ARMS (Switch)

Skrevet af Zone - 12-06-2017 11:26

Det er ikke hver dag, at Nintendo annoncerer en helt ny IP, men det var altså tilfældet da de tilbage i januar præsenterede os for ARMS under deres store Nintendo Switch-event. Med farverige figurer og gameplay, der virker som bygget til vores nye hybridkonsol, ser spillet lovende ud, men spørgsmålet er, om dette nye slåsspil kan stå distancen, eller Nintendo slår helt ved siden af denne gang. I vil for alvor få mulighed for at teste det i egne hænder, når spillet udkommer d. 16. juni, men jeg prøver selvfølgelig at finde svaret allerede nu i denne anmeldelse.

Når man træder ind i hovedmenuen i ARMS, så minder det egentlig ret meget om et traditionelt kampspil. Spillet har de sædvanlige single player- og multiplayer game modes, som man ville forvente det, og en række karakterer, der har forskellige egenskaber. Det er dog kun ved første øjekast, at spillet minder om andre kampspil, for ARMS har et gameplay, som man ikke finder i hverken Street Fighter- eller Super Smash Bros.-spillene. Først skal det vælges, hvordan man vil spille, og man kan virkelig mærke, at ARMS er et spil, der er bygget til Nintendo Switch fra bunden og op. Joy-Con-controllernes unikke bevægelseskontrol er brugt fuldt ud i ARMS, og der er taget højde for, at spillet kan spilles og nydes i alle maskinens former – om det så er i tabletop mode eller på det store TV. Og nej, man behøver ikke at benytte sig af bevægelsesstyringen, for det kan også spillet med input fra tasterne på din foretrukne controller.

Spillet styres i bund og grund som en udvidet udgave af bokse-minispillet fra Wii Sports, men det er et langt mere nuanceret og dybt gameplay, som man finder i ARMS. Det er utroligt intuitivt at give sig i kast med spillet, når man bruger motion controls, eftersom den indbyggede gyro-sensor detekterer, hvordan spilleren slår i den virkelige verden, og overfører det til spillet. Det eneste 'problem' er dog, at pro controlleren og andre "almindelige" controllere også kan bruges, for de fungerer faktisk bedre end bevægelsesstyringen, da det er nemmere at hoppe, undvige og lave præcise angreb. Det er i hvert fald min erfaring.

Et nyt twist på en gammel genre
Gameplay’et i ARMS adskiller sig også fra andre kampspil på den måde, som spillet bruger det tredimensionelle rum på. Når man spiller andre 3D fighters, som f.eks. Pokken Tournament, ser man tingene fra siden, men i ARMS sidder kameraet bag ens figur. Yderligere foregår kampene ikke nødvendigvis som nærkamp, eftersom figurernes arme skydes afsted som fjedre, når man slår, hvilket gør, at kampene kan udkæmpes over større afstande, end hvad man er vant til. Dette gør spillet utroligt taktisk, da man konstant skal reagere på eller forudsige sin modstanders næste træk. Spillet er som sagt utrolig nemt at gå til – især med motion controls – men hvis man ikke tænker sig om, så kan man få virkelig mange tæsk af andre spillere såvel som computermodstanderne, og det gælder allerede på de lavere sværhedsgrader.


Unikke karakterer og tilpasningsmuligheder i højsædet
ARMS har et fantastisk farverigt og varieret karaktergalleri, hvor alle medlemmer har unikke karakteristika både visuelt og funktionelt. Spring Man er eksempelvis markant anderledes end Master Mummy – ikke bare grundet deres udseende, men også den pga. den følelse de giver, når man spiller med dem hver for sig. Mens Springman slår hurtigt og er let på tå, så er Master Mummy tung og langsom til at slå, men han slår til gengæld ufatteligt hårdt og kan tage flere slag, før han vakler. Disse forskelle bliver kun langt mere tydelige, jo flere figurer man afprøver, og med karakterer der spiller forskelligt og samtidigt sprudler af kreativitet, så er det nemt at se, hvorfor fans af serien allerede poster spandevis af fanart med spillets karakter på nettet. Nintendo har virkelig ramt en guldåre med spillets artstyle.

Det er dog ikke kun karakterernes forskelligheder, som udgør spillets tilpasningsmuligheder, for det er især de mange våben kaldet ARMS, der er omdrejningspunktet, og disse skal man vælge et af til hver hånd. Man kan vælge alt lige fra afbalancerede boksehandsker, der er hurtige, til paraplyer, der blokerer andre slag, mens de er på vej over for at slå modstanderen, og hver af de ti spilbare figurer har fra start adgang til tre typer ARMS, der passer til deres spillestil. Mens hver figur kun kan benytte sig af tre typer ARMS, som man vælge blandt i påbegyndte kampe, ad gangen, så er det dog muligt at låse op for langt flere ARMS og skifte ud på standard-våbnene – dette gøres ved at spille et minispil, hvor man skal optjene point og slå poser indeholdende ARMS ned. Der er sindssygt mange kombinationer af ARMS, og det kan tage noget tid, før man finder den kombination, der passer til ens spillestil bedst, men det er helt klart også en fordel, hvis man skifter mellem ARMS, der har fordele overfor bestemte fjender. Der går garanteret ikke længe, før fællesskabet i ARMS finder frem til de bedste kombinationer, men indtil da nyder jeg at eksperimentere med forskellige kombinationer.


Ligesom der er stor variation i figurer og udvalget af ARMS, så er der også variation i banerne, og hver figur har deres egen bane med sit helt eget layout eller twist. Kid Cobras bane er f.eks. en skatepark, hvor man kan kæmpe med hinanden, mens man står på kæmpe snurretoppe, mens Ribbon Girls bane har platforme, der popper ind og ud af banen hele tiden. Banerne kan have indflydelse på, hvor godt du klarer dig, men det er ikke nok til, at nogle baner er mere frustrerende end andre. Nogle baner er dog helt klart bedre designet end andre, og man kan derfor nemt mene, at nogle baner er sjovere end andre.

Masser af måder at spille på
ARMS byder på et væld af forskellige spiltilstande, og mange af dem finder man ofte i andre kampspil. Til dem der foretrækker at spille alene, så er der først og fremmest Grand Prix, der er ARMS' udgave af den klassiske Arcade Mode, som de fleste kampspil indeholder. Grand Prix indeholder syv sværhedsgrader og består af 10 kampe, hvor to af dem er minispil, mod spillets andre figurer, og spillet noterer, hver gang du gennemfører Grand Prix med en ny karakter, så der er rig mulighed for at spille det igennem igen og igen. Jeg ved ikke om det låser op for noget at gennemføre med alle karakterer, men det ville give mening, hvis det gør, og Grand Prix kan såmænd også spilles i co-op, hvor en ven kan tilslutte sig kampen. Man spiller da 2-mod-2 i alle kampene, men det er uden for Grand Prix også muligt at spille helt almindelig lokal multiplayer, hvor man kan spille 1-mod-1, 2-mod-2 og sågar 1-mod-1-mod 1, hvis man er 2-4 spillere, der vil have lidt sjov sammen.


De minispil, som jeg nævnte tidligere, udgør en stor del af spillets Versus- og Party Match-del, og listen lyder på V-Ball, Hoops, Skillshot og 1-on-100. V-Ball er baseret på volleyball og fungerer ufatteligt godt med ARMS' gameplay lagt ovenpå. Bolden er her erstattet af en stor bombe, der eksploderer, hvis den rammer jorden, og det gælder dermed om at holde bolden i spil og gøre det svært for modstanderne på den anden side af nettet. Det er et af de sjoveste minispil i spillet og helt klart det nemmeste af gå til. Hoops er derimod baseret på Basketball, men her har det det twist, at man skal kaste sin modstander i kurven i stedet for en bold. Her bliver man i stor grad udfordret på sine strategiske evner, for det gælder om at åbne modstanderen op, så man kan få plads til at udføre et greb. Det er ligeledes ganske sjovt og kan være ret udfordrende, hvis man kommer op mod en værdig modstander.

Skillshot er helt klart det sværeste minispil af dem alle. Her skal man ramme målskiver, inden ens modstander gør det, men ikke nok med det, så gælder det om at ramme så mange målskiver i træk med ét enkelt slag for at få så mange point som muligt og dermed den højeste score. Man kan også under kampen ramme sin modstander på den anden side af målskiverne for at få flere point eller for at sætte ham/hende midlertidigt ud af spillet. Skillshot er utroligt svært at lære, og det er ret frusterende i starten, men det er klart det minispil, der kræver flest evner af spilleren, og det kan derfor blive et hit hos hardcore ARMS-entusiaster.


Det sidste minispil, 1-on-100, er kun tilgængeligt for én spiller, og som titlen lægger op til, så gælder det om at besejre 100 fjender i træk. De skal godt nok kun have ét slag for at dø, men der kan være op til tre fjender på banen på samme tid, så det kan være svært at overleve. Minispillene og de mange muligheder for både at spille alene og med eller mod andre er med til at gøre, at spilleren har tilpas med indhold at dykke ned i, og synes man ikke, at der er nok indhold fra start, så skal man ikke blive alt for frustreret. Nintendo har nemlig udtalt, at der løbende vil blive udgivet gratis nye fighters, ARMS og baner, efter spillet er udgivet – i stil med hvad de gjorde med Splatoon – og vi har forhåbentlig noget at se frem til.

Holdbar Online-del
Der hvor spillets holdbarhed virkelig skinner, der er i spillets online multiplayer, og her finder du tre spiltilstande i form af Party Match, Ranked Match og Friends. Party Match er for dem, der bare vil have en sjov, afslappet kamp mod vilkårlige fremmede, og dem der har spillet ARMS Global Testpunch, de har allerede stiftet bekendtskab med denne spiltilstand. Party Match er utrolig sjovt, eftersom man hele tiden bliver smidt ind i forskellige former for kampe mod de andre spillere i et åbent rum, og man kommer nærmest igennem alle typer for kampe og minispil – om det så er kampe 1-mod-1-mod-1 eller V-Ball 2-mod-2, så kam man støde på det.


Hvis man er lidt mere hardcore anlagt, så er der Ranked Match, og denne del er tiltænkt dem, der kun er ude på ren action 1-mod-1. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at afprøve denne del af spillet, eftersom det har været begrænset med modstandere derude, men hvis du bare vil spille online med dine venner på din venneliste, så er det Friends-spiltilstanden, som du skal søge til. Den fungerer stort set ligesom Party Match, men forskellen er, at du her kan ændre på reglerne, og man kan vælge, hvorvidt man vil have password på lobbyen eller ej. Til forskel fra Party match, så kan man også sætte en regel for, hvornår der er fundet en vinder. Dette er opgjort i mønter, som man får, hver gang man vinder eller taber en kamp, og reglen kunne f.eks. være, at den første til at få 20 mønter vinder. Friends findes også i lokal udgave, hvor man blot kan lave en lobby som Switch-maskiner i nærheden kan tilslutte sig via en trådløs forbindelse mellem dem.

Kreativt udtryk giver spillet unik præsentation
ARMS har en utrolig skarp præsentation, og på den grafiske front er spillet flot, men det er især pga. den veldefineret artstyle, som virkelig understreger både karakterernes unikke træk og banernes varierede omgivelser. De forskellige ARMS er også veldefinerede gennem grafikken, og man er aldrig i tvivl om, hvilke ARMS ens modstandere bruger. På lydsiden er spillet også i topklasse. Hovedtemaet er med det samme en klassiker, og den eneste kritik er måske, at det tema er genbrugt og remixet lidt for meget i spillets øvrige soundtrack. Spillets præsentation oser af kreativitet både grafisk og lydmæssigt, og det gør sig gældende lige fra Min Mins nudelarme til ARMS-temaets brug af kor frem for traditionelle instrumenter.


Konklusion:
ARMS er en fremragende ny IP fra Nintendo, der virkelig viser, hvad firmaets unge talentfulde udviklere kan komme op med, når de bliver sluppet løs. Som ny IP har det alt, hvad det skal bruge i form af unikt, nyskabende gameplay og design, der fremmer hardwarens unikke funktioner. ARMS er derfor et af de spil, der for alvor viser, hvad der gør Nintendo Switch unik, og derudover er det et spil med veldefinerede spiltilstande, der giver noget at lave både i single player- og multiplayer-regi. Spillet er ovenikøbet spækket med kreativt design af karakterer og våben, og det har en fed præsentation både grafisk og lydmæssigt. Selvom motion controls er godt integreret i ARMS, så er det stadig at foretrække at spille med pro controller, men mangler du et nyt multiplayer-spil eller en ny fighting-oplevelse på din Switch, så er ARMS helt klart noget for dig. Alle skylder sig selv at prøve denne nye Nintendo-IP, da det virkelig viser, at det gamle firma stadig har nye idéer i ærmet.

Spillet fylder 2,2 GB.

Kommentarer: