. Er tallene på begge terninger ens, så må alle tre brikker rykkes det pågældende antal felter frem, men er de forskellige, så vælger man en brik til bruge den ene terning og en anden brik til at benytte den anden. Der er selvfølgelig elementer af både strategi og held over spillet, for på pladen er der felter, hvor man kan komme til at rykke længere frem eller omvendt gå tilbage, og lander man på feltet i midten, så ryger ens brik tilbage til start. Skulle man passere modstanderens brik i en række, så vil denne brik blive væltet, og det betyder, at den ikke kan flyttes i næste tur, men lander man direkte ovenpå modstanderens brik, så vil denne i stedet ryge tilbage til start.


Boo’s Block Party
Den anden game mode, der kan spilles af op til to spillere er Boo’s Block Party, og her er der tale om et Match 3- og Tetris-lignende puzzle-spil med brikker, der dukker op i hele rækker fra bunden, og når de toppen af skærmen, så har man tabt. Brikkerne er af forskellige farver samt nummeret fra 1-4 , og når man trykker på helholdsvis A og B, så vil værdien stige eller falde med 1, hvor de er forbundet i enderne, så 4 kan blive til 1 og omvendt. Når tre eller flere brikker ved siden af hinanden i vandret og/eller lodret retning har samme værdi, så vil de forsvinde fra spilområdet, og når man har fjernet nok brikker, så muliggøres det at bruge en power-up. Alt efter om du trykker X eller Y, så vil denne power-up så fylde modstanderens spilområde med to rækker spøgelser (fjernes ved at matche brikker ved siden af dem) eller ændre alle brikker i dit eget spilområde, så det er hurtigt at fjerne flere brikker, og sådan fortsætter spillet så, indtil en spiller har tabt. Spiller man alene, så er det naturligvis muligt at spille mod en computerspiller, men man kan også dyste mod sig selv om at opnå så høj en score som muligt i frit spil.

Challenge Tower
Spillets sidste spiltilstand består af et minestryger-lignende spil, hvor man som spiller skal bestige et rundt tårn bestående af et antal etager afgjort af den valgte sværhedsgrad. Fra spillets start er det 30, 50 eller 70 etager, men når disse tre tårne er klaret, så åbnes der op for et langt højere tårn at forlyste sig med. Uanset højde, så er tilgangsvinklen den samme. Du skal kravle hele vejen til toppen af det feltopdelte tårn ved brug af Circle- eller D-Pad, der kan tage dig et felt ad gangen i enhver retning, og befinder du dig på et blåt felt, så er der ingen bekymringer. Kommer du derimod til et gult felt, så skal du passe på med din næste handling, for dette betyder, at en stødgivende fjende befinder sig på et omkringliggende felt, og rammer du sådan en fjende, så falder du ned og taber spillet. Der er også røde og lilla felter, som indikerer at henholdsvis to og tre fjender befinder sig på et af de tilstødende felter, og du kan selvfølgelig markere felter, hvor du er sikker på, at en fjende befinder sig, så du ikke kommer til at kravle derhen ved et uheld. Foruden farverne på felterne, så ved du, at to fjender ikke kan befinde sig lige ved siden af hinanden, og ud fra disse simple principper kan du komme sikkert til tops. Dette er den eneste spiltilstand, der ikke kan spilles i multiplayer.


Øvrigt indhold
Foruden de syv gennemgåede spiltilstande, så er der mulighed for at prøve ethvert af de tidligere spillede minispil under menupunktet Minigames, og her kan man spille multiplayer i alt andet end de 12 minispil fra Coinathlon, hvori man i stedet kan forsøge sig at sætte highscores alene – totalt set er der 53 minispil at komme efter. Her foruden kan man kigge på karakter-profiler og deres 3D-modeller i figur-museet, og fra dette menupunkt kan man også vælge en af de 12 velkendte figurer til at anvende i spillets hub kaldet Plaza. I figur-museet er det i øvrigt også muligt at tilføje stempler til nogle af karakter-profilerne ved at indscanne en amiibo med den pågældende figur, men dette ser bare ud til at være af kosmetisk betydning.

Netop amiibo-figurer kan dog også med fordel indlæses i nogle af spillets game modes, hvor man kan få en fordel ved at gøre det. I Coinathlon vil det medføre, at alle items fordobles, mens en Boo-amiibo kan fremkalde Boos i Boo’s Block Party, og i Challenge Tower kan man med en kompatibel amiibo en gang om dagen få lov til at fortsætte selv om man rammer ind i en af de elektriske fjender. I Toad Scrable, Balloon Bash og Mario Shuffle derimod vil den figur man indscanner medbringe sig et item i form af eksempelvis en Double Dice eller en 4-5-6 Dice. I Toad Scrable vil man yderligere få lov at starte som den indscannede figur i stedet for sin Toad – som amiibo-figur kan den ikke stjæles fra ens hold – og i Mario Shuffle vil spillebrikken desuden være en amiibo-figur i stedet for et fladt stykke pap på fod. Den mest markante ændring kommer til gengæld, hvis figuren har save data fra Mario Party 10 til Wii U. Her vil man nemlig alt efter figurens status kunne udskifte figurens almindelige terning i både Toad Scramble, Ballon Bash og Mario Shuffle med en af bronze, sølv eller guld, og disse har selvfølgelig højere værdier på sig. I Balloon Bash og Mario Shuffle fungerer terningerne, som items, der kan benyttes en enkelt gang, men i Toad Scramble får man lov at beholde den nye terning gennem hele spillet, så den kan få meget stor indvirkning på slagets gang.


Som slået fast i starten, så er multiplayer hovedattraktionen i dette spil, og rent praktisk er det let og enkelt at komme i gang. En spiller med det fulde spil skal blot gå ind i menupunktet Multiplayer nederst på den trykfølsomme skærm, og herfra vælge om det skal være over en lokal trådløs forbindelse eller Download Play. Den første valgmulighed skal vælges, hvis man skal spille med andre personer, der ejer enten det fulde spil eller den gratis Party Guest-udgave, og her kan man sammen spille alle de forskellige multiplayer-dele, men i Download Play-tilstanden, hvor de andre ikke behøver at have spillet i nogen form på deres 3DS, der er der kun adgang til enkelte dele af spillet. Local Wireless er formentlig den eneste man nogensinde får brug for, og når en spiller med det fulde spil har oprettet en lobby, så skal de andre blot tilslutte sig den, før man sætter spillet i gang, og derfra bevæger sig ud i de forskellige game modes fra Plaza.

Det gode:
Mine tidligere erfaringer med Mario Party-spil til de håndholdte konsoller har givet mig den opfattelse, at det simpelthen ikke fungerer så godt som på en hjemmekonsol, men det har man da i den grad rettet op på i Mario Party: Star Rush gennem udgivelsen af den gratis Party Guest-udgave. Det er yderst let at komme i gang med at spille med venner og familie, hvis man ellers har mere end en konsol til rådighed, og det virker som en rigtig god måde at gøre det på. Party Guest-udgaven kan naturligvis ikke bruges til noget som helst uden, at en anden til festen har den fulde version, men når man så tager del i spillet, så skraber man faktisk også sine egne Party Points sammen i gæsteudgaven, og man kan dermed åbne op for indhold i det fulde spil, allerede før man eventuelt beslutter at købe sig et eksemplar selv. Det er godt tænkt, hvis I spørger mig, og så skal man ikke til at bruge i omegnen af 15 timer på at åbne op for alt, hvis man tidligere har prøvet spillet med andre.


Udover den lettere tilgang til multiplayer i dette 3DS-spil, så har spillet også overrasket mig ganske positivt på det gameplay-mæssige plan, når vi snakker de primære spiltilstande; Toad Scramble, Coinathlon og Balloon Bash. Jeg er især vild med, hvordan Toad Scramble med sin markant anderledes tilgang til spillet formår at få serien på ret køl, så det atter handler om en god blanding af held, strategi og evner, og i mine øjne er det klart spillets mest underholdende game mode til trods for, at det ikke et det sted man nødvendigvis spiller flest minispil. Grunden til, at det fungerer så godt, det tror jeg skyldes, at man ikke har noget fast mål, som alle spillere skal bevæge sig imod, og det kan være helt lige så godt at gå efter indsamling af allierede, som det kan at være først fremme ved bosserne – begge dele har sine fordele. Derudover fungerer det bare enormt godt, at alle spillere slår og bevæger sig på samme tid, så man ikke skal sidde og vente på hinanden, og det er altså et rigtig friskt pust. Mange af disse ting gør sig også gældende i Balloon Bash, der dog er en smule mindre taktisk, men her kommer man til gengæld hurtigt til at spille en masse minispil, og det kan være fuldt ud lige så underholdende.

Minispillene i sig selv synes også at fungere ganske godt, og der er i hvert fald god variation i udvalget. Dette kommer til udtryk i gameplay’et, hvor man kommer til at udnytte knapper såvel som touchskærmen og tilmed også konsollens mikrofon i et enkelt tilfælde, og der er både spil, der tester hukommelsen, opfattelsesevne og andre færdigheder. Ja, det virker faktisk ret balanceret på det punkt, og kun to eller tre minispil er fuldstændig baseret på held, så det er til at leve med.


Nogle gange kan man i spil undre sig over, at man skal døje med at åbne op for indhold, som sagtens kunne være der fra start, men det at skrabe Party Points sammen til de 12 niveauer i denne udgivelse føles faktisk ikke så slemt, og det giver også lidt en følelse af fremgang, som man ellers ville have været foruden. Ved at åbne banerne i Toad Scramble op en efter en, så får man automatisk lyst til at teste dem alle af, og når man samtidig belønnes med ekstra point for en god indsats, så går man også lidt mere op i det. Det er nemlig muligt at udløse Star Rush og Super Star Rush ved indsamling af nok stjerner i Toad Scramble såvel som Balloon Bash, og det er en herlig følelse, når man opnår at udløse dette.

Det dårlige:
Jo, det har bestemt været en fornøjelse at teste Mario Party: Star Rush, men jeg kan ikke ligefrem sige, at det første indtryk af spillet var perfekt. Når spillet åbnes, så mødes man nemlig af en helt hvid startskærm med intet andet end et logo, og det virker bare så uinspireret, som noget kan blive det. Heldigvis er det helt anderledes, når først man kommer ind i Plaza, for her er alt farverigt og humørfyldt – præcis som det bør være det i enhver udgivelse i serien – og musikken bidrager med at gøre spilleren i godt humør.


På et mere betydende plan, så føler jeg, at der er lidt for få minispil tilgængelige i de spiltilstande, som man formentlig kommer til at spille mest, og 38 af slagsen er ikke mange i Toad Scramble, når 12 af dem er boss-kampe, som man hurtigt kommer til at spille ret mange gange. Det kan selvfølgelig have den fordel, at man hurtigt lærer dem alle at kende, men det tager også lidt af morskaben, hvis et minispil fremkommer lidt for ofte. Jeg ved godt, at det totale antal minispil i pakke er ganske acceptabelt, når man tæller dem i Coinathlon med, men det synes jeg alligevel ikke er helt fair at gøre, da det ikke er der hovedattraktionen findes. Coinathlon og spillene deri er dog ganske gode i sig selv, så måske man kunne have skabt varianter af dem til brug i de andre spiltilstande også – det kunne umiddelbart godt fungere.

De svageste områder i spillet skal findes blandt de fire sidste spiltilstande der åbnes, og her står Rhythm Retical klart for mig som den dårligste og mest ligegyldige. Det er selvfølgelig et dejligt genhør med flere klassiske Mario-melodier, men udover det, så bidrager det ikke rigtig til festen, og man kunne godt ønske sig en anden alternativ game mode i stedet. Hverken Mario Shuffle, Boo’s Block Party eller Challenge Tower fejler som sådan noget, men det er altså heller ikke der, at man kommer til at bruge meget af sin tid. Mario Shuffle kan være sjovt nogle gange, men det er ikke en spiltilstand, som jeg ser mig selv vende tilbage til ofte, og med mindre man er yderst vild med spil som Tetris, så gør det samme sig gældende for Boo’s Block Party. Faktisk tror jeg, at Challenge Tower var den af de fire sidste game modes, som jeg fandt det sjovest at spille, da man kommer til at bruge hovedet en del under bestigningen af tårnene, men det blev yderst hurtigt ensformigt, og når alle tårne er klaret én gang, så vender man ikke tilbage igen. Der mangler altså lidt en eller anden alternativ spiltilstand med et endnu større fokus på minispil end Balloon Bash har det.


Konklusion:
Efter nogle lidt skuffende udgivelser i serien, så ser ND Cube endelig ud til at have fundet en opskrift på et sjovt Mario Party-spil, og Mario Party: Star Rush er uden tvivl det bedste spil i serien i mange år. Spillets primære spiltilstande i form af Toad Scramble, Balloon Bash og Coinathlon er alle ganske underholdende og især de to første byder på spil, hvor man skal være både god, heldig og taktisk. Det er sådan spil i denne serie skal være, og det er den slags, der gør det så fantastisk sjovt at spille med venner og familie, hvor man pr. automatik kommer til at drille og hovere. Hertil er det blot fantastisk, at den gratis Party Guest-udgave gør det let og mere tilgængeligt også at spille multiplayer med vennerne på en håndholdt konsol, og i og med, at man alle kaster sine terninger samtidig, så kommer igen til at kede sig grundet ventetid. Der er selvfølgelig også punkter, hvor spillet kunne være bedre. Det ville i hvert fald ikke gøre noget at have endnu flere minispil med, og der mangler lidt en spiltilstand, hvor man konkurrerer direkte om at nå til tops gennem flere af de traditionelle minispil. Det vigtigste er dog, at man har bevæget sig helt væk fra konceptet med at lade alle spillere rejse sammen rundt i et fartøj, og derfor her jeg heller ingen problemer med at anbefale et køb af Mario Party: Star Rush, hvis man har venner/familie med deres egne 3DS-konsoller.

Spillet fylder 3.021 blocks.

Kommentarer: