The Legend of Legacy (3DS)

Skrevet af KJ85 - 23-03-2016 13:06

2016 er et fantastisk år på Nintendo 3DS, hvis man er RPG-fan, og blandt den seneste tids udgivelser finder vi The Legend of Legacy, som NIS America bragte til Europa i starten af februar, efter Atlus havde lokaliseret og udgivet spillet i USA i efteråret. Spillet er udviklet og i Japan også udgivet af det japanske spilstudie, FuRyu, som til opgaven havde udvidet med folk, der tidligere havde arbejdet med SaGa-serien hos Square Enix, og spillet betegnes derfor som en spirituel efterfølger til denne serie. Hvad dette betyder for spillet, det bliver I forhåbentlig klogere på i løbet af anmeldelsen her, men undertegnede har desværre ingen erfaring med den omtalte SaGa-serie og kan derfor ikke sammenligne dem.

The Legend of Legacy tager sin begyndelse, når man som spiller har valgt en af dets syv spilbare karakterer, og blandt dem finder vi elementalisten Meurs, der rejser med ånderne som sin guide, ridderen Garnet, som sværger troskab til hendes land og kirke, lejesvenden Owen, der tager ethvert job for den rette pris, frøprinsen Filmia, som er arvtager til et fortabt kongerige, alkymisten Eloise, der søger hemmeligheden bag evig ungdom, skattejægeren Liber, og pigen Bianca, der lider af hukommelsestab. Alle er de taget til Avalon, en sagnomspunden ø, der pludseligt dukkede op i havet mod nord for 10 år siden, hvor en eventyrer opdagede den og slog sig ned som konge. Efter at have valgt sin karakter bliver dennes formål med turen til Avalon afsløret via tekstede dialoger, og på øen starter man sin rejse i en hestevogn sammen med to af de øvrige eventyrere, som man kommer til at danne hold med. Mit valg af hovedperson faldt på Meurs, der er kommet til Avalon for at undersøge elementerne, og med dette valg af hovedperson blev Garnet og Bianca også en del af holdet. I et skovområde bydes de velkommen til Avalon af en gruppe vagter, der fortæller, at kongen vil betale dem godt for information, der kan lede til opklaring af Avalons mysterier, og disse omhandler blandt andet et gudefolk, en hellig gral med kilden til evigt liv og elementer, som kun kan ses på denne ø.

Årsagen til, at man endnu ikke er kommet ordentligt i gang med opklaringen af Avalons mysterier efter ti år, er blandt andet, at øen vrimler med monstre, og dem vil man snart støde på. Først modtager man dog et kort, som man bedes optegne for spillets første område, og dette gør man så ved blot at undersøge hver en krog af skoven. I en lysning møder man det første monster, og dette giver anledning til en meget kort introduktion af kampsystemet, hvor man får ordre på at anvende Protection-formationen, hvor to karakterer angriber, mens den sidste er klar til at blokere. Efter valg af formation vælger man så en specifik handling for hver af figurerne, og selve kampen udspiller sig herpå som i ethvert turbaseret RPG-spil, hvor venner og fjender angriber på skift. De første fjender er ikke vildt udfordrende, så de skulle gerne dø efter nogle få slag, og herpå modtager man sine belønninger for kampen, som foruden eventuelle items og guld primært kommer til udtryk som forbedringer af sine figurer.

I sin udforskning af skoven vil man efter noget tid høre sang i nærheden, og nu går jagten ud på at finde dets kilde. Det viser sig at være en særlig sten, som kun udvalgte eventyrere kan høre, og da vores helte rører den, så modtager de i form af et syn en mystisk besked fra en civilisation, der engang herskede på Avalon. Samtidig modtager de et skår af den syngende sten, og denne skal vise sig at være en vigtig del af spillet, men før man får lov at undersøge mere, så smides man tilbage til kongen, der opholder sig i Initium, den eneste by på øen. Her belønnes man med lidt guld for sine bedrifter i skoven og udstyres med en genstand, der reagerer på øens fire elementer; vand, vind, ild og skygge. På en måde fungerer genstanden lidt som en føler, for den vil altid fortælle, hvilket element, der er stærkest repræsenteret, og dette afslører, at det syngende sten-fragment tilhører vandelementet. Der er dog mere at gøre i skoven, for ruiner gemmer på yderligere hemmeligheder, så I bedes atter om at udforske, og udstyres med et encyklopædi, hvor opdagelser om fjender, kort, elementer med mere bliver tilføjet automatisk.


Før man drager afsted på ny, så kan man tage et kig på byen, der foruden kongens slot på toppen af en bakke indeholder en havn, en handelsbod, en bar og en kro. På havnen kan man for 500 til 5.000 St (spillets valuta) sende en båd afsted ud i verdenen for at handle, og alt afhængig af fartøjets størrelse kan du 1.5 timer senere hente det gods, som det bringer med tilbage fra rejsen. I handelsboden kan du selvfølgelig købe og sælge udstyr, men du kan også handle nye kort og sælge dem for de udforskede områder. Jo bedre du har fået udfyldt kortet for et område, jo mere er det værd, så det kan godt betale sig at være grundig. I baren kan du høre rygter om forskellige områder på øen, og endeligt kan du på kroen sove for at fylde HP og SP op og gemme dit spil på en af de to save slots. Rundt omkring i byen finder du desuden adskillige ikke-spilbare figurer (NPCs), der nogle gange kan have nyttig information eller måske et gratis kort til et nyt område. Du kan tilmed også finde de andre spilbare figurer her efter noget tid, og slutter de sig til din gruppe, så kan du skifte dem ind på holdet i stedet for en anden gennem kroen.

Når man forlader byen, så vil man få mulighed for at rejse til de områder, som man ejer et kort til, og på rejsen gennem spillet vil det potentielt sige 21 områder inklusiv byen. Områderne er ofte delt op i flere mindre dele, der alle har deres eget navn, og disse er forbundet med hinanden via passager nær kanten af et delområde, hvor en pil vil indikere, at man her kan gå til det næste skærmbillede eller i nogle tilfælde forlade området til fordel for et nyt. Passagerne på kortet bliver først markeret, når man har været i nærheden af dem, så at finde dem er altså en del af udforskningen i de monsterfyldte områder, og nogle gange kan det være, at man skal undersøge terrænet med et tryk på A for at opdage passagerne – i så fald står det på skærmen, at det er muligt. I sin udforskning af terrænet kan man også være heldig at finde skatte og på funklende steder er der ofte også lidt værdigenstande at finde – der kan dog også være monstre, som falder dig i ryggen.


På sin rejse gennem Avalon er det ikke meget, man som spiller bliver direkte oplyst omkring, så oftest er det op til en selv at finde ud af tingene. I sin udforskning af skoven i starten af spillet vil man eksempelvis med stor sandsynlighed være stødt på monumenter, der synes uden funktion, men efter at have fået fat på en stump fra en af de syngende sten (der er en for hvert element), så kan de altså være med til at påvirke omgivelserne – enten ved at lade monumentets element dominere i området eller ved at ændre noget på kortet, når man aktiverer dem. Det skal også vise sig, at mange områder har sten som de syngende, der i stedet hvisker om fortiden, og fra disse sten vil man modtage en anden form for skår – både ”singing shards” og ”whispering shards” kan man udstyre sine karakterer med, og hvad de kan, det kommer vi ind på om lidt.

Det vil være synd at sige, at The Legend of Legacy er et spil med historien i højsædet, så den får man blot præsenteret i brudstykker hen ad vejen, og disse må man så selv stykke sammen. Når man kommer til et nyt område vil det blive præsenteret af en fortællerstemme, men dette er også det eneste stemmeskuespil, og vores karakterer, der kun udtrykker sig gennem talebobler, siger sjældent en værre masse. Det er nemlig i højere grad kampsystemet, det hele handler om, og at kæmpe, det kommer man til. Overalt i de forskellige områder lurer monstrene, og ser de dig, så løber de efter dig for at indlede kamp. Man kan så vælge at lade dem ramme vores helte og starte kamp eller forsøge at løbe væk, så deres vej måske blokeres af omgivelserne. Det kan man altid gøre op med sig selv efter humør.


Før vi kommer til selve beskrivelsen af kampene, så skal vi måske lige have på plads, at hver spilbar karakter er karakteriseret ved værdier for Attack, Guard og Support, der fortæller, hvor effektive de er til forskellige handlinger, og disse betegnelser dækker over forskellige positurer, der kan tages i kamp – som da jeg tidligere nævnte, at to figurer skulle angribe, mens den tredje forsvarede. Foruden dette, så har de hver især forskellige værdier for livsenergi (HP) og specialevner (SP) og kan udstyres med våben eller skjold i begge hænder, beskyttende beklædningsgenstande for hoved, krop, arme og ben samt et par ringe eller skår fra de syngende/hviskende sten. Udstyr kan påvirke værdierne for Attack, Guard eller Support, og samtidig kan de påvirke ens mostanddygtighed over for tre typer fysisk skade, ild, is, torden, lys og statusændringer, hvilket indikeres med forskellige ikoner. Statusændringer dækker over begreber som lammelse, søvn, forgiftning, forvirring, frygt og bersærkergang.

Ser vi bort fra spillets bosser og andre særlige fjender, så er det ikke muligt, at se hvilke fjender der venter, før en kamp indledes, og der kan være alt fra et til otte monstre. Kampene er som sagt turbaserede, og for hver runde vælger man en positur og en handling for hver karakter – posituren er dog fastlagt af den valgte formation, og fra starten er det altså Protector og All Attack, men man kan selv tilføje og redigere op til seks formationer gennem menuen, som fremkaldes på Y uden for kampene. Dit udstyr bestemmer, hvilke handlinger en karakter kan udføre, og om du udstyrer dem med to forskellige våben eller et våben og et skjold, så de også kan forsvare, det er op tid dig selv. Der findes seks forskellige våbentyper foruden de bare næver, og du kan sagtens have en figur med både bue og langt sværd, hvis det er det du ønsker. For hver en handling er det angivet, hvor effektiv den er i de forskellige positurer, så du kan altså godt angribe i forsvarsposition, men at gøre det i angrebsposition øger skaden ligesom Guard-posituren øger dig forsvar og Support-posituren øger din hastighed og effekt af healende handlinger. For hver gang en bestemt handling bruges i en af de tre positurer er der chance for, at dens niveau i den pågældende positur stiger, og på den måde kan du altså godt gøre et angreb stærkt i forsvarsposition, selvom det primært er møntet på angreb. Det er desuden værd at bemærke, at en karakter i forsvars-positur potentielt kan forsvare og tage eventuel skade for hele holdet.


Fra spillets start vil dine karakterer kun kunne udføre helt basale angreb, der ikke koster SP, med deres våben, men lige pludselig vil de i kamp vække nye evner, som for våbnene kaldes Arms. Dette sker helt tilfældigt, når man har benyttet en våbentype nok, så hvor ens angreb i starten måske har en baseværdi på 2, så kan man måske herefter finde et med en værdi på 7 (ikke at forveksle med baseværdien for det specifikke våben), som så til gengæld koster SP at anvende. Det samme gælder i øvrigt for skjoldene, og man kan sagtens opnå angreb, der er mest effektive i forsvar. Hvor mange forskellige handlinger, der potentielt kan vækkes, afhænger af våbentypen, men for korte sværd er det eksempelvis omkring de 20, så man får meget at vælge mellem undervejs i spillet. Som udgangspunkt får hver karakter blot tildelt 1 SP forud for hver runde, så de ikke kan uføre de mest avancerede handlinger i hver tur, men de starter selvfølgelig ud med mere, og til forskel fra HP som opfyldes helt mellem hver kamp, så bæres ens SP videre mellem dem – det kan dog opfyldes ved brug af items uden for kamp eller ved at tage et hvil/sove. Efter end kamp vil ens maksimale HP og SP nogle gange stige, og det samme vil de basale værdier for Attack, Guard og Support.

Ud over det med at vække nye træk løbende for sine våben og skjold, så lyder The Legend of Legacy måske som mange andre spil i genren, men det er element-systemet, der skiller spillet ud fra mængden. Med et syngende sten-fragment på sin karakter kan man nemlig under kamp forme en kontrakt med dets element, og dette tillader ens karakterer at anvende Charms tilhørende elementet. Med en Singing Shard for vand-elementet kan man således eksempelvis få lov at kaste et vandskjold, hvis man har påført sin figur en Whispering Shard med denne magi og vel at mærke har indgået kontrakten først. Ved at kaste en magi tilstrækkeligt nok gange kan en figur vække denne magi permanent, så fragmentet med evnen ikke skal bæres, men for at bruge den skal man stadig bære et våben eller et fragment af det pågældende element. Af og til vil det også ske, at brug af en magi får din figur til at lære en helt anden magi i samme element, så ligeledes her er der tilfældigheder indblandet. Al magi koster SP at anvende, så det eneste, der er gratis her, er at danne kontrakterne. Det er dog med at være opmærksom, for kun den kontrollerende part kan anvende magi tilhørende det specifikke element, og stjæler fjenden elementet, før en handling udføres, så vil magien fejle.


