Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia (3DS)

Skrevet af Shajita - 16-05-2017 12:01

Fire Emblem Gaiden blev i 1992 udgivet som det andet spil i Fire Emblem-serien, og det blev samtidig det sidste spil i serien udgivet på Famicom, den japanske version af vestens Nintendo Entertainment System. På det tidspunkt var lokalisering af spil i denne RPG-serie dog endnu ikke aktuelt – nej, der skulle faktisk gå et helt årti endnu, før vi i Super Smash Bros. for Melee for første gang blev introduceret i til et udvalg af seriens figurer – så det blev aldrig oversat og udgivet uden for Japan. Historien fra det første spil i serien blev i 2008 genfortalt i Fire Emblem: Shadow Dragon på DS, og som et ekko fra fortiden får vi nu også lov at opleve historien og karaktererne fra det 25 år gamle andet spil i en genskabelse på Nintendo 3DS. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det glemte eventyr fortalt i Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia så også er værd at huske?

Vi befinder os i Valentia – et rige opdelt af konflikt mellem dets to guder; den barmhjertige Mila og den hårdføre Duma. Efter talrige strider fandt disse et kompromis, og landet blev delt i to. Mila regerer kærligt over Zophia; et sundt rige med en tilfreds og afslappet befolkning, der lever dovne liv. Duma derimod hersker over Rigel; et koldt og barskt miljø hvor disciplin er normen, og magt er alt. Vores historie begynder i en lille udkantslandsby i Zophia ved navn Ram Village, hvor en ung knøs ved navn Alm lever med sin bedstefar, en respekteret krigsveteran kaldet Mycen. Livet er afslappet og fuld af spas sammen med Alms venner; Gray, Kliff, Maye, Tobin og en nylig tilflytter ved navn Celica, men denne fred varer ikke evigt. Alm og hans venner løber en dag ind i fjendtlige soldater i skoven, og disse tager pludselig meget interesse i Celica og skal til at bortføre hende og slagte de resterende børn, da Mycen kommer og redder dem. Hvad der skulle have været et triumferende øjeblik ender dog brat, da Mycen stoisk og kryptisk fortæller børnene, at Celica ikke længere er i sikkerhed i Ram Village, og inden længe ridder han hende væk til et ukendt sted, som kan tage sig af hende.

Et raskt årti passerer, hvor Alm træner med Mycen og går fra at være en knægt med gåpåmod til en dygtig kriger. Vores hovedperson har stadig ingen anelse om, hvorfor Celica pludselig skulle rives ud af hans liv, ligesom han ikke har nogen forklaring på, hvorfor han som den eneste ikke må forlade landsbyen. Freden varer dog ikke evigt, da en ung soldat ved navn Lukas finder sin vej til Ram Village med dårlige nyheder og et ønske. Krig har fundet sin vej til Zophia, og naboerne fra Rigel har startet en invasion. Rigels overvældende styrke har resulteret i mange tab og en dalende moral blandt frihedskæmperne, så Lukas ønsker, at Mycen tager del i konflikten med sit lederskab og spyd i håb om at genvinde kampgejsten og befri Zophia. Mycen er dog ikke til at finde, og da Alm har trænet under ham i størstedelen af sit unge liv, så falder han ind under kategorien "eh, godt nok", og vælger at rejse ud for at opleve verdenen og befri sit rige sammen med sine venner, der alle er med af personlige årsager.

Samtidig med introduktionen til Alms historie følger vi også Celica, som er vokset op på et kloster, hvor hun er blevet en respekteret præst og en magtfuld troldkvinde. Hun fornemmer dog Milas styrke og beskyttelse langsomt forsvinde fra riget, og sammen med hendes to venner, troldmanden Boey og heksen Mae, sætter hun kurs imod Milas tempel for at hjælpe gudinden hvordan end muligt. Med denne todeling er spillets plot på mange måder ret traditionelt. Det har en meget sort/hvid forståelse af morale, og mange af de store twists kan man se komme på lang afstand. Det formår dog at holde hovedet over vand, da spillet lægger meget vægt på dets største styrke i form af dets karakterer. Her finder vi alt fra den egoistiske lejesoldat Saber til den krigselskende Mathilda, og der er en håndfuld karakterer for enhver smag, så længe den smag er okay med anime-karakterer, der snakker meget formelt til hinanden.


En af de ting der hjælper figurerne en hel del, det er stemmeskuespillet. Næsten hver eneste sætning bliver læst højt af en skuespiller, og det giver mange af karaktererne meget mere liv, end deres statiske portrætter kan. Mængden af stemmeskuespil er næsten helt overvældende, da næsten alle fra hovedpersonerne; Alm og Celica, helt ned til karakterer, som du møder i de forskellige byer, med navne som "Old Woman" har en stemme. Ja, der er så meget af det, at de enkelte sætninger, der ikke har stemmer kan komme som et chok. Stemmeskuespillet er ikke exceptionelt, men det holder en solid standard hele vejen igennem. Det tilføjer også ekstra tyngde til de dramatiske øjeblikke, giver karaktererne bedre chancer for at adskille sig fra hinanden, og gør den nærmest uendelige mængde tekst om politisk debat og small talk meget mere overskuelig, da størstedelen af det bliver læst op for dig.

Gameplay-mæssigt minder spillet meget om resten af serien. Du bevæger dig rundt på et verdenskort og besøger forskellige områder, såsom byer med bønder og butikker, grotter med skatte og monstre, eller en historie-relateret bane hvor seriens traditionelle kampe og historier som regel udfolder sig. Et fedt lille twist på dette format er, at Celica og Alm befinder sig på hver sin side af verdenskortet, og du kan bevæge dem individuelt efter smag og behag. Hvis du vil gennemføre et kapitel helt med Alm, før at du rykker Celica ud (eller omvendt), så kan du gøre det, og du kan ligeledes vælge en balanceret diæt af begge kampagner – valget er op til dig at træffe.


Kamp-systemet minder i særhed meget om sine ældre brødre, men der er denne gang én stor ændring, som vi kommer ind på om lidt. Spillet er således et tur-baseret, strategisk RPG, hvor du rykker dine karakterer rundt på et spillebræt af en art, og det samme gør din modstander. Banerne har hver især visse ting at tage hensyn til, såsom døre der skal åbnes indefra, søer der tager lang tid at vade igennem, og træer som øger dine chancer for at undvige projektiler. Hver af dine karakterer kan udføre én handling per tur, så det er vigtigt at få så meget ud af den som muligt. Dette kan f.eks. være at bruge en liv-gendannende genstand eller at bevæge sig hen i en bestemt position og udføre et angreb på en modstander. Både dine og din modstanders karakterer falder ind i forskellige klasser, der alle har bestemte styrker og svagheder. For eksempel kan riddere til hest rykke meget længere per tur, end en soldat til fods kan. Til sammenligning kan en bueskytte ikke rykke lige så langt, men han kan skyde med flere felters mellemrum, hvilket gør at han kan angribe soldater uden selv at blive udsat for fare.

Som tidligere nævnt er der dog én markant ændring i forhold til resten af serien, og det er manglen på den traditionelle våben-trekant. I resten af serien har de et sten/saks/papir-system, hvori sværd slår økser, som slår spyd, som slår sværd. Blankvåben i Shadows of Valentia har således ingen naturlige fordele over for hinanden, men der er dog stadig visse elementer at tage højde for – eksempelvis kan en soldat i tung rustning næsten ikke kan skades med sværd, spyd og pile, men han kan steges levende med en ildkugle fra en troldmand. Din tur ender, enten når alle dine tropper har udført en handling, eller når du selv vælger at afslutte den. Derfra rykker modstanderen alle de tropper han vil, og sådan fortsætter det indtil at én af de to hære falder – og falde de vil. Død kommer hurtigt, men hvor hårdt den rammer kommer an på dine personlige præferencer. Når du starter spillet op har du to beslutninger, der skal tages. Skal sværhedsgraden være på Normal eller Hard, og skal dræbte karakterer skal forblive døde? For denne anmeldelse spillede jeg på Normal med permanent død sat til, og jeg blev mødt med en stiv, men fair udfordring, der gjorde enhver sejr yderst tilfredsstillende.


Et andet element i dette eventyr, som ikke er set i resten af serien, er Dungeons; grotter, fangekældre og templer, som du frit kan udforske i et 3D-miljø. I disse kan du finde skattekister, som kan indeholde brugbare ting som våben eller smykker, som du kan sælge for en pæn sum guld og sølv i de nærliggende byer. Der er imidlertid også monstre at finde, og selvom disse sjældent byder på en solid udfordring, så er de glimrende til at træne nye rekrutter op med, så de kan følge trit med resten af dine tropper, såvel som de fjender de møder på vejen. Skulle du være heldig at lande et angreb på et monster inde i grotten under udforskningen, så starter de i øvrigt kampen med reduceret liv fra start.

Grafisk holder spillet standarden for resten af serien på 3DS-platformen. Charmerende 2D-sprites danser på verdenskortet og i fugleperspektivet, når du vælger handlinger, men når en kamp starter op, så zoomer spillet ind og viser dig dets 3D-karaktermodeller, som vil udøve kamp-scenerne på skærmen. 3D-modellerne selv ser ganske fine ud i deres egen ret, men hvor de for alvor skinner, det er i deres animationer – specifikt i måden hvorpå de interagerer med modstanderens bevægelser på – og hvis en modstander rammer ved siden af, vil mange af spillets karakterklasser have unikke animationer, når de affyrer deres modangreb. Min personlige favorit er bueskytten, som kan undvige et sværd eller spyd med en baglæns saltomortale, affyre en pil efter modstanderen mens han er i luften og lande sikkert på sine fødder. Disse animationer flyder så naturligt sammen med hinanden, og det giver kampene meget mere energi og spænding, end de egentlig har ret til at have.


Når der snakkes, så gør spillet brugt af portrætter af spillets karakterer, og disse vil aldrig ændre stilling, men ofte ansigtsudtryk. Det er lidt af en billig løsning, og alene ville dette ikke have været nok, men det førnævnte stemmeskuespil holder de her samtaler livlige, når tegningerne ikke kan. Under enkelte specielle tilfælde vil spillet sågar gøre brug af seriens populære CGI-mellemsekvenser, som alle sammen er veludførte, hvis vi ser bort fra nogle enkelte stive ansigter her og der.

Musikken har ikke så mange mindeværdige toner, men de er alle passende for deres kontekst. Et fedt lille trick, som spillet bruger imod dig, er, at musikken ændrer sig alt efter, hvis tur det er. Når du sidder og vælger dine beslutninger, så er musikken optimistisk og triumferende, men når modstanderen begynder at rykke ud, så bliver den dyster og faretruende. Det fungerer glimrende, og hjalp en hel del med til at leve mig ind i rollen som en general, der kan tage tunge beslutninger det ene øjeblik og bide negle af bekymring i det næste.


Konklusion:
Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia er en solid salut til seriens rekord-brydende rejse igennem 3DS'ens levetid. Spillets store styrke er dets karakterer, som bringes til live med en solid mængde stemmeskuespil, og gameplay-mæssigt er det meste, som vi kender det. Manglen på våben-trekanten og tilføjelsen af dungeons med udforskning i 3D får dog denne udgivelse til at føles unik, og det går på ingen måde ud over kvaliteten. Man har således taget et fortabt NES-spil og opdateret det til moderne standarder uden nogen iøjefaldende operationsar, men grundet de forskellige ændringer er det muligvis ikke det bedste sted at starte for nye spillere, da det kunne sætte falske forventninger for resten af serien. Tørster du derimod efter et nyt Fire Emblem eller et krævende og tilfredsstillende strategisk RPG-spil, så er Zophia helt klart et rige, der er værd at redde, og jeg kan på det varmeste anbefale spillet.

Spillet fylder 18.818 blocks.

Kommentarer: