17
apr
2018

Detective Pikachu (3DS)

Skrevet af Nemy

Pokémon må siges at have fået en større renæssance de senere år, og det betyder selvfølgelig, at vi igen bliver præsenteret for en række spinoffs af den populære serie. Et af de spinoffs er Detective Pikachu til Nintendo 3DS. Dette må siges at være et af de mærkeligste spinoffs vi har set længe. Det er Pikachu, som du aldrig har set ham før. Med detektiv evner og en meget maskulin stemme bevæger Pikachu sig afsted for at løse mysterier og du er med!

I spillet sættes du i rollen som Tim, som teamer op med Pikachu for at finde sin far, der forsvandt for 2 måneder siden, mens han arbejdede på en sag. Tim påtager sig opgaven at finde ud af, hvad der er sket med sin far, og i sin søgen støder han på Pikachu. Det viser sig, at Tim er den eneste der kan høre ham snakke. Det fører til en række sjove situationer, hvor de to forsøger at skjule deres samtaler, så Tim ikke ligner en sindssyg, der snakker med sig selv hele tiden. Generelt set er der masser af mere eller mindre plat humor i spillet, som undertegnet er kæmpe fan af. Det giver en helt unik følelse og charme til spillet. Små sjove bemærkninger og sjove finurligheder komplimenterer mysterieløsningen godt og giver de 12 timers varighed lidt ekstra krydderi. Du skal ikke forvente Pikachu, som du kender ham fra tv-serien. Der er her tale om en kaffe-elskene, maskulin, pigeflirtende og dårlig jokes leverende Pikachu. Det fungerer overraskende godt i selskab med Tim, som er stik modsat på så mange punkter, hvilket giver en super dynamik til de tos forhold og giver spillet balance.



Som i de fleste detektivspil går meget af din tid i spillet med opdagelse og undersøgelser. Ved at samle og analysere information vil du langsomt komme til bunds i sagerne og løse det overordnede mysterium. Desværre er det i alle gåder nødvendigt at samle alle ledetråde og beviser inden du kan præsentere løsningen og komme videre. Jeg siger desværre fordi, at man ofte har fundet løsningen inden man har samlet alle beviserne og derfor burde kunne gå videre uden at skulle bruge tid på at finde de resterende beviser. Heldigvis er det ikke som regel ret let at finde de manglende beviser, og kun et par gange i løbet af spillet brugte jeg en del unødvendig tid på netop dette.



I starten var jeg nervøs for niveauet i Detective Pikachu, hvor de første sager var utrolig lette at løse. Dette bliver dog heldigvis mere komplekst i løbet af spillet og sagerne bliver gradvist svære. Det bliver aldrig virkelig svært, men det havde jeg heller ikke forventet. Underholdningsniveauet bliver kun højere i løbet af spillet, som historien udvikler sig og flere skøre hændelser finder vej til vores to hovedpersoner.

Det ville ikke være et Pokémon-spil, hvis kun det var Pikachu, som optrådte i spillet. På din vej møder du en lang række Pokémoner, som du skal hjælpe med at opklare diverse mysterier. Byen er fuld af dem, og det er sjovt at se, hvilken Pokémon og hvilket mysterium, som du støder på næste gang. Du opdager nye ting om Pokémon-universet og vil løbende støde på Pokémon-eksperter, som hjælper dig videre i spillet. Mysterierne du støder ind i vil løbende få dig ud i situationer, som spænder milevidt. Du vil opleve alt fra at skulle afsløre en grim hemmelighed på et Pokémon laboratorium til at blive fanget i en Litwick-hule, hvor du skal finde en udvej. Situationerne er mange og adspredte, hvilket sikrer, at Detective Pikachu aldrig bliver ensformigt og kedeligt. Det grundlæggende er det samme, men situationerne og miljøerne skifter i en sådan grad, at oplevelsen holdes frisk hele vejen igennem.



Spillets handling foregår på den øverste skærm, mens du på den nederste skærm har adgang til mysterienoter, liste over mysterier du skal løse og navigationsmuligheder. Derudover har du muligheden for at klikke på Pikachu og få de såkaldte Pika-prompts. Hvis du trykker på Pikachu på den nederste skærm vil du få en scene, hvor Pikachu enten forklarer om ting relateret til sagen eller giver dig et dårligt kaffetip. Det er små sjove scener, der er med til at give Pikachu en karakter, som vi aldrig før har set.

Visuelt er Detective Pikachu noget af det mere imponerende vi har set på 3DS-maskinen. Den grafiske stil er karakteristisk og flot udført. Den formår at sætte scenen for dette meget atypiske Pokémon-eventyr, og sikrer, at stemningen holdes hele vejen igennem. Sammen med et solidt lyddesign og bakket op af en flot skuespilpræstation holdes hele oplevelsen på et højt niveau fra start til slut.



Konklusion:
Detective Pikachu er et sjovt take på Pokémon universet og dets mest ikoniske Pokémon. Det er Pikachu, som vi aldrig har set ham før, og det virker overraskende godt. Mysterierne er sjove at løse og jeg var godt underholdt fra start til slut. Hvis du tilmed er vild med Pokémon-universet er et køb et must. Du får lov at bruge tid i det fantastiske univers og komme tættere på de væsner, der lever i det. Oplevelsen bakkes op af en flot udført grafisk præstation og et underlæggende lyddesign, som bringer det hele til live i et af de flottere 3DS-spil til dato.

Karakter

4/5

For de yngsteFor de yngste
HjernegymnastikHjernegymnastik
ØjegufØjeguf
Diskuter
1
Gå Tilbage
Level 50
7289500 XP
#1:  JOEP - 3. May 2018 09:09

Nemy har anmeldt dette spil, hvad synes du om spillet?

citer indlæg

Side: 1Vis alle
Du skal være logget ind på N-club for at kunne deltage i diskussioner.

Log ind
Bliv gratis medlem
Glem kodeord?