Canvaleon (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 17-09-2015 22:50

Hen mod slutningen af juli udgav det spanske spilstudie, OXiAB Game Studio, sit debutspil på Wii U eShop, og Canvaleon, som spillet altså hedder, ser ganske sødt ud ved første øjekast. En hvid kamæleon søger vores hjælp til at stoppe en fremmed invasion fra rummet, men er det nu også bare noget, der er let overstået, eller bliver vores evner mon for alvor sat på prøve?

Canvaleon er et platformspil i 2D – en genre som der findes utallige spil i på Wii U eShop – men der er ikke tale om et helt traditionelt et af slagsen, for spillet beskrives som en stealth platformer, hvilket ligger op til, at man som spiller skal snige sig rundt. Når du starter spillet og sætter i gang, så introduceres du for den hvide kamæleon, der er blevet frastødt af sine artsfæller og selv sine forældre, fordi den ikke kan camouflere sig, men efter at have mødt kunstneren, Doodle, har dens liv ændret sig. Doodle så simpelthen et potentiale som ingen andre så, for den hvide fyr kan jo males, og derfor gav han ham navnet Canvas. En dag er de to venner ude og samle sommerfugle ved nogle ruiner uden for kamæleonernes landsby, men pludselig ses en kraftig eksplosion fra byen, hvorefter et rumvæsen flyver derfra, og denne begivenhed sætter spillet rigtig i gang. Det viser sig at rumvæsnerne har jaget alle de andre kamæleoner ud af byen, så det er nu op til Canvas at stoppe den fremmede invasion fra rummet.

Årsagen til, at de to venner var ude at samle sommerfugle i spillets introbane finder vi efterfølgende, for farven fra sommerfuglene udvindes af Doodle for at kunne farvelægge sit levende kanvas, og det får vi selvfølgelig brug for, når Canvas skal camoufleres. Om man så ønsker at benytte sommerfuglene til køb af en af de otte prædefinerede mønstre, eller selv vil lave sine egne camouflager er valgfrit. Når man forlader landsbyen vil man fra start have adgang til syv forskellige baner, som findes i hvert sit område, og en lille infoskærm indikerer, hvilken farvepalet du har brug for i den pågældende bane. Hvert område består af fire baner, og først når man har klaret den første åbnes der op for den/de næste. De tre første baner er traditionelle baner, hvor målet er at komme til enden, men den sidste bane byder derimod på en form for bosskamp, og når alle syv områder er klaret, så muliggøres det at tilgå spillets sidste bane, som vi nok skal komme ind på igen senere.

Du vil hurtigt finde ud af, at Canvaleon er et særdeles udfordrende spil, og det gælder om at være meget opmærksom, når du begiver dig igennem de forskellige baner, for Canvas dør ved blot et enkelt slag/skud eller lignende. Det har simpelthen været udviklernes intention at fremstille et virkelig krævende spil, som udfordrer selv de bedste spillere. Der er masser af rumvæsner at passe på, og opdager de dig, så alarmerer de sine allierede og hidkalder endnu flere af sin slags, hvis de kan komme til det, og så er de ikke lige sådan at slippe udenom. Der er hele ni forskellige fjendetyper at tage højde for, som alle agerer på forskellig vis. En lille hvid fyr vil eksempelvis blot løbe væk for at alarmere de andre, mens nogle vil skyde dig og andre suge din camouflage væk. Der er selvfølgelig også fjender, der dukker op fra jorden eller falder ned fra loftet, og flyvende fjender kommer vi da heller ikke udenom. Der findes sågar en kødædende plante, som man ikke skal i nærheden af, og sluger den en af de små hvide rumvæsner, så vil den begynde at trille efter dig som en stor kugle. Altså er det bestemt ikke ufarligt at begive sig gennem banerne.


Fra spillets start er det ikke fordi, at Canvas har voldsomt mange evner at gøre godt med. Han kan gå med venstre analog, eller løbe, hvis du holder X i bund, hoppe på B, anvende den markerede camouflage på R, skifte camouflage på ZR/ZL og bruge sin tunge på R til at opsamle sommerfugle, som han ikke kan nå på anden vis. Dette vil dog ændre sig, for i bedste Mega Man-stil, så belønnes man med en ny evne, når man gennemfører et område, og med syv områder er der altså syv evner at opnå undervejs. Her finder vi dobbelthoppet, evnen til at gribe fat i ringe med tungen, evnen til at samle sten eller lignende op med tungen, evnen til at svæve med tungen, evnen til at rulle fra skråninger, evnen til kortvarigt at immobilisere udvalgte fjender med tungen og ikke mindst en meget længere tunge. Når du kan bruge de fleste af dem markeres det med nogle glitrende stjerner i en vis farve, og alle baner med undtagelse af den sidste kan klares helt uden disse evner, da du jo selv bestemmer rækkefølgen.

Foruden det at komme igennem banerne, så kan du bruge tid på at lede efter dine artsfæller, som har gemt sig i de 21 traditionelle baner. Der er en kamæleon i hver af disse baner, og når du har fundet den og gennemført banen, så kan den give dig en form for tip fra landsbyen – nogle mere brugbare end andre. Foruden kamæleonerne er der i øvrigt også CD’er at finde, som giver dig afgang til at lytte til et stykke musik fra spillets menu – de fleste findes i banerne, men nogle af dem åbnes op på anden vis. En sidste ting, som er værd at nævne, er, at du efter gennemførslen af en bane tildeles en rang for din præstation, og denne bedømmes ud fra antallet af gange du blev spottet, tiden det tog at klare banen, antallet af fjender du besejrede og om du fandt den skjulte kamæleon. Kravene for de forskellige trin på rangstigen er dog ikke angivet nogen steder.


Det gode:
Det er altid godt, når et spil holder, hvad det lover, og dette er da bestemt tilfældet med Canvaleon, for jeg blev virkelig udfordret, og de fleste herinde ved nok, at det er noget jeg holder af at blive. Til trods for, at spillet blot indeholder 28 baner + en sidste stor bane, så brugte jeg hele 18 timer på at gennemføre det selvom de fleste baner i realiteten kan klares på ganske få minutter. Lidt over fem af disse timer gik blot med at klare spillets sidste bane, der udmærker sig ved at være markant større end de andre og indeholde check-points, hvor man kan ændre/reparere sine camouflager. I denne bane skal man frem og tilbage forbi de samme fjender gang på gang, for den indeholder forskellige symboler, der skal aktiveres for at åbne døre andre steder i banen, hvor symbolerne er angivet.

Trods sin simple grafiske stil, så er Canvaleon egentlig ganske charmerende, for animationerne på de forskellige sprites er ret fine, og med syv forskellige områder i spillets verden, så er der rigeligt med variation i omgivelserne. Musikken er ligeledes fin, men det er ikke sådan, at melodierne sidder fast i hovedet på dig bagefter. Du kan tydeligt høre forskel på fareniveauet i de forskellige baner, for musikken bliver lidt mere dramatisk ved bosskampe, og det er jo ganske fint. Nu vi er ved bosskampene, så er de også noget jeg vil fremhæve som værende godt, for de er ligesom de forskellige områder godt varierede. Nogle af dem følger den klassiske ”skad fjenden tre gange”-formel, men der er også en jagt-session, hvor du skal slippe væk fra fjenden og en session, hvor du skal gennem tre længere områder for at besejre bossen.


I en tid, hvor mange spil kan være ret lineære, så er det i øvrigt værd at rose udviklerne for deres tilgangsvinkel til det at vælge baner i Canvaleon, for sidder man fast et sted, så er det nu altså meget rart, at man bare kan vælge en bane i et andet område i stedet, og når det lykkes at få fat på en ny evne til Canvas, så kan det jo måske være markant lettere at komme igennem. Det kan jeg virkelig godt lide, og min sammenligning med Mega Man-serien synes jeg spillet fortjener på dette område.

Det dårlige:
En ting, som jeg derimod ikke er vild med, er når spil synes uretfærdigt svære, og det er umiddelbart mit største problem med Canvaleon. Jo jo, der er godt nok tale om en stealth platformer, så det var måske ikke den bedste strategi at styrte igennem de fleste baner og blot forsøge at undvige de mange fjender, men det havde jeg måske heller ikke gjort, hvis spillet havde været lidt anderledes. Vi kommer nok ikke udenom, at det er populært at skabe sine egne ting, men jeg kan ikke se, hvorfor det er nødvendigt at skabe sine egne camouflager, når nu man kan købe nogle andre. I Canvaleon forholder det sig desværre sådan, at camouflagerne, der kan købes, er meget lidt bevendt, for de skjuler dig simpelthen ikke godt nok, og derfor er det nærmest et krav, at du bruger tid på at danne dine egne for efterfølgende at prøve dem af i banerne. Det slags har jeg simpelthen ikke tålmodighed til, så derfor styrtede jeg i stedet over stok og sten så vidt muligt, og dette gjorde naturligvis det ret let at blive opdaget. Når så man er opdaget, så spammer spillet dig med fjender, der gør umuligt at slippe uskadt videre, og så kan du jo blot starte banen forfra. Et langt større og mere brugbart udvalg af prædefinerede camouflager havde bestemt været et hit hos undertegnede.

En anden irriterende ting er, at spillet kun kan gemmes, når man opholder sig på kortet uden for banerne. Det er selvfølgelig helt fair i de traditionelle baner, men når den sidste bane tager dig mere end fem timer at komme igennem, så bliver det et problem. Hvorfor kan jeg ikke få lov at gemme ved de indlagte check-points i banen, så jeg ikke skal starte forfra bare fordi, at jeg bliver nødt til at afbryde min spilsession? Det virker ikke særlig gennemtænkt, men det er selvfølgelig helt i ånd med udviklernes ønske om at skabe et særdeles svært spil, og de indrømmer da også, at det til tider kan være uretfærdigt. Ja, selvom du kan kigge lidt op/ned, så findes der alligevel et sted, hvor du skal sigte med tungen i blinde for at gribe fat i en ring, og det er aldrig hensigtsmæssigt.


En sidste problematisk ting et, at spillet ikke er særlig god til at undervise dig, for der er mange ting, som du ikke nødvendigvis finder ud af på din gennemspilning. Eksempelvis havde jeg ikke opdaget, at hver bane angiver, hvilke farver der er gode at tage med sig, ligesom der i starten af dem er et område med den primære baggrund for banen, men den slags oplyser udviklerne så til gengæld på Miiverse, hvor de er ret aktive. Det er der som sådan ikke noget galt i, men der er nu altså ting, som man lige så godt kunne oplyse direkte i spillet for at hjælpe spilleren bedre i gang, og det kan hurtigt blive frustrerende, hvis ikke man er ordentligt forberedt. Ligeledes ville jeg da klart foretrække at blive introduceret for kravene til de forskellige rangordener, og det havde været ret rart, hvis det kunne ses på kortet, hvilke baner der findes CD’er i, da man ikke har lyst til at lede banerne igennem al for mange gange.

Konklusion:
Den søde og børnevenlige grafikstil står i stærk kontrast til Canvaleons sværhedsgrad, for der er ikke tale om et let spil, og det har tilmed været udviklernes intention at producere et spil for de mest erfarne spillere. Denne del er lykkedes, for du kommer til at dø gang på gang, og spillet kan snildt tage mere end 18 timer at gennemføre, men det er måske lidt billigt, når fjenderne er så svære at passere uden at blive opdaget. Det er selvfølgelig meningen, at man skal snige sig forbi dem, men skal jeg som spiller gøre det, så gider jeg ikke spilde min tid på selv at oprette camouflager, som ligeså godt kunne sælges i butikken. Højdepunkterne for mig var spillets bosskampe og opbygningen, hvor man kan springe frit mellem de forskellige områder, men en pris på 105 kr. synes noget i overkanten, med mindre man virkelig elsker at pine sig selv med et uretfærdigt svært spil.


Spillet fylder 524 MB.

Kommentarer: