Rayman Legends (Wii U)

Skrevet af O-train - 18-09-2013 13:35

Det her bliver et længere indslag, da nogen sektioner bestemt fortjener mere tid end andre, men jeg håber i kan finde vej igennem det hele, og at det ikke er alt for uoverskueligt! Jeg kommer forhåbenligt til at røre ved nogen af de emner, som i håber på at læse om, det sagt, så må vi hellere komme igang!

Nu er det efterhånden noget tid siden, at Ubisofts ex-exclusive udkom, og jeg er sikker på, at i nok har læst de bragende flotte anmeldelser alle andre steder. Ikke desto mindre, så synes N-club skulle have sin egen, og efter noget tid med spillet, kan jeg konkludere én ting: Rayman Legends er lige legendarisk, som titlen antyder.

Rayman Legends er et af de spil, som sjældent kommer vores vej. Egentlig er det en efterfølger til et spil, som i sin tid blev anmelderrost, men desværre overskygget af andre udgivelser. Det er en franchise, som ikke har haft det alt for nemt, og som i en længere periode måtte se de skøre Rabbids fylde ud for titlens hovedfigur. Det ændres forhåbenligt fuldkommen fra nu af. Ubisoft lagde alt i Rayman Legends og det har betalt sig.

Der er ikke forfærdelig meget historie at komme efter, men det er bestemt ikke noget som driver oplevelsen i bund, da det er det visuelle og spillets gameplay, som skal have alt ros i verden.

Allerede fra første bane, bliver man kastet ind i et visuelt spektrum, som fanger ens opmærksomhed uden lige. Det detaljere banedesign er et grafisk vidunder, og heldigvis er man sjældent tvunget til at løbe forbi det hele, så der kan stoppes op og stirres. Men Rayman Legends forstår netop at gøre alle glade i den her situation, for måske er du ikke så meget ude efter det visuelle, men blot en god spiloplevelse, og er det i din interesse at suse igennem banen, så kan dette også gøres.

Efter første bane fanger spillet nemlig momentum. Med sprintfunktionen og det lettere controlscheme, så er Rayman Legends en nem tilgængelig oplevelse, som stadigvæk kan kæmpe imod, når der trænges til udfordring!

Rayman Legends er platforming, og den hurtige af slagsen. Sprintknappen holdes ofte i bund, imens man gør sig klar til at hoppe og svæve om nødvendigt. På trods af de samtlige figurer, som der kan vælges og unlockes, så er det nu den samme oplevelse, som man får. Dette gør dog ikke noget overhovedet, da hver bane ofte tilbyde noget nyt.



De forskellige hubworlds, i form af "paintings", indeholder alle tematiseret levels, men sjældent går man fra én bane til en anden med samme layout og samme gameplay mechanic. Måske skal der løbes fra en flammende væg, som jager dig, måske skal der svæves og undgås pigge og flammer, eller måske skal du blot hoppe fra platform til platform og slå fjender, men der er nye oplevelser ved hvert hjørne, og går du et level imøde, som gør genbrug af en gameplay mechanic (det sker), så kan du bide skeer på, at banens layout og design ser helt anderledes ud, hvilket giver det et frisk pust!

Personligt er de musikinspirerede baner mine yndlings. Alt imens man løber fra døden vil et kendt musiknummer kører i baggrunden. Som man slår på fjender, lander på en platform eller glider ned af en kæde eller reb, så vil musiknummeret udvikle sig og dannes! Selvom dette ikke er bundet til din karakter, så finder jeg mig selv i at prøve at følge rytmen, hvilket endnu engang skaber en pudsig, men original oplevelse.

Én af de slags baner, som for alvor gør brug af Wii U'ens GamePad er Murphy's. I de her baner vil man miste kontrollen over sin karakter, og skifte til Murphy som gennem touchfunktioner skal løfte og ændre på banens design, så vores helte kan krydse veje og ende i mål. Egentlig er Rayman Legends's touchfunktioner nogen af de bedst udnyttede på Wii U'en, men desværre virker det en smule akavet, når det er klemt ind imellem de andre baner. Hvad jeg mener med det er, at Murphy's baner til tider kan virke som en "afbrydelse" af din spiloplevelse, da det for alvor sætter farten ned. Det kan godt virke en smule irriterende, men er man til touch-gaming, så er det en solid funktion! Desuden fungerer det godt andre steder, men det kommer jeg til om lidt.



Spillets bossfights er ofte udfordrende, men aldrig frusterende. I stedet for "3-slag", som i Mario serien, så kan bosserne gå ned efter 3 runder! Hvad jeg mener med det er, at når man ser åbningen, og kan slå på bossen, så skal det gøres med fuld smadder på knapperne! Et slag er ikke nok, der skal button-mashes, og når det er gjort tilstrækkeligt nok, så vil bossen endelig falde om. Det er faktisk en fin idé, da det tvinger én til at udnytte åbningen! Dette er dog ikke gældende for alle bosser, da nogen kun tager imod specifikke slag, som dog kan være mere tidskrævende, så timing er stadigvæk nødvendigt, og selv i bossfights kræver der noget af ens erfaring med platformers. Der skal hoppes, løbes og svæves for at undgå bossen!

Rayman Legends tilbyder iøvrigt meget for personen, som elsker at at samle collectibles og åbne op for nye baner og karakterer. I hver bane skal der samles 10 "Teensies", små blå sjovere, som nærmest afspejler den alternative smølf. Foruden dem, så er der lumees, som er Raymans svar på golden coins i Mario. Via disse kan der åbnes op for et hav af content og det giver en fantastisk replay value. Som jeg nævnte før, så er karakterer ofte de samme hvad der angår deres funktion. Dog kan de anvendes som online avatars, når man begår sig ud i Raymans online challenges.

Online challenges består af daglige og ugentlige udfordringer, som bestemt er dét, altså udfordrende. Her dyster man mod klodens Rayman spillere i form af spøgelsesavatars, om den bedste high score, som belønner én med en plads på spillets scoreboard. Så kan man så hoverer på Miiverse hvis man ønsker dét. Når dagen, eller ugen så er omme, så bliver man belønnet med lumees, alt efter sin score, og det vil selvfølgelig hjælpe én med at komme tættere på endnu mere af spillets indhold!



Multiplayeren er der ikke meget at snakke om. Det er ligeså solidt, som i New Super Mario Bro. og en fornøjelse uden lige. Det kan producere frustrerende såvel som underholdende øjeblikke, og har man et familiemedlem, som er fremmede overfor spil, så er Rayman Legends dog et ganske fint sted, at gøre sin debut som gamer.

Hvad kunne jeg lide?

Stort set alt er imponerende. Til tider kigger jeg ned på New Super Mario Bro. Wii U og tænker "du var sjov så længe det varede", for Rayman Legends er virkelig i en klasse for sig selv. Ikke siden New Super Mario Bro. 3 har jeg været så imponeret over en 2D sidescroller. Det er en fryd for øjet og en bundsolid oplevelse, som ofte får mig til at smile af dets charme!

Hvad kunne jeg ikke lide?

Som sagt føler jeg, at Murphy's baner kunne sløve det hele ned. Det kan dog nemt overses af alt andet. Det eneste, som irriterer mig ved Rayman Legends er Ubisofts beslutning om at udsætte det i sin tid. Bevares vi har fået Origins levels (siger de), men var det virkelig nødvendigt, at vi skulle vente så længe.. Omvendt, så må man indrømme, at Ubisoft måske gjorde det rigtige. Origins solgte ikke godt, og Legends havde nok ikke solgt bedre som en exclusive på Wii U.

Konklusion

Fantastisk spil. Simpelthen.

Kommentarer: