Mortal Kombat 11 Ultimate...

Supraland annonceret til ...

Våbenene præsenteres i ...

Cloudpunk ude nu - se lan...

Super Mario kommer til di...

Demo af Pikmin 3 Deluxe u...

Ugens downloads: uge 42 2...

Digimon Survive udskydes ...

Ori and the Will of the W...

Nintendo afholder Super S...

Dit seneste køb

Nindie Klubben præsenter...

Nindie Klubben præsenter...

Nindie Klubben

Super Mario 3D All-Stars

Switch Friend Codes

Film med videospilsrefere...

Spil på vej til Switch

Super Smash Bros. Ultimat...

Switch Online

Tilbudstråden

Super Mario 3D All-Stars ...

K: Nintendo/Playstation M...

S: Classic Xecutor2 modde...

K: Heart Gold/Soul Silver

Reserveskruer til Gameboy...

Animal crossing Amiibo ko...

S/B: Switch og PS4 spil

K: Hori game case white

Føler/råd om PS4?

N-club Juletema 2018

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Story of Seasons: Trio of Towns

Mario Party: The Top 100

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 26-09-2016 23:43

Med den seneste udgivelse i hovedserien tilbage i 2013, er Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice, som udkom her d. 8. september, det sjette spil i Ace Attorneys hovedserie, og det er det andet af dem skabt specifikt til Nintendo 3DS. Siden udgivelsen af Dual Destinies, som var undertitlen på det femte spil, har vi dog fået både et spin-off, hvor Phoenix Wright krydser klinger med selveste Professor Layton, og en opsamling med remasters af seriens tre første spil til 3DS, så det er ikke sådan, at Capcom har ladet os glemme den farverige forsvarsadvokat og hans følge, og jeg var derfor fuldt ud parat til at hoppe ud i det nye eventyr med det samme.

Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice er ligesom sine forgængere en interaktiv kriminalroman, men man kan diskutere, om man ikke burde have droppet præfikset, Phoenix Wright, i denne omgang, da man i lige så høj grad tager kontrollen over andre advokater ansat hos det kombinerede advokatfirma og talentbureau, Wright Anything Agency. Firmaet bestående af forsvarsadvokaterne; Phoenix Wright, Apollo Justice og Athena Cykes, samt Phoenix’ adoptivdatter og tryllekunstner, Trucy Wright, får nemlig nok at se til, da Phoenix Wright tager på en udlandsrejse til Kongeriget Khura’in for at besøge Maya Fey, mens Trucy i samme periode anklages for et mord på en medoptrædende tilbage i Los Angeles, og for første gang i seriens historie udspiller handlingen altså sig på tværs af to lande.


Trucy kommer i problemer, da en kollega dræbes på scenen.

Spillet indledes af et kort animationsklip, hvor vi hører Phoenix Wright fortælle om et land på randen af revolution, men for at forstå denne situation skal vi spole tiden en måned tilbage, og se på de hændelser, der skete i tiden efter Phoenix’ ankomst til Khura’in. Formålet med rejsen til landet i det østlige Asien er at gense den tidligere assistent, Maya Fey, der opholder sig i landet som en del af hendes åndelige træning på vejen til at blive den ny leder i landsbyen Kurain, men før Phoenix når at møde hende, så får han naturligvis sig selv rodet ud i problemer. Dette sker da hans tour-guide, Ahlbi Ur’gaid (ja, det hedder han), pludseligt anklages for at have stjålet en historisk betydningsfuld genstand fra Tehm’pul Temple (igen) og tilmed for at have slået patruljeringsvagten, Paht Rohl (jep, også her), ihjel.

Selv om Phoenix kun er turist i Khura’in, så kan han ikke lade være med at tage en smut forbi retssalen, da Ahlbis sag skal behandles, og hurtigt indser han, at noget er helt galt i kongeriget. Sagen har ikke været for domstolen i mange minutter, før Ahlbi er dømt skyldig, og her opdager Phoenix, at der slet ingen forsvarsadvokat er til stede. Dette får Phoenix til at protestere, for man kan jo ikke dømme nogen uden en fair retssag, og til trods for Ahlbis protester vælger han at repræsentere drengen. Med lidt hjælp fra anklageren overtales dommeren til at lade domsafsigelsen vente lidt endnu, og Ahlbi får lov at fortælle sin version af historien, før et af de sædvanlige krydsforhør starter.


Hvad roder Phoenix sig mon ud i denne gang?

Det er åbenbart ikke normalt at benytte sig af krydsforhør i Khura’in, for dommeren kan faktisk ikke huske, hvordan det fungerer, men det kan Phoenix fortælle ham, hvis man som spiller også har brug for en introduktion til systemet, og på den måde inkluderes en valgfri tutorial på bedste vis. I første omgang er det dog ikke meget krydsforhør, man skal have gang i, og Phoenix ender faktisk med at tage Ahlbi i en løgn, som blot mistænkeliggør drengen yderligere. Det får endnu engang dommeren til at ville afsige dommen med det samme, for når drengen lyver, og man tilmed har bevismateriale så slående som en gengivelse af offerets sidste øjeblikke i live, så er der jo ingen grund ti at udsætte pinslerne.

Ja, I læste rigtigt. Gengivelsen af offerets sidste øjeblikke er tilgængeligt, for i Khura’in udfører ypperstepræstinde, Rayfa Padma Khura’in, der desuden er prinsesse og dermed datter af landets dronning, noget kaldet en Divination Séance ved enhver drabssag i retten, og gennem denne handling kan hun altså fremkalde de sidste sanseindtryk i et offers liv i en vandcirkel på gulvet, kendt som Pool of Souls. På baggrund af denne ret præcise teknik kan de tilstedeværende i retten med egne øjne se, hvad offeret så, hørte, lugtede, smagte og følte i momenterne op til sin død, og med dette i baghånden er det normalt muligt at afsige dom uden det store besvær.


Rayfa er ret sikker på sine evner.

Phoenix går selvfølgelig ikke med på at lade dommen afsige, før han selv har set dette syn, men selv efter at have set det står han fast på at ville forsvare drengen til trods for dommerens talrige advarsler. Først her finder han ud af, hvorfor Ahlbi har været så afvisende for at lade ham repræsentere sig, for i Khura’in har man en lov, der siger, at enhver, der forsvarer en forbryder, vil modtage den samme dom som den anklagede, hvis denne dømmes for forbrydelsen. Denne lov kendes under betegnelsen Defense Culpability Act (DC Act i kort form), og det viser sig, at landet på baggrund af denne har været uden forsvarsadvokater i mere end 20 år. Lokket lidt i et baghold af anklageren, som nogle vil kende fra det seneste spil i serien, står Phoenix nu i en uheldig situation, for Ahlbi står til at blive straffet med døden for sin forbrydelse. Spørgsmålet er om han så kan bluffe sig ud af sine problemer som sædvanligt.

Sanseindtrykkene i sig selv kan Phoenix selvfølgelig ikke anfægte, men efter seancen kommer Rayfa med sin fortolkning af begivenhederne, kaldet Insights, og dette ”indblik” kan man selvfølgelig stille noget op med. På den øverste skærm ruller offerets sidste øjeblikke over skærmen igen og igen, mens man på den nederste kan skifte mellem de forskellige dele af Rayfas forklaring, og opgaven er så at finde modstridende oplysninger i de to. Man kan spole henholdsvis frem og tilbage i filmen med A og Y, mens man kan skifte mellem de forskellige forklaringsdele med venstre og højre tast på D-Pad’et, og det er desuden også muligt at sætte filmen på pause med et tryk på L, hvis man vil sammenligne en situation med hver forklarende del uden besvær. Når man finder det øjeblik i filmen, hvor der er noget, der ikke stemmer, så trykker man X og markerer på skærmen, hvad der er galt – det kan være en lyd, der ikke passer ind i sammenhængen, eller det kan være noget af det, som offeret ser, men det kan som sagt også være noget fra en af de andre sanser – og er det korrekt, så vil Rayfa tilpasse sit indblik billedmæssigt og/eller forklaringsmæssigt, før processen gentages på ny, indtil der ikke er mere at fejlfortolke.


Ahlbi ser ret skyldig ud i Rayfas udlægning af offerets sidste øjeblikke.

Divination-seancer og Insights er altså det nye element i dette Ace Attorney-spil, og når man har pillet Rayfas fortolkninger til jorden, så kan retssagen fortsætte sin gang som vi kender det fra de forrige spil i serien, hvor krydsforhør af vidner samt præsentation af modstridende beviser er de vigtigste våben. Er der noget i et vidnes forklaring, der ikke helt stemmer, så protesterer du og præsenterer det modstridende bevis, men af og til kan det ske, at du skal presse de fejlagtige forklaringer ud af vidnerne ved at bede dem om flere oplysninger til et udsagn. Denne kombination af handlinger vil som oftest resultere i at vidnet ændrer sit vidneudsagn en smule, og jo tættere du kommer på at miskreditere vidnet, jo mere nervøse bliver de, hvilket i sidste ende bliver afgørende for retssagen.

På det praktiske plan fungerer krydsforhør, som de altid har gjort, og du kan enten benytte din stylus eller knapperne til at trykke dig gennem de store mængder tekst, der leder op til vidneudsagnene. Vælger man at bruge knapperne, så anvendes L og R til henholdsvis at spørge yderlige ind til et vidneudsagn og til at åbne din sagsmappe med vigtige objekter og de involverede personer, mens X bruges til at præsentere et bevis fra sagsmappen. Hvis du holder Y inde, kan du tilmed også bruge stemmekommandoerne, ”Objection!”, ”Hold It!” og ”Take That!”, som et alternativ til knapperne i udvalgte situationer, og når du har kaldt sagsmappen frem på den nederste skærm, kan du også se nærmere på nogle af objekterne med et tryk på A – fotografier, kort, rapporter og den slags kan således nærstuderes her.



Apollo tager et kig på objekterne i sagsmappen.

Sagen om mordet på patruljeringsvagten i templet er selvfølgelig kun en lille del af spillet – man kan vel med rette sige, at den fungerer som en slags introduktion til spillet – og efter denne sag følger der yderligere fire episoder af varierende omfang. Anden episode omhandler eksempelvis det mord på en tryllekunstner, som jeg omtalte i starten, og også her vil man blive undervist en smule, når man tager kontrol over Apollo med Athena som assistent. Slagsmålene i retssalen er nemlig kun den halve historie, og som i de tidligere spil i serien skal du også følge op på politiets efterforskning ved at undersøge lokationer med tilknytning til forbrydelsen og tale med diverse personer. Denne del af spillet introducerer dig for Ema Skye, der nu er blevet uddannet til kriminaltekniker, og til trods for, at tilknyttes spillets primære anklager, så er hun ofte behjælpelig med oplysninger og lader tilmed den aktuelle forsvarsadvokat assistere med at finde fingeraftryk og blodspor fra tid til anden.

Når du efterforsker en sag, så forelægger der dig som udgangspunkt fire muligheder på hvert sted i kapitlet, og formålet med denne del af spillet er selvfølgelig at opnå viden og beviser, som du kan bruge til at forsvare den anklagede i retten efterfølgende. Du kan snakke med personen på stedet, hvis der er nogen. Du kan præsentere selvsamme person for ting, som du håber, de kan fortælle mere om. Du kan undersøge stedet, og du kan gå til en anden lokation. Med disse værktøjer i hånden kan du som udgangspunkt klare alt, men på specifikke tidspunkter kommer du altså også til at skulle benytte luminol og fingeraftryks-pulver til at finde spor, hvilket indledes helt naturligt i forbindelse med undersøgelsen. Når du undersøger et sted kan du trykke på alt, og flere af lokationerne er så store, at du får brug for at undersøge dem fra flere vinkler. For det meste vil dit tryk på skærmen indlede en samtale om objektet, og er det vigtigt, så tilføjes objektet til din sagsmappe, eller tilføjer muligheden for at snakke yderligere med en person på stedet om den pågældende ting.


Ema forærer dig en luminol-spray, så du kan finde blodspor.

For at gøre spillet mere spiseligt er episoderne (med undtagelse af den første) opdelt i mindre kapitler/underkapitler af (for mit vedkommende) varighed mellem 1 og 4 timer bestående af enten retssag eller efterforskning. Dette betyder ikke nødvendigvis, at du er tvunget til at spille helt efter disse save points, for du kan selv gemme på ethvert tidspunkt via START-knappen eller den dertil indrettede knap på touch-skærmen, og det kan være meget rart, hvis man er tvunget til at afbryde sit spil. Med fem sager i spillet, så tager det naturligvis en del timer at komme gennem spillet, og personligt brugte jeg 42 timer på at presse og protestere mig til enden, men dette vil selvfølgelig variere alt efter, hvor hurtigt du kan læse spillets enorme mængde tekst, og hvor skarp du er til at finde modstridende beviser.

I løbet af spillets fem episoder kommer man som sagt til at tage kontrollen over flere forskellige forsvarsadvokater tilknyttet Wright Anything Agency, og disse har hver især nogle ting, der gør dem specielle i gameplay-øjemed. Phoenix besidder stadig den Magatama-sten, som han modtog af Maya i det andet spil i serien, og med den kan det ses, hvis personer i efterforskningen lyver. Dette kommer til udtryk som jernkæder med de såkaldte Psyche-Locks, og for at få dem til at fortælle sandheden skal man her præsentere dem for forskellige objekter, der kan spore samtalen i den rigtige retning. Apollo derimod har et armbånd, der reagerer, når personer holder oplysninger tilbage, og når det sker skal man finde de nervøse trækninger hos vedkommende, og derved afsløre, hvad det er, de ikke er så glade for at snakke om. Praktisk foregår det ved, at en udtale er delt op i små bider, og man kan mens forklaringen afspilles i meget lavt tempo navigere rundt på en animation af personen for at finde udslaget.


Athenas halssmykke skifter farve efter hendes humør og har helt særlige evner.

Også Athena har en særlig evne, men i modsætning til sine mandlige kollegers ditto, så anvendes den i retssalen, hvor hun kan udføre en form psykoanalyse på vidner ved hjælp af hendes elektroniske halssmykke, Widget. Dette var det nye element i Dual Destinies, så selvfølgelig skal det også bruges under enkelte retssager her, og flere gange er det lige præcis det, der skal til for at sætte gang i sagen. Rent praktisk minder det meget om det almindelige krydsforhør, for også her er vidneudsagnet delt op i små bidder, men i stedet for blot at presse vidnet for yderligere detaljer og præsentere modstridende beviser, så skal man sammenligne udtalelserne med den såkaldte Mood Matrix, hvor personens følelser er afbilledet. Denne Mood Matrix er inddelt i fire felter repræsenterende henholdsvis, glæde/nydelse, vrede/frustration, bedrøvelse/frygt og overraskelse/forvirring, og som spiller skal man finde en følelse, der ikke passer til situationen. Det kan være en manglende følelse, en der ikke burde være der eller en, hvis intensitet har ændret sig i en forkert retning.

Vores elskede hold af forsvarsadvokater maler derimod kun halvdelen af billedet, og som der er tradition for i serien, så er et medlem af Payne-familien repræsenteret som anklager i spillets første sag. Derefter tager den spirituelle Nahyuta Sahdmadhi fra Khura’in over som den primære anklager, og det betyder naturligvis, at vi kommer til at dykke dybere og dybere ind i hans person, som spillet skrider frem. Han har en baggrund som munk og besidder en fast tro i landets religiøse principper, så det kommer selvfølgelig også til udtryk i retssalen, hvor han er en del mere afslappet end de anklagere, vi har set i de tidligere spil. Ikke, at han forbliver stille hele vejen gennem en sag, for selvfølgelig kan han også lade sig ophidse, og man skal nok komme til at se ham svine sine modstandere i retten til med bemærkelsesværdige fornærmelser og af og til smide sin bedekrans efter dem. Det er dog ikke kun den nye anklagers personlighed, der er interessant, for som man vil lære det, så deler han fortid med Apollo, og netop denne relation er et emne, som behandles særligt i spillet. Ja, faktisk betyder det vel også, at Apollo er mere vigtig for historien, end Phoenix er det.


Spillets primære anklager er ret afslappet.

Spillet byder også denne gang på et indbygget strafsystem, og her er man gået tilbage til den oprindelige form fra første spil i serien. Det betyder, at du vil blive straffet for præsentation af forkerte beviser eller uoverensstemmelser i retten, og straffer dommeren dig fem gange i en sag, så bliver din klient kendt skyldig. I praksis betyder det til gengæld ikke så meget, for du får mulighed for at fortsætte spille fra det sted, du er kommet, til med det samme, med mindre du vælger at gå til hovedmenuen for at fortsætte fra seneste punkt, hvor du gemte spillet. Det er dog ikke alle fejl, der bliver straffet, så nogle gange får du frit lov til at vælge en anden svarmulighed, indtil du rammer den rigtige. Dette gør sig eksempelvis gældende, når du skal spore retssagen ind på et emne, som endnu ikke er blevet ordentligt afdækket, eller når du afslutningsvis skal opsummere en sag for at nå frem til sandheden, og med det har vi vel været godt omkring de indholdsmæssige elementer i spillet.

Det gode:
Jeg har været begejstret for de tidligere spil i serien, og Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice er bestemt også sin udgivelse værdig. Ikke mindst gør det grafiske løft, som serien fik med udgivelsen af Dual Destinies, serien mere nutidig, og det kan man som spiller mærke på flere måder. Først og fremmest er animations-klippene, der af og til benyttes som mellemsekvenser, virkelig flotte og velproducerede, men det er også ført med over til karaktermodeller og baggrunde, der stråler af liv. Det er farverigt, og som altid gør figurernes mimik det til en humoristisk affære at samles i retten, hvor reaktionerne kan være stærke hos forsvarer såvel som anklager, vidner og tiltalte. Den stereoskopiske 3D-effekt, som bryder baggrunden pænt fra personerne og teksten forrest i billedet, bidrager blot yderligere til den positive oplevelse, og præsentationen styrkes samtidig af en stærk lydside med opdaterede versioner af mange af seriens klassiske kendingsmelodier tilsat nogle nye af slagsen til at krydre det en smule. Man kan ikke andet end at tage høretelefonerne på og nyde det.


Denne munk har en tendens til at spille 80’er-rock, når han er presset, og det er ret sjovt.

Ace Attorney-spillene har altid haft en særlig form for humor, og den kommer selvfølgelig også til udtryk i det nye spil, hvilket er godt at se. En side af den er de vittige navne, som jeg fremhævede nogle af i starten, og der er rigtig mange af den slags gennem hele spillet. Jeg ved ikke hvilket spilunivers, der ellers kunne finde på at kalde en politiker for Paul Atishon og samtidig gøre tykt grint med valgløfter og den slags, men her slipper man altså afsted med det, og det er svært ikke at trække lidt på smilebåndene af det. Dertil kommer naturligvis alle de små drillerier vores hovedpersoner imellem, og den slags bliver heller aldrig gammelt.

Spillet er samtidig et glædeligt gensyn med mange af de karakterer, som vi i årenes løb er kommet til at holde af, og det kan man kun værdsætte som fan af serien. Foruden Phoenix, Apollo, Athena, Trucy og Ema, som jeg allerede har fremhævet i beskrivelsen af spillet, så bliver det nemlig til et gensyn med Maya Fey, som vi ikke har set siden det tredje spil i serien, og foruden dette vidunderlige åndelige medie, så får vi da også både Miles Edgeworth og Simon Blackquill at se. Med andre ord er der masser af velkendte ansigter, men heldigvis er nogle af spillets nye karakterer også ret interessante. Prinsesse Rayfa Padma Khura’in står ud som den mest komplette af de nye ansigter, og den væmmelse for forsvarsadvokater, som hun er opdraget med, virker virkelig oprigtig. Hun forskrækkes naturligvis, da det viser sig, at der kan stilles spørgsmålstegn ved hendes indblik i et offers sidste øjeblikke, men det lader hende ikke slå ud, og det gør hende til en stærk karakter, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden.


Det er godt at se Maya igen, men selvfølgelig kommer hun i problemer.

Jeg kan rigtig godt lide, hvordan man denne gang lader hele holdet af forsvarsadvokater have ansvar for deres egne sager i retten, for det vidner om, hvor stærke karakterer de hver især er. Målet er ganske givet det samme for dem alle, men Phoenix, Apollo og Athena er alligevel så forskellige, at de skinner på hver deres måde, og som nævnt indledningsvist, så er der vel ingen særlig grund til at fremhæve Phoenix i spillets titel, når de alle bidrager til spændingen – og især taget i betragtning, at handlingen mest af alt er centreret omkring Apollo i denne udgivelse. Samtidig giver de særlige egenskaber, som de hver især besidder, anledning til det mest varierede gameplay i serien til dato, og det er egentlig meget rart, at man både skal håndtere Psyche-Locks, opdage nervøse trækninger, udføre psykoanalyser og ikke mindst udføre retstekniske undersøgelser i forbindelse med de sædvanlige krydsforhør og efterforskninger. Hertil kommer naturligvis de nye Divination Séances, og dette element passer bestemt også godt ind i serien, hvor overnaturlige elementer ikke er fremmede, og jeg synes faktisk, at det var ret sjovt at finde frem til hullerne i Rayfas indblik.

Ser man på den samlede pakke, så er historien om landet mod øst og det indbyrdes forhold mellem Apollo og den nye anklager også spændende at følge, og det skaber en ganske fin rød tråd, som binder de enkelte episoder af spillet sammen for i sidste ende at lede os frem til tidspunktet for den indledende videosekvens. Man ved naturligvis, hvor det bærer henad, men der er alligevel overraskende momenter, som tager handlingen i en uventet retning af og til, og det er nu rart, at man ikke kan gennemskue det hele på forhånd. Historien alene er dog ikke stor og kompliceret, for der skal jo være plads til det velkendte gameplay, og som jeg fremhævede i anmeldelsen af trilogien, så er sammensætningen lidt af et mesterstykke med de mange skift mellem retssag. Det er dog ikke så udpræget i denne udgivelse, da kun to sager udspiller sig over flere dage, og det medfører, at retssalssektionerne udgør to tredjedele af det samlede spil.


Psykoanalyser med mere gør spillet godt varieret.

Det dårlige:
Skal man sige noget dårligt om Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice, så er det hele måske blevet en smule for lineært. Det lyder måske underligt i og med, at der er tale om en interaktiv kriminalroman, men det afspejler sig eksempelvis i gameplay’et, når man skal bryde Psyche-Locks. Her kunne man i de tidligere spil sagtens komme ud for, at man ikke havde de nødvendige genstande i sin sagsmappe til at bryde dem med det samme, men sådan er det ikke i den nye udgivelse, og dermed skal man altså ikke ud og samle yderligere beviser for at komme videre. Det er uden tvivl et bevidst valg, og jeg vil da heller ikke vægte det så højt, men det er tydeligt, at udviklerne har haft for tanke at strømline oplevelsen for spilleren, så man ikke skal rende forvirret rundt og lede efter manglende ting. Du fortælles altid, hvor du bør bevæge dig hen. Du får at vide, når der ikke er flere genstande af interesse på en lokation. Det nævnes, hvis du bør præsentere en ny genstand for en person, og skulle du glemme noget, så skrives dine gøremål tilmed op på en notesblok, som du får adgang til et stykke inde i spillet. Det er et eller andet sted både godt og skidt, hvis I spørger mig, for man kommer ikke til at sidde fast i efterforskningerne, men man skal heller ikke tænke så meget selv.

Med tanke for, at man har simplificeret efterforskningen på den måde, så kan det til gengæld godt undre, at man i tilgangen til at finde fingeraftryk har taget nogle store og tredimensionelle objekter med, og det bliver hurtigt lidt af en prøvelse på tålmodighed i disse sektioner. Rent praktisk foregår det sådan, at du fordeler pulveret på en overflade ved at trykke rundt omkring på touchskærmen, og når du så skal se efter aftrykkene, så skal pulveret blæses væk gennem mikrofonen (eller alternativt med et tastetryk). Det er ganske simpelt, og det er fint nok så langt, men man er samtidig begrænset i den mængde af pulver, der kan fordeles på en gang uden at blæse det tilbage i bøtten, og rester af pulveret bliver let siddende tilbage, hvilket gør det til noget af en opgave. Objekterne skulle ganske enkelt have været mindre, eller også skulle der ikke have været den omtalte begrænsning.


Det kan tage lidt for lang tid at lede efter fingeraftryk på en stor kiste, der kan drejes rundt på alle leder.

Da jeg først prøvede kræfter med Mood Matrix-mekanikken i Dual Destinies følte jeg til tider, at det var lidt uklart, hvilket svar udviklerne ønskede i de forskellige situationer, og sådan har jeg det også lidt med Rayfas fortolkninger af Divination-seancerne i den nye udgivelse. Det kan selvfølgelig godt være en konsekvens af at prøve kræfter med en ny mekanik for første gang, for Mood Matrix-segmenterne stod mig denne gang meget klart, men der var altså tidspunkter, hvor jeg udmærket var klar over, hvor udviklerne ville hen, men hvor jeg ikke kunne finde frem til det ønskede svar uden besvær. Dette kom blandt andet til udtryk et sted, hvor jeg sagtens mener, at en lyd kunne beskrive problemet, men det ønskede svar var derimod synet, og det var tilsyneladende også vigtigt at time sit tryk inden for et bestemt interval. I hvert fald forsøgte jeg mig også med at fremhæve det korrekte problem uden at blive belønnet for mit svar, men det var måske også lige på det yderste af den pågældende situation. Der kunne man måske godt have været lidt mindre striks.

Det der slår mig mest er derimod, hvor unødvendig fjerde episode af spillet føles. Det er da fint nok, at vi får et lille gensyn med Simon Blackquill og ser Athena stå i spidsen for en sag i retten, men sagen tjener intet formål i det store forkromede billede, og den kunne sagtens undværes uden at gøre spillet dårligere af den grund. Det føles virkelig underligt, at man kommer fra sager, der bliver længere og længere og stadigt mere komplicerede, for så at gå over til noget, der kunne have været en introsag, og jeg tror, at det er første gang, en episode så langt inde i et Ace Attorney-spil ikke har en efterforskningsdel. Spillet er i forvejen så langt, at man med rette kunne skrotte hele episoden, men man har altså vægtet traditionen for at have fem sager i et spil højere, og det føles egentlig blot som et forsøg på også at appellere lidt mere til dem, som kun har spillet Dual Destinies.



Spillets fjerde episode er ret overflødig.

Konklusion:
Phoenix Wright: Ace Attorney – Spirit of Justice er endnu et solidt og humoristisk spil i serien af interaktive kriminalromaner/retsdramaer fra Capcom, og er man fan af serien, så skal man selvfølgelig investere i dette spil. Spillet har en ganske fængende historie, og med flotte mellemsekvenser og en nydelig præsentation i både lyd og billede, så er der tale om en udgivelse med høje produktionsværdier. Man kan se frem til et glædeligt gensyn med mange af seriens velkendte karakterer, men nye ansigter er der også blevet plads til, og introduktionen af Rayfa Padma Khura’in bringer et interessant gameplay-element på bordet i form af Divination-seancerne, hvor det dog til tider ikke er så nemt at gennemskue, hvilket svar der ønskes. Det føles som om, at man skal være lidt for præcis til tider, men på andre punkter i spillet er det til gengæld blevet en smule for simpelt. Overordnet set efterlader spillet et godt indtryk, og til en pris på 239 kr., så får man bestemt noget for pengene – måske endda for meget, og den fjerde episode kunne snildt pilles ud, uden det ville gøre noget.

Spillet fylder 6.796 blocks.

3
1ups givet

4/5


Forbeholdt niche gamere

Fremragende lyd

Nemt at gå til

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

26-09-2016 23:47

Jeg har taget et kig på det nyeste Ace Attorney-spil, og håber selvfølgelig, at I kan bruge min anmeldelse.

Er også spændt på at høre, hvad andre synes om spillet, hvis nogen har fået det spillet igennem Smiley
0
1ups givet

#2 - Bota

Level: 20 (Moblin)

27-09-2016 17:07

Rigtig god anmeldelse. Jeg er generelt enig med de fleste af dine pointer.

Jeg tror dog ikke du skal lægge for meget vægt i Phoenix Wright er valgt til titlen. Det er dét som de fleste i Vesten kender serien som, så det er nok mere et spørgsmål om genkendelighed end noget andet. Men du har ret i det langt mere er Apollos spil end Phoenix's, lidt ligesom Dual Destinies var med mere fokus på både Athena og Apollo end Phoenix, selvom han også kun var i titlen der. I det mindste bliver det fint afspejlet på covers af spillene hvem hovedpersonerne er.

Jeg er helt enig i det nye investigation-system der blev introduceret med DD er lidt en mixed bag og det kunne have godt af at blive lidt sværere, men overordnet set gør det mig ikke så meget igen at det er blevet mere strømlinet (lettere). Ofte synes jeg investigations kan trække ud for længe (det gælder i alle spil), og man føler man bare vil videre til retssagen. På den måde er det okay de gør det lettere og mere overskueligt. Det er dog lidt svagt at der ikke er penalties hvis man fejler Magatama'en, eller i retten med Mood Matrix og Revisualization for den sags skyld. På trods af det synes jeg SoJ generelt er sværere end DD, og det er kun godt, for DD var efter min mening for let og handhold-y. Seances synes jeg overordnet set er en fed tilføjelse til gameplayet, selvom jeg blev stuck et par gange især i 3. sag, hvor jeg følte jeg kendte svaret, men ikke kunne pare det rigtige statement op med den rigtige følelse/syn.

Jeg ville nu på ingen måde have været foruden 4. sag. Det er fint de opbygger Athenas karakter, når hun højst sandsynlig får en større rolle i næste spil, og sagen havde gode vidner og Blackquill til at underholde med. Jeg synes det var logisk nok at have en klassisk filler case imellem den overliggende historie ligesom stort set alle spil i serien har haft.

Jeg er glad for Apollo endelig fik noget mere og bedre backstory end Apollo Justice på Nintendo DS gav ham, generelt synes jeg det her spil er hvad AJ:AA burde have været. Man kan vel nærmest kalde AJ:AA, DD og SoJ for Apollos trilogi.
Jeg er også stor fan af de holder en kontinuerlig historie igennem spillet uden for mange filler cases. Og så er kvaliteten af hver enkel sag gennemsnitlig bedre end langt de fleste spil i serien, især sidste sag er virkelig godt skruet sammen som du også nævner med en af de bedste vidner i serien i lang tid (Paul Atishon).

For mig er Ace Attorney Investigations 2 stadig det bedste spil i serien (hvis man ikke har spillet det endnu og er fan af serien, hent fanoversættelsen og gør det), men Spirit of Justice er oppe at ringe sammen med 1'eren og T&T. Ser frem til om DLC-sagen der skulle komme i morgen er lige så god som DDs DLC-sag.
1
1ups givet