Mario vs. Donkey Kong (Switch)

Skrevet af Zone - 20-02-2024 15:46

2024 ligner at blive et år fyldt med remakes og remasters, og det vi skal anmelde nu, er måske det mest uventede af dem. Mario vs. Donkey Kong udkom oprindeligt på Game Boy Advance, som er en efterfølger til Game Boy-spillet Donkey Kong, der til at starte med lignede en portabel udgave af arkadespillet, men som viste sig at være et puzzle-platform-spil, hvori Mario skal låse døre op med nøgler, mens han jagter DK. Mario vs. Donkey Kong fortsatte traditionen, men introducerede de små Mini Mario-figurer oveni. Nu er GBA-spillet blevet genskabt til Switch med ny grafik og en smule nyt indhold - men er det nok til at spillet er værd at betale (næsten) fuld Nintendo-pris for?

Mario vs. Donkey Kong er, som nævnt, et Switch-remake af GBA-spillet af samme navn. Jeg har personligt aldrig spillet originalen, men har undersøgt mig frem til, at det er det samme spil, genskabt i ny grafik fra bunden og op, med en lille smule ekstra indhold i form af nye baner, en co-op mode og en ekstra, nemmere sværhedsgrad. Spillets historie handler om, at Donkey Kong (DK) en dag ser en reklame for de nye ‘Mini Mario’-legetøjsfigurer. Den kære gorilla bliver så hyped, at han straks skal ud og købe én. Men hurtigt finder han ud af at de populære figurer er udsolgt alle steder - så DK tyr til grove metoder for at tilfredsstille sin hype. Han bryder ind i ‘Mario Toy Company’ og stjæler en masse Mini Mario-figurer. I løbet af sin flugt bliver DK set af Mario og en storslået jagt sætter ind - og vores spil starter.



Det er nu op til Mario at indhente DK og indsamle Mini Mario-figurerne. I hver bane taber DK nemlig en Mini Mario og nogle pakker, som Mario kan samle op. Hver bane er delt i to dele. I første del skal man fragte en nøgle hen til en låst dør, som tager Mario til anden del af banen, hvor han skal nå hen til en Mini Mario og samle den op for at klare banen. Mario vs. Donkey Kong er et puzzle-platform-spil, som blander gåder og action. Man skal udtænke en måde at få nøglen hen til døren, og derefter nå den givne Mini Mario, og så skal man eksekvere løsningen ved at styre Mario med hop og ved at undgå forhindringer, som vi kender det fra 2D-spillene. Puzzle-fokuset giver dog et lidt mere langsomt gameplay end vi er vant til, men man skal stadig være i stand til at time sine hop og holde øje med fjender, med mere. Og Marios ‘move set’ er en del mere udvidet, end hvad man normalt finder i puzzle-platform-genren - eller i 2D Mario-spil for den sags skyld. Han kan lave handstand jump, hvor han hopper op og står på hænder, hvorefter han kan lave et højere hop. Hvis du tilmed trykker hop igen når han lander, laver han det ikoniske triple hop, vi især kender fra 3D-spillene (han kunne dog også de her hop i Gameboy-spillet fra 94!). Du kan i det store hele klare dig langt uden at stå på hænder eller triple-hoppe, men udover at det føles virkelig godt at styre Mario på hans velkendte akrobatiske måde, så er der nogle baner, især senere i spillet, der kræver du mestrer disse moves - og bare rolig, spillet lærer dig at bruge hele Marios move set. Hver bane har, udover en nøgle og en Mini Mario, 3 pakker man kan vælge at samle op. Pakkerne er ikke nødvendige for at gennemføre en bane, men du får kun en guldstjerne ved at samle alle 3, hvilket man skal bruge for en 100% gennemspilning, med mere. Spillet er delt op i verdener, som hver har deres tema. Nogle verdener introducerer nye mekanikker i form af omgivelser (is, lava, etc.), objekter (fjedre, warp blocks, lasere, etc.) eller nye fjender. Hver verden er delt ind i 8 baner: 6 almindelige baner, som dem jeg beskrev foroven, samt en Mini Mario-bane, hvor man skal guide de 6 Mini Marios man har fundet i en verden, hen til deres legetøjskasse. Den 8. bane er en DK-bane, som fungerer som en boss-kamp mod DK, baseret på den givne verdens mekanikker.



Hver verden føles tilstrækkelig unik igennem deres mekanikker og grafiske udtryk, og som resultat føles spillet ret varieret. Visse baner er dog lidt for simple, og genbruger design idéer man allerede har prøvet i tidligere verdener, trods nye mekanikker. Det er ærgerligt, da 6 almindelige baner per verden i forvejen føles som lidt for få. Mini Mario og DK-banerne er et friskt pust, og føles altid distinkte når de er der, men det er samtidig godt at disse baner ikke udgør størstedelen af spillet, da det gameplay-loop nok hurtigt ville blive trættende, hvis hele spillet var bygget op af de baner. De fungerer som en god afvigelse fra hovedspillet, men den almindelige bane-struktur lægger op til mere interessant gameplay og puzzle-design.

Som sagt føles nogle baner lidt for simple - og derved for nemme. De første 4 verdener i spillet er utroligt hurtigt overstået, men til tider finder man en bane her og der, som er virkelig veldesignet, og giver et dopamin-sus i form af et ægte Eureka moment, når man eksekverer løsningen. Det er især i nøgle-delen af banerne, altså den første del af de almindelige baner, hvor spillet virkelig brillerer. Hele spillet er i øvrigt delt op i to dele. En første credits-skærm og en anden credits-skærm, i bedste Nintendo-stil, så at sige. I anden halvdel af spillet mister banerne desværre lidt kvalitet, da gameplay-loopet ændrer sig en smule, men jeg vil ikke spolere overraskelsen. Det gør dog at spillets kompleksitet, som i forvejen er lidt lav, dykker en smule i anden halvdel.



Ift. sværhedsgrad er der i øvrigt to’ modes’ man kan spille: Classic Style og Casual Style. I Classic Style fungerer det som i de gode gamle dage: Hvis du går ind i en fjende eller rører en spike, så dør du og mister et liv, og må starte forfra i banen. I Casual Style har du til gengæld mulighed for at prøve igen, uden du mister progression og du må starte forfra. I Casual Style har man nemlig 5 “bobler”, samt ‘checkpoints’, til at hjælpe sig. Når du tager skade der ellers ville dræbe dig, bliver du samlet op af en boble og fragtet tilbage til dit seneste checkpoint og får lov at prøve igen, uden at banen resetter og du skal bruge tid på at komme ind i banen igen. Man dør først og mister progression, hvis man bruger alle 5 “bobler”.

Normalt spiller jeg spil i den tilstand, som er mest tro mod den oplevelse designerne har intenderet, altså Classic Style, men i Mario vs. DK endte jeg med at spille i Casual Style en stor del af tiden. Gåderne og banerne er som sagt ikke de sværeste, men det var stadig frustrerende at dø til en fejl, når man var lige ved at gennemføre en bane og egentlig havde gennemskuet løsningen. Classic Style føles arkaisk og en smule unødig, hvilket giver mening når det oprindelige spil er fra 2004 og altså er omkring 20 år gammelt. Men det føles dårligt at dø i et puzzle-spil, hvor man gerne vil eksperimentere for at finde den rigtige løsning, men samtidig er det en balancegang ift. at finde en passende ‘straf’ for spilleren. I nogle tilfælde føles Casual Style til gengæld lidt som snyd, da man f.eks. stadig beholder en pakke, hvis man samler den op, inden man "dør" og bruger en af sine 5 bobler. Og hvorfor man i det hele taget sætter en grænse for hvor mange bobler man kan have, forstår jeg heller ikke, hvis formålet med Casual Style er at gøre spillet nemmere. Casual Style er derfor ikke en perfekt måde at modernisere spillet på, og er sikkert også hovedsageligt tiltænkt som en “easy mode”, men personligt kan jeg godt lide at den tilstand fjerner lidt “unødig frustration”.



Mario vs. Donkey Kong har 136 baner i alt. Det kan lyde af meget, men faktisk er spillet forholdsvist kort. De fleste kan gennemføre det på en weekend, selv hvis man går efter en 100% gennemførsel. Når man når til første omgang credits, låser spillet op for den anden del af spillet, samt en række ‘Expert’-baner, som låses op ift. hvor mange guldstjerner du har fået, ved at klare baner 100%. I expert-banerne handler det udelukkende om at få nøglen til døren, hvilket er noget af det bedste gameplay i spillet - men da der ‘kun’ er 16 expert-baner, føles det lidt tyndbenet. For at få spillet til at vare længere, anbefales det at du går efter alle 3 pakker i hver bane, og får guldstjerner på hver bane, da det ikke bare låser op for expert-banerne, men også giver bare en lille smule mere længde til spillet.

Det oprindelige spil havde 6 forskellige verdener, mens dette remake har 8. De har altså tilføjet 2 nye, som føles særdeles friske, sammenlignet med de oprindelige 6. Derudover har de tilføjet en Time Trial mode, hvor man skal gennemføre hver bane indenfor en bestemt tid, og derved få endnu en ting at samle i spillet. Det tiltaler dog kun en vis type spillere, og personligt har jeg ikke haft den store motivation til at klare mere end et par baner i time trial. Derudover er der en co-op mode, hvor man kan spille 2 spillere, men det har jeg desværre ikke haft mulighed for at teste ordentligt. Det virker til at fungere fint, så hvis man vil spille det med en ven, sin partner eller sit barn, er der mulighed for det. Trods sin simplicitet for en gammel gamer som jeg, vil yngre spillere nok få en fin udfordring af spillet - og så kan det være en fordel at spille to. Det ekstra indhold er generelt ikke så substantielt, og det er egentlig lidt ærgerligt, da spillet som resultat føles ret kort.




Den største tilføjelse til spillet er selvfølgelig grafikken. Det oprindelige GBA-spil var et sprite-baseret 2D-spil, og med Switch-versionen har det fået et helt nyt liv i 3D. Spillet er blevet genskabt fra bunden, i den moderne 3D Mario-stil, og også Donkey Kong ligner sig selv fra de nyeste DK Country-spil. Grafikken er lækker, til trods for at den er forholdsvist simpel, og vi når godt nok ikke Super Mario Wonder-niveau i friskhed, men det er velkendt og man kan altid se hvad der foregår på skærmen. Sammenlignet med originalen er dette klart den fedeste måde at opleve spillet på. Også lydsiden har fået en overhaling. Musikken er blevet jazzificeret, og har fået et elegant og nydeligt udtryk, som er en fryd at høre på. Til gengæld gør den jazzede stemning også at musikken bliver en smule anonym til tider, men man kan både høre små hentydninger til klassisk Mario-musik og blive inspireret til at nynne lidt med. Det er i øvrigt altid hyggeligt at høre det klassiske DK-tema blive brugt en gang imellem. Præsentation er altså helt okay, og er som sagt den bedste måde at opleve spillet på, men det er ikke nogen revolution indenfor Switch-grafik. Til gengæld kører spillet fortrinligt, og der er aldrig frame drops, eller særligt lange load-tider.



Konklusion
Mario vs. Donkey Kong er et klassisk remake, der i den grad respekterer sit ophav. Alt indhold fra det gamle spil er at finde i dette remake, samt en smule nyt i form af flere verdener, en co-op mode og en time trial mode. Spillets puzzle-platform gameplay er super velsmurt og tilfredsstillende, men er ofte lidt for simpelt og mangler udfordring i sit puzzle-design. Der er dog stadig baner, der til tider overrasker og giver en stærk følelse af tilfredshed når de gennemføres. Især de to nye verdener har en del brillante puzzle-designs. Spillet føles dog for kort. Det er der som sådan ikke noget galt i det, men da gameplay-loopet er virkelig godt, sidder jeg personligt tilbage med en følelse af, at jeg vil have mere af det. Især mere af det gameplay man finder i spillets første halvdel, samt expert-banerne. Man kan håbe at Donkey Kong fra 94 til Game Boy, får en lignende behandling, eller som minimum udkommer på NSO, for jeg tørster efter mere Mario puzzle-platforming. Jeg er normalt ikke typen der baserer et spils værdi på sin længde, men i dette tilfælde føles Mario vs. Donkey Kong prissat en smule for højt. Det står til 369,- danske kroner på eShop. Når man tænker på at det oprindelige spil er 20 år gammelt og at det ekstra indhold er lidt magert, så kan jeg godt forstå hvis nogle vil blive afskrækket af prisen. Hvis Nintendo bare havde fjernet en 100-kroneseddel fra spillets pris, ville det virke mere fair. Når det så er sagt, så er ‘Mario vs. Donkey Kong’ stadig et rigtig godt spil, som jeg især kan anbefale til folk der ikke har spillet eller ikke ejer det oprindelige spil til GBA. Men har du ikke det største spilbudget, så er det måske ikke Mario vs. Donkey Kong du skal gå efter først.

4/5

Nemt at gå til

Klassiker

Hjernegymnastik

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

20-02-2024 17:13

Jeg har selv samlet spillet op i weekenden, og efter ca. 11 timers spil, så mangler jeg kun lige at få spillet de sidste 7 ekspert-baner.

Jeg spillede originalen nogle år tilbage, da jeg fik det på 3DS som en del af ambassadør-programmet, og i dette remake er det blevet nemmere at få stjerner på banerne. Oprindeligt krævede det, at man fik et vist antal point i hver bane, og dem fik man baseret på indsamlede pakker, besejrede fjender og tiden tilbage på klokken. Nu skal man kun indsamle de tre pakker og klare banen, så tidspresset er i den grad fjernet. Det kan man så til dels sige genindføres med Time Trial, men i denne game mode, hvor der i øvrigt kan tjenes guldmedaljer på hver bane, kan man ikke miste liv og pakkerne er fjernet, således det udelukkende handler om at komme hurtigst mulig til mål.

Sjovt nok, så har jeg det helt omvendt af Zone med spillet, hvad angår de to halvdele. Jeg synes helt klart at anden halvdel er langt mere interessant og udfordrende end den første del..

Et par små korrektioner til anmeldelsen: Der er vel 138 baner i spillet? 8x8 baner + 8x7 baner + 2 større boss-baner + 16 ekspert-baner. Og prisen lyder på 369 kr. på eShop

#3 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

20-02-2024 19:55

^Jeg tror nok, at jeg har spillet alle spil i serien, men der er ikke andre spil i serien, der er særligt sammenlignelige med originalen. Hvad enten du befinder dig i første eller anden del af dette spil, så er der jo tale om en puzzle-platformer, og platforming-delen har man jo skrottet fuldstændigt i alle de øvrige spil, hvilket gør originalen markant anderledes. I resten af serien handler det jo om at guide mini-figurer frem til målet ved at manipulere med omgivelserne (placere/fjerne en begrænset mængde platforme og andre hjælpemidler), så der styrer man ikke nogen figur direkte.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at man aldrig har vendt tilbage til seriens udgangspunkt, men valget var jo ganske naurligt, når netop touch-skærmen på DS, DSi, 3DS og Wii U åbnede op for en anden type spil. Jeg kan personligt lide alle spillene i serien, men det ville ikke gøre mig noget, hvis man vekslede lidt imellem de to spiltyper - altså de rene puzzle-spil og puzzle-platformer'en.

Hvad angår anden del af dette spil, så er det jo stadig puzzle-platforming, men det gør det bare mere interessant, at du skal få mini-figuren med nøglen frem til døren frem for Mario alene. Det medvirker, at du skal tænke mere over dine handlinger, og al for mange baner i første del kan klares på utilsigtede måder, pga. akrobatiken i Marios moveset