DS: Den Store
avatar Velkommen til anden udgave af Morztans mening. Sidste gang så jeg på de spil der, ifølge mig, bør være i enhver respektiv GameCube-samling, og denne gang rettes mit blik mod Nintendo DS. Det skal dog ikke handle, om de ti spil I bør erhverve jer inden DSen dør, men snarere et kig på hvordan Nintendo DS har klaret sig siden den blev udgivet i 2004.

Jeg vil se på hvad Nintendo DS rent spilmæssigt har tilbudt os. Har den opfyldt Nintendos mål om at lokke nye gamere til truget eller er det bare den sædvanlige fanbase der holder ved? Egentlig kan man også stille spørgsmålet: ”Vil Nintendo DS overhovedet dø?”, så hvad pokker… Det må jeg hellere også se på.

Men først lidt om den spæde begyndelse…

En mursten er født
Nintendo DS var op til afsløringen ved E3 2004 omgivet af en masse rygter. Man vidste, at Sony var på vej til at rykke ind på det håndholdte marked med en kraftfuld maskine, og derfor måtte Nintendo have noget særligt i ærmet. Man skulle jo nødigt se at Sony også overtog dette marked fra Nintendo.
Dog var der mange der stadig blev overrasket, da ”Evil-Stare” Reggie, trak den store sølvgrå, men sammenklappelige, mursten op af lommen på scenen til E3. Maskinen var mildest talt hæslig! En stor klump dobbeltskærmet plastik, der aldrig har kendt til begrebet ”design”. Jeg må tilstå, at jeg krummede tæer fra første færd, og særligt da det kom frem at den grafisk lå på linie med Nintendo 64. Sonys PSP vidste man ville kunne trække PS2-agtig grafik, så hvorfor skulle folk nøjes med grafik, der på dette tidspunkt var næsten 2 generationer gammel?
Og to skærme? Hvad i alverden skulle dette gøre godt for? Rygterne gik på, at Nintendo havde kastet den ekstra skærm på Nintendo DS i sidste øjeblik, som et modsvar til PSPs overvældende kraft. Flere udviklere nævnte endda, at den prototype de havde fået af Nintendo DS, kun havde én skærm. Det mest tiltalende ved konsollen, var den annoncerede Touch-skærm, hvor flere kunne se et vist potentiale. Jeg var på dette tidspunkt langt fra overbevist om at Nintendo havde styr på hvad de lavede.


Arrrg!! Ta’ den væk!!

Det var en lidt skræmmende tid, for hele Nintendo DS konceptet virkede ugennemtænkt. Den eneste store titel ved udgivelsen, der skete 6 måneder efter E3, var en modificeret udgave af Mario 64, og udviklerne lod ikke til at stå i kø med nye AAA-titler. Ville Nintendo nu blive pillet ned fra tronen på det håndholdte marked også? Min svar var dengang: Ja…
               
Nyt tiltalende design
Op til udgivelsen af Nintendo DS, skete der en vigtig ændring med den lille maskine; den fik et nyt design. Overalt på nettet kunne man føle lettelsens suk. Skønt ikke alle mente det var det flotteste design, var alle enige om at det var bedre end det gamle.
Denne ændring fik mig pludselig også til at føle noget jeg aldrig havde følt før. Jeg begyndte at få en mystisk, men uundgåelig trang til at måtte eje en Nintendo DS. Det mystiske ligger i, at jeg aldrig før har ejet en håndholdt konsol, og stort set aldrig har interesseret mig for dem. Der var bare så meget ”langt ude” og nyt over Nintendo DS, at den havde vakt min nysgerrighed. Oven i det skal det siges at for mig er Nintendo 64 den bedste konsol nogensinde (Banjo-Kazooie, Perfect Dark, Mario Kart 64, Turok, Ocarina of Time,Wave Race, GoldenEye, Mario 64, Diddy Kong Racing, Jet Force Gemini, Conkers Bad Fur Day, Majora’s Mask… Arrrgh! DET var tider!), så grafisk set kunne jeg bære over med maskinen. Samtidigt var der et par GBA-spil, der havde vakt min interesse gennem årene, og dem ville jeg også få mulighed for at spille nu.

Previews af de forskellige spil tydede også på, at der var en del potentiale i maskinen, og flere og flere udviklere meldte om deres støtte til konsollen. Og ikke nok med det. Nintendo inkluderede en lækker demo af deres kommende storspil, Metroid Prime Hunters. Dermed var jeg solgt, og ligeså var et ekstra eksemplar af Nintendo DS.


Pyha, det var bedre. Alt pynter på en mødding

Alsidige spil galore!
Heldigvis medførte den større støtte fra 3-parts udviklere at, der kom en række spil på banen, hvis lige man ikke før havde set. Alt sammen takket være de features Nintendo DS besidder. Der blev åbnet op for nye former for gameplay, der blandt andet kom til udtryk i Meteos, Trauma Center: Under the Knife og det fænomenale Phoenix Wright: Ace Attourney. Disse spil gav mig en spiloplevelse, der var ny og frisk. Noget som jeg, efter mere end 16 år som gamer, havde stærkt brug for. Faktisk er det sidste nye spil, som jeg har købt til de stationære konsoller Resident Evil 4, som jeg købte til GameCube den dag spillet udkom. Før det var der også gået mere end et år siden jeg sidst havde købt et spil. Traditionelle spil var begyndt at kede mig. Jeg har netop tilføjet New Super Mario Bros. til min DS samling. En samling, der uden tvivl vil blive ved at vokse og vokse, da Nintendo DS i høj grad har givet mig spilleglæden tilbage.

Men en ting er at få en person til at genvinde glæden ved at spille. Noget andet er at lave spil der tiltrækker folk, der aldrig har spillet konsoller før. Og her kom det lille, simple men også bedårende nintendogs ind i billedet. Jeg købte spillet af ren og skær interesse, for jeg synes teknologien spillet var bygget op omkring lød spændende. Det viste sig hurtigt at også min kæreste fik interesse for spillet, men mest overraskende var det at hun nemt kunne gå til det, uden stort set at have spillet siden hun som lille spillede det første Mario spil. Touch-skærmen gjorde simpelthen det hele meget nemmere. En af hendes veninder blev også fuldstændig solgt efter 1 minuts spilletid med ”Buller”, som den lille nintendog hed. Jeg tror ikke engang hun havde hørt navnet Nintendo før, og her sad hun og fortalte sin kæreste, at dette spil og en Nintendo DS ønskede hun sig i fødselsdagsgave.


Selvom nintendogs er alt for simpelt og monotont havde det mig ”hooket” i en tid…

Men historierne om appellen til et nyt publikum slutter ikke der. To af mine kammerater, der er af den typer der sværger til mus og keyboard, og tilsviner alt der tilnærmelsesvis har med konsoller at gøre, er ligeledes ved at blive omvendt. Den ene sad og spillede i 3 stive timer, uden at sige et ord, efter jeg havde overrakt ham min Nintendo DS med et eksemplar af Meteos siddende i. Den anden er blevet fortryllet af DSens nyeste design, men mere om det om lidt.
Jeg er sikker på at mine historier ikke er enestående. I har garanteret alle sammen oplevet noget lignende, når I har fremvist jeres DS til familie og kammerater. Ikke sandt?

I Japan oplever man også at de nye spiloplevelser lokker nye folk til. Animal Crossing og Brain Age-spillene er noget der er gået rent ind i Solens Rige, og har solgt i flere millioner eksemplarer. Undersøgelser har vist at en stor del af køberne er piger og mennesker i alderen 30+, som normalt aldrig ville købe en konsol. Dette må siges at være en fantastisk bedrift fra Nintendos side, og jeg har set med mine egne øjne, hvordan folk drages af Nintendo DS. Tilsyneladende havde Nintendo styr på hvad de lavede!

Vi går en lys fremtid i møde
Det at Nintendo har skabt et system der appellerer både til gamere og folk, der aldrig før har spillet, har selvfølgelig medført at Nintendo DS har solgt i uhørt mange eksemplarer. I Japan solgte Nintendo DS alene i december måned 2005 knap 2 mio. eksemplarer og man kunne tro at toppen var noget for den dobbeltskærmede. Men det var den ikke. Langt fra endda. De kloge hoveder fra Nintendo lancerede i første kvartal i 2006 DS Lite. En ny mere kompakt, og ikke mindst veldesignet udgave af den eksisterende DS, og salgstallene gik atter amok. I flere uger var konsollen udsolgt overalt i Japan, og Nintendo måtte komme med officielle undskyldninger for ikke at kunne imødekomme det krav, som opstår når man laver en af verdens mest geniale konsoller. Siden den japanske lancering har DS Lite knap nok været under 100.000 solgte om ugen, da den i højere grad end nogensinde før bliver suppleret af store titler. Desuden appellerer det nye stilfulde design til en ny gruppe mennesker, og da Lite har en lagt bedre skærm end den ”gamle” DS, er der ingen tvivl om at jeg hurtigst muligt selv erhverver mig en. Min gamle trofaste DS ser bestemt ikke særligt fix ud længere, sammenlignet med Lites Apple-inspirerede design.


I HAVE SEEN… THE LITE!

Så jeg vil købe et eksemplar af DS Lite. Flere af jer vil ligeledes erhverve jer en Lite, på trods af I allerede ejer den første udgave, hvis man skal stole på vores seneste afstemning. Dette betyder højere salgstal. Og den kommende monster-succes, The Legend of Zelda: Phantom Hourglasses ligger og lurer om hjørnet… ENDNU højere salgstal.

Og vi vil se endnu flere store titler, der lokker flere gamere til. De kommer ikke på grund af kraftige processorer eller MP3-kompatibilitet. Nintendo har trukket bremsen med hensyn til grafik, og byder i stedet på nye spiloplevelser, og dette med stor succes. Så for til sidst at vende tilbage til spørgsmålet: Vil Nintendo DS overhovedet dø? Selvfølgelig vil den det på et tidspunkt, men jeg synes det er utroligt svært at se hvor enden er. Vi finder os jo allerede i en grafik, der er flere generationer gammel, fordi vi får en optimal og ny spiloplevelse med Nintendo DS. Hvad skulle det hjælpe at lave en ny maskine med bedre grafik? Jeg kan simpelthen ikke se hvad Nintendo skulle få ud af det. Vi køber jo alligevel den nuværende i en eller flere af alle de afskygninger den vil komme, for den vil altid appellere til os. Hvorfor den gør det kan jeg ikke forklare, men den må have et eller andet greb i os.

Men der vil nok alligevel komme en dag med en ny Nintendo håndholdt, med ny grafik, ny lyd og brainwave-control, eller hvad ved jeg, og Nintendo DS må blive lagt på hylden. Men inden da, skal jeg lige ned i den lokale og have mig en DS Lite. Skal I med?

Artiklen er skrevet af Morztan Onsdag d. 21. juni 2006 klokken 20:37
  
Nyeste artikler
TotusindogWii
- 15. december 2009

En 360'er er ikke utroskab
- 6. oktober 2009

Interview om James Cameron's Avatar: The Game, Tokyo Game Show 2009
- 26. september 2009

Interview med Loic Gounon, Tokyo Game Show 2009
- 26. september 2009

Interview med Ryozo-San, Tokyo Game Show 2009
- 25. september 2009

Interview med Jason Vanderberghe, Tokyo Game Show 2009
- 25. september 2009

Interview with NO CARRIER, Blip Festival Europe 2009
- 5. august 2009