I løbet af den første del af spilet vil man få adgang til de tre Singing Shards for henholdsvis vand-, vind- og ildelementet samt et godt lille udvalg af Whispering Shards med forskellige evner, og herfra begynder modstanden hurtigt at stige. Dette betyder, at det er med at udnytte alle spillets facetter, og der er mere til elementsystemet end som så. De indgåede kontrakter påvirker nemlig hver især slagets gang, og det samme gør kamppladsens dominerende element. En kontrakt med vandelementet vil give den kontrollerende part en mængde HP efter endt runde, tilsvarende med vindelementet vil give hurtigere regenerering af SP, og ditto med ildelementet vil sørge for, at der uddeles ekstra skade. Før hver runde i kampen kan man tjekke kontraktforhold og det dominerende element ved at holde Y inde, men noget af denne info angives også grafisk med fordelinger på den nedre skærm. Det dominerende element påvirker turen for både dig og modstanderen, og vand halverer magisk skade/healing, mens vind halverer fysisk skade, ild fordobler fysisk skade og skygge tredobler magisk skade/healing – ønsker man et bestemt dominerende element, så kan man blive ved med at forme kontrakter hver runde for at ændre på fordelingen.

Som I kan forstå, så er der altså to dimensioner til hver en kamp. Der er tovrækkeriet om elementerne foruden kampen om at uddele tilstrækkeligt med skade til sine modstandere og samtidig formindske egen skade påført af monstrene. Er man ved at løbe tør for HP, så er det med at heale hurtigst muligt gennem brug af magi eller med hjælp fra en magisk ring, men skulle en figur miste det hele, så betyder det ikke at slaget er tabt. Enhver healende handling kan således genoplive en karakter, men det nedsætter deres maksimale HP indtil der tages et hvil uden for kampene eller alternativt anvendes items til at bringe det op igen. Det er et system, der ofte vil tvinge holdet tilbage til byen eller hen til en NPC i et udforsket område, som man har solgt sit kort for, og med mange monstre i de forskellige områder kan man ofte være tvunget til at flygte fra en kamp halvvejs. En afbrudt kamp vil ikke fratage dine figurer eventuelle nye handlinger eller de forbedringer af dem, som de kan have lært deri, men det vil sende gruppen tilbage til områdets start, hvorfra de kan vælge at begive sig ud i terrænet igen eller hurtigt rejse tilbage til byen eller et andet sted.


Jeg nævnte i det ovenstående afsnit, at der kan være NPCs i udforskede områder, og det forholder sig således, at de dukker op, efter du har solgt kortet for det pågældende område. Nogle af disse karakterer er særligt nyttige, da de tillader dig at hvile, uden at tage tilbage til byen. Andre er ikke meget bevendt, men nogle af dem vil sågar også lære dig nye kamp-positurer for henholdsvis angreb, forsvar og support – eksempelvis counterstrike, der som forsvarspositur kan forvolde større skade på fjenderne ved modangreb. Hvornår de forskellige karakterer opholder sig i områderne er ligesom meget andet i spillet tilfældigt, så du kan ikke være sikker på at lære nye positurer blot ved at tage til et bestemt område. Det kan sagtens være, at du skal forlade det og vende tilbage fem gange, før den rette karakter dukker op, og med det sagt, så er der vist blot tilbage at springe videre til kritikken.

Det gode:
På præsentationen er The Legend of Legacy udelukkende en positiv oplevelse, og grafisk minder det en del om Bravely Default med sine lidt chibi-agtige figurer, der vader rundt i de smukke omgivelser. Man har gjort et stort nummer ud af, at de forskellige områder i spillet fremstår som unikke, så man vil ikke komme til at blive mødt af de samme indtryk konstant, og selv i områderne er der fin variation, da de kan dække over natur såvel som ruiner, grotter, hulesystemer og den slags. Hvor man i skoven render rundt blandt træer og sten, så er det eksempelvis helt anderledes i et sumpområde, hvor man grundet vandet ikke kan løbe stærkt og derfor har svært ved at undslippe fjender, og den fine intro til hvert område giver en god fornemmelse af, hvad der venter forude. En fin lille detalje er desuden, at omgivelserne dukker op efterhånden, som man nærmer sig dem, så træer, sten og alt muligt andet skyder op som fra en pop-op-bog. Ikke blot er spillet flot, men lydsiden er også fantastisk, som den ofte er det i de store produktioner. Dette kommer til udtryk i lydeffekter såvel som de storslåede melodier, der i den grad er med til at sætte stemningen.


Når først man finder sig til rette med det todimensionelle kampsystem, så er det uden tvivl også et af spillets stærkeste kort. Der er så mange lag i systemet, at det, der fra start virker simpelt, hurtigt vil udfolde sig til et mere komplekst niveau, hvor man forsigtigt vil planlægge hver en handling. Mod de lettere fjender er der måske ikke så meget taktik, men når man står over for stærkere monstre og spillets bosser (valgfrie såvel som obligatoriske), så bliver det både udfordrende og en fryd at interagere med systemet. Hvilke handlinger man vil udføre, det kommer i høj grad til at afspejle sammensætningen af holdet og deres udstyr, og da alle karakterer kan bruge alle våben og alt udstyr, så kan man i den grad selv påvirke slagets gang. På denne måde kan man også selv påvirke, hvilke karakterer der skal vække evner i de forskellige våben/skjold- og element-kategorier, og det er en ret god fornemmelse. I hvert fald bliver man altid glad for at se en figur lære et nyt trick – især når det sker fuldstændig uventet – og se animationen udspille sig for første gang.

Spillet har også en lille håndfuld funktioner, som man kommer til at værdsætte højt, og dette er blandt andet skibene, der kan sendes på havet efter nye ting. På vejen gennem spillet er det ikke meget udstyr man vil finde i skattekister eller modtage fra nedlagte fjender, så handelsskibene bliver hurtigt den foretrukne kilde til nye våben, skjold, beskyttende beklædningsgenstande osv., og i og med, at Atlus i lokaliseringen til engelsk har nedbragt den tid, man skal vente, før at skibe kan vende tilbage, så er det en ret god mulighed at have. Når man begiver sig rundt på Avalon, så er quicksave-funktionen ligeledes uundværlig, for med denne skal man ikke bekymre sig om konstant at skulle tilbage til byen for at gemme. Dette kan man således gøre fra menuen eller ved at trykke på X og R samtidigt, og skulle man komme i en kamp, som man taber, så kan man således fortsætte spillet, uden at miste betydelig fremgang ved blot at trykke continue i startmenuen. Det er også muligt at genstarte spillet for at vende til menuen med et tryk på Start, L og R på samme tid, og denne funktion bliver lige så vigtig i denne sammenhæng.


Skulle du være typen, der ønsker at spille et spil igennem mere end en gang, så vil du slutteligt blive glad for at høre, at der i lokaliseringen er indført ændringer for at forbedre denne del af spillet. I et New Game + er det således lettere at få fat på bedre udstyr, og til trods for, at dine evner ikke overføres mellem spillene, så starter du i det mindste med dine formationer fra det tidligere spil og får muligheden får at købe dit et lille udvalg af dit bedste udstyr tilbage gennem handelsboden. Det er små kærkomne ændringer, der giver en lidt større motivation til at overveje endnu en tur gennem eventyret med en af de andre som hovedperson, for også at få deres fulde historie med.

Det dårlige:
The Legend of Legacy har bestemt sine gode sider, men det har bestemt også dårlige elementer, hvis I spørger undertegnede, og de første timer med spillet kedede jeg mig bravt. Er man vant til RPG-spil med en evigt spændende historie og konstant karakter-udvikling, så er det ikke her, man skal lede, for historien i The Legend of Legacy forbliver mystisk, da den kun fremlægges i små brudstykker, og som konsekvens deraf bliver det aldrig rigtigt spændende. Som spiller får man heller aldrig et forhold til sine karakterer, der uden at ændre noget kunne have været en af de mange NPCs, og det synes jeg er lidt ærgerligt, da figurerne for mig er en stor del af charmen ved RPG-spil. At komme direkte fra et spil, hvor der er indtalt fuldt stemmeskuespil til samtlige karakterer, gør det selvfølgelig heller ikke bedre, men den lydløse karakter kan nu sagtens også være spændende, hvis de er gjort noget ud af dialogen.


En stor årsag til, at jeg i starten af spillet kedede mig så meget, er, at opgaverne i spillet føles ret trivielle. Man udforsker et kort, alt imens man nedkæmper monstre og finder lidt skatte, og når det er udforsket til fulde vender man tilbage til byen for at sælge sit kort. Så køber man eller modtager et nyt kort for at udforske et nyt område, og sådan fortsætter man hele vejen gennem spillet. Opskriften fungerer som sådan fint nok, men i starten føles det formålsløst, da spillet ikke forklarer særligt meget til spilleren, og man skal i stor stil selv finde ud af, hvordan kampsystem, elementer og alt andet fungerer (eller alternativt slå det op på nettet). Dette resultere blandt andet i, at jeg mistede flere timers spiltid, da jeg undersøgte er æg for blot at møde en kæmpemæssig fjende, som jeg ikke kunne flygte fra, og således mistede hele mit hold deres liv. Forklares noget, så er det desuden så kortfattet, at det stadig efterlader meget til spilleren at undersøge selv, så man kan ikke snakke om noget moderne RPG-spil. Det er i det store hele ret old-school, så man kan ikke engang se, hvor meget HP ens modstandere har og modstandsdygtighed indikeres blot med symboler frem for værdier, hvilket kan være ret frustrerende, hvis man er vant til at have alle sine oplysninger ved hånden. Manualen kan hjælpe en smule i forhold til at tyde symbolerne, men ellers er altså ikke meget hjælp at hente der heller.

Et sidste punkt, som jeg ikke er voldsomt vild med, er, at stort set alt i spillet er baseret på tilfældigheder. Det er tilfældigt, hvor mange fjender der er i en gruppe, og hvor stærke de er. Det er tilfældigt, hvor NPCs opholder sig. Det er tilfældigt, hvornår man vækker nye evner og magier. På den ene side er det charmerende, men det kan være voldsomt irriterende, hvis man er på udkig efter nye kamp-positurer eller forsøger at åbne permanent op for en magi fra en Whispering Shard. Der er dog ting at gøre aktivt for mere effektivt at vække nye evner, så når man kæmper mod nogle af de stærke fjender som kæmpemæssige fugle og sumpmonstre, så er der stor sandsynlighed for at lære noget nyt – alene på grund af kampenes omfang.


Tilfældigheder kan dog også have stor indflydelse på de enkelte kampe, hvor jeg eksempelvis måtte sande, at jeg klarede mig ganske fint mod en stor drage, indtil den tre gange i streg brugte et angreb, der forgiftede hele mit hold og forvoldt stor skade. Det var muligt for mig at overleve et enkelt af disse angreb ved hurtigt at heale, men tre var trods alt for meget, og med en lang og intens kamp som den, så er det mildest talt irriterende, at det kan ske. Ting som disse er medvirkende til, at der skal grindes i stor stil, med mindre, man har formået at opbygge det helt perfekte hold, og da jeg efter mere end 40 timers effektiv spiltid på mit save game (og minimum fem yderligere spildt på at genstarte fra sikre steder) stod over for en af spillets sidste bosser, så måtte jeg sande, at der skulle for meget grinding til for at gennemføre spillet, og det følte jeg ikke var investeringen værd i forhold til denne anmeldelse. Det vil heller ikke hjælpe at lave udskiftninger på mit hold, for kun de aktive figurer bliver bedre under kamp.

Konklusion:
The Legend of Legacy er umiddelbart ikke et spil, som vil tilfredsstille enhver RPG-fan, for det ligger langt fra de moderne udgivelser i genren og slår sig lang hen ad vejen på nogle gammeldags værdier. Det grafiske og det lydmæssige er der ikke en finger at sætte på, for spillet er både flot og rart at spille med lyden på fuld udblæsning, og rent indholdsmæssigt leveres et kampsystem, som ikke kan findes magen til andre steder. Det dynamiske system, hvor blandt andet kampen om elementerne tilføjer en ekstra dimension til de velkendte turbaserede kampe, gør denne del af spillet særligt interessant, når man bliver komfortabel med det, og det er altid en fryd, når ens figurer lærer nye handlinger undervejs. Historien i spillet bliver desværre aldrig rigtig interessant, og karakterne i spillet får man intet forhold til, og det synes jeg personligt er en skam. Kan man se bort fra dette, og har man ikke noget i mod selv at skulle finde ud af alt, så kan kampsystemet alene være grund nok til at tjekke spillet ud, men vær forberedt på at grinde en del for at blive stærk nok mod slutningen af spillet.

Spillet fylder 6.889 blocks.

Kommentarer: