Metroid Prime: Federation Force (3DS)

Skrevet af ThePatrickBay - 02-09-2016 09:45

Så kom dagen, hvor spillet, som ingen havde bedt om, udkom. Siden den første fremvisning ved E3 2015 har Metroid-fans kritiseret, at Nintendo har valgt at lave et spin-off af serien, når disse fans siden 2010 har hungret efter mere med den ikoniske, kvindelige helt. Jeg er personligt ikke en del af den gruppe gamere, der kan kaldes for Metroid-fans, om end jeg sagtens kan se seriens kvaliteter. Jeg har da også spillet Metroid Prime 3: Corruption og Metroid Prime: Hunters, som jeg i høj grad har nydt at spille, men tiden er altså nu kommet til at bedømme det mindst ventede Metroid-spil nogensinde i form af Metroid Prime: Federation Force fra Next Level Games.

Det første, der møder en, når man starter spillet, er en kort tutorial, hvor man lærer spillets styring at kende. Det er en fin lille tutorial, som gennemgår de vigtigste ting. Normalt er jeg modstander af tutorials – jeg har set fantastiske eksempler på spil, der inkorporerer det i selve spillet, uden man lægger mærke til, at det er en tutorial – men i Metroid Prime: Federation Force giver det faktisk mening. Styringen er nemlig markant anderledes end i alle andre spil, jeg har spillet på en håndholdt konsol, og det skal jeg selvfølgelig nok uddybe i det følgende afsnit.

Man går naturligvis med circle pad’en. Man skyder med sit primære våben på A, hopper og bruger jetpack på B, skifter sekundært våben på Y og anvender sit sekundære våben på X. L bruges så til at fastlåse kameraet på fjender (på samme måde som Z-target i Zelda-spil), og R aktiverer gyro-sensoren, hvor man så kan sigte hurtigt og præcist ved at fysisk bevæge 3DS-konsollen. Det lyder måske simpelt, og det er det egentlig også, men der gik en del timer, før jeg for alvor fik vænnet mig til denne styring. Om det siger mest om simpliciteten af styringen eller min evne til at tilpasse mig, det vil jeg dog ikke gøre mig til herre over, og derfor har spillets styring ikke haft indflydelse på min vurdering af spillet.

Efter den korte tutorial kan man gå i gang med selve spillet, og der er tre valgmuligheder, hvis man vil spille kampagnen igennem; Solo, Local Co-op og Online Co-op. Eftersom jeg ikke har haft mulighed for at spille Local Co-op, så er anmeldelsen baseret på Solo og Online Co-op – Download Play er nemlig ikke en Metroid Prime: Federation Force, for alle skal eje en kopi af spillet for at kunne deltage. Solo og Online Co-op er nøjagtigt samme missioner med den undtagelse, at man skader mindre med sine våben og tager mere skade, når man er i Online Co-op i forhold til Solo. Årsagen er naturligvis, at missionerne er markant nemmere i Online Co-op, idet man er op til fire spillere samlet om at klare samme missionsmål.



Der er ikke en dyb historie i Metroid Prime: Federation Force. Kort fortalt, så er man en marine-soldat i The Galactic Force, som Samus også er en del af, og i skikkelse af denne soldat skal man klare en masse forskellige missioner på nogle planeter, som også er med i hovedseriens spil. Man starter en mission med at få en briefing, som (gudskelov) kan springes over. Det er primært ligegyldig og åbenlys information, som man alligevel finder ud af, så snart missionen starter, og det må nogen på udviklerholdet også have indset. Efter briefingen skal man vælge sit udstyr, og her kan man vælge healing, missiler og lignende. Der er en vægtgrænse, så man skal omhyggeligt vælge, hvilken slags udstyr og hvor meget man ønsker at tage med på missionen. Jeg har dog en mistanke om, at man, medmindre man spiller på meget højt niveau, blot vil vælge samme udstyr hver eneste gang, uanset missionstypen.

Missionerne foregår på tre forskellige planeter i Bermuda-systemet, nemlig Excelcion, Talvania og Bion. Virker navnene genkendelige, så skyldes det som sagt, at disse planeter har været med i tidligere spil i serien, og de fleste missioner er bygget op efter samme model:

1. Infiltrer fjendens område
   
2. Ødelæg fjendens generator / Dræb alle fjenderne
   
3. Slip væk, inden det hele sprænger i luften
   
4. Dræb nogle pirater
   
5. Mission gennemført

Nogle missioner er dog krydret lidt op, så det ikke bliver alt for meget det samme. I disse missioner skal man finde nogle bolde, der for Metroid-kendere ligner Morph Balls, og skyde på dem for at guide dem ned i nogle huller – lidt ligesom et spil golf med puzzles. Det er fint, at de har tænkt på anderledes måder at bygge missioner op på end ‘dræb alle fjender, tryk på en knap, dræb flere fjender, mission gennemført’, men det bliver alligevel hurtigt ensformigt.

I alle baner kan man finde såkaldte Mods, som er formet som nogle computerchips. Disse giver ekstra evner eller forstærker evner, som man allerede har, og de er gemt rundt i banerne på steder, hvor man ikke umiddelbart kan se dem, medmindre man udforsker lidt. I Solo får spilleren alle de mods, der bliver fundet, mens de i Co-op bliver uddelt på en lidt anden måde. Den spiller, der scorede flest points, vælger først, dernæst nummer to, og så videre. Dette fungerer egentlig ganske udmærket, da der dermed skabes et kompetitivt element blandt spillerne, som ellers er på samme hold. Det er simpelt og godt tænkt.


Tidligere i anmeldelsen skrev jeg, at Solo og Co-op er samme missioner, men der er stor forskel på, hvor godt missionerne føles, alt efter om man vælger at spille alene eller med andre. Alle missionerne er egentlig mest underholdende i Co-op, men golf-puzzle-missionerne kan samtidig være enormt frustrerende, hvis medspillerne har langsomt internet. Der kan nemlig gå flere sekunder, fra man skyder på bolden, til den bevæger sig. Denne forsinkelse ødelægger denne slags missioner fuldkomment, men heldigvis er forsinkelsen stort set ikke til stede i alle andre typer missioner. Missionerne er stadig meget ensformige i co-op, men da man samarbejder om at nå missionens mål, så føles det som om, at man flyver igennem det hele. Dette er langt mere tilfredsstillende end Solo, hvor man til tider skal bruge enormt langt tid på eksempelvis at ødelægge fjendernes generator.

Nu har jeg skrevet en del om den primære del af spillet. Men der er jo også Blast Ball, som er en Metroid-udgave af Rocket League. Det er “fodbold”, hvor man i kampe med tre på hvert hold skal skyde på bolden, så den ryger ned i modstanderens mål. Man vinder ved enten at score tre mål eller have flest mål, når tiden udløber, og modstanderens mål bliver mindre og mindre, hver gang man scorer. Hvis den står lige, når tiden løber ud, så spilles der et minuts Sudden Death, og såfremt ingen scorer i denne Sudden Death, så ender kampen uafgjort. Grundlæggende er det en fin idé at lave en spil-mode inspireret af Rocket League. Problemet er bare, at det føles ufærdigt. Desuden er det umuligt at spille strategisk, fordi Nintendo (naturligvis, har man lyst til at sige) ikke har inkluderet voice chat. Det får automatisk kampene til at blive meget kaotiske, og primært skyder man bare på bolden og håber på det bedste.


Første gang jeg skulle spille Blast Ball, ville jeg spille med en ven. Vi sad ikke sammen, så vi ville spille online, men nej, det kan ikke lade sig gøre. Når man spiller online, så bliver man smidt ind på en tilfældig server uden mulighed for at spille med sine venner, og vil man spille med vennerne, så skal det altså fungere via Local Play eller Download Play. Dette er et enormt minus ved spillet, og det er fuldkommen uacceptabelt i et spil, der er udgivet i 2016.

Grafisk er Metroid Prime: Federation Force ikke specielt brillerende, og jeg vil faktisk gå så langt som at betegne det som en skændsel for 3DS’ens evner. Nintendo 3DS er ikke just en kraftig konsol, men for 10 år siden udkom Metroid Prime: Hunters på DS’en, og det spil ligner til forveksling Federation Force. Det ligner ærligt talt en eShop-titel til 30 kr., men heldigvis er lydsiden i spillet er langt mere passende end den grafiske del. Det er ikke overvældende fantastisk, men lydene, effekterne og lignende er godt lavet og generelt set noget, der trækker spillet op.


Konklusion:
Metroid Prime: Federation Force har siden sin annoncering været kritiseret. Nintendo havde chancen for at bevise, at kritikerne tog fejl, men i mine øjne har Nintendo ramt langt fra målet. Jeg så egentlig frem til at spille dette spil, men i stedet blev det en byrde. Jo længere tid jeg brugte på spillet, jo mindre brød jeg mig om det, og der er så mange fundamentale ting i vejen med Federation Force, at jeg end ikke kan kalde det middelmådigt. Missionerne er repetitive og i de fleste tilfælde så langt fra innovation, som man kan komme. Solo-delen føles ligegyldig, da Online Co-op føles som den måde, Nintendo havde tiltænkt at missionerne skulle spilles, men “golf-puzzle-missionerne” fungerer så slet ikke online grundet stor forsinkelse. Blast Ball føles som en tidlig alpha-version af Rocket League, og uden voice chat og online gameplay med sine venner, så er denne spil-mode også ligegyldig.

Nintendo, det er fint at I forsøgte, og idéen om et Metroid Prime spin-off kan jeg sagtens acceptere og argumentere for, men når produktet er så skidt udført, så er det svært at forsvare spillet.

Spillet fylder 1.222,6 MB.

Kommentarer: