Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games (Wii U)

Skrevet af KJ85 - 16-11-2013 16:32

For 20 år siden var der nok aldrig nogen, der i sin vildeste fantasi havde troet, at Mario og Sonic, henholdsvis Nintendos og SEGAs maskotter, ville finde sammen i et videospil. Ikke desto mindre var det, hvad der skete i 2007, da de sammen med karakteristiske karakterer fra hver deres univers indtog de olympiske lege på Wii såvel som DS. Salgsmæssigt var det en succes og fjerde udgivelse i rækken er nu klar, men hvad er resultatet mon blevet efter springet til Wii U? Lad os se på det.

Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games er selvfølgelig som dets forgængere et sportsspil i party-genren – ikke så meget hokus pokus der. Første gang du starter spillet bliver du efter den flotte introsekvens bedt om at vælge din nationalitet, hvilken udelukkende benyttes til online ranking, hvor nationer, ligesom i den virkelige verden, kæmper om at hive flest medaljer hjem, men det kommer vi tilbage til senere. Når valget er foretaget kommer selvfølgelig hovedmenuen. Her kan man vælge mellem 5 forskellige game modes; Medley Mania, Legends Showdown, Single Match, Action & Answer Tour og Worldwide vs., der hver især har sit at byde på. Inden vi kommer så langt, synes jeg dog, at vi skal kaste et blik på det det hele drejer sig om – nemlig de forskellige sportsdiscipliner.

Ligesom i alle forrige spil i serien indeholder denne iteration både regulære olympiske discipliner og de mere opfindsomme Dream Events, hvor andre elementer bringes på banen. Helt præcist er der 16 olympiske discipliner og 8 Dream Events. Den førstnævnte kategori indeholder styrtløb, skihop, pukkelpist, ski cross, skiskydning, tre snowboards-discipliner, to distancer inden for hurtigskøjteløb, kunstskøjteløb solo og for par, skeleton-slæde, 4-mands-bobslæde, ishockey og curling.

Lyder den ovenstående liste af discipliner bekendt, er det ikke så mærkeligt endda, for langt de fleste discipliner var da også inkluderet i det første vinterolympiadespil for fire år siden. Væk er holdøvelserne i hurtigskøjteløb og skihop samt halfpipe-disciplinen på snowboard mens slalomracet er flyttet fra ski til snowboard. Nyt er derimod kunstskøjteløb for par, skiskydning og slopestyle-disciplinen på snowboard. Den største nytænkning finder vi derfor ikke overaskende blandt de 8 Dream Events, hvor udviklerne til stor forskel fra i de almindelige sportsgrene har mulighed for at være kreative. Et eksempel er Winter Sports Champion Race, hvor man undervejs i racet får mulighed for at skifte udstyr adskillige gange. Der bliver derfor vekslet mellem ski, snowboard, skøjter og bobslæde, og hver især har de deres styrker og svagheder. De to første er gode på sne, mens de sidstnævnte er gode på is, så man skal både være strategisk i sine valg af udstyr og ruter. Nogle af de 8 Dream Events foregår endda også på velkendte steder så som Mushroom Bridge (Mario Kart), Delfino Plaza (Super Mario Sunshine) og Green Hill Zone (Sonic), så også der får vi noget andet at se på.

For at spille Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games får du ud over dit Wii U GamePad brug for en Wii Remote med motion plus-funktionalitet, og skal du have det maksimale udbytte af spillet, bør du selvsagt have fire af slagsen. Selv når du spiller alene er det primært din Wii Remote Plus du anvender, da det er den eneste kontrolmulighed i langt de fleste discipliner. Alle snowboard-discipliner, såvel som ishockey, skeleton og bomslæde skal dog for spiller 1s vedkommende styres med Wii U Gamepad, mens der i skiskydning og curling anvendes en kombination af begge controllere. For alle discipliner gælder det desuden, at du introduceres for kontrolskemaet den første gang du prøver den pågældende disciplin. Dette kan i længden virke en smule langtrukkent, da mange af disciplinerne er stort set ens i styring – vip kontrollen frem for at få fart på og styr din karakter med bevægelses-sensorerne – heldigvis kan dette springes over og i stedet fremkaldes efter behov.


