Unge spiludviklere – fremtidens håb?
Skrevet af Ossipoff - 03-08-2009 01:25
Game Development Camp 2009 i Aalborg er nu veloverstået. N-club kunne lørdag få lov til at deltage i de deltagenes spilcafé, hvor de færdige spil blev vist frem. De to grupper vi har haft muligheden for at følge viste glade deres spil frem, men er disse unge gymnasiestuderende virkelig fremtidens håb i spilbranchen?
Drunken Sailor er et spil der, lige som så mange andre i dag, baserer sig på fysik. Du spiller den fordrukne sømand, som vælter fuld rundt på en bar. Jo flere ting du kan smadre, og specielt jo flere du kan smadre i træk, desto flere point får du. Spillet er et virkeligt godt velproportioneret highscore spil, med en rigtig god elastisk effekt i form af den måde man styrer sømanden på og bestemt et lille hyggeligt spil, som man kan få det sjovt med længe.
Vores venner i gruppen som udviklede nørdspillet, The Nerd, havde også fået et godt og stort spil stablet på benene. I spillet spiller man en bleg hvid nørd, som bestemt ikke tåler sollys. Pizza og cola er derimod lige sagen. Spillet var godt implementeret, og havde gode udvidelsesmuligheder både i forhold til endnu flere historieelementer, samt flere baner og niveauer.
Det lykkedes for grupperne at udvikle et spil på så kort tid, som der er stillet til rådighed. Begge de grupper vi har haft kontakt med, var yderst glade for deres spil. Bjørn Højlund Rasmussen, en af skaberne bag
Drunken Sailor udtaler, at de dog har måttet satse mest af alt på de essentielle ting, men at der bestemt også er blevet plads til nogle af de lidt mere interessante ting. Det er en balancegang man er nødt til at finde, når man ikke har længere tid. En af de kvindelige skabere bag
The Nerd, Malene Kjær Rasmussen, fortæller glad, at de faktisk ikke rigtigt havde mere at lave til sidst i forløbet, men at det bestemt havde været en hård uge. Det er dog tydeligt at mærke, at alle er meget stolte over at have opnået hvad de har – og vi forstår dem!
Spørgsmålet er, om disse unge udviklere kommer til at bringe deres nye og spændende idéer videre til den virkelige verden. Der findes utallige hobbyudviklere verden over, men drømmen for de unge håbefulde er selvfølgelig, at komme ind hos de store kanoner inden for spilbranchen. Matthias Hansen, en af skaberne bag
Drunken Sailor siger, at det virkelig hjælper at få kendte inden for spilbranchen til Danmark. Ved denne camp har Ron Carmel, en af skaberne bag spillet
World of Goo hjulpet de unge og fortalt dem, hvordan branchen fungerer. Men er det et realistisk billede? Er de unge rustet til det som venter dem?
Den overordnede koordinator af Game Development Camp 2009, Kasper Videbæk, udtaler, at de forsøger at vise et så bredt udsnit af verdenen som muligt. For dem handler det mest af alt om, at skabe interesse for spiludvikling og samtidig lære de unge, at spiludvikling skal være sjovt. Den egentlige proces i at lave et spil, mener han dog ikke passer helt med det deltagerne bliver præsenteret for, hvilket nok til dels hænger sammen med den korte tidsramme. Som Ron Carmel dog også har udtalt til N-club, handler spiludvikling mest af alt om passionen for at lave spil – dette finder man hos hver af en af de 72 unge deltagere.
N-club glæder sig allerede til næste år, hvor vi igen regner med at følge Game Development Camp. I mellemtiden kan vi anbefale alle at kigge forbi den officielle hjemmeside for
Game Development Camp 2009, hvor der kan læses meget mere om de medvirkende grupper af unge håbefulde spiludviklere. Held og lykke til alle de unge spilaspiranter!
Kommentarer: