N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Se Indie World Showcase i...

Prøv Eiyuden Chronicle: ...

Tre nye spil til SNES Onl...

Inti Creates annoncerer U...

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Spil på vej til Switch

Pokémon GO

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Legend of Zelda: Tears of...

Legend of Zelda: Breath o...

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Klumme: "Carpe diem"

Skrevet af Hassus - 26-08-2012 04:53

N.B: Følgende holdninger repræsenterer hverken crewet på N-club eller andre brugere på hjemmesiden udover forfatteren selv.


[i]Et gennemsnitligt menneske ”skuer uden at se, lytter uden at høre, mærker uden at føle, spiser uden at smage, bevæger sig uden bevidsthed om det fysiske, indhalerer uden bevidsthed om duft og taler uden at tænke”...
- Leonardo Da Vinci[/i]



Når jeg i mit selvreflekterende hjørne spørger mig selv hvem jeg er, plejer jeg blandt andet gerne at ville nå frem til at jeg er en ret åben person. Som 16-årig valgte jeg med stor iver at tilbringe et år som udvekslingselev i USA, hvor jeg ikke nok med en fremmed kultur også blev konfronteret med folk, der tog religion væsentligt mere seriøst end jeg var vant til. Til de circa 6000 indbyggere i den lille by jeg boede i var der eftersigende bygget intet mindre end 17 kirker - et fuldstændigt groteskt højt antal i forhold til de enkelte halvtomme folkekirker jeg plejede at støde på herhjemme. For at gøre en lang historie kort føler jeg i dag at jeg kan kalde mig selv en ret åben person med en vis tolerance for de fleste standpunkter jeg støder på hos folk.

Med det sagt findes der et standpunkt, som lige meget hvor hårdt jeg prøver at ignorere det, får mig til at krumme tæer og giver mig udslæt i nakken. Det er et standpunkt, der gang på gang dukker op, ikke mindst i Nintendo-relaterede kommentarer, her, dér og alle vegne. Det holder mig vågen om natten og verdensfjern om dagen. Standpunktet kan komme i mange former: ”Wii U er en HD Wii med iPad controller”, ”Metroid Prime er Metroid som FPS”, ”grafikken i Skyward Sword er en mellemting mellem Twilight Princess og The Wind Waker”, samt mange flere.

Når nye ideer bliver reduceret til blot at være kombinationer af gamle ideer, ræser mine tanker straks i mod hvordan et udgangspunkt som dette kan holde folk tilbage fra at opleve alt det nye der bliver bragt.

Wii U er et nyt koncept med mange finesser vi stadig ikke kender til. Hvilke implikationer vil Miiverse for eksempel have for Wii U-gameres spilleoplevelser? Præcist hvilke situationer vil man kunne finde sig selv i med Wii U’s controller i hænderne? Der er mange spørgsmål vi stadig ikke kender svaret på. Wii U bør i mine øjne anses med en vis åbenhed og opmærksomhed på de fornyelser den måtte rumme og bringe. Det gør ondt på mig når maskinen på forhånd reduceres til ting folk allerede kender og er vant til, som iPads og HD-konsoller, når den med al sandsynlighed vil byde på en masse glædelige overraskelser ingen af os er i stand til at forudse.
Da jeg først købte en 3DS ved launch havde jeg nogle ideer om hvad jeg så frem til. Efter jeg lærte dens egenskaber at kende og blev grebet af mulighederne begyndte en mindre livsstil at vokse omkring maskinen i retninger jeg på ingen måde kunne have forudset. I ugerne efter udgivelsen ville jeg tage den med mig på arbejdet og blive overrasket når jeg gik op mod 15.000 skridt på en arbejdsdag. I en velfortjent pause ville jeg hive 3DS’en frem og leve mig ind i en af Pilotwings Resort’s medrivende 3D-flyveture. Senere, i en tur til Frederiksberg Have, ville jeg atter fiske maskinen frem fra lommen og eksperimentere med rummelighed, afstand og fokus med 3DS’ens 3D-kamera. Om aftenen kunne jeg have en mere dybdegående spillesession, som ville ende med at jeg lagde 3DS’en ned i opladerkrybben, hvorefter jeg selv ”ladede op” i min seng indtil næste dag. Som sagt åbnede der sig et væld af overraskelser efter jeg så at sige lærte maskinen at kende. Jeg ser den som et nuanceret stykke legetøj med mange gode funktioner og i sidste ende en konsol jeg har et helt unikt forhold til(”dokusou”, er et ord jeg vil vende tilbage til senere) – et forhold, der på ingen måde kan reduceres til at ”3DS’en er en DS med en 3D-skærm”. Med Wii U bliver det med al sandsynlighed en lignende situation.



På samme måde er Metroid Prime mere end hvad øjet først opfatter. Mens titlen hvisker om ”Metroid” og skærmbilledet med et enkelt blik siger ”FPS”, så synger selve spillet om innovation og en overflod af detaljer. Måden man i rollen som Samus kan skifte sit perspektiv at se verden på og hvordan ét af disse perspektiver er nøglen til et ocean af tekstbeskrivelser om det fiktive univers, gør spillet til noget ganske nyt og innovativt også i dag mange år senere. Selv insisterer Nintendo på at spillet tilhører sin egen genre: ”First Person Adventure”. Om det er en genre, der har sat sig fast i den kulturelle hukommelse, kan I nok selv svare på. På samme måde forsøger Nintendo ofte at bryde de rammer vi er trygge og afklarede med for at introducere nogle nye rammer, der kan overraske og forundre. Metroid Prime er igen et Nintendo-produkt, hvis essens er i fare for at blive sløret af gamle forudforståelser. Jeg får kuldegysninger hver gang jeg læser om en gamer, der afskriver Metroid Prime fordi vedkommende ikke bryder sig om FPS-genren. Spillet er så meget mere.

Grafikken i Skyward Sword er imidlertid heller ikke en mellemting mellem The Wind Waker og Twilight Princess. Hele formålet med den reducering synes for mig at være at kommunikere at spillet henholdsvist er mere og mindre ”fotorealistisk” end The Wind Waker og Twilight Princess. Det kunne i princippet lige så godt have betydet at Link har et gigantisk hoved med øjne som tekopper, mens han denne gang er farvelagt med mere realistiske nuancer. Sammenligningen er vag og substansløs. Skyward Sword har sin egen grafiske stil lånt fra malerkunstens impressionisme og simplificerer man denne til en sammenligning mellem de to tidligere spil i serien, gør man sig hårdhudet overfor de unikke oplevelser, der venter på skærmen. Fjenderne og miljøerne sprudler af liv og lægger næppe skjul på at være kreationer af yderst kyndige og kreative hænder. Steder langt væk i horisonten bliver sløret af klattede ”penselstrøg”, der opfordrer spilleren til udforskning og skaber fokus på de nærmeste omgivelser. Farvepaletten spiller muligvis flottere sammen i Skyward Sword end i noget andet spil jeg kan huske. Endnu engang er der med sammenligningen af gamle ideer tale om noget næsten ubrugeligt, der i værste tilfælde kan lukke gamere af for en enestående oplevelse.



Natten mellem den 3. og 4. juni, trådte Nintendo’s præsident, Satoru Iwata, frem i en video, der skulle lede op til strabadserne ved E3 2012. Han havde valgt at gøre det fra et af de vigtigere mødelokaler hos Nintendo og bag ham, i en ramme på væggen, stod der nogle japanske tegn. Tegnene, forklarede han, stavede ordet ”dokusou” – eller som han oversatte det: ”At skabe noget unikt”. Disse ord har guidet Nintendo siden firmaets tidlige dage, i følge Iwata. Dette ideal om at skabe noget unikt er en af de største grunde til at jeg er loyal forbruger af Nintendo(det og så kvalitetssikkerheden ved det meste de laver). Med spiludviklere, der sætter unikke ideer så højt som Nintendo, gør man så ikke i virkeligheden sig selv en bjørnetjeneste ved at opfatte nye spilleoplevelser som Frankensteinmonstre af gamle ideer?

Der er i øjeblikket en syndflod af kommende Wii U-nyheder og spilleoplevelser på vej og inden da gør man måske bedst i at træde et skridt tilbage og åbne sig op for det nye og unikke, der er snart vil komme. Vi blev alle i sin tid introduceret for gaming som noget nyt og unikt. Måske det snart vil være tid til at finde den åbne mentalitet frem igen, for at undgå at gode nye oplevelser går vores næser forbi. Budskabet med denne klumme må være at åbenhed kan give adgang til nye typer fornøjelser, og netop som forbruger af Nintendo vil jeg mene, at denne indstilling er ekstra relavant at forholde sig til. Nintendo er besatte af innovation og nytænkning. Og hvem ved... måske er nogle af de nyere eksperimenter fra The Big N slet ikke så ringe, hvis man bare åbner øjnene og armene først...

11
1ups givet

Kommentarer:

#1 - Hassus

Level: 22 (Ice Keese)

21-10-2020 15:51

Det er jo lidt noget nyt til siden Smiley Inspirationen til at få den skrevet og indsende den som en nyhed kom fra denne nyhedsdiskussion for et par uger siden, som gav mig indtrykket af at nye nyhedskribenter er mere end velkomne og at nyhederne gerne må afspejle personlige holdninger.

Muligvis vil jeg skrive mere "Øjeblik med Hassus" i fremtiden og hvis andre ønsker at benytte "Øjeblik med..." betegnelsen til lignende "nyheder" er det helt fint med mig(ellers kan man selvfølgelig selv finde på noget).

Jeg håber I kan lide det!
1
1ups givet

#2 - Navn

Level: 19 (Bullet Bill)

28-08-2012 07:38

Det ser spændende ud. Jeg læser det når jeg kommer hjem i aften!
1
1ups givet

#3 - [8-Bit] MoNkEy

Level: 31 (ChuChu)

28-08-2012 14:12

GOOD FREAKIN' CALL @ Hassus
Læste hele herligheden omkring klokken to i nat, men min kommentar blev vist noget værre vås... so ehmm

Firstly: En rigtig RIGTIG go' idé. Det er så fedt at læse personlige holdninger, der ikke bare bli'r overdøvet af skældsord fra nær og fjern. (wait for it)
Ganske velskreven lille satan, denne klumme er, Hr. Hassus

Og har det cirka på samme måde, hvad angår Ninty.

Runder 28. sommer her i år, og tingenes tilstand tynger da abens ydmyge hjerte. Hverdagens travlhed, menneskets grusomhed, ozonlagets hullede eksistens, den uvisse og uhyggeligt nærværende fremtid, kafferingene på bordet - und so weiter und so fort.
Når jeg vender tankerne mod Nintendo opdager jeg at have bibeholdt mit barndoms naive- og uplettede sind; Velkommen til en ny og forunderlig dag. Himlen er blå, fuglene synger og alt er stadig muligt! Det gør nemmerlig så utrolig ondt at alle har så travlt med at være apokalypsens forudindtagede ryttere.
Jeg tager JA-hatten på, brygger en "damn fine" kop kaffe, pløkker noget Ninty i Game Boy'en og be'r ydmygt virkeligheden holde sin kæft!

Altid rart at vide at man ikke spiller på enmandshold (:
Keep 'em coming, Hassus!
2
1ups givet

#4 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

28-08-2012 16:30

Vil også nikke anerkendende mod en rigtig god og velovervejet tekst her - den var ganske hyggelig at læse, og håber bestemt folk tager sig tid til at læse den Smiley

For mit eget vedkommende kunne jeg ej heller drømme om at dømme perspektiverne i Wii U før jeg har haft den i hænderne, og glæder mig allerede som et lille barn Smiley
1
1ups givet

#5 - Hassus

Level: 22 (Ice Keese)

28-08-2012 18:14

Det er rigtig dejligt med nogle positive reaktioner - både mht. konceptet og indholdet. Det er også et godt incitament for mig til at skrive noget mere på et tidspunkt Smiley
3
1ups givet

#6 - Navn

Level: 19 (Bullet Bill)

28-08-2012 19:15

Det var en fin artikel. Jeg kan godt lide opfordringen til åbenhed (omkring alt, egentlig), med de hyggelige små eksempler.

nice one.æ
1
1ups givet

#7 - LinkTheWindWaker

Level: 22 (Ice Keese)

29-08-2012 08:48

Jeg kan sagtens følge dig, men jeg tror objektivt set, at der er noget om snakken, når Nintendo-fans begynder at sammenligne og sige, at X er ligesom Y + Z.

Se fx på Wii. Dengang var alle fans enige om, at det var Nintendo, innoverede og kom med noget helt nyt, som ingen havde set før. Der var en generel konsensus om, at Nintendo var dem, der turde at prøve noget nyt.

Efterhånden er Nintendo blevet mere tilbagelænet, når det kommer til innovation. Med adskillige genudgivelser og fortsættelser (Super Mario Galaxy 2, New New New Super Mario Bros., etc.), er det begyndt at gå en lidt anden vej. Jeg ejer ikke selv en 3DS, men på trods af dine argumenter herom, ser jeg stadig maskinen som en lidt stærkere DS med en gimmick-feature, som ingen rigtig gider at bruge længere. Selv Nintendo er begyndt at gå væk fra 3D.

Selvom Wii U på mange måder er interessant, kommer vi ikke uden om, at det stadig er en Wii. Se blot på navnet. Ligesom Sony laver PlayStation 1, 2 og 3, har Nintendo valgt at lave en fortsættelse med Wii i form af bedre hardware og en touchscreen-controller. Dette er på ingen måde revolutionerende nyt, ligesom den oprindelige Wii Remote var i sin tid. En ting er at sammenligne den med en tablet (hvilket jeg selv gjorde og gør), men en anden ting er, at Nintendo allerede har været dér. Husker I ikke GameCuben, der kunne snakke sammen med GBA? Hele konceptet med asymmetrisk gameplay er på ingen måde nyt - det slog bare aldrig rigtig igennem.

Jeg kritiserer på ingen måde dit indlæg. Det var rigtig spændende at læse, og jeg glæder mig da også til at se, hvad fremtiden byder for Nintendo.

Sagen er bare den, at jeg tror, Nintendo befinder sig i en lidt for selvsikker position, og man derfor forsøger at lave en evolution frem for revolution (måske lidt mærkelige termer at bruge om konsoludvikling, men I ved, hvad jeg mener). Nintendo var hårdt presset i N64- og GameCube-tiden, hvilket resulterede i fantastiske spil. Det samme er Sony i øjeblikket, hvorfor der til Gamescom blev annonceret bunkevis af spændende spil til PlayStation 3.

Jeg tror, at Nintendo står stærkest, når de ikke er i en føreposition. Det tvinger dem til at forny sig og prøve noget, som ingen andre har set før. Dette er ikke tilfældet i øjeblikket, hvilket jeg synes, at E3 2012 var et godt billede på. Jeg mener, prøv bare at sammenlign NintendoLand med Wii Sports. Sidstnævnte var nok et af de klogeste træk, Nintendo har gjort i nyere tid, mens NintendoLand er en samling skitzofrene minispil, som ingen rigtig kan finde ud af, hvad skal bruges til.
1
1ups givet

#8 - Hassus

Level: 22 (Ice Keese)

29-08-2012 11:17

@Link-The-Wind-Waker:
Du nævner at Nintendo er i en sikker position i øjeblikket og derfor støtter sig til at evolutionere frem for at revolutionere. Det er jeg enig i. Min pointe er at innovationstendensen ikke er stagneret. Der er stadig mange nye tiltag i Nintendo's produkter, ikke mindst i Wii U. Jeg kan sagtens se lighederne med Wii U's controller og en tablet og jeg kan også se hvad Nintendo trygt har videreført fra den succesfulde Wii. Det jeg imidlertid har et anstrengt forhold til er når fokus på de gamle og etablerede ideer overskygger og drukner fokus på de reelle innovationer og nye potentielle oplevelser. Hvis man ikke anerkender fornyelser får man heller ikke lov til rigtigt at opleve dem.

Hvis jeg blev bedt om at beskrive Wii U så objektivt som muligt, ville det uden tvivl også indeholde et kapitel om hvordan den kan sammenlignes med Wii'en, tabletten og de andre HD-konsoller. Der ville også være et kapitel om de reelle fornyelser og nye koncepter Wii U bygger på... det var hvis jeg havde for øje at beskrive konsollen så nuanceret og præcist som muligt.
Ideen med denne klumme er at sætte fokus på innovationerne, som jeg ikke altid føler bliver set eller anerkendt og at forklare hvordan åbenhed for de innovationer kan åbne op for nye spilleoplevelser.

3D'en i 3DS'en er langt fra elsket af alle, hvilket netop er en god pointe i forhold til klummens budskab. Hvis flere åbnede sig op for de muligheder, der ligger i en 3D-skærm, tror jeg der ville være flere der holdt af funktionen.
Mht. linkkablet, der kunne forbinde GBA og GCN i forhold til Wii U er der meget klare ligheder. Ideen om en mindre skærm og en større skærm, der spiller sammen på den måde, føler jeg imidlertid ikke er en særlig etableret idé i gaming-kultur, da eksperimentet med Game Cube og GBA aldrig blev til det store. Når den funktion bliver tilført motion sensing, touch screen og andet(alle etablerede ideer i gaming) giver det spillerum for nogle helt nye oplevelser, som f.eks. at bruge controlleren som et vindue, med tv-skærmen i baggrunden.

Om NintendoLand er en samling af skizofrene minispil må tiden vise. Jeg tror dog at den forforståelse af spillet kan resultere i en form for selvopfyldende profeti, hvor det man forventer er det man i sidste ende ser. Derfor advokerer jeg åbenhed Smiley
0
1ups givet

#9 - Bo130

Level: 38 (Tatori)

29-08-2012 13:08

Det er en okay interessant diskussion du har og selve artiklen er super velskrevet og interessant at læse, ser gerne mere af det herinde! Smiley

Imidlertid ser jeg dine to første eksempler som nogle der ikke er et problem i (hvorimod jeg ser Zelda-eksemplet som noget direkte forkert). Hvis man søger kan man sagtens finde bedre beskrivelser af de ting du nævner. Det er ignorant hvis folk faktisk tror at spillene ikke er mere end det, men det er trods alt enormt oplagt at beskrive ting i forhold til noget man kender - ellers er der jo ingen måde at beskrive det på, som folk kan bruge til noget.

Det jeg elsker Nintendo for er netop også denne innovative tilgang til tingene og grunden til jeg afskriver Wii U er ikke fordi jeg ser den som en HD Wii med tilknyttet iPad, det er fordi den måde de fremlægger idéerne omkring konsollen på ikke tiltaler mig specielt meget. Både spillene, off-screen gameplay og Miiverse synes jeg dog efterhånden er rigtig interessant, men asymmetrisk multiplayer, som synes at være deres største fokus, gør stadig intet for mig.

I relation til dette så er der begyndt at komme alt for mange genudgivelser og efterfølgere i forhold til originale spil. Det er en ærgerlig trend, synes jeg!

Jeg er også enig med #7. Wii og Nintendo 3DS virker som om de er bygget med en masse potentiale for noget nyt, men efter nogle år så gider udviklerne og Nintendo selv ikke længere arbejde med gimmicks og falder tilbage til hvad folk kender. De bedste spil på disse platforme synes jeg også er dem der ikke udnytter disse innovationsmuligheder særlig godt, eller hvor spillet faktisk ville være bedre hvis det netop havde været på en forvokset GameCube i stedet.

Desuden synes jeg First person adventure er et fint genrenavn til Metroid Prime Smiley
1
1ups givet

#10 - chessr

Level: 31 (ChuChu)

29-08-2012 14:06

godt skrevet Hassus
Jeg er også enig. Er træt af alle dem der går til alt de ikke kender med lukkede arme. Tænk hvis de blev positivt overrasket Smiley

#7 Nu var GBA -> GC ikke assymetrisk gameplay. Du kunne stadig ikke være mere end 4 personer. Jeg vil mene det assymetriske kommer i at der er 5 spillere. Af den grund kan der derfor laves helt nye regler i multiplayer som vi ikke har kunne se før.

I vil også gerne have at Nintendo laver en masse nyheder som man ikke regnede med i form af wiimoten men samtidig siger i at det er gimmicks ingen gider bruge i længden, men Nintendos konsoller må heller ikke være standart controller og HD ?
Nu kommer Wii U som en blanding af innovation (skærm i controller) + almindelige knapper og+ HD men det er også galt Smiley
Og langt bedre online og fokuser meget på online skal være gennemført

Hvad skal de lave for at blive godkendt efterhånden xD ?
0
1ups givet

#11 - LinkTheWindWaker

Level: 22 (Ice Keese)

29-08-2012 15:38

I mine øjne er asymmetrisk gameplay, når spillere ikke kæmper med samme værktøjer (ikke særlig godt ord, kunne lige så godt være: evner, våben, viden, etc.). Et eksempel herpå er Mario Party-minispil med 3 mod 1. Selvom mange af GBA<-->GCN spillene handlede om co-op, vil jeg stadig mene, at fx Four Swords Adventure eller Crystal Chronicles havde lidt asymmetrisk i sig. Har også hørt, at Pac-Man Vs. skulle være ret godt (har aldrig prøvet det) og været indflydelse for det der Luigi's Mansion-minispil i NintendoLand.

Ang. 3DS: Nintendo har fra starten af fastlagt, at udviklere IKKE må lave indhold, der kræver 3D. Altså skal funktionen ikke være påkrævet, men en mulighed, man kan vælge til eller fra. Dette er fordi, at mange faktisk slet ikke kan få 3D-fornemmelsen (læste engang, at omkring 2-3% af verdens befolkning ikke kan se 3D-film). Da mine øjne ikke er lige stærke, har jeg selv svært ved at få en fornemmelse for 3D, de få gange jeg har prøvet en 3DS. I mine øjne virker det mere "pap-agtigt", og jeg får hovedpine.

Nintendo har flere gange lovet meget ang. online. Først var der Nintendo DS, som halvejs inde fik online knyttet på. Det var cool nok, men så var der jo lige de der friendcodes.

Nogle år efter kom man så med Wii, hvor Iwata snakkede højt om, at man hver dag ville vågne op og se, at maskinen havde downloadet nyt indhold til éns spil i løbet af natten. Men igen var der jo de der friendcodes, samt kun ganske få spil, der reelt understøttede online-multiplayer.

Det er min forståelse, at 3DS har endnu bedre online-muligheder, men samtidig er der vist et stykke vej igen ifht. konkurrenterne. Nu er man så begyndt at snakke om online på Wii U, som lyder meget spændende i teorien, men hvordan det bliver i praksis, må vi vente og se.

Sjovt nok er Nintendo det konsolfirma, da har flest års erfaring med online. Allerede tilbage på Famicom kunne man downloade nye baner til forskellige spil (bl.a. Zelda, så vidt jeg husker). Alligevel halter de i dag bagefter fx Xbox Live, men med tiden er de begyndt at tage længere og længere skridt (igen: evolution kontra revolution).

Selvom det har gået godt for Nintendo med Wii, er min fornemmelse, at de er begyndt at miste deres realitetssans en smule. Markedet har ændret sig, især på grund af Apple. Iwata har flere gange skudt app-priserne ned, men i sidste ende kommer det måske til at skade dem. Se blot på et spil som Plants vs. Zombies, der koster omkring 10 gange så meget som DS-download end som en app på iPhone. Ligeledes har Nintendo kæmpe problemer med at forstå deres hardcore publikum, som stille og roligt begynder at gå over til andre konsoller.

Jeg tror, at 2012-2013 bliver en meget vigtig periode for Nintendo. Måske ender de med at fejle, når det kommer til det trofaste publikum, men måske er det slet ikke så dårligt. Som nævnt tidligere kan det være en fordel for os, kunderne, hvis Nintendo står med ryggen mod en mur og er tvunget til at kæmpe med næb og klør for at innovere igen. I øjeblikket spiller the Big N kortene sikkert, men spørgsmålet er, hvor længe det holder.
0
1ups givet

#12 - Hassus

Level: 22 (Ice Keese)

29-08-2012 18:52

Bo130 skrev:
Imidlertid ser jeg dine to første eksempler som nogle der ikke er et problem i (hvorimod jeg ser Zelda-eksemplet som noget direkte forkert). Hvis man søger kan man sagtens finde bedre beskrivelser af de ting du nævner. Det er ignorant hvis folk faktisk tror at spillene ikke er mere end det, men det er trods alt enormt oplagt at beskrive ting i forhold til noget man kender - ellers er der jo ingen måde at beskrive det på, som folk kan bruge til noget.



Du slår hovedet på sømmet i forhold til det jeg mener. Det jeg ikke bryder mig om er en forforståelse af et spil eller en konsol, der udelukkende bygger på sammenligninger af etablerede "gamle" ting, selv om det i virkeligheden har nyt at byde på(det mener jeg er tilfældet med Wii U- og Metroid Prime-eksemplerne).

Man kan tale for at "hvem i alverden har oprigtigt et så forsimpelt og ignorant syn på et spil?". Mit svar er at jeg næppe tror spillet rent faktisk bliver opfattet på så reduceret en måde ved første blik. Jeg tror det er en let om end unfair måde på sigt at forholde sig til spillet på. Prisen er et relativt blindt punkt for alt, der ikke hører ind under den beskrivelse og man kan ende med at køre rundt i gamle tanker om gamle ideer.

Jeg vil ikke tale imod at der kan findes bedre eksempler derude Smiley Har du nogen i ærmet?

0
1ups givet

#13 - DaneMarr

Level: 2 (Keese)

03-09-2012 13:49

"Carpe Diem".?? Smiley

Ellers bare super op- og indlæg.!
Er sku enig med de fleste synspunkter her. For NINTENDO er og bli'r 'Innovation' altså 'King'

men men - synes måske også at de til tider går lidt for hurtigt videre henover ellers interessante nye ideer, så vi bliver ladt i stikken med såkaldte gimmicks(ordet retfærdiggør her tilsyneladende sig selv for en gangs skyld)

Lettere off-topic, men kan vel lige koble den ikke altid saa rammende generaliserede marketings strategi fra the big N's side - der halter de ihvertfald bagud IMHO, og kunne sagtens få fanget flere newbs ind til deres forskellige ip'er, hvis de strammede bagendedelene noget mere sammen.Smiley)
0
1ups givet