I stedet for at udpensle det yderst simple kontrolskema yderligere vil jeg i stedet nu vende tilbage til de forskellige game modes, og lad os da bare starte med en forklaring af den mest basale – nemlig Single Match, der nærmest beskriver sig selv. Her kan du vælge hvilken som helst af de 24 discipliner og konkurrere alene mod computerstyrede modstandere, teame op i hold eller konkurrere i en omgang lokal multiplayer. Når du er færdig med en disciplin kan du spille den igen eller vælge en ny, og mere er der egentlig ikke i det. Som i alle game modes kan der vælges mellem 20 spilbare karakterer fra Mario og Sonics repektive universer (10 fra hver) foruden Mii-karaktererne lagret på konsollen.

I Medley Mania finder du 8 sessioner med hver tre eller fire discipliner inddelt i passende kategorier. Disse sessioner gælder det selvfølgelig samlet set om at vinde, og igen kan det spilles alene såvel som i multiplayer. Skulle det ske, at du ikke finder sammensætningen af de 8 sessioner interessante har du også muligheden for helt selv at oprette en session med discipliner efter eget valg.

Legends Showdown kan vel på en måde betragtes som dette spils story mode eller campaign. Denne game mode er udelukkende for én spiller, og det der sker er, at de 20 karakterer opdeler sig i 5 hold, der hver transporteres til et område med 4-5 discipliner og herfra skal kæmpe sig mod pokalen i midten. Du vælger selv, hvilket område du vil starte med og forud for hver disciplin vælger du en af karaktererne på det pågældende hold. For at komme videre skal hver disciplin vindes, og alt efter din indsats belønnes du med 100-1000 point for sejren. På din vej mod midten i hvert område vil du foruden almindelige modstandere møde en af dine venners Mii-karakterer (de behøver ikke at have spillet) samt en ikke-spilbar karakter fra Mario- eller Sonic-universet i den sidste disciplin. Når alle fem områder er klaret samles de 20 karakterer i midten, hvor de vil blive udfordret i en sidste disciplin inden de i samlet flok kan løfte pokalen. Her kan du selvfølgelig frit vælge karakter og når kampen er overstået vil du have været igennem alle spillets 24 discipliner – bare rolig de skal ikke nødvendigvis spilles ud i en køre.


Action & Answer Tour er lidt af en mærkelig størrelse, men kan vel bedst beskrives som en slags game show, hvilket kan spilles alene eller i multiplayer. Værterne Cubot og Orbot står for showet, der består af 4, 6 eller 8 runder, hvori der dystes i hurtige små spil, hvor reglerne er ændret i forhold til de almindelige discipliner eller man i hvert fald skal være opmærksomme på andre ting. Kunstskøjteløb går eksempelvis her ud på at identificere, hvilken karakter der figurerer to gange på isen, og i skihop skal man holde sig så længe i luften, at man kan finde frem til hvilken foramtion en gruppe Paratroopas vil danne. I disse discipliner vil alle der svarer rigtigt blive belønnet med 10 point. Et andet eksempel er snowboard slopestyle, hvor der nu er placeret tønder med ringe i på banen, og her får man point alt efter hvor mange ringe der indsamles. Mellem runderne vil Cubot og Orbot nogle gange ændre slagets gang med særregler med mere, så selv om man ser ud til at tabe den samlede kamp kan det hele hurtigt blive vendt på hovedet.

I Worldwide vs. får vi for første gang i seriens historie muligheden for at tage kampen op online og dyste mod andre nationer i kampen om medaljer. Hvis du så forventede, at der ville være mulighed for at dyste i alle discipliner kan du godt tro om igen – der kan dystes i Ski Cross, Snowboard Cross, 1000m hurtigskøjteløb på kort bane samt Winter Sports Champion Race, og det er alt. Ender du på en medaljegivende plads i en af disciplinerne kan du skrabe point sammen til dit land, hvis ellers du kan finde modstandere i den disciplin du ønsker at spille.


Inden vi går til kritikken må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, at Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games ikke giver mulighed for Off-TV Play. I stedet har man når Wii U GamePad ikke benyttes som controller adgang til Mario & Sonic TV derpå. Denne del består af fem kanaler med forskelligt indhold. På kanal 1 kan du finde beskeder om dig og dine venners præstationer, kanal 2 indeholder statistik, på kanal 3 kan du sammenligne dine præstationer med andre spillere verden over og hente Best Runs at konkurrere imod, kanal 4 er en liste over spillets 248 achievements – sidst men ikke mindst indeholder kanal 5 rapporter over spiltid, mest populære events, mest anvendte karakterer med mere hos dig og dine venner.

Det gode:
Vi kommer ikke uden om at grafikken i spillet er god og de forskellige karakterers HD-modeller er rigtig pæne, selvom de til tider virker ganske livløse pga. få animationer. Der er selvfølgelig også lettere at opnå et pænt resultat når man ikke har med noget at gøre, som skal fremstå billedrealistisk, men ikke desto mindre er springet til Wii U altså godkendt på det punkt. På lydsiden er der sådan set heller ikke så meget at klage over. De få udbrud karaktererne kommer med er direkte genbrug, men ellers indeholder spillet et væld af velkendte melodier fra både Mario og Sonic-spil, som kan vælges til baggrundsmusik i enkelte discipliner.

Jeg vil vove at påstå, at Mario & Sonic-spillene aldrig har været fantastiske i single player, men alligevel vil jeg rose udviklerne for nogle af de valg de har truffet omkring netop den del denne gang. I tidligere spil har det nemlig forholdt sig sådan, at man skulle spille visse dele af spillet igennem for at åbne op for discipliner og game modes, men denne gang er alt smidt på bordet fra starten. Du kan frit vælge mellem alle spillets 20 karakterer og lige præcis den game mode du har lyst, og det er dejligt. I stedet er achievements forbeholdt udstyr og kostumer til din Mii-karakter samt musiktemaer, og med 248 af slagsen burde det sagtens kunne underholde dig og dine venner for en stund.

Multiplayer er selvfølgelig stedet, hvor spillet har sin eksistensberettelse og her er der ikke den store slinger i valsen. Tre af spillets fem game modes er som skabt til en god party-stund, om end nogle er mere vellykkede end andre. I en disciplin som skiskydning kan der sågar skabes lidt ekstra konkurrence deltagerne imellem, da den der først når de forskellige skydedele får fordel af at bruge GamePad’et til den sektion frem for Wii Remotens pointer control på den opdelte Tv-skærm.


Overordnet set er kontrollen i spillet også som den skal være. Hvorvidt tilføjelsen af Motion Plus har tilføjet noget skal jeg ikke kunne sige, for karakterne viser ikke nogen akkurat gengivelse af dine bevægelser med controlleren, men i de fleste tilfælde lader de til at reagere som de skal. I de mindste er der ikke en masse rysten med controlleren for at komme op i fart, som vi ellers har set i en del andre spil af denne type.

Det dårlige:
Når vi er ved spillets kontrolmuligheder er der dog ikke kun godt at berette. Især når du skal spille for dig selv virker det fuldstændig håbløst at nogle discipliner skal kontrolleres med Wii Remote Plus mens andre skal kontrolleres med GamePad’et. Principielt kan begge controllere bruges til (næsten) alle discipliner, for der sidder trods alt den samme slags bevægelsessensorer i dem begge, og i multiplayer kan Wii Remoten jo ironisk nok sagtens anvendes i snowboard-disciplinerne. Ikke nok med det så foreslår spillet pludselig også, at du kobler en nunchuk til din controller i nogle få ski-discipliner selv om det i princippet ikke har nogen indflydelse overhovedet – nej, den skal bare være der, så du har følelsen af skistave i hænderne, og det virker dumt. Spillet reagerede desuden ikke altid ordentligt på mine bevægelser i kunstskøjteløb, og så forstår jeg ikke, hvorfor udviklerne har fjernet support for Balance Board i denne udgivelse, når nu man havde den kontrolmulighed i det forrige vinterolympiadespil – det virker dovent, og det kunne virkelig have været en sjov mulighed i single player.

Man kan heller ikke andet end kritisere den meget begrænsede online-del. Jo vist, tilføjelsen af en sådan del er da dejlig når man ikke lige har nogen i nærheden at spille med, men når dit valg kun står mellem 4 discipliner er det altså begrænset, hvor meget sjovt man kan have med denne del. I princippet er mange af spillets discipliner så ens i udførelse, at det ikke burde have været det store problem at implementere online i de fleste. Skulle jeg gætte på, hvorfor man så har valgt at begrænse udvalget ville jeg skyde på, at udviklerne er bange for, at der ikke vil kunne findes modstandere i alle discipliner – ja, jeg kunne faktisk ikke engang finde modstandere i hurtigskøjteløb i spillets udgivelses-weekend, så tanken er nok ikke helt gal. Sådanne situationer kunne man derimod have undgået, hvis man lavede et system som i Mario Kart, hvor man først finder modstandere og derefter stemmer om disciplinen, der skal spilles.

Jeg har allerede nævnt, at det er godt spillet har så meget udstyr, der kan åbnes op for gennem spillets 248 achievements, men vi kommer nok desværre ikke udenom, at mange af dem slet ikke kan betragtes som nogen udfordring. På min personlige gennemspilning af alle spillets game modes fik jeg uden nogen form for anstrengelse klaret halvdelen, og der er måske ikke lige det sjoveste når det er så let.


Når jeg ser ovenstående billede kommer jeg i tanke om en ting jeg ikke nævnte i beskrivelsen af spillet. Det forholder sig nemlig sådan, at hver gang du sætter en personlig rekord i en disciplin vil spillet spørge dig, om du vil uploade din score til Nintendo Network. En sådan ting burde slet ikke være et spørgsmål – det burde ganske enkelt ske helt automatisk. I stedet kommer en besked frem på skærmen og afbryder dit spil, og ikke nok med det, så tager det flere sekunder om at sende data, hvor du intet kan foretage dig - det må kunne håndteres smartere. Lidt i samme stil bliver du når du sætter en olympisk rekord spurgt om du vil dele en besked på Miiverse og efterfølgende skal du tage et sejrsbillede med GamePad’ets kamera. For nogle måske en sjov gimmick, da disse billeder kan deles med dine venner, men det er umiddelbart ikke muligt at lade være med at tage et billede. Det viser sig, at mulighed for at springe disse interviews og sejrsbilleder over er gemt i spillets indstillinger, som kun kan tilgås fra hovedmenuen.

Til sidst skal vi lige rundt om brugen af Wii U GamePad i dette spil. Mario & Sonic TV er umiddelbart en ganske innovativ tilføjelse, men den er desværre hverken helstøbt eller problemfri. For det første har implementeringen af denne funktion udelukket Off-TV-play – måske ikke for sig selv, men i hvert fald i kombination med det lidt aparte kontrolskema på tværs af discipliner. For det andet, så bliver funktionen ikke udnyttet til fulde. Når du spiller en disciplin på dit TV, hvor du gør brug af Wii Remoten sker der det, at Toad vil kommentere begivenhederne på den lille skærm på GamePad’et, men til hvilken nytte? Når du er fuldt koncentreret om TV-skærmen har du i hvert fald ikke glæde af det og eventuelle tilskuere vil nok hellere kigge med på den TV’et end at læse Toads ord. Intensionerne er ellers fine nok, fordi der også dukker beskeder op fra andre spillere på GamePad’et, men når du så samtidig vælger at visse discipliner skal spilles med tablet-controlleren ender det ud med et forvirrende helhedsudtryk.

Den ideelle spiller:
Du havde nok allerede set den komme på baggrund af mine vurderinger af spillet i de seneste afsnit. Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games er primært henvendt mod det yngre publikum, og det mærker du straks på spillets sværhedsgrad. Dermed ikke sagt, at et ældre publikum ikke vil kunne nyde spillet i små doser, men du bør i hvert fald være typen, der samler en gruppe venner til et partyspil eller alternativt have en familie, hvor børn kan underholdes i dit selskab med denne titel. Det bliver simpelthen for ensformigt for den erfarne spiller.

Konklusion:
Mario & Sonic at the Sochi 2014 Olympic Winter Games kan bedst betegnes som et middelmådigt partyspil. Det bliver aldrig for alvor sjovt at spille det alene fordi mange discipliner minder ret meget om hinanden. I virkeligheden siger det nok mere om vinterolympiade end det gør om spillet for multiplayer i spillets Dream Events og alternative game modes kan være ganske underholdende i små portioner. Grafisk kan der ikke sættes en finger på udgivelsen, men bizarre valg i forhold til brugen af controllere giver et lunkent helhedsudtryk. Ejer du ikke allerede fire Wii Remotes med motion plus-funktionalitet bør du nok søge andre party-spil til konsollen.

Kommentarer: