Fae Farm (Switch)

Skrevet af Spitzann - 03-10-2023 19:16

Da Fae Farm blev vist i den store september Nintendo Direct sidste år, blev det ufrivilligt et symbol på den store mængde halvslatne farmingspil, der udkommer i disse år. Spil, der ikke formår at tænke nyt i genren og læner sig lidt for meget op ad Stardew Valley, genrens måske vigtigste værk. Jeg blev da heller ikke særlig imponeret, da jeg så traileren selv. Fae Farm markedsførte sig som et multiplayer-fokuseret farmingspil med fe-tema, men der var ellers ikke mange unikke features at prale af. Og hvis de ikke særlig unikke salgsargumenter ikke havde afskrækket mig, så skulle det være den absurde pris på 449 kr, hvilket må siges at være lidt højere end det, de fleste indiespil sælges til på eShoppen. Med alle mine betænkeligheder satte jeg mig til at spille Fae Farm. Nøj, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

På en tur på stranden finder vores hovedperson en flaskepost, og der er noget af et tilbud i det. Det er en invitation til at flytte til en fremmed verden, modtage et hus og blive en kornfed bondemand. Hvem ville dog ikke tage imod sådan et tilbud (især i det nuværende boligmarked)? Hovedpersonen smider da også alt, hvad de har i hænderne, for at bygge en båd og sejle af sted mod Azoria, feernes kongerige. Efter en mindre ulykke, hvor ens skib kæntrer, lykkes det at drive i land i Azorias hovedstad. Det viser sig, at alt ikke er helt fryd og gammen her. Der er både strømhvirvler i havet, snestorme, der aldrig ender, og en vulkan, der er ved at gå i udbrud. Ikke lige det ferieparadis, flaskeposten lovede, men det er selvfølgelig sjældent et godt tegn, når man vælger flaskeposten som sit medie til at søge hjælp. Men nu er vi her, og bondegården er heldigvis ikke blevet ramt af de mange naturkatastrofer. Alt i alt en fin rammefortælling, der sætter scenen for de mange prøvelser, man skal ud på i det nyfundne landmandsliv.

Den første store overraskelse indtræder, da jeg endelig, efter skibskæntring og rammefortælling, får lov til at styre min hjemmelavede karakter. Min karakter bevæger sig flydende, og der går ikke lang tid, før jeg hopper rundt i verden som en anden Bubbi Bjørn. Sjældent støder jeg ind i noget, bliver stoppet op eller andet, der kunne tage mig ud af mit bevægelsesflow. Det er virkelig en poleret oplevelse at bevæge mig rundt i Azoria. Farmingspil er ellers en genre, der er plaget af kluntet eller udynamisk bevægelse, der ikke gør meget væsen af sig.

Ligeledes forsøger Fae Farm også at simplificere styringen af ens mange redskaber, som man bruger til at interagere med verden. Når man både skal skovle sand op på stranden, slå græs med et segl, hugge træ med en økse osv., kan dette gøres uden at skulle vælge hvert værktøj enkeltvis i et inventory eller lignende. I Fae Farm klikker du bare på 'A', og så bruger karakteren i næsten alle situationer det rigtige redskab. Det er lækkert, når man er vant til den omfattende styring af inventory, man ser i lignende spil.



Jeg hopper, hugger og skovler mig vej til mit lille landsted, hvorfra jeg skal gøre det meste af min forretning de næste mange timer. Fae Farm opfinder ikke den dybe tallerken, når det kommer til føringen, men det er en fin implementering af de mekanikker, vi kender fra genren. Man planter, gøder, vander og høster, som man kender det. Spillet forsøger dog at begrænse mig i at plante uanede mængder afgrøder på én gang, så jeg ikke skal bruge alle mine vågne timer på at vande tusindvis af felter på min farm

Farmingen er simpel og lettere langsommelig i starten. Deres eminente følelse for spillet i bevægelsen og værktøjerne er ikke nået helt til farming-mekanikkerne, som jeg ofte må kæmpe lidt med for at få til at fungere. Min karakter vil nemlig meget gerne høste, gøde eller plante nye frø til højre og venstre, når jeg ellers meget omhyggeligt forsøger at rette vandkanden mod de ikke-vandede afgrøder. Det bliver dog, som genren foreskriver, bedre, når man opgraderer sine værktøjer. Senere får man endda muligheden for at brygge eliksirer, der tilkalder regnskyer over ens planter, og det er faktisk ret sjovt tænkt.

Desværre er jeg ikke færdig med at beskrive bondemandsgerningen helt endnu, for en rigtig landmand har jo også dyr. Hvor planterne oftest kræver mindre og mindre arbejde, i takt med at man opgraderer sine faciliteter, sker det omvendte desværre med dyrene. Jo større din farm bliver, jo flere dyr kan og skal du have for at få de materialer, som dyrene kan give tilbage. Selvom jeg anser mig selv for at være noget af en dyreven, så gør tanken om en stald fuld af får og køer mig meget træt. Jeg skal jo helst rundt til dem alle dagligt for lige at sige hej. Jeg ved bare ikke, om jeg har nok kærlighed til mine digitale landbrugsdyr til at gøre det 18 gange hver eneste dag. For at gøre tingene værre, så er implementeringen af interaktionerne med dyrene meget utilfredsstillende. Udover at animationerne for at børste og kæle sine dyr er unødvendigt lange, kan det være enormt svært at pege på det rigtige dyr. Ofte får jeg kælet med den samme høne flere gange, før jeg endelig får lov til at børste min kanin. Det er enormt frustrerende. Dyrene kan tilmed finde på at opsøge mig, imens jeg vander mine planter. Jeg må konstatere, at Fae Farm heller ikke blev det spil, der formåede at fikse mine store problemer med husdyrhold i genren.



Når det endelig lykkes at få samlet ulden eller mælken fra mine dyr, skal det direkte i en af de mange crafting-stationer, man kan bygge. Faktisk skal næsten alt, man samler op, bearbejdes i en crafting-station, og det fungerer enormt godt. Selv insekter og sand kan bruges. Snart er hele mit landsted forvandlet til en stor fabrik, der kan producere alt fra gourmetmad til polerede ædelsten..

Men jeg er jo ikke alene i Azoria. Jeg er flyttet til en lille by, befolket af en hel masse søde karakterer. Desværre fremstår de mere som tomme skaller, der som animatronics afspiller de samme uinspirerede one-liners hver eneste gang, man taler med dem.

Værre bliver det kun når det kommer til dating, og et rigtigt farmingspil skal jo have dating. Der er seks romancérbare karakterer, og du kommer hurtigt i gang med dateriet. Hvor man er vant til at skulle tyre gaver efter ens potentielle partnere i andre farmingspil, skulle jeg kun føre et par samtaler med en person i Fae Farm, før jeg pludselig flirtede med dem. Som en anden adonis blev min postkasse fyldt til randen med dateinvitationer og kærestebreve inden udgangen af første måned i Azoria.

Med kærestebrevene fulgte særdeles akavede dates, hvor jeg uengageret skulle høre om mine dates særlige interesser. Det er blevet til snakke om frøer, skovfældning og verdens ende. Jeg var endda også på en date fra helvede, hvor min date først sagde, at jeg var ukultiveret og ubehøvlet, men efterfølgende sendte mig et nyt kærestebrev kun dage efter. Med det udvalg overvejer jeg nu, om jeg skal ende mine dage i Azoria som pebermø. Den sociale simulation er nok Fae Farms svageste side, så hvis du vil drømme dig væk i spændende personligheder, så skal du nok søge andre steder hen.

Men et farmingspil er heldigvis mere end dating og dialog, for kriserne står i kø i Azoria, og jeg er den eventyrer, der kan redde dagen. I bedste Stardew-stil byder spillet på tre dungeons, hvori man kan finde mineraler og monstre. Selvom kampsystemet er simpelt og en smule stift, tilføjer det en ekstra spænding, for man skulle nødigt dø og miste sin progress. Straffen for at dø eller ikke at nå hjem i tide er dog ikke så slem som i andre farmingspil, hvor det er normalt at miste penge og ting, når man går ned.



For mig er der dog hverken farming, dating eller combat, som gør Fae Farm til noget specielt. Det er noget så spøjst som pacingen i progressionen. Som spiller er man aldrig i tvivl om hvilke kort- og langsigtede mål, der er at gå efter. Spillets quests er enormt godt pacede, giver sjove udfordringer som inddrager alle aspekter af gameplayet, og sørger for, at man aldrig kører helt sur i noget. Alt jeg gør fylder en progress bar, om det er at stige level i at hugge træ, om jeg er tættere på at kunne købe en upgrade til mit inventory eller hvor længe der skal gå før jeg kan fri til min udkårne. Alle handlinger bringer mig tættere på et af mine mange mål.

Nu fik jeg til start nævnt, at Fae Farm slår sig op på at være bygget til multiplayer. Selv har jeg kun haft mulighed for at spille det alene, delvist grundet den høje pris, der simpelthen bare gør, at man skal være ekstra sikker på, at det vil være en god oplevelse, men også fordi jeg ikke har kunnet se den store appel i multiplayer. Ja, der er fire forskellige landområder med hvert sit hus, som giver anledning til at fordele arbejdet mellem sig. Men det er heller ikke mere ekstensivt end det. For et spil, der skulle være et multiplayer-fokuseret farmingspil, kunne man godt ønske bare lidt mere nytænkning.

Konklusion
Da jeg for nogle uger siden første gang satte mine ben i Azoria, havde jeg ikke forventet, at der her var tale om et farmingspil fra øverste hylde. Ser man bort fra den sløje sociale simulation, leverer Fae Farm alt det, jeg kunne ønske mig i et klassisk farmingspil. Man kunne dog godt forvente, at der var gjort bare en lille indsats for at tænke nyt i en genre, der er plaget af idéløse kopier, men Fae Farm redder den hjem ved den høje produktionsværdi og den gode, tæt på gnidningsfrie spiloplevelse.

4/5

Kommentarer:

#1 - Jonezy

Level: 18 (Twhomp)

04-10-2023 17:43

Skøn og velskrevet anmeldelse Anne. Som fellow Fae Farm spiller kan kun erklære mig nærmest 100% enig.

Det spil spiller bare lækkert. Controls er nemme og man kommer bare i sådan et dejligt flow, hvor der pludselig er gået 3 timer og det blomsterbed man egentlig tænkte sin session skulle bruges på, er man endnu ikke startet på.

Finder ikke dyrene så frustrerende og har en klar plan om, at jeg skal have 3 af hver slags dyr i forskellige farver og maximum på happiness. Om jeg nogensinde får alle crops og blomster er så nok en anden historie.

Synes det er synd, at et så tilfredstillende spil nok ender med at drukne lidt på spilmarkedet med den høje pris. Men det var i hvert fald lige det spil, som jeg havde brug for og det giver mig virkelig en must needed eskapisme fra hverdagens hurlumhej.