13
dec
2017

DOOM (Switch)

Skrevet af KristianH

Nintendo har tidligere været kendt for at producere platforme, der kun indeholder spil med meget lidt blod, vold og lemlæstelse eller andre kontroversielle emner, og således har vi blandt andet hørt historier om, hvordan en udgivelse af The Binding of Isaac oprindeligt blev afvist på 3DS grundet religiøse temaer. Det har Nintendo heldigvis lavet om på siden da, og på Switch ser det ud til, at man er åben for det meste, hvilket gør, at vi får nogle mere voksne spil til konsollen. Bethesda, der tidligere har set bort fra Nintendo-maskiner, er blandt udgiverne, som har set adfærdsændringen hos Nintendo, og d. 11. november kunne de bringe det anmelderroste DOOM (2016) fra id Software til konsollen med en port fra Panic Button.

DOOM er et førstepersons-skydespil, og der går ikke mange sekunder, fra du har startet spillet, før det begynder at flyde med blod og zombie-kropsdele overalt. DOOM handler nemlig kun om én ting, og det er ren action fra start til slut, hvilket illustreres meget fint i spillets intro-sekvens. Du spiller en unavngivet soldat, der vågner op på en militærbase på Mars med en zombie fra helvede lige op i ansigtet, og der er ikke så meget at tænke over. Du finder hurtigt din pistol frem, og efter et kort øjeblik har du allerede ét ud af rigtig, rigtig mange drab på monstre fra helvede på din samvittighed.

Efter at have slået et par helvedes-zombier mere ihjel finder du din Praetor Suit, den karakteristiske dragt afbilledet på spillets oprindelige boxart, og mens en stemme forklarer dig, hvad der er specielt ved denne dragt, så ser du din unavngivne soldats hænder røre ved en lille monitor. Der går dog ikke mange sekunder med snak, før hænderne smadrer den lille monitor og smider den ad helvedes til (no pun intended), og dette viser tydeligt, at der ikke er så meget fokus på historien her – det er action, store våben og nedslagtning af masser (og jeg mener masser) af monstre fra helvede, der er omdrejningspunktet i DOOM.



Som om det ikke var nok bare at dræbe monstrene, så lærer du hurtigt i dette spil, at én måde at få fornyet energi på er ved at lave et Glory Kill. Når monstrene har modtaget nok skade begynder de således at få et blåligt skær over sig, som skifter til et orange skær, når du er tæt nok på, og når du ser dette skær, kan du med et hurtigt tryk på højre analog gribe fat i monstrene og slå dem ihjel på en ekstra voldeligt og brutal måde. Dette kan for eksempel være at rive monsterets arm af og slå det ihjel med dets egen afrevne legemsdel som våben, eller man kan kravle op på dem og placere en håndgranat i maven på dem, for derefter at se et festfyrværkeri af monsterindvolde splatte ud over det hele. Ja, det er altså ikke for sjov, at spilet har fået en PEGI 18-vurdering.

Spillets singleplayer-kampagne er bygget op af i alt 12 baner, hvor du kommer igennem forskellige dele af den militærbase, som du er vågnet op på, og nå ja, så vil det jo ikke være et rigtigt DOOM-spil, hvis du ikke også lige kommer et hurtigt smut forbi helvede. Banedesignet i kampagnen er fortrinsvist lineært, hvor du bevæger dig i mellem forskellige brændpunkter, men på disse brændpunkter bliver banerne mere åbne, på samme måde som man ofte vil se det i multiplayer-baner. Her er der således fin plads til at bevæge sig rundt, men hvis du ikke har tænkt dig at opleve én af de mange forskellige dødsanimationer, som din unavngivne karakter kan komme ud for, så gælder det også netop om at bevæge sig nok rundt.

På spillets brændpunkter spawner der adskillige forskellige monstre, som du skal skyde i smadder med dit store arsenal af våben – i starten vil det kun være en lille håndfuld monstre, som alle kan skydes ret hurtigt, men i takt med at du kommer længere ind i spillet, så stiger mængden og sværhedsgraden af monstre og dæmoner, som du får smidt i hovedet. Spillet bliver altså ikke sværere ved, at fjenderne bliver klogere eller skal skades mere, men det sker derimod ved, at du skal håndtere flere og flere fjender på samme tid. Det er en formular, som vi kender helt tilbage fra det første DOOM, og den fungerer også fint her, men det vil måske for nogle blive en lille smule ensformigt hen ad vejen.

Hvis du som undertegnede er sådan nogenlunde hurtig på aftrækkeren og fornuftig til at flytte dig rundt på banen, ja så kommer du alligevel til at dø rigtig mange gange. Ofte, når jeg brugte mellem 1 og 2 timer på at klare en enkelt bane, var det således fordi, jeg var nået til et brændpunkt, hvor jeg blev angrebet af så mange monstre og dæmoner på samme tid, at jeg ikke kunne gøre andet end at se min fine, unavngivne ven blive til endnu en omgang brunch for de helvedes bæster. De mange kig på game over-skærmen medvirker derfor til, at triumffølelsen bliver endnu større, når man så endelig får givet alle godtfolkene fra helvede flere bank, end man selv har fået, men desværre kan vejen til succes godt blive en smule ensformig. Ofte kommer du før et brændpunkt forbi et lille checkpoint, hvilket er meget rart, så man ikke skal starte helt forfra, når man dør, men eftersom alle monstre kommer frem i det samme mønster gang på gang, så betyder det, at det bliver et spørgsmål, om at lære hvor og hvornår disse monstre kommer. Hvis jeg så begik en lille fejl mod det sidste monster i mønstret, ja så måtte jeg jo starte helt forfra med den strategi, som jeg havde opbygget.



Har man ikke helt styr på nedslagtningen af fjender, så kan spillet altså godt blive lidt irriterende til tider, men der er selvfølgelig også pluspoint at hente på andre områder. Da jeg tidligere skrev, at man bare bevæger sig mellem forskellige brændpunkter, talte jeg eksempelvis ikke helt sandt, for sagen er nemlig den, at der rundt omkring på banerne er små hemmeligheder, som man kan finde. Min oplevelse er, at disse hemmeligheder er temmelig godt gemt, for jeg følte, at jeg kiggede over det hele, men har kun fundet en brøkdel af alt der, der gemmer sig i spillet. Er man typen, der godt kan lide at gå på skattejagt, og er man tålmodig nok til ikke at gå på Youtube for at finde dem, så er der helt sikkert masser af timers underholdning at give sig i kast med på det område.

Musikken i DOOM er også helt fantastisk, hvis man har en forkærlighed for dødsmetal, og spillets soundtrack skifter, alt efter hvilken situation du befinder dig i. Når du går igennem de mere lineære passager på militærbasen, er tempoet i musikken lavere, og det harmonerer fint med, at du ofte på disse tidspunkter skal ud og lede efter nøglekort, som du skal bruge for at komme videre i banen, eller opgraderinger til dine våben eller din dragt. Når du så nærmer dig et brændpunkt, skifter musikken over til hård dødsmetal, der bare bliver spillet for fuld smadder ud gennem højtalerne. Det giver et godt lille adrenalin-kick i starten af spillet, men i takt med, at jeg kom længere ind i spillet, oplevede jeg, at jeg hurtigt kunne gennemskue, hvor disse brændpunkter kom, og derfor forsvandt overraskelsesmomentet lidt med tiden.

Vi kommer ej heller uden om at snakke om grafik, og grafikken i spillet er helt sikkert noget af det flotteste, vi har set hidtil i konsollens korte levetid, men desværre, som man kunne forvente det, har Switch-versionen lidt svært ved at følge med de andre versioner af spillet. DOOM på Nintendo Switch har ikke helt lige så mange visuelle effekter som de andre versioner og kører i 720p med 30 FPS i både TV- og håndholdt tilstand. Det betyder, at når du spiller det på farten, så ser spillet rigtig godt ud på grund af den lidt mindre skærm, men hvis du bringer det op på TV’et, så er det desværre lidt en anden historie, og her oplevede jeg, at det godt kunne se en smule gnidret ud i visse sektioner. Oven i dette oplevede jeg også nogle fald i frameraten, da der var virkelig mange fjender på skærmen, mens jeg spillede i håndholdt tilstand.



Nok om det tekniske, for skulle man ikke finde nok underholdning i spillets kampagne-del, så er der heldigvis yderligere to game modes at give sig i kast med, og den første af disse er Arcade mode. Kort kan det beskrives som Tony Hawk’s Pro Skater møder DOOM, for her handler det om at score masser af points og opbygge kæmpe kombinationsbonusser, og til det formål kan du spille alle spillets baner igennem på en hvilken som helst sværhedsgrad med alle power-ups slået til. Efter valg af bane gælder det så om at samle alt op – lige fra health og armour til andre ting små ting, der kan booste din score – og selvfølgelig at slå maser af monstre ihjel. Der gives bonuspoint for at lave head shots og glory kills, og for hver ting, du samler op, og hvert drab på monstrene opbygger du en kombinationsscore, som får din multiplier til at stige, så du kan score endnu flere point, når den bliver høj nok. Det gælder dog om at være hurtigt på aftrækkeren konstant, for når der ikke sker noget, så falder din multiplier-score, og bliver den for lav, så skal du til at starte forfra med at bygge den op igen. Hver bane har så et angivet pointmål, som du skal opnå for at få henholdsvis bronze-, sølv- og guldmedaljer.

Umiddelbart kan det lyde som om, at Arcade mode ikke ændrer det helt store ved spillet, men hvis man virkelig fordyber sig med det, så vil man indse, at det ikke helt passer. På grund af, at man som spiller hele tiden er opmærksom på, at ens kombinationsscore ikke må falde, så ændres ens spillestil let til at være meget mere actionpræget end i gennemspilningen af de samme baner igennem i kampagnen, og det der kunne tage lidt over en time at komme igennem i kampagnen kunne jeg eksempelvis spille mig igennem på bare 10 minutter i Arcade mode – 10 meget intense minutter vel og mærke.

Bliver du færdig med både kampagnen og Arcade mode, så er der stadig masser af underholdning at hente i DOOM, for spillet har også sin egen online multiplayer-del (skal hentes ned i en opdatering på 7,7 GSmiley, hvor du kan se frem til at blive dræbt ligeså mange gange, som du har oplevet det i single player-delen af spillet. Multiplayer-delen kommer med to klassiske hovedkategorier i form af Deathmatch og Team Deathmatch, og til dem, som ikke skulle vide, hvad forskellen er på de to former, så spiller man alene mod alle andre i førstnævnte, mens man i sidstnævnte variant spiller sammen med andre på hold.

Med udgangspunkt i de to hovedkategorier kan man i multiplayer-delen benytte en række forskellige regler, der gør det hele ekstra sjovt at spille. Disse regler tæller bl.a. klassiske multiplayer-former som Domination, hvor det gælder om at overtage kontrollen i et bestemt område på banen og sørge for, at modstanderens hold ikke kommer ind og overtager dette område, men en anden meget interessant variant er Infernal Run. Denne spilvariant kan bedst beskrives som fodbold møder DOOM, for her gælder det nemlig om at samle en “bold” (som forresten er et kæmpe slimet øje) op, bringe denne bold over til din modstanders mål og så selvfølge score. Du kan ikke forsvare dig selv, når du løber med bolden, så du er afhængig af, at dit hold spiller godt sammen, hvis I skal vinde.



De forskellige spilvarianter i multiplayer-delen giver en god afveksling i måden, som du spiller på, da du ikke nødvendigvis kommer særlig langt med at bruge den samme strategi i dem alle, og oveni alt dette finder du også et hav af unlockables, som du gradvist åbner op for i takt med, at du stiger i levels. Disse ting er helt sikkert med til at motivere dig som spiller til at komme tilbage på et senere tidspunkt og nakke nogle flere ikke-computerstyrede modstandere, så du lige kan lukke op for det seje lyngevær eller det seje stykke armor, som du kan bruge til at udsmykke din karakter med.

Konklusion:
Bethesda har gjort et fornemt indryk på Switch med udgivelsen af DOOM, der må siges at være et fantastisk action-spil fra start til slut. Dæmoner bliver nedslagtet på de grusomste måder, og du kommer til at dø forfærdeligt mange gange i løbet af kampagnen, der med rette kan kaldes udfordrende, men det kan også godt gå hen og blive lidt forudsigeligt og småirriterende undervejs. Foruden kampagnen har spillet dog mange timers underholdning gemt i den konkurrenceprægede Arcade mode og den underholdende mutiplayer-del med kendte og solide spilvarianter, og det er medvirkende til, at der er noget at komme efter i lang tid for de fleste. Desværre er spillet dog ikke helt så flot, som man kunne have håbet på, på TV’et, men det fungerer rigtig godt i håndholdt tilstand. Har du allerede spillet DOOM igennem på en anden platform, så er der med andre ikke rigtig noget nyt at komme efter, men hvis du har savnet en rigtig 18+-titel til din Switch og ser frem til at slagte zombier fra helvede, mens du er på farten, så er det bestemt et oplagt køb.

Spillet fylder 21,3 GB (heraf 7,7 GB for multiplayer).

Karakter

4/5

Særdeles udfordrendeSærdeles udfordrende
Diskuter
2
Gå Tilbage
Level 50
17520000 XP
#1:  KJ85 - 13. Dec 2017 23:34

Hedeholm har langt om længe fået en Switch, og han har kigget nærmere på en omgang DOOM Smiley

citer indlæg

Level 18
168000 XP
#2:  Krisp - 14. Dec 2017 09:25
redigeret af Krisp d. 14. Dec 2017 09:26

Go' anmeldelse. Smiley

Men jeg vil nu nærmere kalde soundtracket for industrial metal, det har ikke rigtigt noget med døds metal at gøre. Smiley

Jeg har allerede spillet det rigtigt meget på PC da det udkom i 2016, så jeg tror jeg hopper over Switch udgaven lige foreløbigt. Men fedt at der kommer nogle fede tredje parts titler til Switch'en, håber det fortsætter. Men det var mit personlige GOTY i 2016, så kan varmt anbefale spillet.

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?