Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games (Wii U)

Skrevet af JOEP - 22-06-2016 09:57

Da der var OL i 2008 dukkede to uventede gæster pludselig op i form af Mario og Sonic, og de bragte hele deres slæng med sig, for nu skulle de se, hvem der var bedst! Siden da er det blevet til et nyt spil hvert andet år i forbindelse med både sommer- og vinter-OL, og nu er vi så nået til 2016, hvor der endnu engang afholdes sommer-OL – denne gang med helt nye discipliner på programmet. Årets olympiske lege foregår i Rio de Janeiro i Brasilien, zika-virus og fattigdom til trods, men lad os nu se, om Mario og Sonic denne gang burde have holdt sig væk fra den store sportsbegivenhed. At dømme på vores anmeldelse af 3DS-versionen, der udkom i april, kunne noget tyde på det, men konsol-versionen på Wii U kunne jo godt vise sig at være bedre.

Wii U-versionen af Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games byder på 13 sportsgrene at give sig i kast med. Fodbold, Rugby og Beach Volley er de tre store, der er fremhævet på skærmen og kan spilles i to versioner – med og uden items og power-ups. Derudover har vi BMX, 100 m løb, trespring, svømning, boksning, dressurridning, gymnastik, 4x100 m stafet, spydkast, bueskydning og bordtennis. Hver af disse sportsgrene styres på sin egen måde, men der er næsten altid tidspunkter i dem, hvor der skal trykkes hurtigt på A gentagne gange.

Sportsgrenene i spillet kan spilles enten enkeltvist som træning eller i multiplayer, eller de kan tilgås i OL-turneringen, hvor der er præmier for at komme på førstepladsen. Ydermere er der Ghost Mode, hvor du kæmper mod en spiller, der har sat en rekord i en sportsgren, som du så kan lære lidt af og forsøge at slå. Til sidst er der Heroes Showdown, hvor du har et hold af Mario- eller Sonic-figurer, som du dog mister lidt efter lidt ved at tabe i en sportsgren, og målet er enten at slå modstanderens holdkaptajn (Sonic eller Mario) eller at stå tilbage med de fleste af dine figurer efter otte spil. Disse forskellige spilmodes tilgås via stande på Copacabana Beach (hvorfor de ikke har omdøbt stranden til Koopacabana Beach er mig en gåde), som du i skikkelse af din Mii løber rundt på.

Nogle sportsgrene er naturligvis sjovere end andre, og derfor vil man hurtigt finde nogle favoritdiscipliner. Mit personlige bud på sportsgrene, som kan give lidt mere til spilleren end blot button mashing og samtidig fungerer glimrende på et strategisk niveau, er svømning, fodbold og rugby (med items og power-ups), gymnastik, dressurridning og bueskydning. De resterende sportsgrene er enten kedelige eller byder på en dårlig kombination af knap-tryk, der gør det meget svært at udføre ordentligt. F.eks. skal du i 4x100 m stafet trykke hurtigt på A fra start, men pludselig og næsten uden varsel skifter skærmbilledet, og du skal nu stille og roligt gentage en knap-kombination vist på skærmen, hvorefter du igen skal trykke hurtigt på A. I en ting som bordtennis havde jeg ekstremt svært ved at ramme bolden, selvom jeg skulle mene, at jeg stod rigtigt, mens Beach Volley bare er kedeligt.


Tournament Mode er der, hvor du tilgår OL-konkurrencen. Her spiller du fast som din Mii mod andre Mii-figurer fra hele verden, og man dyster om at komme på førstepladsen i en givet sportsgren. Der er altid tre sportsgrene at vælge mellem, men disse kan byttes ud ved at bruge nogle mønter, som du vinder gennem sejre i enten Single Event eller Tournament Mode. Når du har valgt en sportsgren, så deltager du i den tre gange; kvalifikationsrunden, semifinalen og finalen. Skulle du tabe en af disse og dermed ryge ud, så må du vente til den sportsgren dukker op igen, før du får mulighed for at gøre det om. Udover mønter kan du også vinde outfits, hvis du opfylder bestemte krav i disciplinerne – i 100 m løb kan det f.eks. være at nå i mål på under 16 sekunder i alle tre runder – og disse outfits giver din Mii bedre stats, så du kan blive bedre i sportsgrenene. Derudover vil dine modstandere dukke op på Copacabana Beach, så du kan tale med dem og enten få lidt paratviden om det land, de kommer fra, eller du kan få nogle tips til sportsgrenene, som du har deltaget i, samt modtage flaget fra deres land. Disse flag, tips og outfits er der rigtigt mange af, så hvis du vil opnå alt i spillet, så vil du finde mange timers spiltid her – især da det er mere eller mindre tilfældigt, hvornår du får tips og flag.

I Single Event modtager du blot mønter for at vinde, men du kan her vælge figurer fra Mario- og Sonic-universerne. Disse figurer har fikserede stats, modsat din Mii, som blot kan tage nyt tøj på for at ændre dem. Det betyder dog, i multiplayer, at vælger din modstander Sonic i 100 m løb, så bliver du nødt til at vælge en figur som Metal Sonic for at kunne følge med, og ellers er konkurrencen nærmest tabt på forhånd. Det er lidt ærgerligt, men alligevel lidt forventeligt.


Mario & Sonic-spillene er dybest set at betragte som party-spil, men multiplayer er desværre ikke et stort trækplaster i spillet her, da man spiller meget uafhængigt af hinanden. Kun i enkelte sportsgrene har man direkte indflydelse på, hvordan den anden klarer sig, men disse sportsgrene er dog også væsentligt sjovere end de andre, fordi der pludselig går lidt mere konkurrence i det. En af disse sportsgrene er fodbold, hvor der kan opstå Mario Strikers-agtige kampe på banen. I de andre sportsgrene kan man ofte blot undskylde sit nederlag med noget som valg af den forkerte figur, men selvfølgelig har det også noget at sige, hvor god man er til at følge instrukserne på skærmen.

Det gode:
Der er helt bestemt gode elementer i Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games, og sportsbegivenhederne med de to velkendte maskotter har vel aldrig set bedre ud end de gør det her på Wii U. Lyd og grafik er ganske acceptabel og passer fint til spillets udtryk, mens præsentationen er god, og jeg kunne godt lide at løbe rundt på stranden, der føles ganske levende, når der kommer så mange Miis. Vigtigst af alt kan nogle af sportsgrenene være enormt gode i multiplayer, hvor der virkelig kan gå konkurrence i den! Tilmed kan nogle af dem også være vanedannende nok til, at man forsøger at slå sine venners rekorder. På online-siden fungerer det nemlig således, at ens rekorder bliver lagt op på en ranking-liste, så man kan se, hvor godt man har klaret sig på verdensplan i hver enkelt sportsgren.


Med et fint lille udvalg af game modes, så har man sikret, at der er ting at kaste sig over til både korte og længerevarende spilsessioner. Noget af positive er, at der er rigeligt at samle i spillet, og det tager ret lang tid at komme igennem Tournament Mode, da man kan udfordre sig selv på flere niveauer for at og ved at vinde nye outfits. Heroes Showdown fungerer desuden ret godt og gav ganske god konkurrence, fordi der er straf til taberen. Ikke blot mister vedkommende en til fire figurer, men vinderen vil også kunne gøre noget mod taberens andre figurer – f.eks. tage en over til sit eget hold. Det var klart her, den mest intense konkurrence lå, da jeg prøvede multiplayer-delen af spillet af.

Det dårlige:
Ligesom der er positive ting at komme efter i Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games, så er der også mindre gode ting, og primært savner jeg noget variation. De kunne eksempelvis godt have udnyttet gyroskopet i Wii U GamePad til at krydre oplevelsen i discipliner som BMX og bueskydning. Det kunne have givet lidt mere variation i kontrollen af sportsgrenene, der ellers godt kan have lidt for meget button mashing involveret. Computeren er desuden alt for let at vinde over på Normal, og selv første gang jeg spillede en sportsgren, så vandt jeg overlegent. I mine øjne burde den sværhedsgrad så ikke hedde Normal, og der er da også to sværere niveauer at vælge mellem. Gør dig selv en tjeneste og vælg Hard hurtigst muligt, hvis du ikke vil kede dig ihjel uden nogen form for udfordring.


Spillets største problem synes at være, at der er for mange discipliner, som ikke er særligt sjove at spille. Nogle sportsgrene har eksempelvis en dårlig kombination af input eller gør det sværere for spilleren pga. præsentationen. Her tænker jeg især på 4x100 m stafet og gymnastik, hvor førstnævnte går fra vild button mashing til rolige knaptryk tilbage til vild button mashing, og sidstnævnte skifter bare display uden videre, hvilket forvirrer spilleren. I multiplayer er visse af sportsgrenene bare ikke sjove, da man spiller uafhængigt af hinanden, og derved mister man en stor del af konkurrence-elementet i mine øjne. Det er ærgerligt, for det kunne da være sjovt, hvis man i bueskydning f.eks. konkurrerede om at ramme skydeskiverne først frem for blot at ramme, eller hvis man i spydkast kunne ramme den andens spyd i luften, men sådan er det selvfølgelig ikke i de virkelige discipliner, som spillet skal afbillede.

Det tæller også lidt ned, at der ingen decideret online versus-mode er i spillet. Ghost mode retter ganske vist lidt op på dette, men det er stadig ikke helt det samme, og det havde kunnet udvide spillets levetid ganske betragteligt, tror jeg.


Konklusion:
Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games er en blandet fornøjelse. På den ene side har vi nogle sportsgrene, som er ret sjove både i single player og i multiplayer, men på den anden side har de ikke nok dybde bag sig til at holde spillerens interesse, og man kan hurtigt blive træt i armen af at skulle trykke hurtigt på en knap i længere tid. Mens grafik og lyd måske ikke er prangende, så er niveauet og stilen alligevel acceptabel, og præsentationen af spillet fejler ikke noget. Desværre er det ikke et spil, der holder ens interesse helt vildt længe, da det alligevel bliver ganske ensformigt ret hurtigt, og når konkurrencerne mod computeren ikke er vildt svære, så er der ikke så meget at vende tilbage til. I mine øjne bør de nok stoppe med at producere spil i denne serie, indtil de får styr på, hvad de vil med den og formår at gøre sportsgrenene mere varierede og interessante.

Spillet fylder 5999.43 MB.

Kommentarer: