#6 - Skrevet 03-05-2015 13:17
Back in action. Her kommer mit bud:
1.- The Legend of Zelda: Majora’s Mask (N64, 2000, Adventure / Action)
Et helt igennem tryllebindende kapitel i den legendariske spilserie. I stedet for en strømlinet fortsættelse af det episke Ocarina of Time, leverer Nintendo med MM en gentænkning af seriens etablerede formular, som rammer en uovertruffen balance mellem klassisk dungeon udforskning og dybt engagerende sidequests. Spillets tidssystem, som strækker sig over 3 in-game dage, muliggør en høj grad af aktivitet blandt Terminas beboere, hvilket giver dem utroligt meget personlighed sammenlignet med NPCs i øvrige Zelda titler. Den mørke atmosfære, som gennemsyrer spillets univers både visuelt og auditivt, udgør desuden springbrættet til en langt mere gribende narrativ end den traditionelle fortælling om prinsessen og det halve kongerige. Majora’s Mask 3D er med dets finjusteringer af originalen, om muligt, endnu bedre.
2.- The Legend of Zelda: Ocarina of Time (N64, 1998, Adventure / Action)
Velsagtens det mest velkendte kapitel i serien, og så absolut også et af de bedste. Her realiseres Hyrule i 3D for første gang, og bygger fornemt videre på universet som det blev grundlagt, først af det originale Zelda (1986), og senere af A Link to the Past (1991). OoT fortjener om noget spil betegnelsen episk; udover 9 main dungeons byder spillet også på adskillige subquests for Young såvel som Adult Link, om end disse ikke er nær så engagerende som i MM. Spillets grundlæggende force ligger i, at det gør så utroligt mange ting rigtigt og begår så få fejltrin undervejs. Styringen, som er den samme i MM, var revolutionerende tilbage i 1998, og fungerer stadig perfekt dagen i dag. Lydsiden er simpelthen formidabel, og væves ydermere ind i gameplayet, f.eks. når man skal navigere efter Saria’s Song i Lost Woods. Det er dog ikke alle spillets dungeons der formår at holde det høje niveau; de første 3 dungeons, som alle udforskes af Young Link, kan ikke siges at gå for meget mere end træningsbaner, hvor det notoriske Water Temple på den anden side er ekstremt utilgivende i dets design.
3.- Metroid Prime (GC, 2003, Adventure / Action / Platformer)
Metroid Prime gjorde for Metroid serien hvad OoT gjorde for Zelda serien; bragte en klassisk 2D serie ind i 3D æraen uden at kompromittere forgængernes core gameplay. Prime er et first-person action adventure spil, tilsat en knivspids platforming. Til trods for spillets fokus på forskellige våben opgraderinger, der løbende indsamles til Samus’ arm cannon, er dette egentlig ikke en shooter; våbnene bruges nok til at mane Space Pirates i jorden, men fortrinsvist som nøgler til at åbne op for nye veje som skal udforskes. Shooting er således kraftigt nedprioriteret til fordel for udforskning af planeten Tallon IV og dens fantastisk varierede områder. Hvilket tempo man lægger for dagen ved gennemspilning, er op til spilleren selv. Primes ypperligste bedrift ligger i den stemning, det formår at tilvejebringe; en oplevet følelse af isolation. Denne følelse forbliver indprentet igennem hele eventyret, fra den første regndråbe rammer Samus’ visir på Tallon Overworld til den titulære Metroid ligger besejret. Det er en følelse som især Super Metroid (1994) etablerede, og den videreføres her i stor stil. Retro Studios begik efterfølgende et par fantastiske opfølgere i Echoes og Corruption, men har man kun tålmodighed til ét Prime, er originalen det bedste.
4.- Chrono Trigger (SNES, 1995, Adventure / RPG)
Et uforglemmeligt eventyr, hvis kvaliteter er utallige; fantastisk visuel præsentation, lydspor som varierer i genre, characters som man rent faktisk kommer til at holde af, et avanceret og dog intuitivt kampsystem, og selvfølgelig tidsrejser. CT er udviklet af et team bestående af medlemmer fra henholdsvis Square (Final Fantasy) og Enix (Dragon Quest), så det er ingen overraskelse at dette er et massivt RPG. Alligevel er det noget så mærkbart at man har satset på kvalitet frem for kvantitet; CT kan trods alt gennemføres på mellem 25-30 timer, og der er ikke ét dødt øjeblik i gennemspilningen. Nye party members indføres i et passende tempo, så man stadigt bygger sit arsenal af offensive såvel som defensive evner op. Hvert enkelt party members historie og motivation for at kæmpe udfoldes desuden, så Chrono og hans venner ikke blot forbliver stats, men personligheder man kan relatere til. En vigtig egenskab i genren, men én jeg aldrig har set så veludført som her. Kampsystemet er dynamisk i sammenligning med mange af den tids rigide turbaserede systemer, og man er hele tiden på mærkerne for at eksekvere sin næste handling mod fjenden så hurtigt som muligt. Samtidigt gør de mange combo handlinger, som karaktererne kan udføre i forening med hinanden, det endnu sjovere at kæmpe. Tematisk er spillet også uforligneligt, da tidsrejserne muliggør en stor diversitet i områderne man besøger, også selvom det egentlig er de samme tilbagevendende områder, men i forskellige epoker. Skal man være rigtig kritisk, kan man dog til tider savne den følelse af fysisk progression, man oplever i lignende RPGs.
5.- Donkey Kong Country 2: Diddy’s Kong Quest (SNES, 1995, Platformer)
I 90’erne var Rare synonymt med kvalitetsspil, der ofte var Nintendos egne overlegne. DKC 2 er Rares bedste platformspil, og formentlig også det bedste platformspil overhovedet. Det er der flere grunde til; det bygger videre på kæmpesuccessen Donkey Kong Country, som ved udgivelsen først og fremmest vandt anerkendelse for dets revolutionerende grafik. Udover den visuelle side bød 1’eren også på solide banedesigns, og disse udvides i 2’eren. Her er der ikke kun tale om baner der scroller fra venstre mod højre, men også op og ned. Desuden tages dyrevennerne i brug på meget forskellige måder, og skaber en god afveksling fra gameplayet med de to hovedpersoner, Diddy og Dixie. Fjenderne er sjove at nedkæmpe, igen fordi mange af dem kræver forskellige fremgangsmåder. Især bosserne, som afslutter de 6 hovedverdener, er veludførte, og man må ofte tænke sig om en ekstra gang før man finder deres svaghed. Mine cart banerne er måske højdepunktet; de emmer simpelthen af kreativitet. DKC 2s balance mellem platforming og collection demonstrerer desuden Rare i topform, før de med senere udgivelser gik helt amok med collection delen. Her er det en fryd at finde den store DK Coin i hver af spillets baner, ligesom minispillene også bidrager med en fornøjelig lille ekstra udfordring før det igen er tilbage til det ordinære spil. Spillet synes først og fremmest udviklet ud fra en præmis om at spilleren skal have det sjovt, og er en sand kærlighedserklæring til platformgenren.
6.- Banjo-Kazooie (N64, 1998, Adventure / Platformer)
Med Banjo-Kazooie tager Rare for alvor skridtet ind i 3D platform verdenen, som på den tid ellers var forbeholdt Super Mario 64 (1996). Sammenligningerne mellem disse to spil har siden været mange, hovedsageligt på baggrund af den fælles genre, styringskonfiguration og kamerakontrol. BK er dog langt mere end en SM 64 klon, først og fremmest fordi BK er det bedre spil på alle tænkelige områder. Ligesom i DKC serien er platforming stadig i højsædet, men den tredje dimension gør at dette eventyr virkelig springer til liv. BK er hjerteligt, humoristisk, endog livsbekræftende, og ikke mindst har universet tonsvis af personlighed, hvad man bestemt ikke kan sige om det univers, SM64 præsterede. De 9 baner dækker traditionelle temaer, såsom skoven og ørkenen, men der er også plads til mere alternative lokationer, som f.eks. en gigantisk snemand og en forgiftet havn som huser en stor olietanker. Én bane skal oven i købet udforskes indenfor hver af de 4 årstider. Progression igennem spillets hub, hvorfra adgang til de enkelte baner opnås, sker ved indsamling af noder og puslespilsbrikker. Er man således ikke blevet udfordret nok når man først har banket heksen Gruntilda, som er spillets sidste boss, kan man vende tilbage og forsøge at samle alt. Et fantastisk spil, som viser Rare på deres kreative højdepunkt.
7.- Skies of Arcadia Legends (GC, 2003, Adventure / RPG)
Hvis Chrono Trigger er det perfekt balancerede RPG, er Skies of Arcadia det mest belønnende. Spillet kræver en overjordisk tålmodighed, men affinder man sig først med dette, har man et af de bedste spil nogensinde til gode. Ord er fattige når det kommer til at beskrive det helstøbte univers, man engagerer sig i som Vyse the Blue Rogue. Ligesom i CT har karaktererne oceaner af charme og personlighed, og selvom spillets historie ofte er forudsigelig, er det svært at undgå at blive draget ind. Kampsystemet er klassisk turbaseret, men med et så stort udvalg af moves der kan eksekveres, både fysiske og magiske, er det sjældent en kedsommelig proces at gå level up. Som supplement til det ordinære kampsystem, udkæmpes nogle kampe også mellem de luftbårne sørøverskibe, hvor helt andre regler gør sig gældende. Spillets længde kan naturligvis ses som et plus for nogle, og et minus for andre, men faktum er at man har længden at takke for at man hen mod spillets slutning på det nærmeste føler sig som en gud, der kan sønderrive al ondskab. Og det er en ret fed fornemmelse. Bliver man træt af at redde verden i det enorme hovedspil, hvor jagten går efter de kraftfulde moon crystals, er der en bred vifte af subquests, man kan fornøje sig med. Blandt de bedste er Discovery systemet, hvor man leder efter hidtil uopdagede lokationer rundt om i Arcadia, og Wanted listen, hvor man kan udfordre andre pirater og få udbetalt dusører for sine sejre. Og er det ikke nok, kan man såmænd også udsmykke sin helt egen ø senere i spillet. Mulighederne er praktisk talt endeløse i dette enorme spil.
8.- Super Metroid (SNES, 1994, Adventure / Action / Platformer)
Før den majestætiske Prime trilogy var der Super Metroid, som ofte anses som værende et af SNES’ens bedste spil. Friheden til at udforske spillets sci-fi univers er varetegnet, og det åbne design har siden inspireret en mangfoldighed af andre titler. I takt med at man udforsker, falder der belønninger af, i form af suit og weapon opgraderinger. Disse viser sig hurtigt at være nødvendige for at tackle den stødt stigende udfordring som fjenderne og de forskellige miljøer udgør. Boss kampene er hæsblæsende, og utroligt kreativt iscenesatte, ligesom spillets intense stemning sørger for at man sidder som på nåle fra start til slut. Der er en gennemgribende kvalitet over Super Metroid; kan keder sig simpelthen aldrig. Spillet kan uden problemer klares på 10 timers tid, men har man appetit på mere, er der højst sandsynligt stadig masser af items at indsamle når hovedspillet er klaret. Grafisk imponerer spillet stadig dagen i dag, med smukke områder og en høj grad af detaljerigdom. Lydsiden er simpel, men akkompagnerer Samus’ ensomme udforskning genialt, og fungerer efter min mening langt bedre end i Prime trilogien. Sjældent har et spil, indenfor dets præmisser, været tættere på perfektion.
9.- Mega Man X (SNES, 1994, Action / Platformer)
Mega Man har siden seriens begyndelse i 1987 sat en dyd i at drive gamere verden over til vanvid med dets ekstremt kompromisløse platforming design. Mega Man 2 og 3 justerede den hardcore platforming formular til perfektion på NES’en, men seriens bedste spil er Mega Man X til SNES’en, den indledende manøvre i seriens generationsskift. Man indtager rollen som X, som skal overvinde 8 Mavericks (svarende til den klassiske series Robot Masters) over 8 forskellige baner, før det endelige opgør med hovedskurken Sigma. Først og fremmest er X væsentligt mere tilgivende i platforming delen end de klassiske spil, mest af alt fordi man nu har en højere grad af fleksibilitet i sine moves. Man straffes dog for sine fejl, og instant deaths er der stadig mere end rigeligt af undervejs. Banernes fjender udgør en stor udfordring, og bossernes gavmilde livsmetre gør det nødvendigt at planlægge en rute igennem spillet, for på et tidligt tidspunkt at få skaffet sig det rigtige våben at gå til værks med. Banernes lokationer er dejligt varierede, til forskel fra mange af seriens andre spil, og står også ud som dem man husker. Der hvor X for alvor excellerer, er ved introduktionen af suit opgraderinger og hjerter som forsøger ens livskapacitet, meget lig hvad man ser i spil som Super Metroid. Det er ikke revolutionerede, men giver alligevel spillet en dybde som serien tidligere var foruden, og et incitament til at gå på opdagelse i banerne, snarere end at hamre igennem dem. Samlet set når formularen sit højdepunkt med Mega Man X.
10.- Jet Force Gemini (N64, 1999, Action / Adventure)
Rares tredjepersons sci-fi actioneventyr med Juno, Vela og hunden Lupus anses sjældent for et af firmaets topspil. Ved første øjekast ligner det måske nok en tomhjernet shooter uden substans der er værd at tale om, men spillets kvaliteter viser sig for den som er villig til at fordybe sig. De 3 medlemmer af det titulære Jet Force team har hver deres rute, som består af 3 baner, før de når deres destination, den onde insektleder Mizars palads. På vej til paladset får de mejet en pokkers masse insekttropper ned med et imponerende våbenarsenal som løbende udvides, ligesom de er i stand til at forøge deres energikapacitet ved indsamling af dertil egnede items. Det er efter første sejr over Mizar at konceptet rigtigt får lov at folde sig ud, da man efterfølgende frit kan rejse imellem alle 10 baner med samtlige characters, opdage nye veje i banerne, finde helt nye baner i galaksens udkanter, og gå på opdagelse efter de forsvundne space ship parts. Shooting spiller en væsentlig rolle, men der er så mange øvrige lag i dette spil; bombastisk Star Wars tematiseret musik, en historie og generel visuel præsentation som leder tankerne hen på Starship Troopers, en uhøjtidelig og ofte morsom narrativ, subquests hvor man styrer en drone ved navn Floyd i førsteperson, og måske verdens sværeste final boss. Det er ikke perfektion, men sjældent har jeg haft så meget sjov med et spil.
11.- Super Mario World (SNES, 1991, Platformer)
SMW byder på ekspansive world maps, multiple exits, en hel ekstra verden i Star Road, genialt banedesign, for slet ikke at nævne Yoshis første optræden som spilbar character. Det bedste Mario spil.
12.- Super Mario Bros. 3 (NES, 1990, Platformer)
Formentlig det bedste NES spil overhovedet. Alt som var fantastisk ved originalen fortsættes her, og udbygges med introduktionen af world maps, adskillige powerups til Mario og Luigi, og små hyggelige minispil med Toad ved roret. Formidabelt, og hamrende udfordrende.
13.- Goldeneye 007 (N64, 1997, FPS / Action)
Konsolverdenens mest indflydelsesrige first person shooter, der dagen i dag er præcis ligeså storslået som det var tilbage i 1997. Simpel og genial singleplayer, og en multiplayer som nok aldrig bliver overgået indenfor genren.
14.- Mario Kart 64 (N64, 1996, Racing)
Vi har set mange nye titler i serien siden, og formularen er blevet poleret, finjusteret, og teknisk forbedret med årene. Når det imidlertid kommer til spørgsmålet om underholdningsværdi, er der intet der slår MK64s kaotiske, og ofte ganske uretfærdige, multiplayer. Singleplayer delen er også ganske udmærket.
15.- Resident Evil 4 (GC, 2005, Action / Adventure)
Capcom gentænkte deres survival horror spilserie fuldstændigt med denne udgivelse, og det viste sig at være en utroligt god idé. Sjældent har man fornøjelsen af at spille et så helstøbt actionspil, hvor både områder, stemning, fjendedesign, våbenarsenal og dialog sidder lige i skabet. Forventer man en fortsættelse af seriens klassiske survival horror formular, bør man dog søge andetsteds.
16.- Golden Sun (GBA, 2002, Adventure / RPG)
Camelot begik med deres Golden Sun pt. 1 og 2 et sandt mesterværk til Game Boy Advance. Første del er den mest mindeværdige, og følger Isaac og hans slæng på deres rejse gennem verdenen Weyard. Hvor GS adskiller sig fra det gennemsnitlige RPG er i dets Djinn system, som muliggør ufatteligt mange kombinationer af angreb i kamp, og øvrige handlinger udenfor slagmarken som har indflydelse på progression. Kvalitet fra ende til anden.
17.- Pikmin 2 (GC, 2004, Real Time Strategy)
Det første Pikmin viste formularens potentiale, men var desværre alt for kort. Nintendo gav imidlertid deres idéer frit spil med Pikmin 2, og leverede et af de mest originale spil nogensinde. Sødt, charmerende, og en helt ny måde at opleve RTS genren. Sværhedsgraden gør at spillet, til trods for dets visuelle præsentation, bestemt ikke er for de yngste.
18.- Super Smash Bros. Wii U (WiiU, 2014, Fighting)
Den nyeste udgivelse i Smash Bros. serien er også den bedste. Spillet udvider et allerede enormt omfangsrigt koncept, som hovedsageligt blev grundlagt af Melee (2002) og Brawl (2008), hvori kampe mellem figurer fra diverse store spilserier er omdrejningspunktet. Hertil kommer minispil som Home Run Contest og Target Blast, en helt ny mode ved navn Smash Tour, som er bygget op som et virtuelt brætspil a la Mario Party, og en praktisk talt endeløs strøm af collectibles. Dette spil slutter aldrig, og tusind tak for det.
19.- Perfect Dark (N64, 2000, FPS / Action)
Den spirituelle efterfølger til Goldeneye 007 introducerer heltinden Joanna Dark, som må klare sig igennem 17 hovedmissioner for at stoppe en forestående alien invasion. Gameplayet har meget at takke Goldeneye for, om end PD er langt mere imponerende visuelt og auditivt. Spillets fokus på sci-fi vil formentlig fremmedgøre en del af forgængerens fans, men lad der ikke være nogen tvivl om denne FPSs umådeligt høje kvalitet.
20.- Mega Man 3 (NES, 1990, Action / Platformer)
Fantastisk udfordrende platformer med The Blue Bomber, hvis bedste kort er indførslen af slide bevægelsen, som bringer dynamik ind i en tidligere meget rigid serie. 3’eren introducerer ligeledes den trofaste robothund Rush, hvis egenskaber erstatter de anonyme items fra 2’eren. Det sidste rigtig gode spil i den originale NES serie.