Ziggurat (Wii U eShop)

Item: Ziggurat (Wii U eShop)
Rating: 2
Author: Shajita

Skrevet af Shajita - 08-08-2016 17:42

Ziggurat fra indie-udviklerne hos Milkstone Studios beder dig om at gribe din kappe og tryllestav, så du kan gå til angreb på en skummel dungeon med farlige monstre af alle størrelser, skatte af alle slags og tilfældigt generede bane-designs – præcis ligesom de bedste vestlige rollespil på PC-platformen i midten af halvfemserne. Som en unik vinkel har det også et perspektiv og gameplay, som vi kender det fra moderne førstepersons-skydespil, og tilsat nogle rogue-like elementer, så har vi umiddelbart en lovende cocktail. Spillet har da også høstet ganske fine anmeldelser ved udgivelsen på PC i 2014 og ligeledes sidste år, da det kom til Xbox One og PS4, men lad os se, om det også går rent ind på Wii U, hvor det udkom sidst i juni.

Ziggurat kan altså, som indledningen nævner det, kategoriseres som flere ting, men overordnet set er det en dungeon-crawler, lidt ligesom den Nintendo-publicerede Pokémon Mystery Dungeon-serie. Som en ung troldmand i træning er din opgave i spillet at overleve fem etager, hvor rækkefølgen af rummene, som du besøger, bliver tilfældigt blandet for hvert forsøg. Du har kun ét enkelt liv til at fuldføre opgaven, og skulle du falde i kamp (eller klodset miste livet under de sjældne sektioner med fælder og platforme), så er det tilbage til starten med en frisk figur.

Hvor Ziggurat skiller sig ud fra sine genre-brødre, det er med dets gameplay, og i stedet for at have et traditionelt tur- eller grid-baseret kampsystem, så er Ziggurat et real-time skydespil set fra et førstepersons perspektiv. Hvis du skulle have spillet et moderne skydespil siden Call of Duty 4: Modern Warfare, så vil kontrollen her falde dig naturligt ind. Du bevæger dig på venstre styrepind og sigter med den højre. A hopper, B aktiverer en speciel evne, X bringer en level-up menu frem, og du har flere forskellige måder at skifte mellem dine op til fire forskellige våben på – inklusiv næste eller forrige i rækken, eller det senest brugte våben. Selvfølgelig skyder du på ZR med en alternativ måde at skyde på placeret på ZL, og sådan er det for alle våben i spillet.

Så langt, så standard, og skulle spillets forudbestemte knap-placeringer ikke falde i din smag, så kan de alle ændres i Options-menuen både fra start-skærmen såvel som under gameplay. Spillet understøtter naturligvis både Wii U Pro Controller, Classic Controller (Pro) og Wii U Game Pad, hvor skærmen kan bruges som et kort, til off-TV play eller fuldstændig slukkes. En bizar undtagelse er desværre Wii Remote og Nunchuck, som ellers har været en mulighed i andre Wii U-skydespil såsom Call of Duty: Black Ops II og indie-kollegaen, Lovely Planet.

Ziggurat har dog også et par små tricks i ærmet, der får det til at skille sig ud fra spillene i skydespils-genren – først og fremmest spillets tema. Soldater, robotter, aliens og terrorister er her byttet ud med troldmænd, dæmoner, riddere og mutant-gulerødder, så spillet er nærmest bygget som et paradis for fans af Ringenes Herre og de tusindvis af variationer og efterligninger deraf. Heldigvis er der noget om ordsproget "klæder skaber folk", for Ziggurats dedikation til Swords and Sorcery er ikke kun kosmetisk, og det har tilladt udviklerne at tage afstand fra moderne standarder og gå tilbage til regelbogen skrevet af Doom i 1993.

Skydespil har typisk to måder at kalkulere skade på. Den moderne standard er det, som vi kalder Hitscan, hvor al skade bliver påført det samme øjeblik, som en knap bliver trykket ned, præcis det samme sted som sigtekornet peger på. Ziggurat bruger i stedet projektiler, hvor hvert skud producerer et objekt, som langsomt bevæger sig igennem banen, før det rammer et mål, hvor skaden afleveres. Dette medfører nogle drastiske ændringer i forhold til gameplay, da du er nødt til at være en smule mere forudsigende med dine egne skud, men vigtigere endnu giver det en talentfuld spiller muligheden for at komme igennem hele spillet uden at tage skade. Med hurtige reflekser og et kendskab til omgivelserne, så kan alt undviges, og din tilgang til gameplayet, på trods af dets synspunkt, kommer derfor til at minde mere om et bullet hell-arkadespil frem for et moderne FPS. Spillets tema hjælper en hel del med at sælge den del af gameplay’et, da en ildkugle, is-tap eller økse føles bedre som langsomme projektiler, end en salve fra et maskingevær ville det, og din evne til at undvige angreb bliver vigtig, da spillet ikke regenererer dit liv mellem kampe eller etager.

Kun via Potions, som modstanderne taber, når de dør, kan du genopfylde dit liv, og du vil altså med dette udgangspunkt tage del i et moderne skydespil med gammeldags gameplay foregående i en dungeon på fem etager. Målet på hver etage er at finde en "nøgle" (repræsenteret af en magisk bog) for derefter at opsøge bossen, besejre den og bevæge sig videre til slutningen. Hver etage har forhåndsgenerede rum, der til gengæld spredes i et tilfældigt layout, men dette føles dog lidt som en halv løsning. Da alle rummene altid er forudbestemt, så formår de aldrig at overraske fra forsøg til forsøg, og fordi de bliver spredt ud over banen af en computer, så har de ikke den tætte pacing, som håndlavet bane-design kan bringe på bordet. Det føles som en halv løsning i begge retninger, og en fuld dedikation til den ene eller den anden fremgangsmåde havde været at foretrække, hvis I spørger mig.

Det er ikke kun banerne, der bliver besluttet med et digitalt terningkast, for fjenderne er også bestemt af systemet, og heldigvis har spillet en bred vifte af aggressive skydeskiver. Der er riddere, der kaster med økser, svampe, der spytter med varme-søgende syre, og mindre monstre, der vil løbe efter dig, i håb om at få en god bid af din health-bar. Heldigvis er du langt fra forsvarsløs, og du har selv en almindelig tryllestav, som kan skyde middelmådige men hurtige skud afsted – enten hurtigt efter hinanden, eller i en mindre gruppe, som en skudsalve fra et haglgevær. Staven er imidlertid bare et blandt flere forsvarsmidler, og det kommer jeg nærmere ind på i det følgende.

Du har altid din stav, og den vil altid være brugbar, da det er det eneste våben i spillet, der regenererer sin egen ammunition. Du kan dog yderligere holde op til tre andre våben fra hver sin sub-kategori med tilsvarende pøl af ammunition. Der er Spells, som inkluderer ildkugler og is-tapper, Staffs, som fungerer som meget stærkere versioner af dit primære våben, og Alchemy, som ofte falder tættere på traditionelle skydespil med våben som pistoler og bomber. Som nævnt tidligere har alle dine våben en alternativ måde at skyde på, men du kan ikke holde mere end ét våben per sub-kategori, og modsat din starter-stav vil disse våben ikke regenerere ammunition. Ny ammunition til våben i en sub-kategori skal du således samle op fra besejrede fjender. Du vil altid få et nyt våben i starten af hver etage, men hvilket du får er som meget andet tilfældigt, og dør du, så mister du selvfølgelig alle de ekstra våben, når du skal starte forfra på første etage.

Det sidste gameplay-mæssige element, som vi skal rundt omkring er level-up systemet, og modstanderne vil i dette spil ofte tabe EXP, når de dør. Erfaringsfaringspointene kan du selvfølgelig samle op, og skraber du nok af dem sammen, så opnår du et nyt level. Hver gang du opnår et level, så får du muligheden for at vælge mellem to spillekort, der forstærker dig på den ene eller anden vis. Jo mere du spiller, jo flere kort åbner du op for. Kortene kan dække over simple stat-boosts, eksempelvis mere Health eller mere Spell-Ammunition, men visse effekter er en smule mere interessante. Der findes nemlig også kort som Scaredy Cat, der gør dig markant hurtigere, når du tager skade, og dette kan være yderst godt i forhold til at undgå at tage mere skade.

Foruden de centrale gameplay-elementer, så indeholder spillet også det efterhånden forventede ekstra-materiale. Du kan se modstandernes figurmodeller (hvis du har dræbt nok af dem til at åbne for dem), læse op på universets baggrundshistorie og sammenligne dine scorer med andre over Nintendo Network. Du kommer tilmed også til at åbne for flere spilbare figurere, såsom Kraz, der angriber hurtigere og hårdere med sin starter-stav, mens alle hans andre ammunitions-pøle er mere begrænset. At åbne nye figurer er nemt nok, for de er alle sammen låst bag et specifikt krav. Det kan eksempelvis være, at du skal gøre 35.000 points skade med et Alchemy-våben, og så længe du spiller, så vil du kæmpe dig i retningen af en ny figur.

Præsentationen i spillet er ikke just det mest imponerende. Belysningen i spillet er overbevisende, men teksturer er i lav opløsning, fjender og angreb mangler detaljer, og verdenen er meget firkantet i bygning. Lyden klarer sig noget bedre med overbevisende lydeffekter fra angreb og fjender, mens dramatiske trommer sætter tonen an – ikke noget mindeværdigt, men det passer ganske fint ind i den samlede kontekst.

Som jeg har beskrevet spillet, så lyder det måske alt sammen meget lovende, men spillet har desværre nogle tekniske problemer, der næsten ødelægger oplevelsen. Helt specifikt, så snakker vi her spillets framerate, og den er ustabil, næsten så snart du drejer din figur rundt. Når du trykker på knappen, så vil det simpelthen tage uacceptabelt lang tid, før handlingen udspiller sig på skærmen. Platforming-sektionerne tager selvsagt et slag, når kontrollen er så langsom, men det er kampene, der lider værst. Den mindste framerate man burde forvente, det er 30 billeder i sekundet, men når blot et par modstandere er i spil, så vil den synke til under 20. Bosskampene er dem, der lider værst under dette problem, da fjenderne er meget større, har dedikerede kamp-arenaer med specielle effekter, bruger flere angreb på én gang, og de kan tilmed påkalde håndlangere. Langt mine fleste nederlag til en boss kom som konsekvens af upålidelig styring, og i visse ekstreme tilfælde har spillet sat sig fast for mig i omkring 5 sekunder, bare for at fortsætte som om intet var hændt. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt.

Konklusion:
Ziggurats old-school gameplay med moderne kontrolskema og fantasy-tema skulle have været et homerun, men hvad der burde have været et must-have for Wii U-ejere med en tørst efter arkadepræget-action og klassisk fantasy, det er næsten ødelagt af en upålidelig framerate. På trods af mange veludførte idéer, så kan man kun tage så mange nederlag på grund af spillets sløve kontrol, før spillet mister sin charme, og det er mere end ærgerligt, når udgangspunktet er godt. Hvis en patch udkommer og fikser problemerne, så får det to tommelfingre opad, men for nu anbefaler jeg at springe Ziggurat over og måske samle det op på en anden platform. 112,50 kr. er simpelthen for meget at give for noget, der ikke kører ordentligt på konsollen.

Spillet fylder 372 MB.