8
nov
2017

Sonic Mania (Switch eShop)

Skrevet af Brocky

Sonic the Hedgehog er uden tvivl en af de mest elskede spilkarakterer, men i de senere årtier har spilkvaliteten i de udgivelser, han har figureret i, ikke altid været lige prangende. I manges øjne er de originale 2D-spil med Sonic til henholdsvis SEGA Master System og SEGA Mega Drive stadigvæk højdepunkterne i seriens efterhånden lange historie, men i forbindelse med Sonics 25 års jubilæum sidste år annoncerede SEGA, at de ville vende tilbage til rødderne med udgivelsen af Sonic Mania. Dette skete med udgivelsen på blandt andet Switch i midten af august, og her følger min vurdering.

Et samarbejde mellem fans og SEGA
Bag udviklingen af Sonic Mania står to små, selvstændige spilstudier, Headcannon og PagodaWest Games, der tidligere har lavet uofficielle, fanskabte Sonic-spil og stået for officielle genudgivelser af ældre Sonic-spil til mobilmarkedet, og dedikationen kan virkelig mærkes. Det er ikke altid, at spilfirmaer lykkes med at lave et moderne retro-spil, men Sonic Mania er virkelig et pragteksempel på, hvordan man bør gøre.




Hvis du ikke ved, hvordan Sonic-spil fungerer, så er det ganske simpelt et sidescrolling-spil i 2D, hvor det handler om at overkomme forhindringer og samle ringe på sin vej. I sin tid blev Sonic skabt som konkurrent til Super Mario Bros.-serien, men de to spilserier minder faktisk ikke synderligt om hinanden, udover at begge spil er i to dimensioner, og man går fra venstre mod højre. Sonic er modsat Mario lynende hurtig og har flere moves end blot et traditionelt hop, og derudover består banerne af langt flere lag på kryds og tværs, hvor der kan være gemte ruter eller rum.

De forskellige spilmodes
Sonic Manias største spildel er det historiedrevne Mania Mode, og plottet er som sædvanligt simpelt: Den onde Dr. Eggman og hans hær af robotter har skabt ubalance i universet, hvilket har medført, at Sonic og hans to følgesvende Tails og Knuckles må igennem en række af baner for til sidst at besejre Eggman. Mania Mode består af 13 zoner, hvoraf fem er remasters af baner fra tidligere spil, mens fem er helt nye.




Udover Mania Mode indeholder spillet også split screen multiplayer, hvor målet er at ræse mod hinanden, og Time Attack, hvor man skal gennemføre en bane hurtigst muligt. Begge spilvarianter er sjove, men multiplayer føles en smule mærkeligt, når skærmen inddeles horisontalt i widescreen-format. Man kan sikkert godt forestille sig, hvor fladt det set ser ud, når højden af billedet halveres, mens man stadig kan se den fulde bredde.

En superb blanding af nyt og gammelt
Et stort problem med mange nye såkaldte “retro”-spil er, at de ofte lever for meget i fortiden. De har for stort et fokus på at skabe en retro-følelse, uden at kvaliteten rammer forgængerne, og samtidig mangler de fornyelse. Sonic Mania lider dog heldigvis ikke under det fænomen. Spillet følger de gamle spils ånd, men supplerer samtidig med en masse nytænkning i spildesign. Der er stor variation i banedesignet, og det er en fornøjelse at genleve de gamle zoner, men samtidig opleve noget komplet nye. Banerne kombinerer nemlig innovativt gamle og nye elementer, og de byder generelt på en fin genspilningsværdi, da der er mange forskellige ruter at tage, som ofte kan være skjulte.



Man kan også konkurrere på tid og forsøge at samle alle ringe, og derudover er der også en række specialbaner, som kan spilles, hvis man finder særlige store ringe, der ofte er godt gemt af vejen. Her er der både baner, der pludselig laver spillet om til et puzzle-spil eller en klassisk racer, og de specielle spilvarianter kan senere hen låses op og spilles selvstændigt uden for Mania Mode. Spillets bosskampe er i øvrigt også et højdepunkt, og der er stor variation i, hvordan man kæmper deri. Nogle af dem foregår nærmest på skinner med scrollende billede, hvor der er fokus på at reagere hurtigt, mens andre er mere strategisk anlagt.

Spillets præsentation er ligesom banedesignet en god blanding af nyt og gammelt. Spillet gør brug af pixeleret grafik og sprites, men det hele står knivskarpt og flot, er fyldt med mange detaljer og leveres i et hæsblæsende tempo. Lydsiden er original og supplerer grafikken glimrende, så man må i sandhed sige, at det er lykkedes at skabe en troværdig retro-følelse også på disse essentielle områder.



Hvis man skal være kritisk
Skal man være kritisk, kan man sige, at spillet ikke tager super lang tid at gennemføre, og nogle vil måske også finde spillet lidt svært i visse segmenter. Spillet indeholder ganske vist checkpoints, men når man først er løbet tør for ringe, så dør man, næste gang man bliver ramt, og samtidig er spillet ikke fyldt med ekstra liv som i så mange andre nye platformsspil. Har man først mistet alle ens liv, så skal man i øvrigt starte forfra på den pågældende bane, og det kan da være lidt irriterende, hvis man har problemer med en bane.

Konklusion:
Det er ikke til at komme udenom, at Sonic Mania er en stor kærlighedserklæring fra Headcannon og PagodaWest Games til det spildesign, der gjorde Sonic populær til at begynde med. Sonic har som tidligere nævnt haft en turbulent tid de senere år med svingende spilkvalitet, men her retter man gevaldigt op på det. Spillet indeholder den perfekte opskrift på, hvordan alle bør tilgå nye retro-inspirerede spil, og er du fan af Sonic eller gamle 2D-spil, så er det et spil, der er svært at undgå at have i samlingen. Det er på ingen måde noget langt spil, men med forskellige ruter og masser af ekstra indhold i spillets baner, så byder det på masser af genspilningsværdi, og til en pris på 150 kr., så er det mere end i orden.

Spillet fylder 372 MB.

Karakter

5/5

KlassikerKlassiker
Diskuter
5
Gå Tilbage
Level 50
17322500 XP
#1:  KJ85 - 8. Nov 2017 22:20

Brocky har fået set på Sonic Mania, der formentlig kommer til at blive blot en af to tekster om Sonic i denne uge. Vi håber den kan bruges, og byd endelig ind med jeres egne meninger, hvis I har spillet det, eller kom med begrundelser for, hvorfor i er gået udenom det indtil videre Smiley

citer indlæg

Level 14
96000 XP
#2:  Krisp - 9. Nov 2017 08:48

Go' anmeldelse. Og fedt at de har fået fans til at lave en værdig efterfølger til de gamle spil.

Bare ærgerligt at Sega kun formår at levere ét godt Sonic spil i år. Sonic Forces er virkeligt blevet dårligt modtaget.

Det er utroligt at de ikke kan lære det. Men Sega har godt nok fejlet lige siden man gik over til 3D platformere, i modsætning til Nintendo som bare har ramt plet fra start med SM64.

Jeg synes nu heller ikke at Sonic spil har tiltalt mig siden jeg var barn. Dengang var jeg vild med alle spil, bare de havde et dyr som maskot. Smiley. Så hellere noget god gammeldags Jazz Jackrabbit. Smiley

citer indlæg

Level 16
131000 XP
#3:  Brocky - 9. Nov 2017 22:32

Er ikke den største Sonic-fan, men det her spil er en fornøjelse at spille.

citer indlæg

Level 50
6101000 XP
#4:  JOEP - 10. Nov 2017 10:40

Jeg kan ikke se mig enig med karakteren, men det skyldes mindre spillet og mere Sonic-spillenes generelle tendens til at være super tilfældige. Det er sket mere end én gang, at jeg har hygget mig med at rende i høj fart mod højre for pludseligt at stoppe op, fordi der er en mur, eller værre endnu, at blive ramt af noget, der var umuligt at se pga. farten. Bare det at gennemføre spillet kræver, at man har memoreret store dele af banen, så man kan løbe rundt uden at blive ramt alt for mange gange, og det kan godt være frustrerende, især for nye spillere. Det gør spillet langt mindre sjovt at spille, men om det er noget, man kan klandre spillet eller Sonic-spillene generelt for, det må være en sag for den enkelte.

citer indlæg

Level 16
131000 XP
#5:  Brocky - 10. Nov 2017 20:41

Hvis det, du beskriver, skulle ændres, skulle spillet nærmest være on-rails. Jeg forstår godt, hvad du mener, og jeg synes også, at fx Super Mario Bros. er langt bedre på grund af et bedre game flow.

Men når jeg anmelder spil, giver jeg ikke karakterer ud fra en sammenligning med andre spil, men ud fra udgivelsens egne rammer og forventet potentiale. Her mener jeg ikke, at SEGA kunne gøre ret meget mere. Det er den ultimative pakke af en moderne retro version af Sonic. Spillet giver mig, hvad jeg forventede på vej ind og så lidt mere. Herfra 5/5 herfra.

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?