Star Fox Zero (Wii U)

Skrevet af Zone - 20-04-2016 15:51

Efter at have været forsinket flere gange kommer Star Fox Zero nu endelig ud. Selveste Shigeru Miyamoto har været med inde over genindsættelsen af Star Fox-crewet, og vi skal derfor se om Star Fox-spilserien stadig kan levere en god oplevelse. Det er mit første rigtige Star Fox-spil, ud over Star Fox Adventures, så det er derfor et spændende eventyr for mig at starte på.

Lylat-systemet under angreb
Lylat-systemet, hvor vores historie udtager sig, er på grænsen til krig. Historien starter med at James McCloud er forsvundet, efter at han og videnskabsmanden Andross har testet teleporteringsteknologi på planeten Venom, men Andross vender sig mod James McCloud og resten af Lylat-systemet. Fox McCloud har overtaget leder-rollen for sin forsvundne fars gamle crew, Star Fox, som består af Peppy Hare, Slippy Toad og Falco Lombardi. Star Fox-holdet bliver kaldt til kamp da Andross’ hær starter et angreb på planeten Corneria, hvor general Pepper har sit hovedkvarter. Herefter gør Fox og co. hvad de kan for at bekæmpe Andross’ hær.

Fortællingen skubbes i baggrunden
Den ovennævnte historie er hvad spiltilstanden Story Mode går ud på. Historien er dog ikke spillets force på nogen måde og virker mere eller mindre bare som en baggrund for de forskellige missioner, som Story Mode byder på. Man møder også en række karakterer i løbet af spillet, hvis karaktertræk er baseret på nogle ret overbrugte stereotyper, men det er en helt klar del af Star Fox’ karikerede stil. Det er også helt okay, at historien ikke er så stærk, for Star Fox Zero skal helt klart spilles for spillets solide gameplay.

Lad pilottræningen begynde
På hovedmenuen har man muligheden for at vælge Training, og det kan helt klart anbefales. Star Fox Zero skal nemlig lige læres, ikke mindst fordi spillet indeholder en række forskellige transportmidler. Training-delen tager dig igennem alle fartøjer fra Arwing til Landmaster, og hver træningssektion giver spilleren rig mulighed for at afprøve de forskellige transportmidler i et sikkert miljø, hvor spilleren tilmed bliver udfordret i at bruge dem på forskellige måder. Training Mode klæder derfor spilleren rigtig godt på til Story Mode.


Hop i din Arwing og tag afsted
Det primære transportmiddel er stadig Arwing’en, ligesom i ældre Star Fox-spil. Dette fighter-rumskib kan både skyde hurtige skud og låse sig fast på fjender med charge-skuddet, der tilmed skader mere end de almindelige skud. Man har stor kontrol over sin Arwing, som både kan bremse ned, accellerere til høje hastigheder, lave barrel rolls (do a barrel roll!!) og lave loops. Flyet tager lidt øvelse at mestre, men når man begynder at få styringen ind under huden, føler man sig pludselig i kontrol.

Det største problem, når man flyver sin Arwing eller bruger de andre former for transportmidler, er helt klart, at det til tider er svært at bedømme afstanden mellem ens transportmiddel og andre objekter i spillet, hvilket gør, at man nogle gange rammer ind i objekter, som man ikke troede, at man var tæt på, eller ikke lige får samlet en våbenopgradering eller livsring op, fordi man ikke har linet sit fly ordentligt op med objektet. Dette problem er mest tydeligt, når man bruger ZR til at sigte på én fjende, eftersom kameraet ikke følger ens transportmiddel bagfra, men fokuserer på fjenden. Dette gør, at jeg i mange tilfælde kun bruger ZR til at få en idé om, hvor min primære fjende ér, men at jeg undgår at bruge det i dog fights eller bosskampe, da jeg føler min kontrol bliver nedsat.



Master the screens you must, to master the controls. Yeees.
Når man spiller single player i spillet, så er styringen måske en af de største udfordringer. Man styrer ens avatar med venstre analogpind mens man via den højre analogpind kan styre bremsen og speederen. Det er sådan set ikke så svært igen, men problemet opstår netop også, når man skal skyde. Når man kigger på TV’et, så kan man se sit køretøj og et sigtekorn, men dette sigtekorn er ikke det mest præcise, og det kan være svært at bedømme, hvor man sigter. Man kan til gengæld sigte langt mere præcist, hvis man kigger på sin Wii U GamePad, som ser spillet inde fra Arwing’ens cockpit.

Det tager stor tilvænning, at man konstant skal skifte, hvilken skærm man kigger på, og selvom du godt kan rykke rundt på GamePad og styre, hvor du skyder, uden at kigge ned på den, så kræver nogle situationer den forhøjede præcision, som man får ud af at henlede hele sin opmærksomhed til controlleren. For at klare sig godt i spillet kræves det derfor, at man mestrer denne måde at skifte fra én skærm til en anden, men det ér også noget, som man vænner sig til. Mens det i starten er en smule stressende, så bliver man altså mere komfortabel med det efter et par baner.


Denne måde at styre spillet på virker som en af de originale idéer, som Nintendo havde med deres Wii U GamePad og hele Second Screen-paradigmet. Paradoksalt nok, så nedtoner denne styringsmåde dog, at man kan spille spillet alene på controllerens skærm (det andet aspekt af second screen-paradigmet, nemlig off-TV play), fordi spillet er lavet til at bruge to skærme. Man kan godt styre spillet udelukkende fra cockpit-vinklen, men det er meget svært. Måske kunne man ud fra dette aspekt til gengæld lave en form for challenge mode af spillet, hvor man kun skal spille fra cockpittet.

3, 2, 1, Transform!
En af de bedste features i spillet, som giver masser af variation til gameplayet, er transformationsevnen, som Arwing’en og de andre transportmidler besidder. Den mest basale transformation, og den man har hyppigst adgang til i spillet, er Walker-formen, som man kan skifte til fra sin Arwing, efter man har låst op for evnen. Pludselig løber ens Arwing på to ben og kan komme ind i rumstationer og snævre steder i banerne. Transformationen er utroligt flydende, og man føler at gameplay’ets flow skifter på en naturlig måde. Det føles utroligt godt at skifte form på de rette tidspunkter.


Generelt set er det sjovt at prøve de forskellige fartøjer, som spillet indeholder – især fordi de alle føles forskellige. Gyrocopter’en giver spilleren mulighed for at opleve spillet i et langsommere, men mere taktisk tempo, samtidig med at man kan fire en lille robot ned, som man kan styre i førstepersonsperspektiv fra sin Wii U GamePad. Den lille robot kan enten hægte sig fast på objekter eller hacke terminaler, der åbner op for døre eller aktiverer/deaktiverer objekter. Gyrocopter’en kan manøvrere mere præcist end ens Arwing, da man kan stå stille i luften og sænke og hæve sit niveau på stedet.

Landfartøjet Landmaster er en af de mere heftige maskiner, som man har med at gøre. Hovedsageligt bruges den på landjorden, men den kan opgraderes til at kunne flyve så længe, som dens thrust meter har gas i sig. I stedet for charge-skud har Landmaster’en missiler, der slår hårdere, mens dens almindelige skud også er mere potente. Landmaster’ens skudkraft er helt klart der, hvor den skiller sig mest ud fra Arwing’en, for den føles lidt som en landbaseret Arwing ud over dette. Landmaster’en kan som nævnt også flyve i en kort tidsperiode, hvilket gør den til en lidt mere tung udgave af Arwing’en, som dog er nemmere at manøvrere, fordi dens hastighed er lavere. Det er forfriskende at prøve de andre fartøjer der er at finde udover Arwing’en – ikke fordi ens Arwing ikke er sjov at styre, for det er den, men fordi det skaber mere variation i gameplay’et, som måske ellers kunne blive lidt kedeligt.



Kort spil, høj genspilbarhed
Det er ikke fordi, at en helt almindelig gennemspilning af Star Fox Zero tager forfærdelig lang tid. Hvis man er god og bare skyder lige igennem, så kan man snildt gennemføre det på 5 timer, men det gør ikke så meget, for genspilningsværdien er utroligt høj. At samle alle medajler i en mission eller at finde begge ruter tager noget tid og er med til at forlænge hver banes fornøjelser.

Der er et vist antal medaljer at finde i hver bane, og disse får man fat i ved at gøre diverse handlinger i banen – f.eks. ved at gribe tre guldringe med medaljer i eller ved at finde medaljen et bestemt sted i banen. Det kan godt være, at man første gang bare er interesseret i at gennemføre banen, men medajlerne gør, at man kommer tilbage. Yderligere så er der i nogle baner flere ruter at tage. I første bane kan man f.eks. tage en anden rute, der ender med at bossen fra den første rute skal bekæmpes i et andet miljø. Dette åbner op for, at man skal udforske banerne for at finde alle ruter, og det forøger genspilbarheden betydeligt for hver bane.

Fantastisk co-op
Ud over den rigtigt gode single player-del, som spillet indeholder, så tilbyder spillet også at spille alle missioner i lokal co-op, og i co-op deler spillerne rollerne som pilot og skytte op. Spilleren der skal være pilot, han/hun får TV’et for sig selv og kan enten tilkoble en Wii Remote med Nunchuk til maskinen eller bruge en Wii U Pro Controller. Piloten kan kun affyre almindelige skud og kan kun skyde i den retning, som skibet peger. Skytten får derimod Wii U GamePad for sig selv og har til opgave at være skytte og dermed hovedkilden til at give skade.



Spillets kontrolskema er som skabt til denne type gameplay, og der er masser at lave for begge parter. Det handler også i høj grad om at kunne kommunikere, eftersom skytten er meget afhængig af pilotens evne til at styre flyet, når skytten skal sigte efter en bestemt fjende eller skal have mulighed for at give skade til en boss’ svage punkter. Især spillets sidste bosskamp er en udfordring for to spillere, der tester co-op-partnernes kommunikations- og samarbejdsevner.

Hvordan ser det ud?
Star Fox Zero er ikke et grimt spil. Det er til gengæld et spil, hvis visuelle æstetik er defineret af dets artstyle i højere grad end et højt polygontal. Det betyder, at spillet måske ikke altid har de pæneste teksturer, eller at modellerne ikke indeholder mange polygoner, men spillets grafiske udtryk bliver i den grad reddet af en farverig og cool grafisk stil, der oser af action. Spillets partikeleffekter (især laserskuddene), kameravinkler og eksplosioner er lige på kornet og understreger den stil som Star Fox Zero ligger for dagen. Yderligere er det grafiske udtryk meget tro mod ældre Star Fox-spil, som f.eks. når Slippy, Falco eller Peppys billeder kommer op på skærmen. Grafikken gør altså sit arbejde for at understrege, at dette er et Star Fox-spil.


Det gør egentlig heller ikke noget, at grafikken ikke er fantastisk, for i mange tilfælde går spillet så stærkt, at det kan være svært at lægge mærke til omgivelserne, som ellers er flotte og varierede trods det lave polygontal. Det er derfor hyppigst i baner, hvor man styrer gyrocopter’en, at grafikkens mangler nogle gange skinner igennem, da man har tid til at nærstudere grafikken. Spillet kører dog gnidningsfrit det meste af tiden og billedhastigheden er stort set altid responsiv, selvom GamePad’en i få tilfælde har svært ved at følge med.

Hvordan lyder det?
Lydsiden af Star Fox Zero er ganske god. Musik og lydeffekter understreger den stil som karakterer, historie og grafik lægger for dagen – nemlig at Star Fox Zero handler om episk action. Musikken er passende episk, mens lydeffekterne er responsive og passer godt ind, og stemmeskuespillet er tilmed energisk og velproduceret. Stemmerne er velvalgte, selvom både manuskript og overdrivelse af stemmer kan virke corny, men det føles blot som en del af Star Fox-universets stil. Der hvor lyden kan blive problematisk er igennem dens splittelse mellem de to skærme. GamePad’en skal forestille at være ens cockpit, og denne følelse bliver yderligere understreget af, at den eneste lyd der kommer fra controlleren er radiotranmissioner til og fra de andre piloter, samt laserskud. Du kan derfor ikke høre hverken musik eller andre lydeffekter fra spillet, selv hvis du sætter hovedtelefoner til din GamePad. Det er en fed idé, der kan være med til at spilleren fordyber sig i Star Fox-universet, men igen gør det, at spillet kun kan spilles optimalt når man bruger både TV og GamePad til at spille.


Konklusion:
Star Fox Zero er et utroligt solidt spil, som oser af Nintendos talent for at lave solidt spildesign. Gameplayet er utroligt godt med en styring, der er responsiv og underholdende, og en varieret mængde aktiviteter, hvilket gør, at man er underholdt fra start til slut. Spillet er fantastisk i single player, men bliver nærmest endnu bedre i co-op, hvor spillet styring virker som skabt til formålet. Spillet har et gennemført udtryk med en stil, der går igen og bliver understreget i både historie, karakterer, grafik og lyd. Spillet giver en følelse af coolness og action, der gør, at man som spiller føler sig utroligt sej, når man spiller spillet – især fordi man bliver belønnet for at gøre det godt. Med et underholdende, udfordrende og velvævet gameplay, sammensat med et eksplosivt og farverigt stilistisk udtryk er Star Fox Zero et af de mest gennemførte spil, der er udgivet på Wii U, og det er tydeligt, at den lange udviklingstid har båret frugt. Det er derfor klart at spillet modtager mine varmeste anbefalinger og får topkarakter.

Spillet fylder 5566 mb

Kommentarer: