4
aug
2017

Fate/Extella: The Umbral Star (Switch)

Skrevet af Shajita

Fate/Extella: The Umbral Star er lidt af et indviklet bæst. Udviklet som en efterfølger til det turbaserede RPG, Fate/Extra til PSP, så finder Fate/Extella nemlig sig selv som et action-spil i stil med Dynasty Warriors-serien fra Omega Force og Koei Tecmo, men det eksisterer også som et spin-off af den ekstremt populære visual novel, Fate/Stay Night, som blandt andet har kastet anime- og manga-serier af sig. Spillet kom i første omgang til Vesten som en eksklusiv-titel til PlayStation-platforme i januar, men her et halvt år senere har vi altså fået Fate/Extella på Nintendo Switch som en fuld-pris udgivelse med alt DLC inkluderet. Spørgsmålet er bare, om det er din tid og dine penge værd, og efter en grundig omgang med spillet, håber jeg, at jeg har svaret.

Fate/Extella: The Umbral Star er ikke i underskud på valgmuligheder. Spillet har en Story Mode, som består af tre kampagner (der løbende bliver låst op), hvori du spiller med forskellige karakterer og opdager deres del af historien. Der er også Side Story, som er samme koncept, men hvor spillets mange side-karakterer og bosser er spilbare – disse bliver der løbende låst op for, som du gør fremskridt i Story Mode. Free Battle er også en mulighed, når meningsløst blod skal flyde, men der er ingen historie at opdage her. Du vælger bare din karakter, din modstander, din bane, før det går løs, og det føles som en meget velkommen tilføjelse, da historie og kontekst ikke står i vejen for dig og noget hurtig action på farten i håndholdt tilstand på Switch. Slutteligt har vi Gallery, som gemmer på det forventede. Der er biografier og info om universet, der kan læses, film-sekvenser, der kan genses, musik, der kan høres, og karakter-modeller, der kan *ahem* studeres.



Spillet benytter sin historie på en meget typisk facon. Du vil blive fodret en mellemsekvens før en bane for at etablere kontekst, og du belønnes ligeledes med en mellemsekvens for at klare banen. Det er meget som forventet, modsat historien selv, som virker nærmest umulig at få et overblik over, men du spiller som en avatar, hvis navn og køn du selv vælger. Denne karakter deltager aldrig direkte i kamp og sjældent i historien. Din avatar er med andre ord skrevet meget som en blank tavle – en karakter uden personlighed, der udelukkende fungerer som din lille vogn på rutsjebanen – og denne avatar vil ofte blive snakket om som det vigtigste i verden på trods af, at figuren sidder med et blankt blik og kigger tomt ud i luften, mens spillets aktuelle hovedpersoner driver plottet.

Det er altså ikke din avatar, der er det mest interessante i spillet, men det er heldigvis andre roller, og her kommer vi til de såkaldte Servants – stærke krigere som har ånden af magtfulde og talentfulde mænd og kvinder fra verdenshistorien. Figurerne kan eksempelvis have ånden fra den græske matematiker, Arkimedes, eller jomfruen fra Orleans, Jeanne D’Arc, og disse karakterer er dem, som du rent faktisk kontrollerer i kamp. De kommer i mange former og farver, men desværre spilles de funktionelt ens.



I hovedhistorierne spiller du udelukkende med én karakter, som er din avatars partner, og denne karakter, alt efter hvilken kampagne du spiller, er mere historiens hovedperson, end du selv er det. Disse figurer vil tage beslutningerne og presse historien fremad, men desværre er historien ekstremt tung. Den første historie, du åbner for, starter således ud med en ekstremt tung mængde tekst, som sætter scenen. Din karakter har hukommelsestab, hvilket er en belejlig undskyldning for at introducere hele universet, hvilket de så gør inden for den første halvanden time med højtidelig tekst og langtrukne sætninger med minimale mængder af gameplay ind i mellem.

Spillet har kort sagt dårligt tempo. Den smule gameplay, som du lægger ud med, forklarer alle spillets mekanikker, men disse bliver glemt i den efterfølgende 45 minutter lange mellemsekvens, som drukner sit eget univers i så mange detaljer, at meget lidt af det har en chance for at sætte sig fast. Mange af spillets baner kan også trække i langdrag, når de bliver efterfulgt af mellemsekvenser, der lider af samme problem som introen; tung tekst der drukner dig i forklaringer om, hvordan spillets verden fungerer.



Den nærmest uendelige mængde tekst er ikke hjulpet af stemme-skuespillet eller præsentationen heller. Historiens eskapader udfolder sig i form af karakter-modeller, der dårligt bevæger sig, og som næsten altid har et basalt ansigtsudtryk. Vægten bag ordene kommer fra flotte tegninger (med små variationer i ansigtsudtryk alt efter situationen) af den karakter, der taler, med japansk stemmeskuespil, og selvom det japanske stemmeskuespil gør et okay stykke arbejde, så er det det eneste sprog, som er blevet stemmelagt i spillet. Trods figurernes endeløse snakken og sludren, så kommer størstedelen af os altså stadig til at læse hele historien. Efter nogle timer holdt jeg derfor op med at følge trit med stemmeskuespillet, og jeg fortsatte bare historien, så snart jeg havde læst en tekst-kasse til ende.

Heldigvis bliver størstedelen af konflikten løst med klinger og næver frem for tale, og det er så her, at vi kommer til spillets gameplay. Som nævnt tidligere er det et action-spil i stil med værkerne fra Omega Force, og jeg vil derfor bruge deres Wii U-spil, Hyrule Warriors, til sammenligning, når det er relevant. Ligesom der er der nemlig tale om et spil, hvor modstanderne er meget svage sammenlignet med dig, og udfordringen kommer mere fra at overtage baser og vedligeholde dem. Din karakter udfører hurtige slag på Y og hårde slag på X, men Y kan altid trykkes flere gange for at opbygge en combo, og i takt med, at du besejrer fjender, vil du få erfaring og stige i level, hvilket åbner op for flere angreb.



Du kan også hoppe (naturligvis) og bruge angreb i luften, hvilket kan resultere i skadende luft-combos, hvis du slår en fjende op i luften, og dertil kommer muligheden for at udføre et par stærkere angreb, som kræver ressourcer. På A har du et angreb, som kræver en form for super-meter opfyldt, og dette er delt op i små blå kasser. Et af disse angreb vil altid gøre massiv skade på én fjende og mindre skade på et stort areal af fjender, men hvis du gemmer på angrebet og sparer en masse energi sammen, så kan du gøre angrebet endnu stærkere. Dette er et af dine primære værktøjer til at nedlægge store grupper af fjender eller fjender af høj prioritet.

Du kan også gå ind i en stærkere form i en begrænset mængde tid, og i denne form kan end ikke bosser hamle op med dig, men den tager ualmindelig lang tid at lade op til, så den er bedst reserveret til vigtige situationer. Slutteligt kan du med et simpelt tryk på ZR udradere alle små fjender og gøre massiv skade til alle bosser inden for et område, men sådan en kraft kommer med en pris. For at kunne bruge angrebet skal du nemlig finde tre Phantasm Circuits i banen. Disse er heldigvis markeret på kortet, så det er ikke svært at finde dem, men modsat alle dine andre evner og angreb, så er der kun ressourcer nok til at bruge din Phantasm Circuit én gang per bane, så det handler om at bruge den med kløgt.



Din karakter er kort sagt latterligt overpowered, og hvis du spiller typiske action-spil, så er det noget af det første, du skal vænne dig til. Du taber ikke ved at dø, for sandsynligheden for, at det sker, er nærmest ikke til stede. Du taber derimod ved at miste for meget territorium, og hver bane er delt op i en bunke områder, som er forbundet via små teleporte i kanterne af områderne. Målet i banerne er at overtage størstedelen af områderne, før modstanderen kan gøre det samme – lidt ligesom med Keeps fra Hyrule Warriors – og for at overtage et område skal du dræbe alle Aggressor-fjenderne inden for det område. Disse kommer kun frem ved at dræbe nok af de mindre modstandere, så du kan altså ikke bare gå direkte i kødet på dem.

Ovenstående lægger ultimativt op til et loop i gameplay. Du løber hen til et område, som er under modstanderens kontrol, nedlægger nok små fjender til at store fjender dukker op, dræber dem, overtager området, og fortsætter, indtil du vinder. Der er dog visse elementer, som kan gøre tingene en smule mere interessante, såsom Plant-modstandere – en stor kugle der producerer fjender i massevis. Hvis disse ikke bliver udryddet hurtigt, så kan situationen hurtigt komme ud af kontrol og gøre det svært at holde trit med fjendens tempo. Selvfølgelig skal det heller ikke være nemt at klare banerne, og når du har overtaget størstedelen af banen, vil en boss således dukke op og jagte dig. Disse er lidt mere af en udfordring og kan kræve intelligent brug af undvigelsesmanøvre og blokering at nedlægge.



Gameplay’et er simpelt, men underholdende. Karaktererne har desværre ikke nok vægt bag sig til at være helt tilfredsstillende, og kameraet er ikke altid lige samarbejdsvilligt imod Aggressors, men at se din udvalgte anime-karakter nedlægge hundredvis af fjender med de simpleste bevægelser har en unægtelig charme, og som nærmest forventet nu om dage, så kan du udruste dig selv mellem kampe med items, som kan bruges til at heale dig selv eller hæve din styrke eller forsvarsevne midlertidigt. Du kan også tilslutte passive evner, som eksempelvis kan gøre dig stærkere imod fjender, der bruger ild, eller give dig bedre forsvar mod fjender, der angriber med is. En rar tilføjelse er desuden, at alle dine spilbare karakterer også har alternative kostumer, og de vil blive præsenteret i mellemsekvenserne i din udvalgte påklædning.

Spillet blev originalt udgivet på PS4 såvel som PS Vita, og det kan ses, at der var taget forbehold for den håndholdte udgivelse. Grafisk snakker vi meget simple karakter-modeller, baner uden mange grafiske detaljer, ikke-eksisterende lip-syncing, lav opløsning på teksturer og blot 30 billeder i sekundet frem for noget højere. Disse 30 fps mere stabile end, hvad man forventer af denne undergenre til Dynasty Warriors, men rent teknisk er der ikke tale om en pæn pakke, og heldigvis løfter stilarten vægten en smule. De flade teksturer, stærke farver og det overdrevne anime-design gør sit for at præsentere spillet i et godt lys, godt hjulpet på vej af spillets overdrevene angrebs-animationer, men der er ingen tvivl om, at der ikke har været mange høje forventninger til spillets originale udgivelse sidste efterår i Japan.



Konklusion:
Alt i alt er Fate/Extella: The Umbral Star underholdende nok, men det er ikke den nyeste heavy-hitter for Switch eller genren. At komme igennem historien i spillet føles som at grave igennem en betonvæg med en teske, for der er masser af tekst ledsaget af intet andet end japansk stemmeskuespil, der bliver trættende at høre på i længden. Præsentationsmæssigt presser spillet ej heller hardwaren så meget som ønsket, og dette er en skam, for på trods af problemerne er der tale om et underholdende hack’n slash, som har rigeligt af potentiale for en potentiel efterfølger. Hvis du er fan af Fate/Stay Night-serien, så skal der nok være noget at komme efter her, og hvis du skal have et action-spil på din Switch så hurtigt som muligt, så er det ikke det værste på markedet. Hvis det derimod ikke haster mere, end det jager, så ville jeg nok anbefale at vente på Koei Tecmo og Nintendos eget Fire Emblem Warriors, der lander til efteråret.

Spillet fylder 3,0 GB.

Karakter

3/5

Forbeholdt niche gamereForbeholdt niche gamere
Diskuter
1
Gå Tilbage
Level 50
17397500 XP
#1:  KJ85 - 4. Aug 2017 23:19

Så blev Shajitas anmeldelse af Fate/Extella også lige kørt gennem maskinen. Vi håber som altid, at teksten kan bruges Smiley

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?