Tales of the Shire: A The...

N-cast #215: Er Indie Dir...

N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Se Indie World Showcase i...

Prøv Eiyuden Chronicle: ...

Amiibo!

Pokémon Unite

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Spil på vej til Switch

Pokémon GO

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Psycho Pigs (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 21-12-2016 01:49

Tilbage i 1987 skabte det japansk-udviklede spil Butasan en del røre, da det kom til Vesten som Psycho Pigs U.X.B., og dét på grund af en marketingskampagne, der blev kritiseret for at være sexistisk. I spilmagasinerne reklamerede man nemlig for spillet med billedet af en delvist afklædt kvinde med coveret til spillet i sine hænder, og teksten i annoncen havde samtidig seksuelle undertoner. Sammenlignet med dagens reklamer er annoncen egentlig ret uskyldig, og den ville nok ikke få den store omtale i dag, men ikke desto mindre er der kommet et remake af spillet til 3DS. Det er udviklet af Clarice Games og Mechanic Arms, der sammen publicerede spillet i Japan sidste år, men sidst i juli bragte Bergsala Lightweight spillet til Europa, og jeg har nu kigget nærmere på det.

Hvad har spillet så at gøre med letpåklædte kvinder? Absolut intet! Det handler om grise der kaster bomber efter hinanden, og der er tale om et action-spil med klassiske arkadeværdier. Kampene i spillet foregår således i små lukkede arenaer, og det leder måske straks tankerne hen på Bomberman, men de to kan ikke helt sammenlignes. Ud over at man angriber hinanden med bomber og gør brug af diverse power-ups, så har de to spil nemlig ikke så meget at gøre med hinanden i gameplay-mæssig forstand, men det skal vi nok komme ind på. Lad os dog først starte med at kaste et blik på startskærmen, og det indhold, som spillet har at byde på.


Man kan navigere i menuen med knapper såvel som touch.

Overordnet set har spillet tre spiltilstande at byde på i form af Tournament, Versus og Endless, og de fleste spillere vil formentlig kaste sig over Tournament som det første. Gør man det, så vil man finde muligheden for at spille på henholdsvis Easy, Normal og Hard, og målet i den såkaldte turnering er ganske enkelt at komme igennem det fastlagte antal runder med et eller flere liv i behold, hvilket man gør ved at eliminere de andre grise i hver runde. Sværhedsgraden er bestemmende for antallet af runder (henholdsvis 8, 12 og 16), men den påvirker også arenaernes størrelse, antallet af liv du starter med (5, 4 og 4) samt antallet af modstandere og deres holdbarhed, så der på højere sværhedsgrad er flere grise, der skal skades flere gange.

Springer vi videre til Endless, så finder vi en spiltilstand med større arenaer, og her skal man som navnet antyder gennemspille runde efter runde, indtil man løber tør for liv. De større arenaer medfører, at det ikke er så kaotisk som Tournament, og det er da helt klart også den letteste spiltilstand af de to. Målet er stadig at eliminere de andre grise i hver runde, og som vist i startmenuen, så er der mulighed for at spille Endless med to spillere, hvor man deles om det startende antal liv. Det kan man gøre både lokalt og online, men begge dele kræver, at hver spiller har sit eget eksemplar af spillet. Det samme gør det naturligvis, hvis man vil spille Versus, som er spillets rene multiplayer-tilstand for op til fire spillere, og her kan man så oprette sig eget rum eller søge efter nogle at spille med online. Der er i Versus mulighed for at vælge mellem to forudbestemte regelsæt med fokus på henholdsvis point og antal knockouts, men man kan også indstille det lige som man ønsker og slå power-ups til/fra, som det passer til ens temperament.


Der er mange grise og masser af kaos på højeste sværhedsgrad.

Som indledning til turneringen på den laveste sværhedsgrad introduceres vi for styringen, og den er sådan set ganske enkel. Man styrer sin gris rundt i arenaen med Circle Pad eller D-Pad, mens A og Y bruges til henholdsvis at kaste bomber og anvende items, og på B kan man få sin gris til at dukke sig/kravle. Bomber ligger der nogle af i arenaen fra start, men en dommer render også rundt og placerer nye hele tiden, og man skal naturligvis samle dem op for at have noget at kaste med. Et hurtigt tryk på A medfører et almindeligt kast, men holder man A inde, så ryger bomberne lidt længere, og har man ingen bomber, så kan A i stedet bruges til at slå sine modstandere, så de midlertidigt ikke kan bevæge sig. Rammer man en modstander med en bombe, så sprænger den, men rammer man dem i nakken, så ryger den blot på jorden, og grisene kan som sagt også dukke sig for at undgå det farlige kasteskyts.

I modsætning til Bomberman, så har de traditionelle bomber i dette spil tal på sig, og nogle vil tælle ned fra start, mens andre først gør det, når de er blevet kastet en enkelt gang. Når tallet når 0, så sprænger bomberne naturligvis, og det samme gør andre bomber inden for en vis radius, så det kan skabe en kædereaktion. Du behøver derfor ikke nødvendigvis at ramme en gris direkte for at eliminere den, og der vil af og til også dukke andre typer bomber op, som er gode til at sætte større eksplosioner i gang – en type kastes i en bue op i luften og sprænger ved kontakt med jorden, mens en anden kan sprænges manuelt med et tryk på B, når den er sendt afsted.


Godt vores gris har et skjold her, for nogle af bomberne sprænger snart.

Har man elimineret en eller flere grise i en større eksplosion, så vil det ofte føre til, at der dukker items op i arenaen, og dem er det kun menneskelige spillere, der kan anvende. Rent praktisk kan de opdeles i to kategorier; dem der har effekt blot ved opsamling, og dem der skal bruges på Y. I sidstnævnte kategori finder vi eksempelvis et midlertidigt skjold, muligheden for at kaste med ildkugler, hidkaldelsen af et luftangreb og adskillige muligheder for at manipulere alle bomberne i arenaen på den ene eller anden vis, men der er en del flere end det med et udvalg på i alt 14 items. I den anden kategori er der genstande, der påvirker evnerne for din gris, indtil den dør. Dette inkluderer muligheden for at opgradere løbehastighed samt kastelængde, kastefart og sprængningsradius for bomberne til fire niveauer over standard, og samler man en rygsæk op, så kan man tilmed have mere end én bombe på sig. Dertil kommer en monsterdragt, som kan tage skaden en eller flere gange i stedet for din gris, sovegas, som får modstanderne ti at sove i 10 sekunder, og selvfølgelig ekstra liv. Perler af forskellig farve vil også dukke op, og indsamling af tre ens kan påvirke effekten af den næste rygsæk, monsterdragt eller sovegas, som dukker op, eller tilmed fremkalde en særlig genstand, der opgraderer din gris til højeste niveau på de fire parametre, der blev nævnt tidligere. Slutteligt er der så skattekister, hvilke du maksimalt kan indsamle otte af i et spil, og disse indeholder point eller kostumedele til din gris alt efter type.

Kostumedelene nævnt i det forrige afsnit kan man iføre sig fra menupunktet Dress-Up, og foruden et mål om at komme igennem turneringerne på de forskellige sværhedsgrader og nå så langt som muligt i Endless, så kan man også forsøge at opnå mange point i begge disse spiltilstande. Spillet gemmer nemlig ens bedste scorer og lader dem uploade til online leaderboards, hvor de 50 bedste scorer for ugen og de 50 bedste totalt set kan findes for hver spiltilstand, der spilles alene. Dem kan man så til enhver tid tilgå fra menupunktet, Records, hvor man også finder statistiker for sin tid med spillet.


I Endless er arenaerne større end et enkelt skærmbillede.

Det dårlige:
Personligt foretrækker jeg at lægge fra land med at fortælle om de positive ting ved et spil, men her med Psycho Pigs tager vi den omvendt, og det er der en årsag til. Til at starte med kunne jeg nemlig ikke finde de store kvaliteter ved spillet, og selv om det var okay underholdende med sit actionfyldte gameplay, så blev det hurtigt kedeligt, når jeg havde prøvet lidt turneringer på alle sværhedsgrader og havde testet Endless af. Der var kritikpunkter nok at tage fat på: Jeg modtog ingen info om betydningen af spillets mange items, Tournament var for let på Easy og nærmest umuligt på Hard, og spillet ville aldrig uploade min score til leaderboards, hvor den i stedet meldte fejl. Dertil kom, at jeg nærmest konstant modtog de samme få kostumedele i kisterne, det føltes som en umulighed at få dem alle, og der kunne absolut ikke findes nogle at spille med online.

