For Mange Ænder
avatar Kære venner.

Er jeg den eneste der er træt af alle Ænderne? Hvad skal vi med dem? De gør sig udemærket til juleaften med lidt svesker i måsen og med sovs til. Men derudover.... Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Lad os starte med begyndelsen på dette problem. Der var engang en Nintendo Klub, der skød frem fra resterne af den gamle Club Nintendo. Den var et nyt initiativ og endte med at få navnet N-club. Det skal jeg af gode grunde ikke sidde og brokke mig over. N'er i sig selv er ikke noget fanden har skabt. De er ganske praktiske og kan gøre en del ord langt mere forstålige. Hvad ville f.eks en banan være uden et par gode N'er i? Baa...? Ja, det siger vel alt.

Nu skal jeg nok lige starte med at sige, at denne mani med at stopper N'er ind overalt, ikke er vores påfund her på siden. Men vi fik da sat gang i lidt. Man kan sige meget om spilbranchen, men vi lider åbenbart af godt at kunne lide at gentage os selv. Derfor kan vi nu spille FIFA 01, FIFA 02, FIFA 03, FIFA 04, FIFA 05, FIFA 06, HALO 1, HALO 2, HALO 3. Og ja ja. Før vi nu kommer for godt igang her i Nintendo-land. så skal jeg måske lige gøre opmærksom på, at vi alene på N-club har 35 titler i Spilarkivet, der starter med Super Mario.



Nå, tilbage til sagen. N-club var fint nok til at begynde med. Men pludselig en dag var det ikke nok. Andre sider dukkede selvfølgelig op med navne, der lå tæt op af. Her tænker jeg blandt andet på N-Touch, N-Life, Nside, N-Player, Ncube, N-klub, N-Site og ikke mindst N-Gamez. Sidstnævnte har endda ikke kunnet nøjes med et sejt N, men har også smidt et sejt Z ind til sidst, for at være ekstra cool. Og vi var da heller ikke hverken værre eller bedre end andre, for vi smed jo N-shop ud på nettet i november 2007. Skal vi lige tage de engelske sider med også? N-Philes, N-Europe, N-sider, N-Planet, N-Scene, N-xg , N-Gage og.. Nåh nej. Den sidste var Nokias kiksede forsøg på at være med på moden. Vidste du i øvrigt, at de har åbnet den danske side Nclub?? Om vi kom før de engelske sider eller omvendt ved jeg ikke, men den her galskab må fracking stoppe nu.

”Nåh ja. Et par enkelte sider vælger at smide et N ind i titlen og straks begynder ham Zøvnig (med et cool Z der erstatter et S) med de store armbevægelser.” Ja da, for det stopper ikke her. Det er nemlig ikke kun os, der ejer Nintendo-fansider, der er 100% ude af stand til at være kreative. Spilproducenterne er mindst ligeså irriterende åndsforladte. De smider dog ikke N'et ind i starten af titlerne. De smider det lige ind i midten af titlen på spillet og straks bliver et kedeligt spil som Fun Games til Fun 'N' Games. Bemærker I allesammen forskellen? Kom det gamle SNES-spil bare til at lyde en tand mere cool eller hvad?

Lad mig lige gøre det klart: En ny idé kan være spændende og sjov første gang den dukker op. Måske også anden gang. Igen må jeg dog stå med himmelvendte øjne og forsøge at rive de små hår jeg har limet fast til hovedbunden, af igen. For det der Fun 'N' Games lød jo godt. Så nu har vi fracking spiltitler som Chip 'n Dale: Rescue Rangers, Chack'n Pop, Cruis'n Exotica, Dead 'n' Furious, Fire 'N Ice, Ghosts 'n Goblins, Kapt'n Blaubar, Kirby Tilt 'n' Tumble, Magical Pop'n, Lock 'n Chase, Nail 'N Scale,  NBA Give 'N Go, Pac 'n Roll, Pop'n Music, Rush 'n Attack, Shrek: Smash 'n' Crash, Skate Or Die: Bad 'N Rad STOP!!!

Skal vi ikke allesammen lade N'et hvile lidt venner? Pleeease?  Jeg kan nok ikke råbe hele spilbranchen op med min lille klumme her, men kan jeg ikke nå ud til bare et par danskere i det mindste? Jeg bliver simpelhen flov, agressiv, ubehagelig og ender op med et slagtilfælde, hvis jeg næste år skal modtage nye kollegaer på den danske spilscene med navne som N-sjov, N-leg, N-Wii, N-slappedulledelle eller andet sindsygt i den stil.

N'et er brugt, afgnasket, vådt, skudt, voldtaget, trampet på, hånet, latterliggjort, tæsket, ædt, spyttet ud igen, målt, vejet, sænket, stukket ned, brandt i skærsildens flammer og kedeligt.

Indtil næste gang vi ses herinde håber jeg, at alle jer der staver knus med z, skriver “r” i stedet for “er” og bruger ordet LOL I daglige tale nyder, at I gik fri i denne omgang. For magen til tåbeligt Biiiip, skal man Biiiiip, lede Biiiiiiip. I bør Biiiiip lære Biiiiiip hvis ikke Biiiiiip……Aaaaarg..

Sandhedens Time afbrydes hermed, da Zøvnig på nuværende tidspunkt ligger rystende og rygende i hjørnet af redaktionen, mens han sutter tommelfinger. Vi smider ham en Baa eller to og håber de kvikker ham op, som de plejer. Hilsen Diadera.


Artiklen er skrevet af Zøvnig Onsdag d. 27. februar 2008 klokken 21:32
 
Nyeste artikler
TotusindogWii
- 15. december 2009

En 360'er er ikke utroskab
- 6. oktober 2009

Interview om James Cameron's Avatar: The Game, Tokyo Game Show 2009
- 26. september 2009

Interview med Loic Gounon, Tokyo Game Show 2009
- 26. september 2009

Interview med Ryozo-San, Tokyo Game Show 2009
- 25. september 2009

Interview med Jason Vanderberghe, Tokyo Game Show 2009
- 25. september 2009

Interview with NO CARRIER, Blip Festival Europe 2009
- 5. august 2009