Metroid Prime: Hunters (DS)

Skrevet af Morztan - 30-05-2006 23:12

For længe siden i en galakse mellem Prime og Echoes
Metroid Prime Hunters (MPH) foregår i en lille galakse i hvilken en stærk og yderst intelligent race, kaldet Alimbics, engang dominerede. Pludseligt blev hele racen udryddet, og efterlod som det eneste en række artifacts, spredt udover en lille samling planeter kaldet Alimbic Cluster. Efter tusindvis af år, udsendes der signaler fra Alimbic Cluster om at kilden til ultimativ kraft ligger gemt på de små planeter. Dette har fået alle galaksens dusørjægere til at kappes om først at finde frem til denne kraft. Og blandt disse finder vi selvfølgelig vores alle sammens Samus Aran, der for første gang står ansigt til ansigt med ondsindede og nådesløse dusørjægere.

En anden dusørjægers skib afslører du ikke er alene.

Det er din opgave at kæmpe dig igennem horder af fjender på 2 forskellige planeter og 2 rumstationer i Alimbic Cluster-systemet, for at samle artifacts, der alle fungerer som nøgler. Disse får du brug for, på din vej mod den ultimative kraft. Det viser sig nemlig, at du skal bruge 8 såkaldte Octoliths, der, når de er samlet, vil åbne en port til en ny dimension. I jævne mellemrum vil du støde på de andre dusørjægere, der med hver deres arsenal vil give dig kamp til stregen … de første 3 gange, du møder dem.
Også såkaldte Guardians, efterladt af Alimbics, vil gøre alt for at forsvare de mange artifacts, du samler på din vej. Disse vil ligeledes angribe dig, hele vejen fra start til slut af spillet.

Analogstik, mød din overmand
Langt de fleste, der har købt deres DS indenfor det første år fra udgivelsen, vil have fået en demo af Metroid Prime Hunters med ved købet. Her fik vi alle for første gang en indsigt i, hvad udviklerne var i stand til at gøre med FPS-spil og touch-kontrol. Allerede dengang var kontrollen, når man anvendte DS’ens thumb-strap, virkeligt velfungerende, og dette er heldigvis bevaret i den færdige udgave. Man har utroligt god føling med sigtekornet, som man har brug for konstant i dette spil - og bedre styring kunne ikke være opnået med et analogstik.
Metroid Prime Hunters er nok også det Metroid-spil, der byder på det hidtil største arsenal af våben. Intet mindre end 8 forskellige former for kanoner, kan Samus forvandle sin arm til, og det giver spilleren rig mulighed for at variere de mange dueller man kommer ud i.
Du kan ligesom i andre Metroid-spil scanne diverse objekter og fjender, og samle dine data i en logbog. Ligesom i Prime og Echoes, gøres dette ved at aktivere dit scan-visir, hvorefter mulige scanninger i området vil fremstå på skærmen.

Den kendte morph ball-mode er tilbage.

Lidt problemer opstår der dog i forbindelse med touch-skærm-kontrollen. Som det var tilfældet i demoen, skifter man våben og ændrer sig til morph ball ved at trykke på markerede ikoner på touch-skærmen. Når man skal hoppe, foregår det ved at trykke to hurtige gange på skærmen, og her kan man oftest komme til at ramme de førnævnte ikoner. Det er ikke smart at skifte våben på vej ud over en kløft, når man i virkeligheden prøvede at hoppe. Det har kostet mig mange liv.
Ligeledes blev jeg forarget første gang jeg startede spillet op. Aftrækkeren til Samus’ armkanon er nemlig ikke valgfri længere, men er af udviklerne valgt som venstre skulderknap. Hvorfor de ikke har valgt den højre skulderknap er et mysterium, da dette falder langt mere naturligt for de fleste. Hvad værre er, så har højre skulderknap faktisk ingen funktion, før den sidste del af spillet, og det er ufatteligt, de ikke har udnyttet den bedre. Den kunne med fordel have været ”hop-knappen”, i stedet for at man skal dobbelt-trykke på touch-skærmen.

Omfangsrigt multiplayer
Denne titel understøtter selvfølgelig det obligatoriske lokale Wi-Fi, men endnu vigtigere, understøtter det også WFC. Når man logger på WFC kan man, ligesom i Mario Kart DS, søge efter tilfældige modstandere hvor kampen vil blive afviklet som en battle. Det er i multiplayer muligt at vælge imellem syv forskellige hunters (disse skal dog låses op før man kan vælge dem), som har hver deres specialiteter, samt hver deres alternative form. Med alternativ form menes der for eksempel Samus’ morph ball, hvor de andre hunters kan forvandle sig til eksempelvis en larve, en rullende klump magma eller et delvist usynligt insekt. De har hver deres styrker, og det kan være svært at finde sig en favorit, fordi de er så forskellige.

Multiplayer byder i denne titel på noget ret traditionelt gameplay for genren. Først og fremmest er battle, som er MPH: First Hunts svar på deathmatch, selvfølgelig til stede, sammen med andre genkendelige modes som Bounty (få fat i et item, og overlev med det længst muligt), Prime Hunter (når man slår en ihjel bliver man prime hunter og mister konstant liv. Det går så ud på at være Prime Hunter længst). Der er også Capture the Node (overtag områder, og indtjen point), Defender (svarende til King of the Hill) og Survival (sidste overlevende vinder). Det er en række kendte og afprøvede multiplayer-modes, hvor man langt det meste af tiden ender med at spille battle, da det er denne mode der spilles når man vil spille mod tilfældige modstandere. For at få adgang til de andre modes skal man udveksle Friend Codes, og oprette en ’server’ hvor det er muligt at spille alle ovennævnte modes. Når man opretter en ’server’ er det også muligt at kommunikere med hinanden, både med mikrofonen og med tekst. At kommunikere med mikrofonen virker uhørt godt, og kvaliteten er i top, men det eneste tidspunkt man kan kommunikere (både mikrofon og tekst) er før og efter et spil. Det er lidt ærgerligt, men vi skal vel være glade for at muligheden overhovedet er der.

Mange elementer på displayet ændres ved de forskellige hunters.

Men multiplayer byder på endnu flere nyskabelser, og det er tydeligt at Nintendo har lært af deres erfaringer fra Mario Kart DS. Når man har spillet en kamp, er det muligt at tilføje dem man har spillet imod som ens rivals, hvilket næsten er det samme som at udveksle Friend Codes. For at man kan blive rivals, skal begge parter nemlig ansøge om at blive det, og når man så er blevet rivals, vil man kunne spille med en ’server’, med den begrænsning, at man ikke kan kommunikere. En anden nyskabelse er tilføjelsen af Hunter License, som man får sammen med ens Friend Code, når man går online. Dette viser en masse statistikker om en - nogle mere nyttige end andre, og det er muligt at se ens venners og rivalers Hunter License. Den nok vigtigste statistik der føres på dette license, er den der holder øje med hvor ofte man disconnecter fra kampe. Jeg tror i høj grad, at det er denne statistik der er skyld i at jeg endnu ikke har haft en online kamp hvor jeg har mødt en disconnecter - hvilket er et stort skridt fremad ift. Mario Kart DS’ utroligt irriterende mangel på straf til disconnectere.

Som ethvert andet onlinespil, kan det være utrolig svært at være begynder, og MPH er ingen undtagelse. Det kræver stort engagement at blive god, og der er utrolig mange ting, man kan gøre forkert som begynder, hvor ens modstandere virker ganske uovervindelige. Kender man sin vej rundt i banerne, er det nemlig utrolig nemt at hente health når man behøver det. Dette kammer en gang imellem over, fordi nogle af banerne nærmest er proppet med health. Ofte har jeg oplevet intense kampe, hvor begge parter blev hårdt såret, hvorefter både mig og min modstander trak os tilbage, fyldte vores health op, hvilket nulstillede kampen som nu kunne begynde påny. Det kan være utrolig frustrerende, og det er i mine øjne den største fejl ved multiplayer-delen. Heldigvis forekommer det sjældent på små baner, og hvis man er mere end to deltagere i en kamp jævner det også spillet mere ud.

Dusør til dem, der kan finde flottere grafik
Fra MPH startes op, er man ikke i tvivl om, at der er lagt mange ressourcer i at gøre spillet så visuelt imponerende som muligt. Du mødes af en fed introfilm, hvor du introduceres for de 6 nye dusørjægere, og selvfølgelig gode gamle Samus. Sekvenserne er nogle af de flotteste, der er set på Nintendo DS.
Når du derefter opstarter adventure mode, mødes du af endnu et par flotte sekvenser, og så starter det grafiske eventyr for alvor. Lad det være sagt med det samme: MPH er det hidtil flotteste spil på Nintendo DS. Punktum. Grafikken har fået et alvorligt løft fra vi første gang så det i demoen, og spillet er tætpakket med flotte effekter, der især kommer til udtryk i den obligatoriske lava-bane. Man støder indimellem også på kæmpestore åbne arealer, og igen viser DS’en det i krystalklar grafik, og i langt størstedelen af spillet, også uden nogen form for slow-down. Det er svært at begribe, hvordan man med den forholdsvis lave opløsning og kraft, Nintendo DS besidder, kan skabe så flot grafik.

Grafikken skal opleves i spillet før man forstår det.

Lidt ridser er der selvfølgelig i lakken. Når skærmen bliver pakket med fjender, og der flyver projektiler over det hele, begynder spillet at halte, men det bliver aldrig i en grad så det bliver ulideligt. Enkelte skønhedsfejl opstår ligeledes i ny og næ, men det overordnede indtryk af grafikken er meget positivt. Lærer andre udviklere at drive så meget ud af maskinen, kan vi forvente nogle yderst smukke titler i fremtiden.

Prima lydeffekter og musik
Noget af det mest betagende ved Metroid-serien er uden tvivl lydsiden. Lige fra de altid fængende baggrundsmelodier, til lydeffekterne, til de små stykker musik, der genlyder hver gang du finder et nyt våben, objekt eller artifact. De alle er her, også i dette kapitel, og det er en ren fryd at lytte til. De i alt fire baner, du kommer til at udforske i spillet, har hver deres unikke melodi, og allerede anden gang du besøger den samme planet, vil du genkendende nynne med på melodien. Lydeffekterne i Hunters er ikke til at sætte en finger på. Samus fodtrin lyder forskelligt alt efter hvilket underlag hun bevæger sig henover, og hvert våben har sin egen lyd.
Tale er der som sædvanligt intet af, og det er svært at se hvor det ville være nødvendigt i spillet. Metroid Prime Hunters, klarer sig mindst ligeså godt lydmæssigt som sine ældre brødre på GameCube, når man ser på lydsiden, og ser bort fra den åbenlyst mindre kapacitet, Nintendo DS besidder.

Et kortvarigt eventyr
Som det fremgår af den ovenstående tekst vil man komme til at udforske i alt 4 baner. Hver af disse baner gemmer to Octoliths, som du skal bruge på din vej mod den ultimative kraft. Disse baner er dog i sig selv meget små, og man kan se at flere mere eller mindre irriterende elementer er brugt for at forlænge spillets levetid. Der er de sædvanlige døre, der kræver et specielt våben for at åbne, som vi før har set i spillene, men især de mange kampe med de øvrige dusørjægere er frustrerende. Gang på gang støder du på dem, hvor de øjeblikkeligt går løs på dig. I starten af spillet kan disse dueller godt trække lidt ud, da ens arsenal her er begrænset. Bliver du slået ihjel af en dusørjæger, vil denne stjæle en af dine Octoliths, og du bliver herefter nød til at nedjage denne jæger på de øvrige planeter for at få din Octolith tilbage. Senere når man møder dusørjægerne, er kampene overstået på få sekunder, da ens liv og arsenal nu langt overgår deres. Det virker lidt hovedløst.

Multiplayer er et must hvis spillet skal være en holdbar oplevelse.

Skuffende er også de boss-kampe, der ligger før man får hver Octolith. Dette skyldes i høj grad at det er de samme to, ja kun to, bosser du skal kæmpe mod igen og igen; blot hver gang i en lettere opgraderet udgave. Det er simpelthen ulideligt kedeligt, og et tegn på at holdet bag spillet, enten ikke har haft tid, eller plads, til at variere udvalget af bosser mere. Dette er en stor skuffelse ved spillet. Når spillet er gennemført er der heller ikke meget der trækker i en for at gå til det igen. Man kan som sædvanligt gå efter at få sin logbog fyldt op 100 %, men da der ikke følger billeder med til hver indscanning, som vi så det i Prime og Echoes, er det ikke synderligt interessant at rende rundt og finde fjender til indscanning. Går man imidlertid op i dette, er der nok mulighed for at tilføje et par timer, til de 10, jeg brugte på at gennemføre spillet.

Flot udenpå, hul inden i
Jeg skal med det samme tilstå, at jeg aldrig har været den helt store Metroid-fan. Jeg har gennemført Metroid Prime og Echoes 100 %, men dette var fordi spillende bød på fantastiske opdagelsesrejser, i et flot univers. Det flotte univers er bevaret i Hunters, endda i uset flot stil, men fascinationen ved opdagelsen er væk. I stedet skal man med aftrækkeren i bund, blæse sig igennem kilometervis af korridorer, hvor man gang på gang møder de samme fjender, og desværre også de samme bosser. Heldigvis er styringen i spillet med til at gøre oplevelsen bedre.
Musikken er god, som den altid har været, og lydeffekterne følger godt med, men den samlede oplevelse af spillet er i hvert fald ikke et skridt fremad for Nintendos Metroid-franchise. Det er et skridt tilbage.
Vi nærmer os en tid hvor der er tale om at skabe en revolution indenfor spilbranchen. Der skal fokuseres på gameplay og ikke grafik; dette er Nintendos egne ord, og dem er jeg enig i. Og det er her Metroid Prime Hunters falder fuldstændig udenfor. Spillet byder ikke på noget nyt gameplay-mæssigt, men skinner igennem grafisk. Derfor vil jeg være hård og give single-player-delen af Metroid Prime Hunters et 7-tal. Spillet er for kort, og der er for mange generende elementer i form af gentagne kampe med bosser og minibosser. Det omfangsrige multiplayer trækker dog den samlede gameplay-karakter op på et 8-tal, fordi det forlænger levetiden betydeligt for spillet, og fordi der er lavet mange forbedringer ift. tidligere onlinespil til DS. Fremtidens spil skal være et skridt fremad, når det handler om gameplay, ikke et skridt tilbage.

Second Opinion - 7/10
Skrevet af: Knudsen
MPH besidder utroligt mange små fine tekniske finesser, som for eksempel alle menuerne, man har adgang til i skibet. Spillet leverer et gennemgående godt grafisk indtryk, men til tider føles det også som om, spillet er pinligt selvbevidst om den platform, det bliver afviklet på. Dette kan for eksempel ses i de gennemgående kantede pixelfonte, som konstant minder en om hvor meget DS’en reelt har at arbejde med. På mange punkter minder spillet mig om en pc-klassiker ved navn Quake 3. Man blaster sig vej gennem single-player, uden at være rigtig interesseret, og bevæger sig videre til multiplayer, hvor man må leve med at man gang på gang, skal have tæv af folk som er bedre end en selv, mens man selv forsøger at blive ligeså god. Teknisk set er spillet en mindre genistreg, men jeg savner bare noget sjæl, mere forhistorie, lidt stemme, og mere interageren med de andre hunters, ville måske have hjulpet.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk

Kommentarer: