6
aug
2017

Cave Story+ (Switch eShop)

Skrevet af JOEP

Cave Story er efterhånden et gammelt spil – ja, faktisk så gammelt, at nyere spil er begyndt at dukke op på Nintendos Virtual Console-tjeneste. Den første udgave af spillet udkom som freeware i 2004, og det blev portet til Wii med ekstra indhold i 2010, mens Cave Story+ med endnu mere indhold så dagens lys på PC i 2011. Spillet er originalt udviklet af Studio Pixel, der dækker over den japanske Daisuke Amaya, og amerikanske Nicalis har så været inde over siden 2010 i forhold til at porte og opdatere spillet. Nu er spillet så blevet udgivet til Nintendo Switch, hvor det udkom d. 20. juli på eShop, og så er det jo interessant at se, om spillet stadig lever op til den særdeles positive kritik, det hidtil har modtaget. En fysisk udgave af spillet fra Headup Games er efter sigende også på vej her i Europa, men den er endnu ikke annonceret, og det er uvist, hvornår den i så fald vil komme på markedet.

Du starter Cave Story+ med at overvære en chat mellem to personer, som du på dette tidspunkt ikke har noget begreb om, hvem er. Skærmen fader ud, og du overtager nu styringen af en person, som netop er vågnet op i en underjordisk hule, og som ikke aner, hvem eller hvor han er – spillet omtaler ham som Quote. Snart finder du dog repræsentanter for et folkefærd, som kalder sig Mimiga, der leder efter en vis Sue, og inden længe befinder du dig midt i en konflikt mellem Mimiga-folket og Doctor, der har til sinde at udnytte disse stakkels væsner og overtage verdensherredømmet. Historien præsenteres mestendels gennem dialog figurerne imellem, og undervejs gives du valg, der kan ændre udfaldet af historien drastisk – ja, spillet har faktisk hele tre forskellige slutninger.


Der sker altid noget på skærmen – her ses fjender, deres kastevåben og nogle røde pigge, der gør ondt på Quote.


Spillet kan betegnes som et action-platformsspil, for mens nedkæmpningen af fjender har et stort fokus i spillet, så skal du samtidig kunne hoppe rundt mellem små afsatser og lave pixel-perfekte hop for at nå steder i spillet. Til nedkæmpningen af fjender har du adskillige våben til rådighed, som hver har tre styrketrin. Du styrker dine våben ved at besejre fjender og derefter samle små, gule trekanter, og dit våben stiger så i niveau, når du har samlet nok af de gule trekanter. Dette er den gule måler, som ses i øverste, venstre hjørne. Du skal dog passe på, for bliver du ramt af fjenderne, mister du lidt efter lidt den energi, dit våben har, og du risikerer at gå ned i niveau igen. Det er en smart måde at give incitament for at besejre fjenderne, men også frustrerende under bosskampe, hvor dine angreb pludselig ikke gør så megen skade som tidligere. Undervejs i spillet finder du opgraderinger til dine våben, og du finder også hjerte-kapsler, der forøger mængden af energi, du selv har til rådighed.

Cave Story+ lægger sig op ad de rigtigt gamle spil, både i stil og i gameplay, så spillet præsenteres i et lækkert pixelart-format, og soundtracket er som taget fra et Super Nintendo-spil. Styringen er skarp og præcis, og der er stor udfordring i spillet – både på bane-basis, hvor der er masser af fjender og fælder, der nok skal få has på dig, men også i form af bosser, der dukker op oftere end forventet. Bosserne er svære, men absolut ikke urimelige, og generelt føler du, at det er din egen skyld, når du dør, men heldigvis er der også en masse save-points, så du sjældent bliver slået alt for langt tilbage, når det sker. Der er også valgfrie bosser, som giver dig bonusser i form af ekstra plads til missiler eller mere energi, og går du efter den bedste slutning af de tre, så vanker der helt sikkert adskillige dødsfald forude. Skulle det alligevel kede dig, tilbyder spillet dig også en Hard Mode, hvor Quote ikke modtager ekstra livsenergi, og hvor du ikke har missiler til rådighed.


Der er tydelig grafisk forskel på de forskellige områder i spillet.


Switch-versionen af Cave Story+ byder på mange forbedringer over de tidligere versioner af spillet. Der er tilføjet en række Challenges, du kan få et nyt syn på historien ved at spille som en anden figur (Curly), og du får spillet i Widescreen for blot at nævne enkelte forskelle. Her er det nok Challenges, der giver mest ekstra spiltid for pengene, og kun Steam-versionen af spillet har også disse. Switch-versionen modtager desuden også opdateringer, der tilføjer bl.a. co-op til spillet – dette er ikke ude endnu, men jeg ser det som en oplagt tilføjelse og som en potentielt god oplevelse alt i alt.

Det gode:
Cave Story+ er et udfordrende spil, men det er absolut ikke urimeligt, og det er altid din egen skyld, hvis du dør. Det gør det særdeles tilfredsstillende at vinde over noget og komme videre, for det er altid dine egne evner, der er skyld i sejren. Banedesignet er ligeledes tilfredsstillende, og selvom det sætter dine platformsevner på prøve til tider, så er det alligevel barmhjertigt nok.


På billedet her ses en stor del af de figurer, der betyder noget for spillets historie.


Mange action-spil har desværre den fejl, at der er et våben, der er meget bedre end andre, men den fejl er ikke at finde i Cave Story. Selvom du sandsynligvis vil finde dig et favoritvåben – mit var maskingeværet – så er der alligevel god grund til at skifte rundt mellem dine våben for at komme visse fjender til livs, da nogle er mere effektive end andre i specifikke situationer. Dertil kommer, at det er et rigtigt interessant niveau-system, der er pålagt våbnene, og det godt tænkt, at man mister slagkraft, når man bliver ramt af fjendernes skud.

Selvom udfordringen for mange er motivation nok til at komme videre, så hjælper det også på det, at historien er interessant, og især at den er præsenteret på en god måde, så det først ret sent i spillet går op for dig, hvordan den samlede helhed af historien udspiller sig. Spillets præsentation, altså grafik og lyd, er fremragende, og selvom hele spillet foregår i en underjordisk hule, så er de forskellige områder alligevel tydeligt grafisk adskilt.


Der er mange forskellige fjender i spillet.


Det dårlige:
Hvis jeg endelig skal fremhæve nogle negative sider ved Cave Story+, så bliver det i småtingsafdelingen. Personligt hader jeg at genspille sekvenser, jeg tidligere har klaret, eller som er trivielle, og det betyder, at jeg har fundet visse save points for langt væk fra det sted, hvor der er behov for dem. Dertil kommer så, at mellemsekvenser generelt ikke kan skippes, så dør du ved en boss, skal du se sekvensen før denne gang på gang, og det kan blive irriterende i længden.

Som jeg tidligere nævnte, så har spillet flere slutninger. Det er ret oplagt, hvad du skal gøre for at se den første slutning, og nummer to er også relativt let at få, men den sidste kræver nogle valg spillet igennem, som ikke er helt oplagte. Dertil kommer, at du kan misse genstande og områder, fordi du på et uoplyst grundlag traf en beslutning tidligere i spillet. Det er naturligvis med til at give spillet genspilningsværdi, at du kan forsøge at træffe nogle andre beslutninger, der ændrer lidt på gameplay’et, men det er også lidt frustrerende for førstegangsspilleren, som ikke kender til konsekvenserne af sine valg.


Her er maskingeværet opgraderet fuldt ud, og så kan du bruge det til at svæve kortvarigt.


Det sidste jeg vil pointere er, at spillets pris på eShop er 225 kr., og hvor dette måske kan være en rimelig pris at forlange for et spil, der helt overordnet set er meget godt, så er det en helt urimelig pris set i forhold til de andre udgaver af spillet, der kan erhverves for en fjerdedel til halvdelen af denne pris. På 3DS kan du få Cave Story, som har mange af de samme features, for 55 kr., og på Steam kan du købe en stort version stort set identisk med Switch-udgaven for cirka den halve pris (her ryger det endda ofte på tilbud). Du kan se her, hvad forskellen på versionerne er. Jeg gennemførte spillet til anden slutning på 7,5 timer, men skulle jeg have tredje og sidste slutning med, vil det give lidt mere spiltid, og så er der de forskellige Challenges, der også kan hive nogle timers spiltid hjem, men umiddelbart ikke nok til at retfærdiggøre prisen.

Konklusion:
Selvom Cave Story er et gammelt spil, så holder det altså stadig. Gameplay’et er klassisk genkendeligt, men det er dragende, udfordrende og tilfredsstillende. Du opfordres altid til et forsøg mere, for den skarpe styring betyder, at det altid er din egen fejl, hvis du dør. Bosserne er svære, men ikke urimelige, og spillets håndtering af våben og niveau-systemer til disse er gennemtænkt. Ydermere er det pakket ind i en flot pixelart-grafikstil og et godt soundtrack med en historie, der er fortalt på glimrende vis. Det mest negative, jeg kan fremhæve om spillet, er prisen på Switch eShop, der er mange gange højere end den udgave, der findes på 3DS, men du skal overveje Cave Story+, hvis du holder af et godt spil med en klassisk tilgang til udfordring, hvor det er egne evner, der sættes på prøve, og Switch er en perfekt konsol til spillet. Det egner sig simpelthen bare godt til det håndholdte og intime format, som Switch tilbyder, og falder den digitale udgave af spillet en dag i pris, så kan jeg ikke anbefale det nok. Jeg er fan.

Spillet fylder 136 MB.

Karakter

4/5

Fremragende lydFremragende lyd
KlassikerKlassiker
Nemt at gå tilNemt at gå til
Særdeles udfordrendeSærdeles udfordrende
Diskuter
1
Gå Tilbage
Level 50
17096000 XP
#1:  KJ85 - 7. Aug 2017 00:07

Jakob har taget en tur med Cave Story+, og vi håber, at anmeldelsen kan bruges Smiley

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?