26
oct
2017

Super Mario Odyssey (Switch)

Skrevet af JOEP

Da Switch blev vist frem for første gang i oktober 2016, da så vi også for første gang glimt af noget, der mindede om et Mario-spil i stil med Super Mario 64, og det fik folk helt op at ringe. Ingen troede sågar på, at spillet ville udkomme i 2017, og end ikke da Nintendo i januar bekræftede, at spillet altså ville lande i 2017. Spoler vi frem til årets E3, så fik vi endelig at vide, at Super Mario Odyssey ville udkomme d. 27. oktober, og den dato er nu helt tæt på. Super Mario Odyssey er klar til udgivelse fredag, og det er spændende at se, om Nintendo endnu engang har formået at finde på nye og spændende udfordringer til Mario, der efterhånden har været meget igennem i sine godt 30 år i spilindustrien. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Super Mario Odyssey nu også lever op til de forventninger, der er bygget op til spillet, og det vil jeg se nærmere på nu.

Mario og dyb historie er to ting, der absolut ikke hænger sammen, og denne gang er ingen undtagelse. Bowser vil giftes med Prinsesse Peach, og hvis hun ikke siger ja frivilligt, så må man jo kidnappe hende, så brylluppet kan afvikles – som sagt, så gjort. Under et forsøg på at redde Peach fejler Mario dog, og han mister sin klassiske, røde M-hat og bliver kastet mod jorden fra Bowsers flyvende skib. Her møder han dog Cappy, en form for hatte-ånd, hvis søster er den tiara, Peach tilfældigvis bærer. Her starter samarbejdet mellem Cappy og Mario så, og eventyret sætter i gang gennem adskillige små kongedømmer på planeten.


Her er Cappy i hans rigtige form


Cappy udvider Marios repertoire af bevægelser på udmærket vis. Mario har stadig alle sine klassiske hop; langt hop, triple-hop, baglæns salto og væghop for blot at nævne nogle få, mens Cappy tilføjer et ekstra hop i luften ved at lande på den, samt et projektil-angreb, der kan skade fjender og besætte visse andre. Netop besættelsen af fjender spiller en stor rolle i Super Mario Odyssey, for ved at besætte forskellige fjendetyper får Mario nogle evner, der gør ham i stand til at klare udfordringer, han ellers måtte give fortabt overfor. Her kan nævnes frøer, der giver Mario et ekstra højt hop, Goombaer, der står fast på is, og levende tanks, der kan smadre store forhindringer, men der er over 50 figurer, der kan besættes i løbet af hele spillet, og alle skal bruges, hvis du ønsker at gennemføre det fuldstændigt.

Spillets titel, Odyssey, er navnet på det skib, som Mario og Cappy rejser mellem kongedømmerne med, men skibet er et gammelt skrog, som skal fornyes, og det kan i starten ikke rejse særligt langt. For at få sat det i gang skal Mario derfor samle Power Moons, der er drivkraften bag skibet, og jo flere Power Moons Mario har, jo længere kan Odyssey rejse. Disse Power Moons er gemt overalt i spillets kongeriger, som udgør banerne, og det er med at holde et vågent øje med alle detaljer i omgivelserne, for månerne er gemt i alle afkroge af banerne. Disse måner kan bedst sammenlignes med de grønne stjerner i Super Mario Galaxy 2, som også var gemt bag små opgaver eller på afsatser i banen, men visse måner er dog også gemt helt væk under jorden, så der skal et ground pound til for at finde dem – heldigvis er der en rumble-funktion indbygget i spillet, så din controller ryster kraftigt, når du står over et sådan sted. Der er mellem 15 og 80 Power Moons i hvert kongerige, men dem, der brændende ønsker sig en oververden som Peach’s Castle i Super Mario 64, bliver dog skuffede, for her har vi blot en banevælger som i Super Mario 3D World og Super Mario Galaxy 2.


New Donk City er en af de bedste baner i spillet.


Banerne, eller kongerigerne, er inddelt således, at du først skal klare nogle specifikke opgaver for at låse det hele op, og disse opgaver er vist på spillets kort, men også som en regnbuemarkør i selve spillet, så det er altid let at se, hvor du skal hen. Når disse opgaver er klaret, så har du således helt frie tøjler til at udforske banerne helt til bunds. Næsten alle banerne indeholder desuden en lille bosskamp, som skal overstås – og det mener jeg bogstaveligt, da de fleste af dem hverken er sjove eller udfordrende, og de er bygget op om præcis samme struktur. Det er rigtigt ærgerligt, da andre spil i serien helt sikkert har haft nogle gode bosskampe, og det hjælper heller ikke, at nogle af bosserne er en gruppe af fire intetsigende kaniner, som kaldes Broodals, der er hyret af Bowser til at stå for bryllupsforberedelserne. Jeg har dog absolut ingen idé om, hvorfor nogen fandt dem en god idé, men måske Ubisoft har betalt Nintendo for flere kanin-titler?

Udover bosskampene er banerne dog generelt både varierede, opfindsomt fundet på og ikke mindst farverige. Mange af dem er særdeles forskellige fra noget, vi tidligere har set i Mario-spil, men det er blot med til at puste til opdagelseslysten i spillet, og da de er fyldt med hemmeligheder, så er der rigeligt at tage fat på. Udover at samle Power Moons kan du også gå på jagt efter lilla mønter, som der er 50 til 100 af i hver bane, og disse bruges på at købe specielt tøj, der passer til banens tema eller på små souvenirs fra banen. Mens de fleste Power Moons er meget lette at finde – f.eks. finder du en i lysende pletter på jorden, eller oppe i et træ – så er der også nogle, der pirrer ens nysgerrighed; for hvordan kommer du op på den søjle, der står der helt alene, eller hvad skal du dog sætte på den plads dér? Det giver en umiddelbar tilfredsstillelse at finde dem, men da der er så mange Power Moons, kan man også risikere at gå helt død i dem – især hvis det er en af dem, hvor du skal fragte et frø eller noget andet fra den ene ende af banen til den anden, for det er ikke andet end tidskrævende.


Dinosauren her er en af de mere underlige besættelser i spillet – men også ret sjov!


Her rammer vi også noget af det, der gør eventyret mindre godt. Spillet er legende let, og da man nu ikke længere kan dø, så er der ingen konsekvens ved at begå fejl. At styrte i døden hæver blot 10 mønter på kontoen, men der er flere mønter i Super Mario Odyssey, end der er i Joakim von Ands pengetank, så det er praktisk talt ingen straf. Samtidig er der checkpoint-flag rundt om i banen, og der er aldrig langt til dem, da banerne generelt ikke er særligt store. Det betyder, at døden blot er et irritationsmoment, fordi det afholder en fra at spille og komme videre, og når døden nu ikke spiller nogen rolle, så kunne Nintendo sagtens have skruet op for spillets platformssegmenter, men også her må man lede længe for at finde et sted, hvor man kan væg-hoppe sig til tops, eller hvor der skal laves præcisionshop. Mario har dog fået en lille livsmåler, som har 3 eller 6 felter, afhængigt af, om du har fået en midlertidig opgradering eller ej, og når denne 0, så er det øvelse forfra, for du bliver smidt tilbage til et checkpoint-flag – der var dog kun ét sted i spillet, hvor jeg reelt var nervøs for konsekvensen af dette.

Hvis vi ser på det ydre i spillet, så er der dog ingen skuffelse at finde. Spillet ser brandgodt ud, især på den store skærm, hvor det kører med 1080p og 60 billeder i sekundet. Det er sådan her, Nintendo har tiltænkt, at spillet skal spilles, for selvom det stadig ser godt ud i håndholdt tilstand, så gør brugen af bevægelsesfølsom styring det svært at spille sådan. Styringen af Cappy er nemlig i høj grad styret af bevægelser – du kaster Cappy ud med Y, men ryster du den ene Joy-Con-controller, vil den sigte efter en nær fjende, og drejer du den i en cirkelformet bevægelse inden kastet, vil den køre i cirkler rundt om Mario. Du kan også bruge bevægelse til at komme længere i visse hop, og sådan kan jeg blive ved, så spil spillet i tabletop-mode eller på TV’et, hvis du vil have den bedste oplevelse. Det betyder dog også, at spillet anbefaler dif at spille med Joy-Con-sættet splittet op i to, og så vil du miste evnen til at udføre visse bevægelser, hvis du vælger at spille med Pro Controller eller lignende.


Sand Kingdom føles som en af de største baner i spillet.


Lydsiden er der intet andet at sige om, end at den er fantastisk med et rigtigt orkestreret soundtrack med melodier, der måske ikke er typiske for Mario-universet, men som lyder rigtigt godt alligevel. Skulle du alligevel blive træt af et tema, kan du vælge et andet, mens du spiller en bane – dog først, når du har gennemført hovedhistorien i spillet.

Apropos gennemførelse, så tog det mig i omegnen af 11 timer at klare spillets historie i et roligt tempo, hvor jeg også vandrede lidt rundt i banerne og hyggede mig med at finde ting, men uden at nå helt til bunds i nogen bane. Efter historien er der dog endnu mere at foretage sig, og finder du alle Power Moons, venter der dig en overraskelse mere. Jeg vil vove at påstå, at Super Mario Odyssey har det bedste indhold efter hovedhistorien i noget Mario-spil til dato, og det er også først her, du får adgang til en achievement-liste, som du nok skal få lyst til at gå i gang med.


I alle baner er der en butik, hvor du kan købe Power Moons, tøj og souvenirs til Odyssey.


Det gode:
Det kan ikke understreges nok, hvor stor en fryd det er at spille dette spil. Der er intet, der er tilfældigt, og det er altid en fornøjelse at opdage nye områder i en bane, som du ellers troede, du var færdig med. Mario styres helt præcist, han har et kæmpe bibliotek af bevægelser, og kameraet driller kun meget sjældent. Det er i stor grad tilfredsstillende at finde Power Moons – i hvert fald når de har krævet en lille indsats fra dig at få fat på.

Dertil kommer, at banerne er interessante, varierede og farverige, ligesom de i vid udstrækning er markant anderledes, end hvad vi tidligere har set i et Mario-spil. Det gør kun lysten til at gå på opdagelse og komme videre i spillet endnu større, selvom der er områder, der endnu ikke er udforsket, og kombiner du disse to ting med grafik og lyd i topklasse, så har du en rigtig god cocktail af et spil, der kan spilles af folk i alle aldre. Skulle det endda være for svært, kan du slå Assist Mode til, så børnene kan være med uden at fare vild eller dø hele tiden.


I alle baner er der små 2D-segmenter


Det dårlige:
Desværre er Super Mario Odyssey ikke det perfekte spil, som mange ellers håbede på, at det kunne være. Det helt essentielle problem er, at spillets sværhedsgrad er alt for lav til at tilfredsstille i det lange løb, og det ødelægger desværre noget af oplevelsen, når banerne først er udforsket. Når dette så samtidig sættes sammen med et helt ufatteligt højt antal Power Moons, der skal indsamles, og hvor langt størstedelen indsamles helt tilfældigt, så bliver jeg lidt træt. Måner der skal købes i butikkerne, måner der gemmer sig i jorden i lysende pletter, måner der blot kræver, at Mario har specifikke kostumer på, og måner der bare hænger i luften over et træ er simpelthen et udtryk for, at nogen har ønsket et bestemt antal i spillet frem for at fokusere på kvaliteten af opgaverne.

Det er også så som så med platformssekvenserne i spillet, hvor der er stort set ikke er behov for at lande på små platforme eller at være kreativ for at komme op i toppen af en struktur, og når der så endelig er en platformsudfordring, så er det fuldkomment uden konsekvens at fejle, da man essentielt set har fjernet livsbegrebet. Cappys evne til at besætte forskellige væsner i spillet har ydermere elimineret behovet for disse, for hvorfor bruge tid på at hoppe fra platform til platform, når det er ”meget sjovere” at besætte en Bullet Bill til at krydse en afgrøft eller bruge en frø til at hoppe højt? Det er super ærgerligt og fjerner fokus fra det, der er Mario i mine øjne.


Ved at tage en bestemt blomst, kan Mario løbe meget hurtigt - og endda på vand


Dertil kommer, at flere af banerne er meget små, selvom de hedder kongeriger. Flere af dem er på størrelse med de største i Super Mario Galaxy-spillene, men vi kommer slet ikke i nærheden af det antal baner, der er i disse spil. Det havde også været acceptabelt, hvis der havde været en oververden, der på en eller anden måde forbandt disse kongeriger, men det er desværre bare en gængs banevælger fra en liste, og i den lidt mindre betydningsfulde ende af kritikken må jeg også komme ind på, hvor lidt dette spil egentlig er Mario. Der er meget få klassiske Mario-elementer og -genstande i spillet, da de er erstattet med besættelsesevnen fra Cappy, og selvom musikken er god, så er den heller ikke noget, vi kender særligt godt fra Mario-spil. Det forstærker min fornemmelse af, at dette ikke var et Mario-spil i første omgang.

Konklusion:
Super Mario Odyssey har meget at leve op til. Mange har skreget på et Mario-spil, der byggede videre på Super Mario 64-stilen, hvor udforskning af store baner kombineret med platformssekvenser var i fokus, og da Super Mario Odyssey blev afsløret, virkede det til netop at være dét, mange har længtes efter. Det er dog ikke helt rigtigt, for mens banerne klart lægger op til udforskning, så er de hverken store eller sammenhængende i nogen større grad, og spillet kan derfor langt bedre sammenlignes med Super Mario Galaxy 2. Historien i spillet er ikke noget at skrive hjem om, men den er trods alt en undskyldning for at rende rundt på et antal varierede, farverige baner med en kanon lydside for at finde Power Moons, der desværre ikke giver nogen synderlig udfordring i det store hele. Netop spillets lave sværhedsgrad og det absurd høje antal Power Moons, der skal findes, hvoraf mange er trivielle eller blot tidskrævende, koblet sammen med en reel mangel på klassiske Mario-elementer og et irriterende fokus på at besætte fjender, giver mig desværre grund til trække lidt ned i karakteren, men fortvivl ej, for Super Mario Odyssey er når alt kommer til alt et rigtigt godt spil, som er svært at lægge fra sig igen. Jeg er ikke færdig med dette spil i hvert fald, og der skal nok være mange gode timer at hente for de fleste.

Spillet fylder 5,2 GB.

Karakter

4/5

FamiliesjovFamiliesjov
Fremragende lydFremragende lyd
Nemt at gå tilNemt at gå til
ØjegufØjeguf
Diskuter
7
Gå Tilbage
Level 50
6101000 XP
#1:  JOEP - 26. Oct 2017 15:02

Så er anmeldelsen oppe. Jeg håber, I kan bruge den.

For god ordens skyld nævner jeg, at den bør være spoilerfri i vid udstrækning og ikke viser noget, der ikke har været i en trailer.

citer indlæg

Level 3
4500 XP
#2:  Splatoon - 27. Oct 2017 12:59

Uha, det er det spil jeg har set mest frem til i år. Kan slet ikke vente med at komme hjem fra skole og spille det senere Smiley

citer indlæg

Level 14
96000 XP
#3:  Krisp - 27. Oct 2017 15:21

God anmeldelse.

Det er ærgerligt at der ikke er en hub world som i Super Mario 64, det var fedt at gå rundt udenfor slottet og inde i slottet + der var secrets i selve slottet.

Jeg tror grunden til de har valgt at placere så mange Power Moons, er for at gøre spillet let tilgængeligt for alle. Så kan enhver person få minimum antal for at gennemføre spillet.

Skal helt sikkert samle dem alle når jeg engang får spillet.

Mht opløsningen på 1080, så mener jeg at have læst, at spillet bruger en dynamisk opløsning, så den nogle gange bliver lavere, hvis Switch'en er for presset, så de altid kan holde sig på de 60 fps. Det er en go' løsning. Hellere et flydende spil og så skiftende opløsning IMO. Smiley

Der er nu alligevel en del spil sider som giver spillet 10/10 og 5/5, så jeg tror Nintendo har endnu en mulig GOTY ved siden af Breath of The Wild.

citer indlæg

Level 14
96000 XP
#4:  Krisp - 27. Oct 2017 21:21

Forresten. Nu spillede jeg lige selv lidt Odyssey og jeg så i anmeldelsen at det nævnes at Tiara ånden er Cappy’s eneste ene. Men i introen af spillet, siger Cappy at det er hans søster. Smiley

Der står også man mister evnen til visse bevægelser hvis man bruger Pro controller. Men så vidt jeg kan se, kan man lave alle de samme bevægelser med Pro controller. Den bruger også motion controls.

Efter at have spillet meget Splatoon 2, kan jeg dog godt savne at kunne styre kameraet op og ned via motion controls.

citer indlæg

Level 50
6101000 XP
#5:  JOEP - 28. Oct 2017 11:11
redigeret af JOEP d. 28. Oct 2017 11:11

^Det må jeg have overset eller glemt i min iver. Tak for det.

Det andet kan jeg ikke lige afprøve, men mener, at der er enkelte bevægelser, der kræver at JoyCon er splittet op? Jeg brugte det utroligt lidt, så kan godt være noget, jeg har antaget efterfølgende.

citer indlæg

Level 16
131000 XP
#6:  Brocky - 28. Oct 2017 20:00

Nærmer mig afslutningen på main story. Kommer snart med mine kommentarer.

citer indlæg

Level 14
96000 XP
#7:  Krisp - 28. Oct 2017 21:07

#5: Man kan stadigt ryste med Procontrolleren for at kaste med Cappy, klatre hurtigt osv.

Men kan godt være du har ret. Den bevægelse hvor man skal holde joycons skrå og dreje dem hurtigt, den har jeg dog ikke prøvet. Må teste det nærmere.

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?