Skrevet af KJ85 - 09-10-2018 17:41
Det Switch-eksklusive bilspil, Gear.Club. Unlimited, blev udgivet af Microïds sidste år i december, og som annonceret tidligere på året, så er der en efterfølger på vej. I Gear.Club Unlimited 2 kan man se frem til at drøne derudaf i endnu flere biler end sidst, og i dag har udviklerne endelig afsløret, hvornår vi kan få fingrene i spillet.
En pressemeddelelse udsendt i eftermiddags afslører således, at Gear.Club Unlimited 2 udgives verden over d. 4. december, og man kan se frem til et spil med over 250 ræs foregående i forskelligartede omgivelser. Om det er på bjergsiderne, gennem naturparker, midt i ørkenen eller langs kysten, så er der altid fart på!
Efterhånden, som man kommer gennem spillet, får man brug for at opgradere sine biler for at kravle op af ranglisterne, og til dette formål findes syv workshops i den særligt udstyrede garage; The Performance Shop. Herfra kan man også visuelt ændre sine biler ved påføring af maling og personlige klistermærker, ligesom man kan ændre støddæmpere, motorhjelm, sideskørter of spoiler.
Hele 51 biler fra 23 forskellige bilproducenter vil være at finde i Gear.Club Unlimited 2. Ser du frem til udgivelsen af dette racerspil til Switch?