Nintendo Minder

Skrevet 17-12-2011 01:09

Jeg har i længere tid ønsket at oprette en tråd omkring dette og nu syntes jeg at jeg tiden var til det Jeg beklager hvis det bliver lidt langt men håber at andre evt. kan nikke bare en smule genkendelse til noget af det jeg skriver.

Jeg er som jeg også har skrevet i andre tråde en af dem der var med næsten fra starten med Nintendo og kunne godt tænkte mig at berette lidt om hvad jeg syntes der var fantastisk ved Nintendo i gamle dage og hvad jeg savner i dag.

Jeg oplevede første gang NES'en hos min fætter i en efterårsferie som jeg skulle tilbringe ved min faster og onkel. Jeg havde ikke hørt om denne spillemaskine før og var fra starten af solgt. Jeg kan huske han havde følgende 3 spil:

-Super Mario Bros 1 + 2
-Castlevania

SMB1 var det første spil jeg prøvede og det var så vidt jeg husker også første gang jeg stiftede bekendtskab med platform spil... jeg har vel nok været en 7-8 år gammel på det tidspunkt og havde generelt svært ved ikke at dø og brugte mere tid på at se min fætter klare sig igennem banerne da han er 5 år ældre end mig og derfor tilsyneladende bedre motoriske egenskaber end jeg selv denne gang

Vi lavede sådan set ikke andet end at spille disse 3 spil i en uge. Kan huske "vi" gennemførte de 2 Mario spil men jeg mindes ikke vi nogensinde kom igennem Castlevania... men for dælen hvor vi prøvede... jeg har også prøvet sidenhen men det er faktisk aldrig lykkedes for mig da min tålmodighed/temperament desværre har det med at få mig til at se rødt på de senere baner og af uvisse grunde slukkes min Nintendo kort efter

Men det var her min interesse for konsol gaming og især Nintendo begyndte.

Noget af det jeg syntes var fedt før i tiden var rent faktisk manglen af Internettet. Ja det lyder tosset men lad mig forklare.
I gamle dage (Lad os bare sige for 20 år siden hehe) havde man ikke al den viden man ønskede lige ved hænderne. Sad man fast, så sad man gudehjælpemig fast!
Istedet havde man Nintedo Magasinet som hver måned troligt havde nogle guides og brevkasser hvor man (Hvis man var heldig) kunne få løsningen på lige netop det problem man havde ligget søvnløs over i en måned og ingen venner, familie eller bekendte kunne hjælpe med.

Man kunne heller ikke bare logge på youtube og se trailers og video reviews af spil. Istedet skulle man fx. huske at se Troldspejlet!!! For der viste de nogle få minutter af de nyeste spil! Og så var der en masse at snakke om i skolen dagen efter Jeg husket tydeligt hvor skuffet jeg var nå de brugte en masse tid på bøger/tegneserier... SHOW ME GAMES Jakob!!!

Der var noget særligt ved at spil ikke var noget man nødvendigvis kunne klare sig igennem. Sad man fast så var det bare ærgeligt.

Mit über favorit spil til NES var SMB3. Det spil er et af de spil er betyder mest for mig all time. Bare melodien fra overworld'en på level 1 vækker utallige minder fra min barndom og om et noget nært perfekt spil som fangede mig på et dybere plan . Dog var det sådan at man dengang ikke kunne gemme i spillet og det kunne da godt være lidt svært at overbevise sine forældre om at den da naturligvis skulle stå tændt natten over, El regningen var blot en myte

Husker også Turtles spillet som noget mine venner og jeg brugte uendlig mange timer på (Vi var jo vilde med de grønne mutanter) men den dag i dag må jeg sgu indrømme at jeg ikke har den store lyst til at spille det spil da det simpelthen har for ringe styring og en syg sværhedsgrad, prøvede der her for lang tid siden og vandbanen er en pain!

Det skal lige siges at Zelda på det tidspunkt ikke fangede mig og jeg er ikke sikker på jeg helt var med på hvad det gik ud på!

SNES'en var efter min mening Nintendos storhedstid! Og med Zelda ALTTP blev min interesse for Zelda i den grad vakt til live. Sammen med Super Mario World og Metroid var disse 3 den hellige "triforce" om man vil (lærte dog først at sætte pris på Metroid senere hen). Desværre var der ikke mange af mine venner der havde denne maskine så der var ikke mange at bytte med.

Jeg fik dog en Gameboy til fødselsdagsgave og den viste sig at være et større hit der hvor jeg var fra. Jeg var dog ikke så vild med denne og jeg mindes kun Zelda: Links Awakening som det spil der gjorde det største indtryk på mig! Husker tydeligt den sommerferie hvor jeg brugte utallige timer på det spil. Prøvede det igen for nyligt og mener stadig det holder i dag!

Da N64 udkom var jeg lidt skeptisk. Jeg var ikke forgænger for 3D spil og jeg hadede for den sags skyld også Windows 95
Men Mario64 fik lukket munden på mig og med god grund! Det spil er stadig i dag et rigtig godt bud på hvordan man laver et 2D spil om til 3D efter min mening. Dette spil var også grundlæggeren for mange af de 3D platformspil vi stadig ser i dag (Stor overworld hub hvor man så hopper mellem forskellige verdenener) og det analoge stick (Melkværneren kaldte vi den også) var en dejlig opfindelse til et gamepad!
Men det spil der betyder næst mest for mig efter SMB3 skulle vise sig at udkomme lidt senere.

Zelda Ocarina og Time. Det her spil var/er sandelig magisk. Det var en af mine bedste juleferier EVER! Jeg husker mindst 4 andre venner der også fik det til jul og vi lavede ikke andet end at spille, mødes i Brugsen til en cola og så en snak om hvor langt vi var nået og hvordan man nu lige fik hesten osv. Og det stod da vidst på over en måned så vidt jeg husker, der var ikke andet end OOT morgen og aften for os!

Jeg har ikke prøvet OOT siden dengang før nu her i 3D versionen. Og det sygeste er at melodierne stadig hænger ved! Jeg husker heldigvis ikke så meget af spillet at det er ren runthrough men trods alt så meget at jeg er overrasket over hvor meget der har ophobet sig i min bevidsthed

Jeg tror jeg stopper her, det her indlæg er allerede blevet for langt og vi nærmer os også Gamecube som ikke helt er gamle dage endnu.

#1 - Skrevet 17-12-2011 01:32

For en del år siden (jeg har vel været 14-15 år) meldte jeg mig ind på en hjemmeside der hed NintenDome.dk, fordi jeg havde spillet en del Gameboy (hovedsageligt Pokémon, som jeg også har nogle dejlige minder fra). Siden var hyggelig, og bruger og redaktionen var venlige og sjove at snakke med.
Så begyndte folk at snakke om et arrangement kaldet Come 'N' Play 3 (her jeg jeg nok været 15-16 år). Det lød som om det var sjovt, så det meldte jeg mig til.

Det var første gang, jeg mødte andre mennesker fra Nintendo-communitiet, og første gang, jeg spillede på Gamecube og sådan. Et af de første spil jeg spillede var Super Smash Bros. Melee, som jeg prøvede hjemme hos Link-The-Wind-Waker dagen inden arrangementet (spillede det også en del med ham til selve arrangementet).

Følte mig lidt som en outsider, fordi jeg ikke havde en særlig lang historie som Nintendo-fan og ikke rigtig kendte folk, men de var rigtig flinke og hyggelige, så det var helt klart en fantastisk oplevelse. Fik også nogle rigtig gode venner til arrangementet, særligt føromtalte LTWW samt Sturm og en fyr der kaldte sig Mulldarran (som jeg desværre ikke har hørt fra i nogle år efterhånden).

CNP3 var nok det der startede min interesse i at deltage i sociale gaming-arrangementer og turneringer, og jeg bliver stadig helt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på det. Det var som sagt også der jeg lærte Melee at kende. Det var dengang jeg stadig syntes det var sjovt at spille FFA med items på skøre baner, inden jeg blev en sur, gammel tourneyfag i 2009 (selvom det allerede begyndte med Brawl i 2008).

Ah ja, ser frem til flere sociale gaming-arrangementer.

#2 - Skrevet 17-12-2011 12:15

Jeg syntes generelt altid at der har været en vis hygge og afslappethed forbundet med Nintendo. Det er nok stadig en af de grunde til jeg stadig hænger ved.

Jeg har aldrig rigtig deltaget i fælles gaming arrangementer, måske fordi mange af mine nære venner er Nintendo gamere, men kunne være jeg skulle prøve at dukke op hvis der sker noget i nærheden af Jylland.

Jeg har stadig nogle kanon hyggelige aftener hvor jeg samles med kæreste/familie/venner omkring Wii'en og spiller spil hvor alle kan være med (Mario Party, Wii Play m.m.) og det er det som jeg nogengange har brug for ovenpå travle og lange arbejdsdage.

#3 - Skrevet 17-12-2011 13:30

Hej får i et lille juleminde.
Da jeg var syv år gammel udkom Zelda til NES'en, og min far og jeg var helt pjattede med at leje det på tanken. Vi sad hele aftenen og tegnede kort ind på ternet papir med farveblyanter.

Min far gav os spillet i julegave. Han havde lavet et puslespil, hvor vi hver eneste dag fik en brik. På det samlede stod der at spillet var gemt under kattebakken. For real. Han kunne dog kun vente til den 8. december og så gav han os alle brikkerne. Åh, den magiske guldklods jeg stod der med i favnen. Vidunderligt. Vi spillede hele julen og gennemførte spillet sammen. Min far har spillet alle Zelda spil (på nær de håndholdte) og har en Wii. Han var allergladest for bare at sejle rundt i Wind waker. Det var bare det bedste (han er jo efterhånden en gammel mand).

I år giver min søster og jeg ham spillet. Min søn laver et puslespil, hvori der skal stå hvor det er gemt. Så kan vi gentage historien, og min far kan prøve Skyward. Jeg er sikker på han ikke engang aner det er udkommet, så det bliver en glad jul for ham. Nu håber jeg bare han kan lide det...

God jul!

#4 - Skrevet 17-12-2011 13:35

Fantastisk historie! Virkelig cool at læse.

Og det her kalder jeg at involvere sig i et spil:

Jeg har læst, at mange tegnede kortet selv dengang. Kort er stærkt undervurderede i videospil - som vi snakkede om i en anden tråd i går.

#5 - Skrevet 17-12-2011 13:42

Tak, ja det er et minde der varmer. Tror også min far bliver helt rørt.

#6 - Skrevet 17-12-2011 13:43

Har hørt at slutningen af zelda 2 slet ikke kan klares hvis man ikke tegner et kort fordi det er så kæmpestort.

#7 - Skrevet 17-12-2011 13:52

Rigtig god historie Den gik lige i hjertet.

#8 - Skrevet 17-12-2011 14:00 - Redigeret 17-12-2011 14:02

Det kan skam godt klares uden et kort, men der er bare rigtig mange "fuck dig"-blindgyder hvor der absolut ingenting er, og så må du bare backtracke dig igennem en masse fjender der er respawnet i mellemtiden. Eftersom der ikke er nogen pålidelig måde at få liv tilbage på, så må du bare fortsætte med at genprøve sidste dungeon indtil du kan vejen.

Eller endnu bedre, slå et kort op.

http://www.gamefaqs.com/nes/563487-zelda-ii-the-adventure-of-link/faqs/36309

(Det ser i øvrigt ikke sådan ud på kortet, men det er ofte VIRKELIG lange gange)

#9 - Skrevet 17-12-2011 14:03 - Redigeret 17-12-2011 14:05

Min far havde ingen problemer med det, da jeg var lille, og han er rimelig casual gamer (han spiller ikke længere rigtigt).

Jeg har heller ingen problemer med det. Du dør nogle gange, men du bliver ved med at blive stærkere og stærkere, så det bliver nemmere og nemmere. Desuden lærer du hurtigt nogle short cuts og hvor der er liv.

Mange tuder over spillets "sværhedsgrad". Jeg ser ingen problemer i den og har gennemført det 5-6 gange (nok det spil jeg har gennemført mest nogensinde). Sidstebossen er dog for svær, så der er jeg enig i kritikken.

EDIT: Kan se, at I snakker om sidste palace. Troede I snakkede generelt.

#10 - Skrevet 17-12-2011 14:07

Jeg er enig i, at sådan rent generelt er spillets sværhedsgrad lidt opreklameret - templerne er bare lidt tidskrævende og kan tage lidt på tålmodigheden. Der er desuden masser af svære områder, du bare kan løbe væk fra.

#11 - Skrevet 17-12-2011 14:09

Jeg tillader mig lige at gentage mit eget indput fra en lignende tråd, som der desværre aldrig rigtig kom gang i.. Og lægger ud med Mario Kart 64

Uh, hvilket fantastisk multiplayerspil! Lidt atypisk for et ynglingsspil, så lykkedes det faktisk først for mig at erhverve det, for ganske få år siden. Til gengæld var det spillet som alle havde da jeg var barn i 90erne og derfor fik jeg spillet det ustandseligt og hele tiden any ways!
Det fantastiske ved Mario Kart 64 var, udover at det var et racerspil i 3D, at det dyrkede mystikken som kun Nintendo formår det! Nintendo havde allerede dengang udviklet deres karakter/maskot-univers i en sådan grad, at de var begyndt at referere til deres flagskibe, i andre spil - og Mario Kart 64 var så sandelig ingen undtagelse! Hvor har jeg dog brugt meget tid på alt andet end at vinde races i det spil. I Peachs Raceaway (hedder den vist nok!?) kunne man lave en off roader og tage turen forbi Peachs Castle. Man kunne godt nok ikke komme ind i slottet, men det var animeret fuldstændigt ligesom i Super Mario 64 og dét i sig selv gjorde jo at man med det samme begyndte at lede efter Yoshi!
Derudover var spillet proppet med tilsigtede såvel som (formentligt) utilsigtede genveje og netop denne mystik; denne mulighed for at opnå fordele, ved at udforske det ukendte, blev en evig kilde til udforskning i Mario Kart 64. Her tænker jeg i særlig grad på de timer man brugte på alle de forskellige veje i den overbliksforladte Yoashi's Valley (igen, jeg er ikke sikker på navnene!) og især især især! ... Min egen favorit; Rainbow Road. Det er vist næppe nogen hemmelighed at Rainbow Road indeholdt en særlig genvej, som formentligt ikke var tilsigtet fra producerens side (tror jeg), men ikke desto mindre kunne man, såfremt man timede sit hop korrekt, springe en fjerdel af banen over, ved at spring ud over siden af den store bakke som former starten af banen. Alene den risiko som dette involverede tiltrak mig voldsomt, for hvis man missede hoppet, ville man uundgåeligt tabe terræn til resten af feltet og derfor var det en evig udfordring om man klarede springet!
Har I nogen sinde prøvet at være bagud i Wario's Canion (?), få et lyn og se ellers time det perfekt, så man får minimeret alle modstandere, lige inden de skal over det store spring i banen? Haha - der er simpelthen ikke noget bedre! Ja, det skulle da lige være at snuppe en stjerne/turbo-svamp i DK's Jungle og tage den op af den stejle bakke til sidst, for at overhale alt og alle og slutte som nr. 1! Det spil rummer så mange muligheder og jeg bliver ved med, til den dag i dag, at udforske dem.
Når den bedste manuelt styrede kører i et race slutter som nr. 4, så kommer der en speciel afslutningsvideo som afviger fra den normale og jeg brugte simpelthen SÅ lang tid, sammen med min ven som var en af dem der havde spillet, på at time det således at den bedst kørende af os netop blev nr. 4, så vi kunne se filmen. Det var faktisk ganske vanskeligt, fordi man var tvunget til at forsøge, på bedst mulig måde, at sørge for at de var de samme tre computerstyrede kørere, som endte til tops i købet af de fire baner...!
Min favoritbane har altid været Rainbow Road. Mange jeg kender har givet udtryk for at de synet at den er kedelig, men jeg kan stadig huske den allerførste gang jeg spillede den, som lille purk, ikke meget mere end en otte-ti år gammel: Det var fredag (eller måske lørdag?) aften og min ven var på besøg hjemme hos mig sammen med sine forældre. Vi havde spil, de gamle var så småt begyndt at samle sig til at tage hjem og så nåede vi til banen med det helt fantastiske musik. Og ikke nok med det! Men der var stjernebilleder af alle figurerne fra spillet og banen var helt vildt lang (forudsat at man ikke klarede genvejen, som vi først fandt senere)! Siden den dag har musikken og især den bane, altid været forbundet med et frirum, i form af weekendens frihed forbundet med varme sociale relationer og det kommer jeg nok aldrig til at slippe. På den måde er Mario Kart 64 endt som et spil der har brændt sig ind i min hukommelse som eksempel på hvordan min barndom skulle bruges, så snart jeg ikke var i skole
Jeg spiller det stadig med jævne mellemrum, sammen med min ven (bl.al. senere i dag!) som er lige så voldsomt Nintendo-nostalgisk som mig og jeg vil gerne opfordre alle til at hive det gamle spil frem igen og give det en gennemspilning - der er simpelthen action for alle pengene og langt mere til

#12 - Skrevet 17-12-2011 14:11 - Redigeret 17-12-2011 14:11

Jeps, du kan i den grad undgå nogle af fjenderne. I det hele taget kan man spille det på forskellige måder, hvilket altid er et plus. Min far og jeg spiller det absolut ikke ens.

Jeg elsker i øvrigt den følelse af, at man i senere i spillet er blevet så stærk, at man kan tæske nogle af de fjender, der var svære i starten med forholdsvis lethed. Det er en fantastisk følelse. Og det er ekstrem godt balanceret. Jeg tænker især på styrken, men også de hoppeangreb, man får. Genialt koncept.

#13 - Skrevet 17-12-2011 17:42

Jeg mindes også utallige aftener med Mariokart 64. Stadig det bedste i serien IMHO

#14 - Skrevet 17-12-2011 18:05

Jeg har faktisk svært ved at bestemme. Super Mario Kart var godt. Mario Kart 64 var godt. Mario Kart DS var godt. Jeg hælder nok til sidstnævnte, men det viser jo bare seriens klasse.

#15 - Skrevet 17-12-2011 18:09

Ja den serie holder helt sikkert niveauet lige fra SNES versionen. Jeg er dog træt af at de fjernede "ballon battle mode" fra Mariokart Wii. Det er ikke så sjovt når man hele tiden bliver respawned hver gang. Elsker de øjeblikke fra N64 hvor man bliver jagtet af 2 gule bomber og desperat prøver at undgå sin sidste modstanders skjolde