Legend of Kay: Anniversary (Wii U)

Skrevet af JOEP - 12-08-2015 11:10

Der er mange genudgivelser for tiden, og det føles næsten som om, at alle spil med ti år eller mere på bagen efterhånden bliver genudgivet i en HD-udgave med små ekstra ting, så fans af det originale spil bliver lokket til at købe den nye udgave. Der må jo være penge i det, for ellers gjorde udviklerne det ikke, og seneste skud på stammen, i hvert fald på Wii U, er Legend of Kay: Anniversary, hvilket Nordic Games udgav 30. juli 2015 både fysisk og digitalt. Men er spillet så værd at spille og holder det nutidens standarder for et godt spil?

Legend of Kay udkom oprindeligt til PlayStation 2 i 2005 og Nintendo DS i 2010 (men sidstnævnte snakker vi ikke om her). Historien drejer sig om den unge kat, Kay, der bor i landsbyen, Cat Village, på øen, Yenching. Her har beboerne hidtil boet fredeligt, men efter at have glemt religionen ”The Way” er freden gået tabt, og øen er blevet overtaget af gorillaen, Minister Shun, og rottealkymisten, Tak. Kay sætter sig for at yde modstand mod denne tyranni, så han stjæler kung fu-mesterens sværd, der ellers er reserveret til The Chosen One, og drager mod de andre byer på øen for at finde hjælp. Historien er dermed klassisk for eventyr-spil i denne stil.

Gameplay-mæssigt har vi med et 3D platform-action-adventure-spil at gøre. Det er en genre, vi ellers kender fra Super Mario 64 og Banjo-Kazooie, hvor platformsdelen dog er mere i fokus. Krydr disse to spil med noget The Legend of Zelda, og du har en nogenlunde idé om, hvad du går ind til. I spillet bevæger du dig meget fra A til B i et 3D-univers, hvor der dog er enkelte afstikker-veje, som byder på hemmeligheder. Disse hemmeligheder er typisk mønter, der kan bruge si butikkerne til at købe eliksirer og bomber, og Heart Containers eller Magic Containers, der giver dig henholdsvis mere liv og mere magi. Vejen fra A til B er naturligvis belagt med besvær; der er dybe afgrunde, der skal passeres, eller gåder der skal løses, og sidst, men bestemt ikke mindst, er der fjender, der skal besejres.

Helten Kay er elev hos den fallerede og drukfældige, men stadig dygtige, kung fu-mester i Cat Village – ja, faktisk er Kay hans dygtigste elev, og derfor er det ikke underligt, at spillet fokuserer lige så meget på kamp som på platformshopperi og udforskning. Med sit stjålne sværd giver Kay fjenderne tæsk med et rimeligt veludbygget, men desværre dateret, kampsystem. Du kan slå almindeligt og kombinere forskellige typer angreb til stærkere kombinationsangreb, du kan parere og kaste med fjenderne, og du kan bruge magi til at udrydde en større gruppe fjender hurtigere. Der er dog svagheder her, for for at bruge magien skal du holde Y nede i længere tid, men fjenderne angriber som regel hurtigere end magien kan lade, og angrebet mislykkes dermed. Derudover er det svært at komme til at kaste med fjenderne, da du skal om bag dem, men det er styringsmæssigt vanskeligt at komme det. Parering virker fint, men fjenderne kan godt finde på at angribe fra to forskellige sider samtidig, og så virker pareringen naturligvis ikke. Disse problemer kunne let være blevet løst med en form for targeting-system, men et sådant er ikke at finde. Der er desuden flere forskellige våben, som hver er stærke overfor visse typer af fjender – f.eks. er Wolverine-kløerne gode mod fjender uden skjold. Når det lykkes dig at besejre én af fjenderne i kamp vil du få adgang til et kombo-system, hvor du hurtigt kan bevæge dig fra fjende til fjende – lidt á la Batman: Arkham-spillene – og det fungerer glimrende. En sjov ting er, at du også skal bruge dette uden for kampene for at nå platforme, du ellers ikke kunne komme op til.



Opgraderinger til våbene får du ved at løse små gåder i løbet af banerne. Disse gåder består som regel i at finde X antal katte-statuer, der skal aktiveres, hvorefter du får adgang til din opgradering. Katte-statuerne er afsindigt godt gemt til tider, så jeg missede faktisk en del opgraderinger i løbet af spillet. Det er nemlig ikke oplagt, hvordan man kommer tilbage til tidligere besøgte områder, hvis man i det hele taget kan, og det er super ærgerligt!

For afvekslingens skyld skal Kay også ride på vildsvin i bedste kart-racing-stil, og svinet kan endda drifte! Dette bliver dog brugt lidt for ofte, og det virker ikke helt efter hensigten. For at kunne fortsætte med at ride skal du igennem nogle checkpoints, men nogle gange registrerer spillet ikke, at du rammer, og hvis du rammer lidt skævt på checkpointet, vil det ikke poppe for dig. Det er noget, der burde være finpudset i remasteren, men det er det altså ikke blevet!



Vigtigt for især platformsdelen er kameraet og styringen, og disse er ikke helt oppe at ringe. Styringen bærer præg af, at spillet har været et PlayStation-spil, synes jeg, men det er som med så meget andet; man vænner sig til det. Det eneste, jeg specifikt ønsker at kunne ændre, er brugen af items, det styres på L-knapperne, hvilket ikke er så intuitivt. Et problem med styringen er, at førstepersonsperspektiv ikke kan tilgås, når du spiller med Pro Controller – det er tydeligvis en fejl, men det virker i det mindste med GamePad. Kameraet er også lidt løst i styringen, men det er nok en smagssag, og jeg savner at kunne dreje det op over Kay – jeg kan kun zoome ind og ud eller rotere rundt om, hvilket bare ikke altid er nok i denne type spil. Det automatiske kamera er lidt besværligt; nogle gange hopper det rundt, så du mister både orienteringen og, hvad værre er, retningen du var på vej i.



Grafikken er naturligvis frisket op siden den originale udgivelse. Lyseffekterne er væsentlig bedre, og teksturerne er blevet glattet ud. Jeg vil ikke kalde grafikken god, men stilen er passende til stemningen, og farverne er forfriskende og rene. Lyssætningen giver måske en anelse overeksponering, for det virker tit som om, at tøj giver genskin, men det er ikke noget, jeg tænkte synderligt meget over under spillet. Derudover er baggrundene ikke så pæne, og de er tilmed flade til tider. Horisonten forsvinder også visse steder i spillet, så her kunne de også have gjort et lidt bedre stykke arbejde. Lyden er, formoder jeg, som den originale lyd, og den passer ligeså glimrende til stilen. I fredelige tider flyder der en kinesisk-inspireret musik ud af højtalerne, og hvert miljø har sin egen musikstil. Der er stemmeskuespil i spillet, og her finder vi så lydsidens største svaghed. Der er ikke gjort så meget ud af stemmerne, og figurernes kropsholdning og omstændigheder er der overhovedet ikke taget højde for. Når stemmen for eksempel energisk udbryder ”Åh nej!”, så står figuren stille med krydsede arme. Stemmerne er også enerverende i længden, og du er desværre tvunget til at lytte til dem ret tit, da du ikke kan springe dialogsekvenser over.

En ting jeg selv skulle være opmærksom på da jeg spillede Legend of Kay var liv. Jeg har efterhånden helt glemt, hvordan spil med liv fungerer. Hvis du dør, starter du bare forfra på den opgave, du var i gang med, eller tilbage til start af den sektion, du døde i. Hvis du derimod mister alle dine liv bliver du sendt tilbage til det seneste save-point, og der kan godt være lidt langt mellem disse. Det kan lede til frustration på nogle af de knapt så vellykkede platformsudfordringer, mens der som regel er et save point umiddelbart før boss-kampe.



Det gode:
Efterhånden, som jeg er kommet videre i spillet, er jeg blevet mere og mere glad for kampsystemet, for når fjenderne begynder at bruge rustning og angribe på mere varierede måder, så vil du hurtigt dø, hvis du blot manisk trykker Y for at angribe. Det kræver altså lidt finesse og overblik, hvis du vil undgå at dø, og det gør bestemt ikke noget, at der er lid udfordring at hente. Dertil kommer så, at de andre våben i spillet giver en større dybde, for Wolverine-kløerne er ikke effektive mod fjender med rustning osv.

I sammenhæng med kampsystemet har vi sværhedsgraden. Det er hovedsageligt niveauet for kampene, der ændres, når du vælger sværhedsgraden i starten af spillet, og der er fire at vælge mellem; easy, normal, hard og nightmare. Jeg spillede selv på Normal og blev besejret flere gange, men det var aldrig frustrerende. Mellem kampene er spillet ikke så svært, men det er derimod ikke altid oplagt, hvor du skal gå hen, hvilket øger sværhedsgraden en anelse. For at komme videre kan du så købe et hint i butikken, hvilket hjælper en smule på det. Undervejs i spillet er der også såkaldte ”Demon Portals”, der er noget vanskeligere at gennemføre, selv på Normal, hvilket giver den sultne spiller mere udfordring. Disse er helt og aldeles valgfri om man vil besøge, og det er egentlig ganske fornuftigt.



Historien i spillet præsenteres som små animerede tegneserier, hvilket er en god måde at gøre det på. Tegnestilen er glimrende, hvilket højner værdien af disse. Hvis bare alle mellemsekvenser var tegnet sådan… Grafisk mangler spillet en del i forhold til nye spil, men tager man dets alder i betragtning, så er der egentlig gjort et ganske fint stykke arbejde. Baggrundsmusikken er desuden udmærket det meste af tiden.

Det sidste gode, og nok mest afgørende, er, at jeg faktisk havde lyst til at komme tilbage til spillet, når jeg havde holdt lidt pause. Til trods for spillets fejl og mangler var jeg fint underholdt det meste af tiden – alle 14-15 timer det tog mig at gennemføre det.


Det dårlige:
Mest fatalt for spillet er et lidt for levende, men alligevel for fikseret, kamera. Jeg følte aldrig, at jeg havde 100 % kontrol over det, og i denne type spil er det bare ikke godt nok, at det fungerer 80 % af tiden. Jeg manglede i høj grad en hurtig ”centrer”-knap, og jeg kom tit til at dreje det den forkerte vej rundt om Kay. Når styringen så samtidig kræver en smule tilvænning (især skulderknapperne), så gør det spillet lidt mere udfordrende end nødvendigt.



Historien i Legend of Kay er desværre afsindigt kedelig. Det er en klassisk historie om et folkefærd, der bliver undertrykt af et andet folkefærd, og hvor en enkelt person så gør oprør mod styret. Det eneste der kan redde historien lidt er, at der er splid mellem de rotterne og gorillaerne – de onde – men det hele er stadig alt for oplagt.

Samtidig er Kay, hovedpersonen, ufatteligt irriterende at høre på! Hver gang, der er en mellemsekvens, skal han absolut sige noget, der er uintelligent, krænkende og små-racistisk, og han tænker sig absolut ikke om – det er ren ”jeg har et våben, vi skal slås!” hele vejen igennem. Han reflekterer absolut ikke over tingenes tilstand. Dette skyldes to ting. Først og fremmest er manuskriptet absolut elendigt, hvilket jo også skinner igennem på historien, og dernæst er stemmeskuespillet amatøragtigt. Det havde muligvis fungeret bedre, hvis stemmerne ikke var til stede. I hvert fald savnede jeg mange gange muligheden for at skippe mellemsekvenserne, fordi de som regel ikke bidrog med noget godt, og det er ærgerligt for spillet.



Et gameplay-mæssigt minus er, at du ikke kan gå tilbage til tidligere besøgte områder, hvilket gør spillet en kende lineært, og det betyder, at du reelt set kan misse opgraderinger, bonusser og hemmeligheder. Det er et design, jeg absolut ikke forstår, for når man går mellem to områder, går Kay faktisk bare fra det ene til det andet, men i det nye område er der ingen mulighed for at gå tilbage ad samme vej. Spillets andet område er en mose, hvor du netop er gået fra en skov, men kigger du dig tilbage er du på en ø, som du er kommet til i en gondol, men du kan ikke hoppe tilbage i gondolen og tage tilbage til skoven.

Det der nok primært trækker ned i min vurdering af spillet er dog, at der ikke bydes på noget nyt i spillet overhovedet, og det er ikke fordi, at der er sket så meget inden for genren siden dengang. Fejlen er simpelthen, at der heller ikke var noget nyt i spillet, da det oprindeligt udkom i 2005. Spillet låner fra titler som The Legend of Zelda og Super Mario 64, og mens det låner elementerne fint og ikke gør dem ringere, så har det bare ikke noget at byde på selv. Når historien så samtidig ikke ligefrem er spændende, så kan det til tider være svært at se sig selv spille det færdigt.



Konklusion:
Legend of Kay: Anniversary er formentlig det bedste spil i sin genre på Wii U i øjeblikket. Det får bestemt ingen priser for originalitet, men der er ingen tvivl om, at hvis du virkelig savner et nyere spil i denne genre, så skal du have dette spil. Grafikken er nydelig, og der er langt hen ad vejen gjort et godt stykke arbejde med at tæmme kameraet. Problemet med spillet er ganske enkelt, at det er meget middelmådigt på alle vigtige punkter, så mens du har det nogenlunde sjovt med spillet undervejs, så er det hurtigt glemt igen – bortset fra spillets stemmeskuespil, der er svært at komme sig over. Køb det, hvis du kan lide genren – det er bestemt underholdende i sig selv, men forvent intet mesterværk.

Spillet fylder 3393 MB.

Kommentarer: