Skabelon til anmeldelser

N-club > Guides > Skabelon til anmeldelser

Level 50
17424500 XP
Indlæg: 6279
#1:  KJ85 -
redigeret af KJ85 d. 23. Jun 2015 23:29

Med det stadig stigende antal anmeldelser vi i fællesskab skal have produceret vil jeg gerne sørge for, at anmeldere let kan springe ud i det og koncentrere sig om teksten frem for også at skulle rode med opsætningen.

Derfor finder I herunder en anmeldelse opsat efter den skabelon vi oftest benytter, og trykkes der "svar med citat" under denne post kan det let kopieres over i et det program, hvor man arbejder på sin tekst. Jeg håber det kan bruges af såvel garvede anmeldere, som nye brugere med mod på opgaven Smiley

Vil man gerne vide lidt mere om opsætningen af ting på siden, så kan man med fordel læse denne guide.

De svenske Indie-udviklere hos Zoink Games er bestemt ikke bange for skøre idéer. Nogle vil måske huske dem som firmaet bag WeeWaa, et spil udviklet til Wii med en tilhørende bamse som tilbehør, der aldrig nåede på markedet. Skørt, det er deres første spil til Wii U såmænd også – sammen med udgiverne hos Ripstone har de nemlig nu bragt Stick It to the Man til konsollen efter sidste år at have udgivet det på PS3, PS Vita og PC. Lad os se om det er lige så godt som rygterne vil vide.

Stick It to the Man kan umiddelbart bedst betegnes som et point and click adventure-spil med elementer af platforming og stealth-gameplay, men før jeg kommer til en beskrivelse, af det der leder til den konklusion, lad mig kort introducere historien. Spillet starter med, at vi ser hovedpersonen, Ray Doewood, svæve rundt i rummet, hvor han står over for at ende sit liv. Den havde han selvfølgelig ikke set komme, og da slet ikke eftersom gårsdagen startede som enhver anden dag i hans liv. Helt præcis, hvordan Ray er endt i den klæbrige situation, det finder vi ud af på rejsen gennem spillet og dets 10 kapitler.


Hvert kapitel har en spændende introskærm.


Ray erhverver sig som tester af sikkerhedshjelme, men på vej hjem fra arbejde vil skæbnen, at en pakke fra et militært fragtfly falder ned og rammer ham i hovedet. Ray vågner efterfølgende op på hospitalet, men noget er forandret. Ud fra hans hjerne stikker en stor lyserød spaghetti-arm og med den kan han læse folks tanker. Ingen andre kan se armen og hele denne begivenhed leder Ray på en rejse, hvor han stiller spørgsmål ved sin sindstilstand alt imens, at den mørke og mystiske The Man jagter Ray for at få fat på det der gav ham den særlige evne.

Alt i Stick It to the Man er udformet af papir, pap, klistermærker og ting i den dur og med sin lyserøde spaghetti-arm kan Ray interagere med forskellige objekter, som typisk skal bruges til at løse puzzles, der bringer ham videre på sin færd. Nogle klistermærker er frit tilgængelige i omgivelserne, men andre finder du bag bygningers facader eller i tankerne hos det enorme persongalleri.


Der skal læses rigtig mange tanker i dette spil.


Det lyder måske skørt, men det er det også. En opgave kan eksempelvis gå på at forhindre en ulykkelig taxachauffør i at tage sig eget liv efter at kæresten er skredet til fordel for en gammel Mafia-boss med flotte tænder, som har bestilt et mord på en mandlig deltager i aktiv dansekonkurrence. I den ene ende af banen vil man finde et par gangstere i færd med at forberede mordet og en hævntørstig hund uden tænder lige i nærheden. Et andet sted gemmer en krokodille sig i kloakken og vil ikke komme ud før den får menneskekød, og ved at læse tanker og placere klistermærker skal disse situationer altså udredes, så Ray kan få en taxa hjem.

Alt i spillet handler dog ikke om puzzles. For adspredelsens skyld er der nemlig også indført små sektioner i banerne, hvor du skal undgå at blive fanget af The Mans håndlangere. Ser de dig begynder de at løbe efter dig, og for dig gælder det om at komme sikkert gennem sektionerne uden at blive fanget. I simple sektioner får du ingen hjælp, men nogen steder med flere håndlangere vil nogen af dem have objekter i tankerne, som kan hjælpe dig – enten ved at få dem til at sove eller ved at aflede de øvriges opmærksomhed. Skulle de gå hen at fange dig eller falde i en kløft bliver du ganske praktisk genoplivet ved den nærmeste kopimaskine, der fungerer som spillets checkpoints.


Er du faret vild kan kortet hives frem.


Rent praktisk styres Ray med den venstre analog og hopper på B mens hånden styres med den højre analog. Med R tager man fat i ting man vil interagere med, hvilket gælder både når man vil samle klistermærker op, placere dem eller tage fat i de tegnestifter, der gør det muligt at muligt at flytte sig mellem lag osv. Holder man L inde får man mulighed for at læse tanker – hvilken hjerne der skal læses er styret med den højre analog og R. Alternativt kan man for at læse tanker også vende Wii U GamePad vertikalt og pege den mod de forskellige personer. Sidst men ikke mindst kan man med et tryk på X fremkalde et kort over banen på tv-skærmen, men dette kort har man også hele tiden på Wii U GamePad.

Det gode:
Det der gør Stick It to the Man godt er især dets historie og de skæve personligheder. Det er simpelthen fantastisk underholdende at læse de forskellige karakterers tanker, og sammen med en sjov historie præsenteret gennem adskillige mellemsekvenser og en visuelt anderledes stil er det særdeles fængende. Alle karakterers dialoger og tanker er belagt med fuldt stemmeskuespil, og det er bestemt ikke kedeligt at høre på. Skuespillerne formår virkelig at fremhæve personlighederne og man kan slet ikke lade være med at grine en gang imellem – så skørt er det hele simpelthen. Det er lige meget om det er en sindslidende dyreudstopper eller et par cirkusklovne i gang med at udvikle et nyt nummer.

Det er dog ikke kun dialogen der er god. Resten af lydsiden fejler bestemt heller ikke noget og efter et par gennemlytninger af titelmelodien, What Condition My Condition Was In, kan man ikke lade være med at synge med på den. Rent artistisk er spillet altså bare i top.


Spillet er fyldt med skøre personer.


At spillet er opdelt i kapitler gør det hele meget overskueligt. De forskellige puzzles er sjove at løse, men banernes størrelse gør det måske også en smule nemt at finde frem til løsningerne. Al dialog og mellemsekvenser kan, hvis man ønsker det, skippes, men da det er her al charmen findes, er det kun, noget man gør, hvis man har hørt det før. Muligheden er dog rar at have.

Det dårlige:
De problemer jeg har med spillet er egentlig ganske små og flere af dem ubetydelige, men det skal ikke forhindre dem i at blive nævnt. Mit første problem opstod, da jeg fik introduceret muligheden for at læse tanker med Wii U GamePad. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at virke, men så viste det sig at lyden på denne måde kommer ud af controlleren, som jeg havde skruet helt ned for. Det andet kom da jeg skulle have fat på et klistermærke, som bare slet ikke gad blive markeret. Problemet var her, at man kan bevæge sig i dybden selv om det ikke er nødvendigt, og jeg befandt mig derfor åbenbart for langt fra personen med klistermærket. Det er irriterende når man ikke kan finde ud af, hvad der er galt, og da der ingen manual medfølger til spillet, kan man ikke gøre andet end selv at finde løsningerne på problemerne.

En anden lidt kedelig ting er, at spillet hurtigt er overstået. De 10 kapitler kan, hvis man er grundig, klares på 5 timer, men spillet kan sagtens gennemspilles hurtigere. Når det er gennemført er der ikke den store grund til at vende tilbage med mindre man vil se om der var noget spændende dialog man gik glip af. Ud for hvert afsluttet kapitel står det, hvor mange hjerner man har læst, men der er ingen belønning for at lytte til dem alle.


Stemmeskuespillet er virkelig i top.


Konklusion:
Stick It to the Man er overordnet en god oplevelse og fans af point and click adventure-genren vil helt sikkert føle sig godt underholdt. Spillet har en fantastisk humor, skæve personligheder og en fangende historie, der kombineret med et helt sublimt stemmeskuespil og en anderledes grafisk stil gør spillet til noget særligt. Måden man render frem og tilbage i banerne for at løse et overordnet puzzle er der intet særligt i, så det primært de artistiske elementer du skal købe spillet for, og har du ikke engelskkundskaberne i orden er der fare for, at meget af morskaben forsvinder. Da spillet ingen rigtig genspilningsværdi har, kunne man dog godt ønske sig at spillet havde været bare lidt længere.

Spillet fylder XXX MB.


Side: 1Vis alle


Level 21
242500 XP
Indlæg: 222
#2:  ChampionOfWhat -

Jeg har faktisk tit siddet og tænkt på at jeg gerne ville anmelde nogen af de spil der bliver tilbudt her på siden. Men min danske grammatik er lige til at lukke op og skide i rent ud sagt, så derfor har jeg aldrig gjort noget ved det.

Men synes at det er super fedt at der er blevet lagt en skabelon op så andre der har blod på tanden til det (og så kan stave og satte tegn rigtigt) har et godt værktøj at arbejde med Smiley

Xbox Live: ChampionOfWhat
PSN: CHampionOfWhat
NNID: ChampionOfWhat
New 3DS FC: 3539-9773-3141


Level 50
17424500 XP
Indlæg: 6279
#3:  KJ85 -

Jeg retter såmænd alle anmeldelser igennem for det sproglige og grammatiske, så det behøver ikke være en hindring Smiley


Level 17
138000 XP
Indlæg: 125
#4:  Chibi -

Super god guide og det siger jo sig selv hvad der skal med, man glemmer det bare lige til tider Smiley

i sørger godt for jeres brugere, modsat nintendolife hvor det er en envejskommunikation som oftest.

Nintendofreak
musikfreak - mest metal.


Level 50
2533000 XP
Indlæg: 2459
#5:  O-train -

i sørger godt for jeres brugere, modsat nintendolife hvor det er en envejskommunikation som oftest



Ja, og så bannes man, hvis man stiller sig kritisk for mange gange... Seriøst, fandt mig uenig i en admins mening. Bum, dagen efter var jeg banned.

Mit forhold til Nintendo er kompliceret ;I


Level 17
138000 XP
Indlæg: 125
#6:  Chibi -

OliverAdam skrev:

i sørger godt for jeres brugere, modsat nintendolife hvor det er en envejskommunikation som oftest



Ja, og så bannes man, hvis man stiller sig kritisk for mange gange... Seriøst, fandt mig uenig i en admins mening. Bum, dagen efter var jeg banned.



what... hvad var det der var uenigheden ? altså er det noget med PS3 så forstår jeg det godt hehehe.. ej... det er virkelig ringe når det fungerer sådan.

jeg skriver ikke meget derinde... da man ikke får megen respons.

Nintendofreak
musikfreak - mest metal.


Level 50
17424500 XP
Indlæg: 6279
#7:  KJ85 -

Vidste godt nok ikke de var så strikse derinde. Det er mit foretrukne sted at læse nyheder, som jeg så ofte poster herinde derefter Smiley

Thomas Whitehead lader til at være sød til at svare, hvis nogen henvender sig, men de andre redaktionsmedlemmer ser jeg ikke tage så meget del i diskussioner.


Side: 1Vis alle


Svar på tråd

Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussionerne.


Log ind
Bliv gratis medlem
Glemt kodeord?