19
nov
2017

Slime-san (Switch eShop)

Skrevet af JOEP

Super Meat Boy udkom i 2010 og lagde fundamentet til en sub-genre indenfor platformsgenren, som handlede om hurtige reflekser og benhårde udfordringer, der kræver koncentration, fingersnilde og tålmodighed at gennemføre. Flere spil af den slags har siden set dagens lys, og Headup Games udgav i august måned fra udviklerne hos Fabraz spillet Slime-san – et af de nyeste spil i den sub-genre, som Super Meat Boy grundlagde – på Switch eShop efter, at det siden april har været tilgængeligt på Steam. Fabraz er nok ikke et studie, ret mange kender, men de har alligevel stået bag flere udgivelser siden de blev stiftet i 2010 –0 herunder Planet Diver og Tale of Aeria – men Slime-san er også udviklernes første møde med en Nintendo-platform, så nu er det spændende at se, om de har efterladt sig et godt førstehåndsindtryk, eller om man vil styre udenom dette firma i fremtiden. Det er blevet tid til at kigge nærmere på Slime-san!

Slime-san er som sagt en 2D-platformer, og når spillet starter, så introduceres vi hurtigt til fortællingen, der kan opsummeres nogenlunde som følger. Det var en helt almindelig dag for slimklatten, Slime-san, da han pludselig bliver slugt af en kæmpemæssig orm! Slime-san er dog helt igennem opsat på, at det ikke er den dag, han skal dø, så han begynder den farefulde færd for at slippe ud af ormens mave, og hermed er scenen sat for spillet. Gennem knivskarpe platformssekvenser skal spilleren nemlig nu navigere Slime-san gennem ormens indvolde og ud gennem munden for at blive en fri slimklat igen!


Dette er spillets hovedmenu og banevælger.


Ja, historien er simpel, og den er bestemt anderledes, men den er også fuldt ud ligegyldig for spillet, for det er gameplay’et, der skal fokuseres på. Her møder vi i bedste Super Meat Boy-stil udfordringer, der får spilleren til at knække controlleren i ren frustration for til sidst at føle et lettelsessuk, når banen gennemføres, og spillet er her delt ind i fire verdener med 18 baner og en boss hver, men hver bane består af to til fire sekvenser. Det lyder som en del, men en bane tager sjældent mere end to minutter at komme igennem, og der er faktisk trofæer i spillet for at klare dem væsentligt hurtigere – nogle gange ned til 30 sekunder. På hver sekvens i en bane er der i øvrigt gemt et æble, der fungerer som valuta i spillet, og flere baner indeholder desuden en mønt, der fungerer som en special-valuta til bestemte genstande i spillet.

En sekvens er et banestykke, der udfordrer spilleren på forskellig vis, men det er altid målet for spilleren at komme til et bestemt sted gennem pixel-perfekt platforming og millisekunders præcision mellem hoppene. Til det formål har du flere evner til rådighed. Du kan naturligvis gå og hoppe, men det er også muligt at morphe, hvilket betyder, at du kan gå gennem grønne vægge, og så er der dashing, der på meget kort tid fører dig et stykke vej i den retning, du trykker. Som slimklat kan du desuden hæfte dig til lodrette overflader, som du så kan hoppe op ad, og dermed har du en form for wall jumps.


Rødt slår dig ihjel, mens grønt kan morphes igennem.



Et sidste twist til spillets mekanikker er, at det kun er muligt at hoppe én gang, men er du bare gået ud over en kant, kan du dermed hoppe i luften, hvilket er lidt atypisk for et platformsspil – det fungerer ganske fint, når det først er blevet tillært. Når du morpher sløver du desuden dig selv og omgivelserne (men ikke tiden!), så det kan blive lettere at komme forbi en særlig svær situation. Det er en kombinationen af alle disse evner, der skal tage spilleren fra A til B i sekvenserne, og vil man samle alle æbler, så skal der ikke alene hastighed til, men også ekstrem fingersnilde. Bruger du desuden for lang tid på en sekvens, så indhenter ormens mavesyre dig, så Slime-san mister livet, men skulle du dø i en sekvens, så starter du bare forfra på den, og det kan du gøre uendeligt mange gange, så konsekvensen er ikke slem. Loading mellem disse sekvenser er ikke eksisterende, og det går derfor lynhurtigt at prøve igen, men antallet af fejl tælles i spillet.

Skulle spillet som udgangspunkt imidlertid være lidt for svært (eller for let), kan man altid skifte spillestil ved at købe sig til en ny figur i spillets shopping-distrikt. Her kan du nemlig købe figurer, der hopper højere, men mere flydende, eller som kun kan dashe, men til gengæld hopper bedre. Der er ret mange af disse muligheder, som spilleren kan købe for æbler, og de ændrer alle på grundspillet, så det giver passionerede spillere en grund til at spille spillet adskillige gange. Det kan gøre det lidt svært at bestemme, hvor lang tid spillet tager at komme igennem, hvis man lader sig distrahere af at prøve sine muligheder, og som vi skal ind på i det følgende, så er der da også indhold, der kan forlænge spiloplevelsen yderligere.


Slumptown er spillets shopping-distrikt, hvor du kan tilkøbe dig alt muligt mærkeligt.


Bliver man først rigtigt god til spilet, så er det ikke noget, der tager meget mere end en god eftermiddag at gennemspille, for alle spillets baner kan klares på sådan ca. 1-2 minutter hver, men man skal nok regne med at bruge noget mere tid på første gennemspilning. Man kan dog også hurtigt fordybe sig og bruge nogle ekstra timer i spillets forskellige challenges og arkade-spil, der også kan købes i shopping-området, og er der en bane, der volder større problemer end de øvrige baner, kan du købe en ”spring banen over”, så du kan få lov til at gå videre i spillet. Foruden dette findes tilmed New Game+, hvor banerne lige bliver en tand sværere, samt speed-running og boss rush, der kan låses op ved gennemførsel af spillet. Det er bestemt ikke indhold og gameplay-varianter, spillet mangler!

Det dårlige:
Det er svært at pege på noget negativt i Slime-san, og det lyder altid småligt, når man fremhæver lidt utydelige skrifttyper og en små-irriterende lydside, hvis man ikke er til 8-bit-musik, som værende det dårlige. Det mest negative må derfor være, at spillet absolut ikke henvender sig til alle. Man skal være glad for konkurrence mod sig selv (eller et online community, for der er online ranglister i spillet) for at ville synes om spillets ekstra varianter, og spillets sværhedsgrad gør det også mindre tilgængeligt end så mange andre spil. Det er også svært at kalde spillets bevægelseselementer for simple, for det tog mig relativt lang tid at få dashing og morphing helt ind under huden, men det kan meget vel være alderen, der begynder at trykke på undertegnedes reflekser. Jeg spillede desuden en del i håndholdt format, og her mødte jeg en lille mur af udmattelse og ømhed efter kort tids brug af venstre Joy-Cons knapper – for dette spil bør ikke spilles med analog-stick.


Bosserne i spillet skal nok give dig udfordring – ligesom alt andet i spillet.


Jeg må også nævne, at spillet ikke lader til rigtigt at bringe noget nyt på banen til denne sub-genre. Super Meat Boy lagde for nogle år siden grundstenene for disse hardcore platformsspil, og de sten rører Slime-san ikke rigtigt ved, så slimklatten breder sig blot ud over dem. Hvorvidt dette tæller som noget dårligt eller ej, det skal jeg ikke gøre mig herre over, men det er værd at have med i tankerne.

Det gode:
Slime-san er imidlertid et veldesignet spil, der ikke overlader noget til tilfældighederne. Det er dine evner og kun dine evner til at kombinere Slime-sans bevægelser, der får dig gennem banerne, og fejler du, er det også din egen skyld. Banerne er aldrig bare ligefremme, og mange af dem kræver endda, at du lige tænker dig om og lægger en strategi, selvom tiden sjældent er til det. Det må siges at være imponerende, at udvikleren har haft kreativitet nok i sig til at give dig i omegnen af 800 forskellige sekvenser, der alle er veldesignede og giver lyst til mere.


Her ses en hel sekvens i en bane – det tager ikke mange sekunder at gennemføre, når man først lige har fundet den rigtige vej.


Selvom man ikke skulle tro det, så oser spillet desuden af charme og humor. Loading-skærmen er fyldt med små one-liners, og begynder man at læse, hvad de øvrige figurer i spillet egentlig siger, så venter der helt sikkert også nogle grin her. Billedsiden er ikke så prangende, men spillet tilgodeser farveblinde ved at tillade spilleren at skifte lidt ud i farvetemaet, og du kan altid købe dig til andre rammer end de standard blå, spillet kommer med. Muligheden for at købe sig til forskellige spillestile er desuden rigtig velkommen og giver yderligere holdbarhed i spillet, der i forvejen har masser af timer gemt i sig – især for konkurrencemennesket, der vil have alle trofæer, som optjenes ved at klare spillets baner hurtigt nok. På min gennemspilning fik jeg ikke ét eneste trofæ, så der skal helt sikkert øvelse til.

Konklusion:
Slime-san er et charmerende pixel-perfekt platformsspil, der lige dele fascinerer og frustrerer. Det byder på masser af indhold, der kan låses op for, og dette har en betydning for spillet på et helt grundlæggende plan. Indenfor sin genre er Slime-san et ret godt spil, der dog ikke kommer til at vinde mange priser, fordi det ikke leverer megen nyt, og det er bestemt ikke et spil for alle, da det kræver tålmodighed, øvelse og ikke mindst lyst at komme gennem spillet. Skulle du finde hovedspillet let, så er der til gengæld også mange andre ting at lave i spillet, og prisen på 90 kr. synes derfor meget retfærdig, men pas på, for er du ikke til Super Meat Boy-lignende spil, så vil Slime-san ikke gøre noget for at overbevise dig. Køb det, hvis du savner udfordring i dine platformsspil, og hvis du vil have mere i stil med Super Meat Boy, men hav også in mente, at der inden længe udkommer en gratis udvidelse, Blackbird's Kraken, der blandt andet tilføjer 50 nye baner, 10 nye challenges og et nyt minispil.

Spillet fylder 777 MB.

Karakter

4/5

Forbeholdt niche gamereForbeholdt niche gamere
Særdeles udfordrendeSærdeles udfordrende
Diskuter
1
Gå Tilbage
Level 50
17403000 XP
#1:  KJ85 - 20. Nov 2017 00:00

JOEP har kæmpet sig igennem Slime-san, og det er der kommet denne tekst, som vi håber I kan bruge, ud af Smiley

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?