Rhythm Paradise: Megamix (3DS)

Skrevet af KJ85 - 25-10-2016 21:59

Da Rhythm Paradise i 2009, et lille år efter udgivelsen i Japan, blev lanceret til Nintendo DS i Europa, var det første gang, at vi på disse breddegrader kunne stifte bekendtskab med et rytmespil i serien skabt som et samarbejde mellem Nintendo SPD 1 og den japanske komponist og sangskriver, Tsunku?. Tre år senere fik vi Beat the Beat: Rhythm Paradise til Wii, men den originale Game Boy Advance-udgivelse er aldrig blevet udgivet på disse kanter, og det gør man på en måde op for med Rhythm Paradise: Megamix til 3DS. I hvert fald er spillet, der blev udgivet i fredags, delvist en opsamling med de bedste rytmespil fra de tre tidligere spil i serien, men det indeholder såmænd også helt nye af slagsen. Spørgsmålet er så, hvad denne blanding af nyt og gammelt kan tilbyde som en helhed.

Rhythm Paradise: Megamix er altså et rytmespil, men i modsætning til mange andre spil i genren (og såmænd også de tidligere spil i denne serie) så byder det også på en historie. Som hunden Barista fortæller dig i introduktionen, når du har valgt en Mii til en af fire save-filer, så er dog det ikke en stor og indviklet en af slagsen, og derfor er præmissen også ret simpel. En lille og lyserød fyr ved navn Tibby er faldet ned fra himlen, og det er din opgave at hjælpe ham tilbage til sit hjem. Sammen begiver I jer derfor mod det højeste punkt i horisonten, men på vejen dertil møder I spøjse figurer med deres egne problemer, og I kan ikke komme videre, før disse problemer er løst. Omdrejningspunktet for problemerne er altid en størrelse kaldet flow, og for at få flowet tilbage til det pågældende område skal en række rytmespil gennemføres i tilfredsstillende stil.

Omfanget at rytmespillene stiger som historien skrider frem, men i honningbiens land, der er det første område, er det forholdsvist simpelt. I det første af fire rytmespil i landet skal man således med veltimede tryk på A slå på ting som en karateudøver, og i det næste skal man fylde brændstof på robotter ved at holde A inde. I det tredje skal man som hund og kat i hver deres fly spille badminton i luften, og også her skal man blot trykke på A i takt med rytmerne, men i det fjerde rytmespil skal man så have gang i både A og D-Pad’et, når to børn i hver deres side skal gribe frugter, der hopper ned ad en trappe. På den nederste skærm vil det med en grafisk præsentation for hvert tastetryk blive angivet, hvor godt et tastetryk faldt ind i rytmen, og dermed kan man se, om man er forud, lige på eller efter beatet.

Først når et rytmespil er tilfredsstillende gennemført, vil det næste spil blive åbnet, og derfor arbejder man med en pointskala fra 0 til 100 for hvert spil. Det kræver 60 point at klare et rytmespil, men opnår man 80 point eller mere, så vil man også opnå en guldmedalje for det pågældende spil. Sådan foregår det i hvert fald i de fleste af spillets rytmespil, men på visse punkter i historien vil du også møde tre vagter, der udfordrer dig med en anden type spil. I disse spil skal man uden at fejle tre gange opnå et vist antal godkendte handlinger – eksempelvis at gribe en mønt efter 3 sekunder X gange – og alt efter, hvilken vagt du vælger at udfordre, så vil det koste et varierende antal mønter at tage udfordringen op. Hos Saffron er det flest mønter, men færrest succesfulde handlinger, mens det hos Paprika er færrest mønter, men flest succesfulde handlinger, og hos Saltwater er det så en mellemting. Mønterne får man som belønning for at spille de almindelige rytmespil, og de kan også bruges på andre ting, hvilket jeg vil komme ind på senere.


Som indledning til rytmespillene i hver af spillets områder vil man aktivt få demonstreret, hvordan det pågældende spil fungerer, men det kan man naturligvis vælge at springe over, når man har fået styr på det. Mange af rytmespillene findes til gengæld også i to eller flere udgaver, og derfor bygges der af og til ovenpå de ting, som man har lært tidligere. Kun det nye vil ved disse lejligheder bliver demonstreret, og således er det vigtigt, at man bliver fortrolig med alle elementer af hver enkelt rytmespil. Er man ikke det, så vil man i hvert fald komme i problemer, når man står over for et af spillets 10 tårne, der efter gennemførelse af fire almindelige rytmespil afsluttes med et Remix. Det særlige ved disse rytmespil er, at de består af en blanding af elementer fra tidligere rytmespil, og derfor indledes de selvfølgelig ikke af en demonstration. Det er med andre ord helt op til spilleren selv at være opmærksom på, hvilke rytmespil der skal tages udgangspunkt i.

Hvor lang tid det vil tage at spille historien til ende, det afhænger naturligvis af spillerens rytmiske sans, men personligt brugte jeg et sted omkring de otte timer på det uden at være hverken fremragende eller forfærdelig til det. Man kan til gengæld sagtens fornøje sig med spillet i mange flere timer efter det, og det lægger spillet da bestemt også op til gennem flere forskellige elementer. Først og fremmest kan du selvfølgelig gå efter at få Superb (guldmedalje) på hvert rytmespil, men det er også muligt at opnå en stjerne i hvert af dem, og denne får man ved at time sit tastetryk til perfektion på et bestemt tidspunkt i det pågældende rytmespil. Dertil kommer så de dele af spillet, som der åbnes op for undervejs i Café-området og Challenge-delen, som vi skal nærmere omkring i det følgende.


I caféen kan man fra start ikke så meget andet end at snakke med Barista, men det ændrer sig, og slutteligt vil der foruden en butik og et museum være en ged at fodre med roer, en kurator at snakke med, og en terrasse til StreetPass-funktioner. I butikken kan man med sine mønter købe genstande med forbindelse til spillets forskellige rytmespil samt musikken fra hvert og et af dem, og disse ting kan man så se på og lytte til i museet. Der foruden kan man i butikken også købe ekstra rytmespil at kaste sig over, men til dette formål skal man bruge noget kaldet Flow Balls. I museet kan man udover at se på tingene købt i butikken også kigge nærmere på andre ting for hvert rytmespil, og der er således her noteret den bedste score for hvert spil, ligesom det fremgår, hvorvidt man blot har gennemført et spil, eller om man også har fået stjernen i spillet og opnået guldmedalje eller måske det, der er bedre. Når et rytmespil afsluttes, så vises der en lille illustration alt efter præstation, og disse illustrationer (kaldet epiloger) kan man også gense i museet for hvert spil, ligesom man kan se, hvilket spil i serien rytmespillene stammer fra, og så kan man naturligvis også afspille minispillene direkte derfra.

Når geden dukker op i caféen, så kan man som sagt fodre den med roer, og dem kan man plukke i et bed lige foran dens plads, men man kan også købe flere roer for sine mønter. Selve fodringen foregår som et minispil, hvor roerne sendes afsted som i en anden Pinball-maskine, og så er der ellers forhindringer på spillefeltet, som vil guide roerne mod bunden, hvor geden står. Hvis roerne falder ned i nærheden af geden, så vil den spise dem, og når den har spist nok, så går man en bane frem. For hver ti baner, der klares hos geden, vil man blive belønnet med en maskot, som man bl.a. kan dyste mod i et spil på StreetPass-terrassen, hvilken man ellers kun tager i brug, når man møder andre med StreetPass-funktion aktiveret for spillet. Ved at vinde over maskotten eller en andens Mii i dette spil kan man så vinde præmier som ekstra roer og den slags. Hos kuratoren kan man også læse lidt om de opnåede maskotter, og derudover kan man kigge på en liste med achievements (kaldet badges) og gense spillets få mellemsekvenser.


Springer vi videre til spillets challenge-del, så indeholder den først og fremmest de velkendte Perfect Challenges, som vi kender fra tidligere spil i serien. Af og til vil det lille og blå slangelignende væsen, Rupert, således dukke op og nævne, at man nu kan forsøge at gå efter denne udfordring i et af de rytmespil, som man i forvejen har fået guldmedalje på, og når det sker, så har man i en tidsbegrænset periode tre chancer for at gennemføre udfordringen, som omfatter, at man skal gennemføre et rytmespil helt uden at lave fejl. Det betyder ikke, at hvert tastetryk skal være fuldstændig perfekt timet, men man må ikke komme ud af takten på betydelig vis, da dette vil afslutte det pågældende forsøg. Lykkes man derimod med sit forsøg, så vil det føre til, at man ens guldmedalje opgraderes til platin, og samtidig belønnes man med en Flow Ball, der kan bruges til at købe nye rytmespil, som nævnt tidligere.

Flow Balls kan man også optjene i spillets anden challenge-del, der går under navnet Challenge Train, og denne del af spillet kan man såmænd spille med andre over det lokale netværk, hvad enten de selv har spillet eller ej. Download Play er altså en mulighed, og når man spiller med venner, så kan man frit kaste sig over udfordringerne, som ellers koster 5 mønter at igangsætte, hvis man spiller alene. I Challenge Train kan man påbegynde adskillige udfordringer bestående af tre eller flere af de mange forskellige rytmespil, og ofte skal de her gennemspilles i et opskruet tempo. For hvert rytmespil i en udfordring skal man så opnå et mål, der adskiller sig en smule fra det sædvanlige. Det kan være et samlet pointtal for alle deltagere, men det kan også være et krav om, at minimum en spiller skal undgå at lave tre fejl, og det kan være et krav om ikke at blive spist af et monster, der langsomt reducerer spillets størrelse, hvis ikke man udfører helt perfekte tryk i takt med rytmerne. Fejler man at opnå målet på et rytmespil, så koster det toget et liv, og sker det tre gange, så afsluttes udfordringen, og man må påbegynde den forfra. Udfordringerne er fordelt på tre verdener af stigende sværhedsgrad svarende til spillets tre portvagter, og de fleste udfordringer i en verden skal naturligvis gennemføres, før man kan gå videre til den næste.


Alt i alt byder spillets historie inklusiv de ekstra spil, der kan købes i butikken, på 108 rytmespil, og i de forskellige områder forholder det sig sådan, at hvert tidligere spil er repræsenteret med et rytmespil hver, mens der også er et enkelt nyt på programmet (to, hvis området har et Remix). Indhold fra tidligere spil i serien fylder altså mest i spillet, men i og med, at GBA-spillet aldrig har været udgivet her, så er det alligevel mere end halvdelen af spillet, som er nyt for os – og med det sagt skal vi videre til bedømmelsen.

Det gode:
Er man til den lidt skæve humor og det stilistiske udtryk, der lægges for dagen i WarioWare-serien, så har man måske skævet til Rhythm Paradise: Megamix og tænkt, at de ser ud til at minde om hinanden, og ikke overraskende, så er begge dele produceret af den samme udviklingsgruppe hos Nintendo. Det betyder, at man kan forvente et spil, hvor der er gjort rigtig meget ud af præsentationen, og det ser man selvfølgelig i alle de forskellige rytmespil med deres finurlige figurer, men det kommer så sandelig også til udtryk i de farverige intro-skærme og epiloger til hvert rytmespil og gennem de mærkværdige karakterer, som Tibby møder på sin vej gennem historien. Det er charmerende som bare pokker, og det er en af de ting, som let får en til at falde for spillene i serien.


Langt hen af vejen er der selvfølgelig tale om et helt traditionelt rytmespil, men alligevel har denne udgivelse flere ting, der gør den særligt interessant i forhold til andre spil i genren, og her kan jeg virkelig godt lide den meget visuelle fremstilling af spillerens præcision, da den er med til at skabe en rigtig god forståelse for rytmen. Der er slet ingen tvivl om, hvornår man trykkede for tidligt eller for sent, og det gør det også lettere for spilleren at tilpasse sine tryk til rytmen. Det kan bestemt være en hjælp, at der er både visuelle og lydmæssige hints til at finde rytmen, men som det også nævnes undervejs i spillet, så kan den rytmestærke spiller måske endda drage fordel af at lukke øjnene og kun lytte sig frem, da man derved ikke forstyrres af billedet på skærmen.

Foruden den særligt gode kombination af lyd og billede, så er spillet også god til at undervise spilleren, og kan man ikke finde takten i en af demonstrationerne, før et rytmespil går i gang for alvor, så toner en guide frem på skærmen, så man kan se præcis, hvornår en knap skal trykkes på. Det fungerer rigtig godt, men skulle man stadig få problemer med at gennemføre et rytmespil, så kan man også betale sig fra at få det gennemført med sine mønter, og man kan sågar i spillets indstillinger skifte til en mere simpel styring, hvor touch-funktionen skal benyttes i stedet for A, B og D-Pad. Også disse to elementer er rigtig rare, for så skulle man ikke komme til at sidde fast, selvom man måske har lidt svært ved spillet.


Otte timer for at klare sig igennem spillets historie lyder måske ikke af meget, men spillets styrke er, at det kan nydes i langt flere timer efterfølgende, og for mit vedkommende er det faktisk den mest interessante del af det hele. Jeg kan få mange timer til at gå med at jagte platin på de mange rytmespil, og det føles så tilfredsstillende, når man endelig klarer en af de svære udfordringer i denne kategori. Dertil kommer naturligvis hele aspektet omkring Challenge Train, og der ser jeg meget frem til at bruge nogle timer sammen med min bror senere. Indtil nu har jeg nemlig blot spillet denne del af spillet alene (noget af den i multiplayer med en hånd på hver af mine konsoller), og det er faktisk ret sjovt at spille rytmespillene i opskruet tempo og med alternative målsætninger.

Det dårlige:
Skal man sige noget negativt om Rhythm Paradise: Megamix, så må det være, at spillets historie er hamrende ubetydelig, og jeg ville faktisk hellere have været den foruden. Jovist tilfører den lidt charme med sine skæve karakterer, som man møder på vejen, men den er drønkedelig, og jeg tvang mig kun til at læse det hele, fordi jeg skulle anmelde spillet. Skulle jeg ikke det, så havde jeg hurtigt klikket mig gennem al dialog, og da det kommer for hvert et rytmespil, der gennemføres, så går det faktisk hen og bliver lidt irriterende til sidst.


Foruden den ligegyldige historie, så har jeg dog ikke meget negativt at sige, og det eneste, der fangede min opmærksomhed, var, at spillet ikke var helt konsekvent i forhold til at hjælpe spilleren igennem de indledende demonstrationer af styringen i et rytmespil. Der var simpelthen gange, hvor der ikke kom en specificeret vejledning frem på skærmen med timingen i tastetryk, og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg virkelig savnede den et par steder, hvor jeg slet ikke kunne finde takten.

Konklusion:
3DS’en har i forvejen adskillige gode rytmespil, og med udgivelsen af Rhythm Paradise: Megamix findes der endnu et i særklasse til den. Jeg vil ikke sige, at det er mit favoritspil i denne genre, men man kan simpelthen ikke andet end at blive glad, når man spiller det, og det skyldes i den grad den fantastiske præsentation, hvor musik og billede bliver sat sammen på en sådan måde, at de begge bidrager ligeligt til spiloplevelsen. Det er en særdeles god blanding af nyt og gammelt, som man har samlet i denne udgivelse, og med inkluderingen af de sædvanlige P-challenges og de nye udfordringer på Challenge Train, så kan man bestemt få mange gode timer til at gå i selskab med spillet – være det alene eller sammen med venner/familie. Det eneste minus synes at være tilføjelsen af en historie, der er total ligegyldig for spillet, men den kan man selvfølgelig bare klikke sig hurtigt over, hvis man er af samme mening som jeg.

Spillet fylder 3.928 blocks.

Kommentarer: