Skrevet af JOEP - 26-06-2017 07:48
Det er nu ti dage siden, at ARMS, Nintendos nyeste kampspil, udkom til Nintendo Switch, men skulle du have misset videoer og informationer om spillet, så er der nu hjælp at hente. Nintendo har nemlig endelig udgivet en længerevarende trailer, der opsummerer spillets indhold og introducerer dig til de forskellige kæmpere, som du har adgang til på nuværende tidspunkt, og den kan du se herunder.
Nintendo har desuden annonceret, at der over de næste måneder vil udkomme gratis DLC til spillet i form af nye figurer, baner og spiltyper, og allerede nu er den første lovede opdatering blevet udsendt, hvilket bringer spillet til version 1.1.
Som annonceret på E3 giver opdateringen mulighed for at have tilskuere på, men den har også tilføjet support af LAN Play, og for at skifte mellem dette og Local Play skal du fra hovedmenuen holde venstre analog inde og trykke på L og R på samme tid. Det er imidlertid ikke alle steder, at der kan være tilskuere, for det er knyttet til den nye Arena Mode, som du kan finde under Friends, Local og LAN Play. Her spilles der seriøse kampe 1-mod-1, hvor fire spillere kan tilføjes et rum, men kun en kamp spilles ad gangen, hvorfor de øvrige spillere bliver tilskuere. Desuden retter opdateringen op på lidt fejl i spillet, og dem lister vi i det følgende.
Dermed har spillet allerede lidt mere at byde på, men husk også, at du her på siden kan læse Zones anmeldelse af spillet, hvor han giver det mange roser med på vejen.
Har du købt ARMS, og hvad synes du om det og de første opdateringer? Hvad er grunden til, at du ikke har købt det, hvis det er tilfældet?