Doom Eternal (Switch)

Skrevet af JOEP - 27-12-2020 15:09

Doom var et af de mest imponerende spil, da det udkom tilbage i 1993. Ikke alene var det teknisk et flot spil, der var blandt pionererne indenfor 3D spil, det var også blandt de første spil, der satte spilleren i første person i et skydespil, hvilket nu om dage er blandt de mest populære genrer og noget af det, der udadtil også kendetegner spilmediet allerbedst for ikke-spillere. Derfor var det da også lidt af et sats af id Software at genstarte Doom-serien i 2016, men spillet viste sig at blive en enorm succes, og derfor var det naturligt, at en efterfølger blev annonceret. Doom Eternal udkom tidligere på året til øvrige konsoller, men først den 3. december til Switch, og det er nu blevet tid til at se nærmere på den version af spillet.

Helvede er kommet til Jorden, der er dæmoner og monstre overalt, og vi sender kun dig. Sådan indledes Doom Eternal, når du starter det op, men når man nu er i skikkelse af halvguden Doom Slayer eller Doom-guy, som figuren også går under, kan en enkelt person vel også være nok. Målet er at frigøre Jorden for dæmoner, og det tager dig rundt på forskellige lokationer på Jorden - der dog er totalt ugenkendelige) for at jagte Hell Priests. Det er ikke ligefrem en historie, der får en nobelpris i litteratur, men ved du hvad? Det er helt ligegyldigt, for det eneste du behøver koncentrere dig om er at skyde - og her skal virkelig skydes.



Doom Eternal må siges at være et old-school first-person shooter, hvor der absolut ikke er nogen form for alternativ til at skyde alt omkring dig. Det sidste FPS jeg spillede var Metro 2033, der har sparsomt med ammunition, og hvor stealth-taktikken virkelig betaler sig, og Doom Eternal er en verden til forskel. Her skal du storme frem, skyde alt og undgå at blive ramt. Der er rigtig mange forskellige fjender at gå i krig mod, og mens nogle af dem bare skal skydes, er der andre der hurtigere går til grunde med forskellige våben eller fra forskellige vinkler, hvilket opfordrer dig til at bruge de forskellige våben, du får stillet til rådighed.

Du starter med en ganske ordinær shotgun for så at få et maskingevær, en plasmariffel og en rocket launcher. Derefter kommer der fire lidt mindre ordinære våben. Hver af disse våben har to sekundære modes, der kan skiftes mellem, og disse kan opgraderes lidt efter lidt, ligesom alt andet i spillet kan opgraderes. Undervejs optjener du forskellige point, der kan kastes i dine våben, din dragt, din energi/skjold/ammunition eller omgivelserne, hvilket gør dig i stand til at nedlægge stærkere og stærkere fjender og bosser. Inden du får en ny evne eller et nyt våben får du en lille introduktion til det, og du får kastet nye ting i hovedet med en tilpas fart, så du ikke bliver fortvivlet over alt det nye, men når at blive fortrolig med de “gamle” elementer.



Det sker indimellem, at du løber tør for ammunition, og så er det godt, at du ikke skal vente på at finde disse ting på jorden rundt omkring i spillet - du kan nemlig vælge at slå monstrene ihjel på andre måder og derved få liv, armor eller ammunition. Liv får du ved Gory Kills, der er voldsomme og grafiske måder at dræbe monstrene på, armor ved at tænde ild i dem med en flammekaster og ammunition ved at save dem over med en motorsav - igen meget grafisk. Det er meget nødvendigt, at du lærer at gøre brug af disse metoder for at progrediere i spillet, men udover det er der ikke nogen dybere taktik i det. Du kan dog ikke bare slå hovedet fra.



Spillets områder varierer mellem at være udendørs og indendørs, men der er ikke stor variation i udseendet af banerne. Det gør dog ikke noget, for det er slet ikke det, du fokuserer på - medmindre du går efter at samle alt i spillet - der er 15-30 samleobjekter på alle banerne. Disse objekter er gemt på banen, men du kan købe dig til en opgradering til dit indbyggede kort, så du kan finde dem uden at lede. Der er ikke nogen sindrige opgaver i spillet, det handler altid om at finde et sted i omgivelserne, der kan hjælpe dig - enten et sted der skal ødelægges eller en væg, du kan klatre på, eller en knap der åbner en dør. Det hænder, at du lige skal bruge lidt tid i et område for at finde det, der kan få dig videre, men det er sjældent mere end et par minutter, du sidder fast. Det er imidlertid ganske tilfredsstillende at finde disse ting og giver ofte en lille pause i skyderiet. Samleobjekterne varierer fra mønter til at låse op for rustninger og opgraderinger, snydekoder, tøjdyr til dit kontor og musikstykker. Disse ting finder du tilbage på dit rumskib, som udgør en central mellem hver bane.

Du vælger selv sværhedsgrad i starten af spillet, og her er nogle stykker at vælge mellem, hvor du endda også kan kaste dig ud i at forsøge med permadeath - dvs. dør du, er det game over. Jeg valgte det, der svarer til Normal, da jeg ikke er så rutineret ud i genren. Jeg døde jævnligt, men spillet er fyldt med checkpoints, så det gør ikke ret meget. Har du problemer i spillet, kan du dog starte vælge at starte igen med et stærkere skjold, så du kan komme forbi et svært område.

Uanset hvilken sværhedsgrad du vælger er det imidlertid spillet og ikke styringen, der slår dig ihjel, når du dør. Der er nemlig ikke en finger at sætte på styringen, og er du utilfreds med den konfiguration, id Software har valgt som standard, kan du bare ændre i den. Du kan også slå gyro-styring til, så du bare kan vifte lidt med din controller for at sigte. Det fungerer super godt med Pro Controller, for du kan langt hurtigere justere dit sigte lidt end ved kun at bruge højre control stick på controlleren. I håndholdt tilstand er det mindre effektivt at bruge gyro-styring, men jeg valgte indimellem at sætte Switch på sin indbyggede stander og så bruge Pro Controller der.



Et sted hvor styringen og dine evner dog bliver udfordret lidt er ved de platforms-sekvenser, der er spredt ud i spillet. Her skal du via svævende barrer hoppe mellem platforme og vægge, der kan kravles op ad, og det er bare mindre effektivt i førstepersonsperspektivet, og det har da kostet mig et par liv igennem spillet, fordi det er svært at ændre retning, når du også skal ændre synsvinkel samtidig. Nogle gange er det også svært at se præcis, hvor du skal gribe fat efter et hop. Det er en del af spillet, der godt kunne strømlines eller ændres lidt, men det er så lille en del, at det ikke gør det helt store.

Doom Eternal er et krævende spil, det er tydeligt. Efter sigende hoster Xbox One og PS4 en del ved afvikling af spillet, og det var da også det tekniske der gjorde, at spillet blev udsat til Switch. Derfor har det været meget spændende at følge udviklingen, men jeg må sige, at Panic Button (firmaet der stod for konverteringen til Switch) har formået noget, der minder om et mirakel. Ser du kun spillet på Switch vil du ikke forvente, at de andre konsoller har haft problemer, for det kører super flydende, og mens der helt sikkert mangler noget grafisk lir, så er det ikke noget, der udmærker sig ved sit fravær, når du bare spillet Switch-versionen. Hvad end du spiller håndholdt eller på TV’et er der ikke nogen forkølelse at spore. 30 billeder i sekundet er normen, og kun et par enkelte gange har jeg lagt mærke til et fald - og aldrig når det betød noget. Jeg har enkelte gange oplevet et par små grafikfejl, hvor en baggrund lige blinker lidt, og så har jeg en enkelt gang oplevet et crash, der betød at jeg måtte starte en mission forfra, fordi en progressionstrigger i spillet blev ødelagt, og jeg derfor ikke kunne komme videre. Det skal dog siges, at monstrene ligner noget, der kunne være fra GameCube-tiden, når du kommer tæt på, men det er bestemt ikke nok til at ødelægge noget, for du har det sjovt alligevel.



Har du adgang til en anden konsol, så får du spillet billigere og pænere der, men er Switch din eneste konsol, så kan du roligt investere i den version, og så har du fordelen ved også at kunne spille det i toget, på toilettet, eller hvor end du nu befinder dig, uden at gå glip af meget andet end lidt grafisk lir. Spillet er kort sagt skide sjovt at spille, når du lige kommer ind i det, og det er tydeligt, at der er tænkt over de valg, der er truffet i forbindelse med udviklingen af spillet. Intet er tilfældigt. Skal jeg sige noget negativt om det, så må det siges at blive en anelse repetitivt over tid, men du kan nok forvente at lægge 15-20 timer i det for at gennemføre det, så det er også et spørgsmål om, hvor mange timer du egentlig laver noget, der er repetitivt, når det kommer til stykket. Jeg følte som regel, at jeg var mættet efter et par timers spil, men jeg vendte altid tilbage alligevel.

Som en afsluttende kommentar kan det nævnes, at det ikke er nødvendigt at have spillet Doom (2016) for at være med på indholdet i Doom Eternal, men Doom Eternal giver dig noget baggrundsviden omkring Doomguy, så har du ikke noget forhold til figuren, vil du - som jeg - gå glip af nogle interessante detaljer.

Konklusion
Jeg kan ikke anbefale Doom Eternal nok. Jeg startede spillet op med den forventning, at det nok var OK, men ikke meget mere, men jeg er blevet overrasket i høj grad. Spillet er intenst med masser af old-school action, som alligevel har formået at holde sig frisk med indførslen af opgraderbart udstyr og varierende våben. Taktik er der ikke meget af, men visse monstre kræver alligevel, at du vælger det rigtige våben eller får skudt det rigtige sted. Bliver du træt af at skyde ting, kan du forsøge at finde de samlerobjekter, der er spredt rundt på banerne, hvilket giver lidt variation. Doom Eternal til Switch er en nedgraderet udgave af de øvrige versioner, men spillet kører stabilt med 30 billeder i sekunder og har absolut ingen tekniske udfordringer - og når du først spiller det, opdager du stensikkert ikke, at grafikken mangler lidt lir, for det ser alligevel rigtig fint ud på Switch. Du kan derfor roligt vælge Switch-udgaven, hvis du har behov for at spille det hos bedstemor uden en dock.

Spillet fylder ca. 18 GB.

5/5

Familiesjov

Særdeles udfordrende

Øjeguf

Fremragende lyd

Kommentarer:

#1 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

27-12-2020 15:14

Jeg har kæmpet mig gennem en hær af monstre fra Helvede og er nu klar til at levere en kommentar på min tid i frontlinjen. Sig endelig til, hvis der er noget, jeg skal uddybe.

Der er multiplayer i spillet, men jeg har ikke haft lejlighed til at prøve det, da jeg ikke har Switch Online. Men hvad jeg hører er det ikke værd at købe Doom Eternal for multiplayer-oplevelsen.