The Legend of Zelda: Skyward Sword

Skrevet af fattige ricko

Den største Nintendo-hjemmeside i Danmark har ikke engang en anmeldelse af det nyeste Zelda-spil? Dette virker mystisk, hvorfor jeg nu har sat mig for at skrive den. Her følger altså mit personlige syn på Skyward Sword, i en kort og koncentreret udgave. Finder I jer uenige i mine udtalelser så skriv det i kommentarerne, så vi kan få gang i en debat. Nuvel, nok forord og retfærdiggørelser, videre til teksten:

The Legend of Zelda: Skyward Sword er det nyeste kapitel i Zelda-serien, og det er historien om en dreng ved navn Link, der bor i himlen sammen med sine venner. Her findes der en civilisation, der bor på svævende øer langt over den jordiske overflade. En dag bliver Zelda, Links barndomsveninde, kidnappet, og det er nu op til spilleren at nedkæmpe fjender i en fremmed verden, og løse puzzles for at komme videre igennem spillet og historien.

Det gode

Spillet introducerer brugen af din Wii Remote som et sværd. Dette tiltag, når det fungerer, er en, i mine øjne, en længe ventet tilføjelse til Zelda-serien, der altid har haft sværd i fokus på den ene eller den anden led. Personligt døjede jeg med nogle problemer med hensyn til bevægelseskontrollen under mine spilsessioner, men lidt research på internettet har vist mig, at det nok blot er noget teknologisk knas, der har gjort min spiloplevelse værre end den burde være. Det, at man kan slås mod de traditionelle Zelda-fjender med sine egne bevægelser, er, som sagt, noget jeg personligt havde set frem til, og konceptet er fint nok. Så selvom jeg har nogle kritikpunkter hvad dette angår, så vil jeg betegne denne form for styring som noget af det gode i spillet, da det i høj grad forenkler kampelementerne - det kan lidt sammenlignes med spillene Wii Sports og Wii Sports Resort, hvor Wii Remoten også tjente dette formål, netop at forenkle spiloplevelsen og gøre den lettilgængelig.

Spillet byder også på en række andre tiltag, såsom et opgraderingssystem til dine våben, der bestemt tilfører spillet et element af selvbestemmelse og interessante valg. Dog er fjenderne i spillet så nemme og overkommelige, at dette system næsten bliver helt overflødiggjort. Ligeledes er der også et nyt system, hvor man kan spurte for at komme hurtigere frem eller op ad stejle skrænter, hvilket er et godt og brugbart tiltag - dette ville dog være væsentligt mere brugbart, hvis ikke Link løb tør for energi efter et kort øjeblik. Spillets helt store styrke er dog de høje produktionsværdier. Alt i spillet er flot og nydeligt at se på, og det er selvfølgelig noget, der trækker op. Den grafiske detaljegrad i fjenderne, figurerne og landskaberne er i top, og lydsiden er også finpudset. Om man bryder sig om den musikalske stilart i spillet er selvfølgelig en ting i sig selv, men alt i alt har Nintendos store mål i hvert fald været at fremstille og præsentere spillet på den flotteste og mest storslåede måde - og her har de i hvert fald ikke slået fejl.

Det dårlige

Spillet lider dog under nogle fundamentale problemer, der også er at finde i mange andre moderne videospil. Selvom spiloplevelsen er strømlinet i den forstand, at der ikke er alt for mange forvirrende eller unødigt svære elementer, så er spillet nedladende overfor spilleren. Spillet er ekstremt lineært, og ikke på ét tidspunkt skal man være i tvivl om, hvorvidt man er på rette vej, eller om der er fare på færde, osv. Nintendo har nemlig endnu engang givet Link en såkaldt sidekick, denne gang i form af figuren Fi, der mere end én gang kommer til at stoppe spilleren uanmeldt igennem spillet. Fi er dog blot én af mange elementer, der fratager spilleren frihed, og denne linearitet gør spillet mildest talt kedeligt og træls at gennemspille. Det er derfor på ingen måde nemt at gå til. Jeg kan også omformulere det helt:

Dette er dybest set ikke en traditionel Zelda-oplevelse. Man forventer at skulle slås mod fjender med sin Wii Remote og gå på opdagelse og udforske en storslået verden (det gør jeg i hvert fald, når jeg spiller et Zelda-spil), men i stedet skal man følge en lang kæde af mellemsekvenser, der fortæller historien om Link og Zelda. Disse mellemsekvenser, der dukker op med jævne mellemrum og er obligatoriske, gør, at spillets forløb er blevet meget forenklet, og der er derfor ikke megen udforskning at foretage på egen hånd. Et eksempel er spillets introduktion, der foregår på øen Skyloft i himlen. Her bliver spilleren taget ved hånden igennem en lang række tutorials og mellemsekvenser, der introducerer de forskellige figurer, som historien er bygget op om. For det er netop ikke det nye kampsystem eller udforskningen, der er i fokus, men derimod historien. Dette gør Skyward Sword til et nichespil, der ikke kan forventes at tilfredsstille den traditionelle Zelda-spiller - omend serien har været således i lang tid nu.

Som en sidste negativ ting vil jeg her inddrage det store fokus på puzzles, og hvordan det smitter af på kampsystemet, hvor det rent faktisk ødelægger et koncept, der ellers kunne have gjort dette spil meget sjovere at spille. Det er nemlig sådan, at spillets flow og progression bliver dikteret af puzzles - altså, små eller større opgaver, der skal løses som gåder. Det er ikke spillerens evner til at bruge sværdet eller de andre genstande og våben, der styrer, hvornår man kommer videre. Spillets sværhedsgrad ligger altså ikke i at mestre bestemte former for spilmekanismer eller fjendernes mønstre og ageren, osv. Den ligger derimod i brugen af puzzles, og dette virker også som et nicheelement på en Nintendo-konsol. Det er særligt et problem, når man sidder fast på en eller anden bestemt opgave, og ikke har noget andet at tage sig til, fordi spillet er opbygget på denne lineære facon, hvilket bidrager til spillets sløve natur. Fjenderne i spillet er tilmed også bygget op om dette koncept med puzzles, og det betyder, at man skal besejre dem på specifikke måder. Dette, koblet med fjendernes langsomme tankevirksomhed og bevægelser, gør kampdelene i spillet kedelige.

Den ideelle spiller

Som det allerede er fremgået af anmeldelsen, er dette et nicheprodukt. Det vil sige, at man lige skal sikre sig, at det er et spil for én, før man erhverver sig det (omend det selvfølgelig gør sig gældende for alle spil). Spillet har nemlig ikke megen hurtig action, og i det hele taget er det sløvt og langsomt at kome igennem. Man skal investere meget tid i det for at kunne følge den centrale historie, og gameplayet i sig selv er bygget op om gåder, der skal løses i en lineær rækkefølge. Hvis man derfor er til denne form for spildesign indenfor adventure-genren, med spredte fjender og generelt set meget lidt action, men med et ordentligt læs af gåder og mellemsekvenser, så vil spillet nok virke meget godt og fængende.

Hvad man dog helt konkret kan spørge sig selv er: Kunne man lide spil som Twilight Princess, Phantom Hourglass og Spirit Tracks, alle spil som er udviklet af Eiji Aonuma, lederen bag dette spil? Man kan nemlig finde mange af elementerne fra de spil i Skyward Sword, og spillet kan derfor anbefales til fans af disse. Der er f.eks. såkaldte 'stealth' elementer med, hvor man skal snige sig rundt for ikke at blive opdaget, præcist som det er set i Aonumas andre Zelda-spil, der også alle har fokus på narrativitet og puzzles. Flyveelementerne, der har form af de store fugle, som også bor i Skyloft, er også noget, der går igen fra Aonumas andre spil, hvor man har skullet rejse over store afstande, enten i en båd, et tog eller som nu på ryggen af en fugl.

Konklusion

Denne anmeldelse har fremstillet et meget negativt syn på The Legend of Zelda: Skyward Sword, men formålet har kun været at understrege, at dette ikke er et spil for alle. Derfor er der jo intet andet at gøre end at tage op til overvejelse, hvilken type spil man er til. Hvis man er til hurtige spil med arkade-lignende slåskampe med sværd og RPG-lignende udforskningselementer, så er dette nok ikke et spil man har lyst til at købe. Spillet er godt produceret, men har meget lidt med de oprindelige Zelda-spil at gøre.

Som et humoristisk indslag her til sidst kan jeg linke til Navns 'Let's play' af spillet, der er klippet sammen af Thomas Dyregaard her fra siden: