7
oct
2017

Rayman Legends: Definitive Edition (Switch)

Skrevet af KJ85

Rayman Legends skulle oprindeligt have været en Nintendo-eksklusiv lanceringstitel til Wii U i 2012, men efter en skuffende start for konsollen og spil som ZombiU fik Ubisoft kolde fødder, udskød spillet og udgav det først sidst på sommeren i 2013, da man kunne udsende det på samme tid på konkurrerende platforme. Kontroverserne til trods endte efterfølgeren til Rayman Origins dog med at blive en fantastisk udgivelse på Wii U (som det også fremgår af vores anmeldese), og året efter kunne Ubisoft lancere en port af spillet til de nyligt lancerede PS4- og Xbox One-konsoller. Den 12. september i år blev spillet så udgivet til Switch i en såkaldt definitiv udgave eksklusiv til Nintendos nye konsol, men er den nu også meget bedre end de øvrige versioner, eller kan man lige så godt støve sit gamle eksemplar af frem for at købe spillet på ny? Det finder vi ud af her.

Rayman Legends: Definitive Edition er, som de fleste nok ved det, et platformformspil med Rayman i hovedrollen, og som i de fleste spil i genren, så er det gameplay’et, der er i hovedsædet frem for historien. Det betyder imidlertid ikke, at der ingen er, og ved spillets indledning introduceres vi således for Rayman, Globox og nogle Teensies, der har sovet i et århundrede. Alt imens, de har sovet, så har ondskaben atter gjort sit indtog i Glade of Dreams, som er skabt af Bubble Dreamer, og grundet et stigende antal mareridt, så har monstre i stor stil invaderet verdenen. Her har de kidnappet en masse Teensies såvel som prinsesser, og Bubble Dreamer beder derfor den mærkværdige Murfy om at vække vore helte, så de atter kan gøre bugt med ondskaben.


Rayman, Globox og de andre sover dybt, mens ondskaben spreder sig.


Bag invasionen står en ond troldmand, der har manifesteret sig som fem mørke Teensies, og på tværs af fem områder i Glade of Dreams, hvilke man tilgår via malerier i spillets hub, begiver Rayman og hans slæng sig ud for at besejre ham og samtidigt redde deres venner. Hver af spillets fem primære områder indeholder således 7-8 hovedbaner, som man kan takle som hvilken som helst af spillets mange spilbare figurer, der alle er baseret på Rayman, Globox, en Teensie eller den nytilkomne vikingeprinsesse, Barbara, og i hver af dem er der op til 10 Teensies at redde på vejen mod målet. Banerne i hvert område er tematisk forskellige, men udover Teensies at redde, så har de også alle en masse Lums at opsamle, og for at gøre dette belønnes man med pokaler af bronze, sølv eller guld, såvel som skrabelodder, som jeg vil komme ind på senere.

I spillets områder finder man forskellige former for baner, og grundstenen i dem er selvfølgelig platformselementer, så man går/løber, hopper og af og til svæver derudaf for at komme fra A til B, alt imens man nedlægger fjender ved at hoppe på dem eller slå dem – ja, man kan sågar også trampe eller udføre et såkaldt ground pound ved at trykke nedad på samme tid. Mellem de klassiske platformsbaner finder vi imidlertid også baner, hvor Murfy skal hjælpe vores udvalgte helt på vej, og når han farer hen til bestemte elementer som reb, platforme og andre ting, så kan man med et tryk på A få ham til at manipulere med dem, hvorefter den spilbare figur kan komme videre – modsat Wii U-versionen hvor spilleren overtog styringen af Murfy, mens Globox agerede ud fra, hvordan man interagerede med omgivelserne. Dertil kommer jagt-sekvenser, hvor man spæner derudaf for at fange den onde troldmand, samt bosskampe, hvor man skal undgå en række angreb for selv at sætte sine angreb ind på de rette tidspunkter og besejre fjenden, og slutteligt er der musikbaner, hvor man løber, slår og hopper til tonerne af velkendte melodier som Black Betty og Eye of the Tiger.


Med et tryk på en tast kan Murfy påvirke omgivelserne.


Efterhånden, som spillet skrider frem, vil man åbne op for mere og mere indhold i takt med, at man redder flere og flere Teensies. De små blå væsner agerer således adgangsbillet til nye områder, ligesom de gør det muligt at åbne op for små ekstrabaner mellem hovedbanerne i de forskellige områder. Det er i disse ekstrabaner, at man redder Barbara og hendes mange søskende, og det gør man i baner, som giver en forsmag på spillets Challenge-del, men efter at være nået et godt stykke ind i spillet, så dukker der også Invasion-baner op, hvor det gælder om at gennemføre så hurtigt så muligt for at redde flest mulige Teensies. Typisk skal Invasion-banerne gennemføres på mindre end 40 sekunder for at redde alle tre Teensies, og de kommer i forskellige varianter, hvoraf en af dem introducerer en mørk skygge, der følger enhver af dine bevægelser – den må man selvfølgelig ikke kollidere med.

Tidligere i teksten nævnte jeg, at det er muligt at opnå skrabelodder for at samle nok Lums i de forskellige baner, og ved at skrabe disse lodder kan man opnå diverse belønninger. Hvert lod har minimum tre ens felter, så der er altid gevinst, og den kan bestå af Lums, en Teensie, et monster eller et Origins-maleri, som giver adgang til en af 40 udvalgte baner fra Rayman Origins, som til lejligheden er blevet opfrisket en smule. Monstrene er nogle, som man kan se i bestemt rum, hvor de giver spilleren lidt ekstra Lums hver dag, og Lums er vigtige i den forstand, at de åbner op for nye spilbare figurer undervejs – eksempelvis en Mario-version af Rayman og en Luigi-version af Globox – og disse vælger man i det såkaldte Heroes Gallery.


Der skal reddes Teensies, hvis man vil åbne op for alle spillets baner.


For at imødekomme ændringerne implementeret i Murfy-banerne i forhold til Wii U-versionen og den dobbelte natur af Nintendo Switch, så har man i denne udgave af spillet inkluderet muligheden for at genspille Murfys baner, som de oprindeligt var udtænkt. Fra maleriet kaldet Murfy’s Touch, kan man således i håndholdt tilstand få lov at spille banerne som Murfy, hvor man trykker med fingrene på skærmen for at manipulere med objekterne. Med inkluderingen af dette øges det totale antal af Teensies at redde således fra 700 til 826, og der venter selvfølgelig en lille bonus for at få fat på dem alle.

Pokalerne af bronze, sølv, guld og platin (hvis man finder alle Lums i et område) har også en funktion, for de veksles til point, som har indflydelse på spillerens Awsomeness-niveau, og det er herigennem, at noget af spillets indhold åbnes op – bl.a. de daglige og ugentlige udfordringer, hvor man kan konkurrere mod andre spillere verden over og deres ghost-data i forskellige baner med leaderboards tilknyttet. Banerne i udfordringerne kan bestå i at komme så langt som muligt uden at dø, at nå til en bestemt distance så hurtigt som muligt eller at samle et bestemt antal Lums på tid, og der veksles mellem varianter, hvor man løber mod højre, opad eller nedad, og en hule, hvor Murfy skal interagere med omgivelserne, men der er også den såkaldte Dojo, hvor fjender eller objekter skal smadres. Efter endt udfordring belønnes spillerne med pokaler alt efter indsatsen, og kun de bedste 1% af spillerne får platin-pokalen, der veksles til det højeste antal Lums.


I denne daglige udfordring gælder det om at komme længst i det endeløse hul.


Multiplayer kan man spille i bedste New Super Mario Bros.-stil med op til fire spillere i de fleste af spillets baner, men man kan også gøre det i minispillet Kung Foot, hvor der skal spilles fodbold på en meget lille bane med mål på en platform i hver ende af skærmen. Går man i det alene kan man træne mod en computerstyret spiller, men så snart man har givet op til fire spillere en controller hver (eller har forbundet til deres konsoller gennem den trådløse forbindelse, så kan de tage del i kampe af to minutters varighed 1-mod-1, 1-mod-2, 1-mod-3, eller 2-mod-2. Som noget nye i denne udgave af spillet kan man tilmed oprette turneringer for 3-8 hold, hvor der spilles en, tre eller fem runder pr. kamp i turneringen.

Det gode:
Der er ingen tvivl om, at Rayman Legends er et rigtig godt spil, og det er det stadig her fire år efter dets oprindelige udgivelse – ikke mindst takket være en styring, der sidder lige i skabet, og den fantastiske UbiArt-motor, som Ubisoft Montpellier kreerede i forbindelse med tilblivelsen af Rayman Origins. Spillets farverige og tegneserielignende 2D-miljøer ser simpelthen brandflotte ud på Switch i TV-tilstand såvel som i håndholdt tilstand, og det gør bestemt ikke noget, at man nu har mulighed for at tage spillet med sig på farten i den såkaldte definitive udgave, da det med sine mange baner egner sig rigtig godt til at blive spillet i mindre bidder, når tiden er til det.


Man bliver let betaget at de mange detaljer i spillets baner.


Det hjælper selvfølgelig også, at udviklerne har formået af skabe nogle veldesignede baner med yderst god variation, og således vil man konstant opleve noget nyt. Rent udseendemæssigt er det selvfølgelig kun, når man kommer til nye områder, at det ændrer sig markant, men man mærker det hele tiden på gameplay’et. Det ene øjeblik vil man blæse derudaf i en bane, hvor vind kan tage spilleren til tops i trækronerne, mens man i det næste skal tage det mere med ro, når Murfy skal gøre vejen farbar, og konstant skal man have øje for skjulte områder og de mange farer i form af endeløse huller, monstre og pigge. Man vil komme ud for at blive skrumpet ned til det rene ingenting, så man kan løbe gennem frugter med orm i, og man vil blive forvandlet til en høne. Man vil komme til at dykke under vandet med elektriske ål, og man vil skulle snige sig forbi robotter, der skyder, hvis de opdager dig. Man vil skulle løbe fra en flok jagende monstre, der ikke kan tåle lys, og man vil skulle finde vej gennem labyrinter og meget, meget mere.

Kvaliteten af spillets baner bliver bestemt ikke dårligere af, at der også er jagt-sekvenser, bosskampe og musikbaner at finde, for alt dette skaber blot yderligere variation. Det er fantastisk at se, hvordan man i banerne op til en bosskamp kan se den pågældende boss i baggrunden eller på udvalgte steder i banerne, og på den måde er der virkelig kræset for detaljerne. Det er noget, som man som spiller kun kan sætte pris på, og når man så også tilføjer Invasion-banerne, hvor man skal klare baner på tid, så stiger det endnu et niveau, da det tilføjer et ekstra element af udfordring for de erfarne spillere. Pyt med, at man kommer til at dø lidt mere, for man sendes aldrig langt tilbage, og det gør spillet dejligt tilgængeligt for de fleste spillere.


Bosskampene er virkelig gode i spillet.


Det skader selvfølgelig heller ikke, at 40 baner fra Rayman Origins er inkluderet i pakken, og har man ikke spillet det i forvejen, så kan det være endnu et godt argument til at investere i Rayman Legends. Det giver en del ekstra spiltid til et eventyr, som man i forvejen kan bruge på den anden side af 15 timer på at gennemspille, men det der giver mest potentiale for udvidelse af spiloplevelsen er naturligvis de daglige og ugentlige udfordringer på almindeligt- såvel som ekspert-niveau. Jeg ved af erfaring fra Wii U-versionen, at man kan bruge et uhensigtsmæssigt højt antal timer på at udbedre sine færdigheder og nå til toppen af spillets leaderboards dag efter dag, og det skønne er, at man altid kan lære af sine konkurrenter verden over, da ghost-data gennem for ens personlige rekorder. Bliver man først bidt af det, så kan man snildt bruge flere hundrede timer her.

Det dårlige:
Skal man sige noget dårligt om Rayman Legends: Definitive Edition, så er det desværre nok, at spillet ikke føles meget bedre end på Wii U, og på nogle områder vil jeg faktisk mene, at versionen til Nintendos forrige konsol var bedre. Det er primært Murfy-banerne, der irriterer mig, for det føles slet ikke godt at spille dem på den måde, hvor man selv skal løbe gennem dem og samtidig trykke på en knap for at få Murfy til at interagere med omgivelserne. Man får selvfølgelig muligheden for at spille dem på den ”rigtige” måde i Murfy’s Touch, så det redder det en smule, men det ødelægger for mig en af udfordringstyperne i de daglige og ugentlige udfordringer, for det var markant sjovere at finde frem til, hvordan man ved at interagere med omgivelserne kunne gøre det muligt for Globox at samle flest Lums og komme hurtigst gennem den uendelige banes forskellige dele ved direkte at styre Murfy.


Muligheden for at skabe turneringer gør ikke Kung Foot mere interessant.


Samlet set føler jeg heller ikke, at der er indført nok ændringer i spillet til på nogen måde at retfærdiggøre at kalde det den definitive udgave, hvis man ser bort fra, at det er den marginalt mest indholdsrige version. Der er sket lidt grafiske ændringer, så øjenæbler omgivet af ild i nogle tilfælde er erstattet med andre elementer, og alle de tidligere konsol-eksklusive kostumer er med i spillet, men der er ikke noget af det, som gør spillet bedre, end det var det i forvejen. Det samme gør sig i øvrigt gældende for tilføjelsen af Kung Foot Tournament, for det var i forvejen et ret ubetydeligt minispil, som man ikke fik spillet meget mere end en enkelt gang, og det ændres ikke med muligheden for at danne turneringer for flere spillere lokalt. Der er med andre ord ingen incitamenter for at investere i spillet på ny, hvis man allerede har spillet det.

Konklusion:
Rayman Legends er stadig fire år efter dets originale udgivelse en platformer i topklasse, og på nuværende tidspunkt er det vel det bedste spil i genren på Switch. Med sin flotte grafiske stil er det en fryd for øjet, og med veldesignede og varierende baner er det en fantastisk oplevelse at spille igennem fra ende til anden. Man kan kun komme i godt humør, når man løber derudaf til tonerne af velkendte sange i spillets musikbaner, og med daglige såvel som ugentlige udfordringer er der noget at komme efter i lang tid efter den første gennemspilning. Styringen sidder lige i skabet, og det er rigtig fedt at se, hvordan man med de rette bevægelser kan skabe et momentum, der virkelig sætter fart i ens karakter, men alt det fik man også i de tidligere versioner af spillet. Det er nemlig ganske minimalt med tilføjelser i Rayman Legends: Definitive Edition, og udover at have mest indhold, så føles den sådan set ikke meget definitiv. Ekstra spilbare figurer og en turnerings-del til Kung Foot gør ikke spillet bedre, og jeg synes faktisk personligt, at spillet er bedre på Wii U. Der er ingen incitamenter for at samle det op til Switch, hvis man har spillet det tidligere, men til gengæld skylder man sig selv at gøre det, hvis det ikke er tilfældet, og som en budget-udgivelse vil det være alle pengene værd.

Spillet fylder 2,9 GB.

Karakter

5/5

FamiliesjovFamiliesjov
Fremragende lydFremragende lyd
KlassikerKlassiker
Nemt at gå tilNemt at gå til
ØjegufØjeguf
Diskuter
4
Gå Tilbage
Level 50
17104500 XP
#1:  KJ85 - 7. Oct 2017 22:53

Så fik jeg også færdiggjort vores anmeldelse af Rayman Legends: Definitive Edition, og jeg vil da se frem til at høre, hvad i andre synes om den og udgivelsen af spillet på Switch Smiley

citer indlæg

Level 9
44000 XP
#2:  Krisp - 8. Oct 2017 00:30
redigeret af Krisp d. 8. Oct 2017 00:32

God anmeldelse. Smiley

Mig og konen gennemførte det på Wii U. Jeg synes aldrig de nye Rayman spil har sagt mig så meget, selvom de bliver rost til skyerne. Det er langt sjovere at spille co op i Nintendos platform titler. Dog fungerede Murphy banerne meget godt i co op på Wii U, hvor spiller 2 styrer Murphy på gamepad.

Jeg kan meget bedre lide stilen, musikken og atmosfæren i Rayman 1 og Rayman 2. Selvom 1’eren var sygt svær.

Men jeg har hørt mange Switch spillere sige at loading tiderne er forfærdelige i Switch udgaven, fordi de har brugt den billigste og mindste Switch cartridge, så spillet skulle komprimeres enormt meget for af kunne være derpå. Er det noget du har oplevet?

citer indlæg

Level 50
17104500 XP
#3:  KJ85 - 9. Oct 2017 21:53

^Har ikke bidt mærke i, om de var specielt lange må jeg indrømme, og jeg husker dem ikke som værende meget anderledes på Wii U. Der skal jo lige være tid til, at man kan få fat på det hjerte der på loading-skærmen, og så føles det ikke slemt, synes jeg.

Personligt fandt jeg Rayman Origins bedre end New Super Mario Bros. Wii, mens jeg foretrak New Super Mario Bros. U over Rayman Legends. Challenge-delen er til gengæld så god i Rayman Legends, at det vejer op for det, spillet mangler på andre områder Smiley

citer indlæg

Level 50
5938500 XP
#4:  JOEP - 9. Oct 2017 21:59

Ja, jeg brugte adskillige timer på Challenge-delen på Xbox360, da spillet udkom første gang. Fik da også level 11 I Awesomeness, så det var da det værd. Gik som regel efter at få Platin og det lykkedes da også ret tit.

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?