Det gode:
Heldigvis havde jeg selv købt spillet, da det fejlagtigt blev sat til salg for en slik i Danmark fra start, og derved havde jeg (i besiddelse af købt eksemplar + anmeldereksemplar) mulighed for at teste multiplayer-delen af med min bror online. Her skiftede min umiddelbare opfattelse af Psycho Pigs helt karakter, for det var sådan set ganske underholdende i både Endless og Versus, og vi fik hurtigt nogle timer til at gå med at samarbejde og især konkurrere, mens vi kommunikerede over Skype. Herigennem fandt vi også frem til, at de tilgængelige kostumedele er spredt ud over alle spillets spiltilstande, så der var altså en grund til, at jeg konstant modtog de samme dele tidligere. Kan ikke sige, at jeg er fan af den måde at fordele dem ud på, da det er umuligt at se, hvor man mangler at få nogle dele, men det hjælper da lidt på oplevelsen, at der rent faktisk kan åbnes op for mere af garderoben til ens gris.


Det er multiplayer, der er spillets højdepunkt.

Da vi kommer i gang med Versus, så viser det sig også, at spillet rent faktisk indeholder forklaringer til samtlige items, så man kan vælge at slå dem til/fra på et ordentligt grundlag, men det kan undre, at det ikke fremgår andre steder i spillet end der. Eller, det står også i den elektroniske manual, men den kigger man jo ikke i, når man kaster sig direkte ud i et spil. Mærkværdigt nok, så kom kommunikationen med spillets online leaderboards også til at virke, efter vi havde spillet multiplayer, og det gør jo så spillet en del sjovere, hvis man kan lide at konkurrere med spillere verden over. Det må dog være en klar fejl i spillet, der forhindrer denne del af spillet i at virke, før multiplayer har været igangsat, og jeg havde på flere forskellige dage og tidspunkter forsøgt at uploade mine scorer forinden uden held.

Konklusion:
Min oplevelse med Psycho Pigs startede skuffende ud med mangelfuld undervisning og en følelse af, at der ikke var mere af betydning at se efter at have spillet i ikke meget mere end en times tid. Fejlslagen kommunikation med spillets leaderboards, og et ikke eksisterende online-community gjorde spillet kedeligt at spille alene, men det var heldigvis helt anderledes i multiplayer. Det hurtige og kaotiske gameplay gør det sjovt at konkurrere med andre, og man ser hurtigt den ene runde afløse den næste. Efter en runde online multiplayer fungerer leaderboards som de skal, og det gør pludseligt spillet mere interessant, men prisen, der lyder 60 kr. for den samlede pakke, synes at være lidt for høj, og der burde have været mulighed for at spille multiplayer lokalt med blot et enkelt eksemplar af spillet. Invester kun, hvis andre i din vennekreds også har/køber spillet.

Spillet fylder 652 blocks.

3
1ups givet

3/5


Essentiel multiplayerdel

Klassiker

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

21-12-2016 01:53

Ny dag og ny anmeldelse til vores dejlige brugere. Håber den kan bruges Smiley
0
1ups givet

#2 - Aneira

Level: 18 (Twhomp)

23-12-2016 10:22

Jeg tabte min barndom til Psycho Pigs på Commodore 64. Det spil var det vildeste shit. Specielt multiplayer holdte for hårdt.

Denne udgave ser alt for kluntet ud. Svinene er for store og banen for lille i forhold til C64 udgaven.
0
1ups givet

#3 - dempup

Level: 5 (Cheep)

20-04-2017 07:52

Ser da meget hyggeligt ud. Kender ikke C64 udgaven, men denne virker da rigtig cool Smiley
0
1ups givet