Shantae and the Pirate's Curse (Wii U eShop)

Skrevet af JOEP - 16-03-2015 19:13

Tilbage i 2002 udgav WayForward sammen med Capcom Game Boy Color-spillet Shantae, et 2D-platformsspil. Spillet modtog stor ros og solgte godt til trods for, at Game Boy Advance allerede var udkommet på det tidspunkt, men det kom altså først til Europa med Virtual Console-udgivelsen til 3DS. I 2010 udkom fortsættelsen Shantae: Risky’s Revenge – denne gang til DSi og senere iOS, og nu har WayForward udgivet det tredje spil i serien, Shantae and the Pirate’s Curse, til 3DS og Wii U. Er der så stadig noget at komme efter i Shantaes univers, eller er det udbrændt?

Shantae er en lampeånd. Eller rettere, hun var en halv-lampeånd (man kan godt overveje, hvordan det kan lade sig gøre), men en begivenhed i et tidligere spil har frarøvet hende sine lampeånds-egenskaber, hvilket skaber en identitetskrise for Shantae. Bedst som hun er ved at vænne sig til sit kræftesløse liv, bliver hun opsøgt af hendes nemesis, Risky Boots, som fortæller hende, at en ond pirat-tyran er ved at bryde fri fra en ældgammel forbandelse. De to går sammen i en tvivlsom forening for nok engang at forhindre piraten i at blive genoplivet, men modsat tidligere spil har Shantae altså ingen lampeåndsegenskaber til at hjælpe sig, så det bliver en noget vanskeligere tur for hende end forventet. Hvordan hun klarer den må du selv spille dig til.

Spillet er et Metroidvania 2D-platformsspil, som er en af mine absolutte yndlingsgenresammensætninger. Det betyder, at spilleren skal komme fra A til B i bedste platformsstil, mens fjender skal slås ihjel undervejs, men spilleren skal også fra B til A gennem C, fordi der i C ligger en ny evne, der åbner op for et nyt område, der kan udforskes. Man vender altså konstant tilbage til tidligere undersøgte områder for at finde nye hemmeligheder. Mængden af brugbare hemmeligheder er dog lidt i den lave ende – du kan finde Heart Squids (saml fire for at få et nyt hjerte, så du kan klare 4 ekstra slag) og Cacklebats, som giver adgang til nogle hemmelige områder senere i spillet. Fjenderne er lidt udefinerbare – der er tidligt i spillet både havfruer, slanger, omvandrende fugleskræmsler og Krain-agtige væsener, der kryber langs jorden. Shantae angriber disse med sin hestehale, som kan opgraderes til både at slå hårdere og hurtigere, og undervejs i spillet modtager hun også andre, mere våbenagtige, våben som f.eks. en pistol. Dertil kommer en række manøvrer, hun kan købe sig, f.eks. undvig, som jeg dog ikke fandt super brugbar i min gennemspilning.


Det gode:
Spillet er godt – ganske enkelt. Platformingen i spillet er ikke super hardcore, men det er også rart nok, og der er bestemt områder, der er afsindigt svære. Fjenderne er ikke så svære at besejre, for de kræver bare et vist antal pisk med hestehalen, mens der til tider er bosser og boss-agtige fjender, der kræver lidt timing, gode reflekser og lidt brug af de små grå. Der er også god variation i opgaverne undervejs i spillet.

Spillet er heller ikke bare en dans på roser; tit skal du, ud fra hvad forskellige figurer har sagt, gennemskue, hvad du dog skal gøre for at komme videre – dermed egner spillet sig altså også bedre til at blive spillet indenfor en kort tidsperiode. Det er ikke altid lige oplagt, hvad man skal gøre, og går man i stå er det lidt svært at komme videre, da der ikke er nogen gengivelse af opgaven, men det er ikke så tit det sker.


Spillets udtryk, grafik og lyd er lækker, hvis man er til den nymoderne pixelgrafik, som vi så i f.eks. Shovel Knight, og lyden er i Shantae and the Pirate’s Curse faktisk bedre end i netop Shovel Knight, da den ikke kun holder sig til 8-bit-lydene, som førstnævnte holdt sig til. Når vi nu er ved Shovel Knight, så ville jeg rose det spil for at være humoristisk på en god måde, og det er bestemt også tilfældet med dette spil; dialogerne emmer af humor og omtanke for, hvordan den gøres sjovest mulig. F.eks. møder vi blæksprutten, der var en boss i et af de forrige spil, som nu lider af ”Post boss syndrome” og er træt af at være ”filler boss”.

Spillet kan desuden spilles på flere måder. Som Shantaes onkel siger i spillet: ”There are those that can do it. There are those that can do it thoroughly. There are those that can do it fast. And there are those that can do it both fast and thoroughly.” Her hentyder han til de fire muligheder man har for at spille spillet: Gennemfør. Gennemfør 100 %. Gennemfør speed run (under 2 timer) og gennemfør speed run 100 % (dog ikke under 2 timer!). (Her er der dog efter sigende en fejl i spillet, så det kan ikke lade sig gøre pt.). Der findes en belønning for at gøre dette, men det er ikke så vildt igen – her kunne man godt savne system-achievements som på de konkurrerende konsoller. Dette kunne tyde på, at spillet ikke er særligt langt, men det er en løgn: Første gang man spiller gennemfører man gerne (100 %) på omkring 7 timer, hvilket er en ganske passende længde til sådan et spil.

Det dårlige:
Der er ikke meget dårligt at sige om Shantae and the Pirate’s Curse. Spillet eksekveres nærmest perfekt. Enkelte småting stikker dog frem: Spillet kræver pixel-præcis nøjagtighed til tider, og det kan dermed tage ret mange forsøg at slå en fjende ihjel, hvis vedkommende er i en uheldig højde i forhold til dig.

Jeg er desuden ikke helt tosset med spillets figurdesign. Der er ganske enkelt for meget bar hud til min smag, og det er jeg muligvis den eneste (mand) i verden, der synes. Alle kvindelige figurer i spillet klæder sig i bikini-agtigt tøj, og de har særdeles fyldige bryster (som hopper op og ned hele vejen gennem spillet – jeps, hoppende pixel-bryster!). Det bliver lidt for meget i længden, men det er i småtingsafdelingen. Det er især tydeligt, hvis man besøger spillets Miiverse Community, hvor folk generelt viser billeder af de lumre ting i spillet.


I vanlig stil for genren skal man udforske tidligere besøgte områder i spillet, og her ville det være godt med et mere brugbart kort og måske en mulighed for at teleportere sig mellem Save Points inden for øen. Det har spillet ikke, og da fjender genopstår meget hurtigt, er det lidt risikabelt at skulle gå tilbage til disse områder hele tiden. Igen er det ingen deal breaker, men det havde givet et bedre flow i spillet.

Et reelt problem i spillet er dog, at det referer enormt meget til de tidligere spil, og enkelte dele af spillet kræver direkte, at du ved hvem og hvor visse personer er. Det tilfører et element af tilfældigheder for de, som ikke har været inde over de gamle spil (mig selv inklusive), hvilket er lidt ærgerligt.

Konklusion:
Shantae and the Pirate’s Curse er et vanvittigt godt 2D Metroidvania-spil med et enormt charmerende grafisk udtryk, et bundsolidt spildesign og en god sværhedsgrad. Det er ganske enkelt svært at lægge spillet fra sig, når man først er gået i gang. Er du til denne genre, skylder du dig selv at spille Shantae and the Pirate’s Curse. Spillet er ikke helt uden fejl, men fejlene er i petitesseafdelingen. Jeg ser allerede frem til også at få Risky’s Revenge på maskinen, og det glæder mig enormt meget, at WayForward allerede nu har gang i udviklingen af det fjerde spil i serien.

Spillet fylder 600 MB.

Kommentarer: