Tales of the Shire: A The...

N-cast #215: Er Indie Dir...

N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Se Indie World Showcase i...

Prøv Eiyuden Chronicle: ...

Pokémon Unite

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Spil på vej til Switch

Pokémon GO

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Legend of Zelda: Tears of...

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Minecraft: Story Mode – The Complete Adventure (Switch)

Skrevet af KJ85 - 13-11-2017 22:32

Minecraft fra svenske Mojang har eksisteret i seks år, og hvert år siden den oprindelige udgivelse i 2011 har det fundet vej til nye platforme – senest Switch og New 3DS her i 2017. De løse tøjler, som giver spillere en frihed til at gøre, hvad det passer dem uden at skulle tænke på egentlige mål, har givet grobund for en popularitet, der ikke er til at tage fejl af, og af denne årsag har vi også set spillets verden brede sig til andre produkter. Danske LEGO har eksempelvis skabt byggeklodser baseret på det firkantede univers, og i 2015 så vi Telltale Games i samarbejde med Mojang lancere et episode-opdelt spinoff med en original historie foregående i Minecraft-verdenen. Her kunne man give spillere en mere stringent spiloplevelse, og Minecraft: Story Mode endte sidste år med at få en fysisk udgivelse med alle de eksisterende episoder på blandt andet Wii U. Denne pakke fandt så vej til Nintendo Switch d. 25. august, og undertegnede har taget et kig på spillet.

Minecraft: Story Mode er (ligesom de fleste andre nye spil fra Telltale Games) et historiedrevent grafisk adventure-spil, og The Complete Adventure byder på de oprindelige fem episoder og de tre DLC-episoder fra den første sæson, som så dagens lys i 2015/2016 på adskillige platforme. Der er altså samlet set otte episoder at give sig i kast med, og ligesom i ældre Telltale-serier; The Walking Dead, The Wolf Among Us, Tales from the Borderlands m.fl., påvirker dine valg i en episode handlingen fremadrettet gennem hele spillet. Historien i dette spil er centreret omkring Jesse, som du selv vælger køn og udseende til i den indledende fase, og gennem spillet følger vi ham/hende og en gruppe venner, der kommer ud på en uforglemmelig rejse.


Hvordan skal Jesse se ud?

Det hele starter egentlig ganske fredeligt. Jesse, Alex, Olivia, og deres kælegris, Reuben, skal til Endercon, hvor de skal tage del i en byggekonkurrence, og her har de mulighed for at møde den legendariske helt, Gabriel, der som del af The Order of the Stone har været med til at redde verdenen. I den forbindelse sker der dog ting og sager, som sætter skub i løjerne, for en mystisk troldmand har til sinde at udstille sandheden om de legendariske helte, og dette vil han gøre ved at slippe en ufattelig ondskab løs ved årets konference. Det skal vise sig at få uoverskuelige konsekvenser, men Jesse og vennerne lover Gabriel, at de vil hjælpe til med på ny at samle The Order of the Stone, som forhåbentlig sammen kan gøre noget ved den onde skabning, der langsomt opsluger verdenen omkring sig.

Ifølge historiebøgerne bestod The Order of the Stone af i alt fire helte, og med en artefakt givet til gruppen af Gabriel begiver Jesse og vennerne sig ud for at finde dem. Det bliver dog ikke let, og opgaven vil blandt andet tage dem til farlige områder som The Nether, The End og The Far Lands, som Minecraft-spillere måske vil kende som svært tilgængelige steder i universet. Vennerne vil ofte stå over for farlige udfordringer, og mens de forsøger at undgå den onde Wither Storm, vil de også skulle håndtere velkendte skabninger som Creepers, Zombies og Endermen – nogle mere skræmmende end andre.


At træffe valg er din fornemste opgave.

Som et historiedrevet spil er gameplay’et ganske enkelt, så din fornemmeste opgave som spiller er at tage stilling til, hvad du vil gøre i forskellige situationer, og hvordan du vil svare spillets figurer i de mange dialog-sekvenser. I den forbindelse vil du ofte være under tidspres, så det handler om at beslutte sig hurtigt, hvis du vil have noget sagt, og du skal selvfølgelig huske på, at dine svar får betydning for den videre færd. Tit indledes samtalerne, når man bevæger sig videre, men mange gange vil du også selv skulle starte samtalerne med figurerne, når du gives frihed til at undersøge et område, hvor du med begrænsninger kan bevæge dig rundt i et 3D-miljø.

Implementeret i spillet finder vi dog også forskellige karakteristiske elementer fra Minecraft, så man vil flere gange finde materialer i kister og på andre steder, og disse skal man af og til kombinere ved et såkaldt Crafting Table. Kender man ikke til universet på forhånd, så kan man altid tage et kig på opskriften på de ting, som man skal skabe, men erfarne spillere kan sikkert placere materialerne korrekt på de ni tilgængelige pladser uden at kigge her. Man skal aldrig selv bygge strukturer i verdenen, så her nøjes man i stedet bare med at trykke en masse på en knap for at se gruppen af figurer udføre et stykke arbejde på skærmen.


Til venstre vises dit inventory.

En anden del af Minecraft-universet er kamp, og som med crafting skal man af og til selv tage kontrol over sin figur og nedkæmpe eksempelvis en gruppe zombier. Det foregår ganske simpelt ved, at man retter sig mod en af fjenderne på skærmen med venstre analog, og med ZL kan man så bruge sit våben i form af sværd, bue eller andet materiel. Størsteparten af spillets action-sekvenser udspilles dog gennem quick time events, hvor man blot skal trykke på knapperne angivet på skærmen for at undvige eller sætte sine angreb ind, så man skal ikke forvente den store frihed. Man kan naturligvis selv tage skade, hvis man ikke passer på, og mister man alle hjerter, så vil Jesse dø, men efterfølgende kan man fortsætte fra seneste checkpoint, der aldrig er meget mere end et minut tilbage i handlingen.

Det primære gameplay-mæssige fokusområde synes at variere fra episode til episode, men fælles for dem alle er det, at du efter at have gennemspillet en af dem vil få en opgørelse over, hvor stor en del af andre spillere, der har truffet de samme valg som dig. Dette præsenteres som procentdele for hver af de betydningsfulde beslutninger, og listen af valg kan til enhver tid hives frem, når du får lyst til at se på den igen. Det skal siges, at du fra start kan vælge at starte spillet med lige den episode, som du ønsker, men så udspiller handlingen sig på baggrund af, hvad flest andre spillere har valgt at gøre i de tidligere episoder. Du kan dog altid genspille episoder for at træffe andre valg og se, hvordan det påvirker historien.


Det er sjovt at se, hvad andre spillere har valgt at gøre.

Det gode:
Personligt har jeg aldrig spillet Minecraft, og jeg har ikke prøvet andre af de historie-drevne adventure-spil fra Telltale Games, men Minecraft: Story Mode – The Complete Adventure kræver på ingen måde et indgående kendskab til det ene eller det andet. Det er nemlig ganske let at komme i gang med for enhver der kan læse og forstå lidt engelsk, og det er jo altid et plus. Desuden elsker jeg, hvordan man i denne pakke har adgang til et komplet eventyr, som man kan spille i et raskt tempo frem for at skulle vente på nye episoder måned efter måned, og forhåbentlig er det noget, som vi ser mere af på Switch i fremtiden. Vi ved allerede, at den første sæson af Batman: The Telltale Series udgives i næste uge, og det kunne da være fantastisk, hvis også The Walking Dead Collection, der rammer PS4 og Xbox One i december, følger trop på et tidspunkt.

En af de store plusser ved spillet er et veldrejet stemmeskuespil, der giver spillets figurer liv, og på mange måder er det ganske afslappende at spille. Man skal selvfølgelig være i stand til at tænke hurtigt og reagere på input på skærmen, men det er jo alligevel primært en slags interaktiv film, der udspiller sig, så der stilles aldrig de store krav til spilleren, og dette forstærker oplevelsen af et lettilgængeligt spil, hvor de fleste kan være med.


Quick time events er også en stor del af spillet.

Man er aldrig i tvivl om, at Telltale Games har behandlet Minecraft-universet med respekt, og derfor har de også ganske passende introduceret en original hovedperson frem for at bruge en eksisterende. Det betyder egentlig ikke noget for en som mig, men jeg er sikker på, at fans af Minecraft sætter pris på det, og kender man universet, så vil man med garanti finde det positivt, at udviklerne berører så mange kendte elementer derfra. Vi støder på Griefers – personer med intentioner om at ødelægge det andre bygger – kommer rundt i forskellige afkroge af universet, og udover at berøre crafting og kamp (som tidligere nævnt) kommer vi sågar også til at møde betydningsfulde YouTube-personligheder i Minecraft-miljøet og snuse til minispillet, Spleef, i enkeltstående episoder i pakken. Det virker ganske veludført!

En anden god ting ved spillet er, at hver episode kan gennemspilles på 1-2 timer, og det synes at være en passende længde, hvis man vil dele oplevelsen op i mindre bidder, ligesom det ej heller føles uoverskueligt at genspille for at træffe nye valg senere. Samlet set kan man altså nå igennem de otte episoder på omkring 12 timer, og genspilningsværdien er ganske fin, da ens valg påvirker handlingen – her er det i øvrigt rart, at der er fire save-filer at gøre godt med i spillet, så man kan sagtens have gang i to gennemspilninger parallelt, og dermed kan man prøve at eksperimentere lidt med alternativer uden, at det får indflydelse på ens primære valg.


Minecraft-universet er ret firkantet.

Det dårlige:
Jeg kunne dog godt ønske mig, at historien i Minecraft: Story Mode havde været mere sammenhængende end tilfældet er, for de fire første episoder, der sammen fortæller historien om kampen mod den onde skabning, står klart som den stærkeste oplevelse, mens de resterende fire, der kan betragtes som enkeltstående afsnit, er en smule svagere. Det er naturligvis svært, når kun fem afsnit var planlagt fra start, men der er bare et eller andet over at få en længerevarende og mere fokuseret historie fortalt, for det fanger bare publikum på en helt anden måde. Jeg ved, at Telltale Games i år har udgivet en anden sæson, som fortsætter, hvor den første slap, og kommer den til Switch på et tidspunkt, så kan vi formentlig se frem til mere af det, som de indledende episoder kunne præstere.

Mens jeg spillede episoderne igennem én efter én, så kunne jeg desværre heller ikke andet end at bide mærke i, at spillet til tider havde det svært med at køre flydende. Det er ikke en udpræget ting, men man kunne godt se, at det laggede, når der skete lidt for meget i animationerne på skærmen, og det er jo ikke så godt. Ikke at det på nogen måde får betydning for gameplay, men det kan virke lidt irriterende at se på, og mon ikke det kunne afhjælpes med lidt mere optimering.


Kampsekvenserne kunne være mere interessante.

Konklusion:
Minecraft: Story Mode – The Complete Adventure byder på en spændende fortælling om en gruppe venner i Minecraft-universet, og er du til interaktiv historiefortælling, så er det muligvis et spil, som du bør overveje at kigge nærmere på. Det er et spil, der er utroligt let at gå til, for du skal ikke lave meget andet end at træffe valg og reagere på quick time events i spillets action-sekvenser, men der er ingen tvivl om, at Minecraft-fans vil få mest ud af eventyret, som er fyldt med referencer til elementer i den firkantede verden. Man kan i den sammenhæng mærke en stor respekt fra udviklernes side, og det hjælper gevaldigt på oplevelsen, at stemmeskuespillerne har leveret en god indsats, der gør figurerne interessante. Hver af de otte episoder har en fin længde, der gør dem særdeles velegnet til at bringe med sig på farten, men det er de første fire af dem, som stjæler opmærksomheden, for det virker bedst, når der er en sammenhæng mellem dem, og det savner jeg i den sidste del af spillet. Du skal ikke forvente en oplevelse i stil med de klassiske point and click-eventyr, men søger du en filmisk oplevelse med mulighed for selv at påvirke handlingen, så er der noget at hente, og ser vi bort fra små problemer med lag, så er det bestemt et spil, der er ganske interessant. Forhåbentlig ser vi meget mere fra Telltale på Switch i fremtiden!

Spillet fylder 4,3 GB.

4
1ups givet

4/5


Forbeholdt niche gamere

Fremragende lyd

Nemt at gå til

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

13-11-2017 23:11

Der er kommet skub i anmeldelses-sektionen, og her kan I læse om det første spil fra Telltale Games på Switch, for jeg har taget et kig på Minecraft: Story Mode. Håber anmeldelsen kan bruges Smiley
1
1ups givet