Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy (3DS eShop)

Skrevet af KJ85 - 13-01-2015 19:27

Capcom er efterhånden notorisk kendte for sine mange genudgivelser af ældre successpil. Vi har set det adskillige gange med de oprindelige Resident Evil-spil, og Ace Attorney-serien har da heller ikke kunnet se sig fri for den behandling. Serien startede således oprindeligt ud på Game Boy Advance helt tilbage i 2001, men først da de tre første spil i serien blev portet til DS, blev spillene udgivet uden for Japan i årene 2005 til 2008. Inden da havde Capcom allerede udgivet dem til Windows i Japan, og i 2010 røg de så op som WiiWare-udgivelser verden over. I 2013 fandt spillene vej til iOS som Ace Attorney: Phoenix Wright Trilogy HD og i 2014 blev trilogien så endelig udgivet til 3DS i den hidtil mest opdaterede udgave. Jeg vil ikke forudsætte, at man kender til spillene i forvejen, så lad os straks se, hvad det er for en størrelse.

Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy er som navnet antyder en trilogi indeholdende de tre første spil i Ace Attorney-serien – navnlig Phoenix Wright: Ace Attorney og efterfølgerne med undertitlerne Justice for All og Trials and Tribulations – og spillet kan vel bedst betegnes som en interaktiv kriminalroman, hvori man (for det meste) udfylder rollen som forsvarsadvokaten Phoenix Wright. Lige fra første færd er der frit adgang til at starte lige det spil, man har lyst til, men nye spillere vil helt sikkert spille spillene i kronologisk rækkefølge, og det gjorde jeg da også i forbindelse med denne anmeldelse.

Spillet starter i retssalen (det gør alle spil i trilogien), hvor Phoenix Wright står over for sin første retssag som forsvarsadvokat – og det tilmed i en mordsag, hvor barndomsvennen, Larry Butz, er anklaget for at have slået sin ekskæreste ihjel. Målet er selvfølgelig at få ham frikendt, og ved din side har du din mentor, Mia Fey, som hjælper dig gennem processen, hvor krydsforhør af vidner samt præsentation af modstridende beviser er de vigtigste våben. I retten hidkalder anklageren således vidner, og når de siger noget, der ikke helt stemmer, så protesterer du og præsenterer det modstridende bevis. Dette vil som oftest resultere i at vidnet ændrer sit vidneudsagn en smule, og desto tættere du kommer på at miskreditere vidnet, desto mere nervøse bliver de, hvilket i sidste ende bliver afgørende for retssagen.

Praktisk talt fungerer den første episode som en slags tutorial, hvor du introduceres for det helt basale, og sådan er det også i de to andre spil i trilogien. Undervisningen er dog ikke ovre, for slagsmålet i retssalen er kun den halve historie, og når du når episode 2, så skal du også følge op på politiets efterforskning anført af Dick Gumshoe, en godhjertet detektiv ansat i mordafdelingen, som ofte taler over sig og deler lidt for meget info med dig. Denne del inkluderer at snakke med personer involveret i sagen og lede efter spor på gerningsstedet og andre lokationer. Gradvist vil du opnå adgang til flere og flere områder at undersøge, og skrider spillet planmæssigt frem, bliver du præsenteret for en ny tidsangivelse fra tid til anden, hvilket indikerer, at noget har ændret sig – eksempelvis, at du på ny kan snakke med din klient i detentionen. Formålet med denne del af spillet er selvfølgelig at opnå viden og beviser, som du kan bruge til at forsvare den anklagede i retten efterfølgende.


Hver episode dækker en sag, og for at gøre spillet lettere spiseligt er episoderne (med undtagelse af den første episode i første spil) opdelt i mindre kapitler/underkapitler af (for mit vedkommende) varighed mellem 30 og 120 minutter på en sådan måde, at spillet naturligt opdeles i passende spilsessioner. Dette betyder ikke nødvendigvis, at du er tvunget til at spille helt efter disse save points, for du kan selv gemme på ethvert tidspunkt med et tryk på START. Et kapitel foregår enten i retssalen eller i marken med det forberedende detektivarbejde, og en sag kan have helt op til 10 kapiteldele fordelt på op til tre dage, hvilket er det maksimale en retssag må vare. Med hele fem sager i det første spil, fire i det andet og fem i det tredje, så er der altså tale om en ret omfattende affære, og personligt brugte jeg næsten 79 timer på at gennemføre trilogien. Dette vil selvfølgelig variere alt efter, hvor hurtigt du kan læse spillets enorme mængde tekst, som er tilgængelig på både engelsk og japansk, og hvor skarp du er til at finde modstridende beviser.

På vejen gennem de tre spil kommer man til at kende en del af spillenes karakterer ret godt gennem de samtaler man fører uden for retssalen, og flere af dem vil man da også møde ved flere lejligheder. Således er der opbygget en god sammenhængende historie om Phoenix Wright og nogle af de personer der har stået ham nær – både i fortiden og i nutiden. Meget af den historie er centreret omkring mentoren Mia Fey og hendes familie, og selv om hun tragisk myrdes allerede tidligt i første spil, så spiler hun stadig en rolle gennem de åndelige medier, Maya Fey og Pearl Fey (henholdsvis lillesøster og kusine), der hidkalder hende i pressede situationer. Især Maya Fey kommer til at spille en stor rolle, da hun praktisk talt bliver din medhjælper på advokatkontoret efter Mias død, og du kommer til at konsultere hende vedrørende efterforskningerne gang på gang.


En forsvarsadvokat som Phoenix Wright er dog intet uden en værdig modstander i retten, og her kommer anklagerne i von Karma-klanen, far, datter og lærling, ind i billedet. De er hver især kendt for deres perfekte sejrsrække i retssalene, og de skyr ingen midler for at få kendt dine klienter skyldige. Den vigtigste af disse anklagere er dog uden tvivl din barndomsven, Miles Edgeworth, der altså har været i lære hos Manfred von Karma i Tyskland, og derfor kommer vi i særdeleshed også tæt ind på livet af hans person på vejen gennem denne trilogi. På et tidspunkt kommer vi således til at lære om Miles’ bevæggrunde for at blive anklager, men også Phoenix’ og Mias fortid dykker vi til tider ned i.

Alle spil i trilogien spilles på stort set samme måde, men i Justice for All indføres der dog enkelte nye elementer, som også føres med over i Trials and Tribulations. I de to sidste spil i trilogien kan man således også præsentere karakter-profiler som modstridende bevis eller med henblik på at skaffe ny information om personen. Den største ændring kommer dog med indførslen af Magatama-stenen, som Phoenix modtager fra Maya, og med denne sten kan det ses, hvis personer lyver uden for retssalen. Når en person lyver, så toner jernkæder med de såkaldte Psyche-Locks frem på skærmen, og det er så dit job at bryde disse låse ved at snuse dig frem til det, der virkelig er sket. Antallet af Psyche-Locks indikerer til en vis grad, hvor meget personen skjuler, og har du ikke nok beviser til at nå frem til sandheden, så må du først efterforske noget mere.


Spillet er selvfølgelig ret lineært – det er trods alt en slags roman – og på det praktiske plan kommer du til at trykke dig igennem ret meget tekst enten med din stylus eller A. Da spillene i sin tid blev portet til DS indførte man muligheden for at styre spillet gennem den bevægelsesfølsomme skærm, og det kan man stadig på 3DS. Vælger man i stedet at bruge knapperne, så anvendes L og R i retssalssektionerne til henholdsvis at spørge yderlige ind til et vidneudsagn og til at åbne din sagsmappe med vigtige objekter og de involverede personer mens X bruges til at præsentere et bevis fra sagsmappen. Hvis du holder Y inde, kan du tilmed også bruge stemmekommandoerne, ”Objection!”, ”Hold It!” og ”Take That!”, som et alternativ til knapperne i udvalgte situationer, og når du har kaldt sagsmappen frem på den nederste skærm, kan du også se nærmere på nogle af objekterne med et tryk på A – fotografier, kort, rapporter og den slags kan således nærstuderes her.

Når du efterforsker en sag, så forelægger der dig som udgangspunkt fire muligheder på hvert sted i kapitlet. Du kan snakke med personen på stedet, hvis der er nogen. Du kan præsentere selvsamme person for ting, som du håber, de kan fortælle mere om. Du kan undersøge stedet, og du kan gå til en anden lokation. Med disse værktøjer i hånden kan du klare det meste, men på specifikke tidspunkter i spillet kommer der også andre værktøjer i brug – enkelte gange låner du eksempelvis en metaldetektor til at finde spor. I den femte sag i første spil kommer du dog til at bruge nogle helt eksklusive værktøjer, da denne sag specifikt blev tilføjet spillet i forbindelse med DS-udgivelsen for at gøre brug af den dengang nye konsols særlige egenskaber med touch-skærm og mikrofon. Når du undersøger et sted kan du trykke på alt. Nogle gange vil det fremkalde en tekst om, at der intet spor er der, andre gange vil det indlede en samtale om objektet, og er det vigtigt, så tilføjes objektet til din sagsmappe.

For at krydre det hele en smule, så har spillet også et indbygget strafsystem, og præsenterer du forkerte beviser i retten eller til personer med Psyche-Locks, så vil du altså blive straffet. Rent funktionelt kan du i første spil kun modtage straf fra dommeren, og får du fem i en sag, så bliver din klient kendt skyldig, hvorpå spillet stopper. I de andre spil kan du som sagt også blive straffet ved Psyche-Locks, så her er systemet anderledes, og den straf du modtager i retten tages med videre i efterforskningen og vice versa. Lykkes det dig at nedbryde alle låsene til en løgn, så fyldes din ”health-bar” i midlertidigt op, så du på ny kan tåle at begå fejl. Det er dog ikke alle fejl, der bliver straffet, men nogle gange kan en enkelt fejl være nok til at få din klient kendt skyldig, så det er med at gøre godt brug af save-funktionen, hvis man ikke vil klikke sig igennem en masse dialog på ny.


Med det har vi været godt omkring i Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy, så lad os bare komme videre i teksten – I kan lide så godt vende jer til det, hvis serien har fanget jeres interesse.

Det Gode:
Lad mig bare starte med at sige, at jeg virkelig elsker denne trilogi, og jeg havde længe haft lyst til at prøve spillene. Forud for min anmeldelse havde jeg kun spillet Justice for All, så det var fantastisk nu at få det hele med – især fordi 2’eren i mit hoved nu står som det svageste led i trilogien uden på nogen måde at være decideret dårlig. Kan man lide en god historie, så er der fantastisk værdi i den samlede trilogi, og som skrevet tidligere, så er der altså ret mange timers underholdning at hente. Som et samlet værk hænger det hele bare ret godt sammen, og det styrkes selvfølgelig blot endnu mere i og med, at man kommer til at lære mange karakterer godt at kende på tværs af de tre spil.

Historien alene havde muligvis ikke kunnet bære hele spillet, men så er det godt, at de grafiske virkemidler er med til at forstærke indtrykkene af spillets personer. Det er simpelthen forrygende at se, hvordan en person ændrer sig fra sit stille og selvsikre jeg til et transvedende alter ego efterhånden som du udstiller deres løgne på vidneskranken. Det samme kan man så sige om Phoenix Wright og sagens anklager, der begge har deres øjeblikke i enhver retssag. Der ligger bare så meget personlighed gemt i disse små animationer, og det gør spillet særligt charmerende.


Rent grafisk har spillet fået et tiltrængt løft siden DS-udgivelserne, men det er altså ikke ført over i motoren fra Dual Destinies. Således afbrydes gameplay’et ikke af korte animationsklip, og hele spillet udspiller sig gennem stillbilleder og små animationer af karaktererne. Sammenligner man med de ældre spil ses ændringerne tydeligt – teksten er blandt andet meget skarpere og det kunne minde om en nedskaleret version af HD-grafikken. Og ja, så er der tilføjet lidt stereoskopisk 3D-effekt, som bryder baggrunden pænt fra personerne og teksten forrest i billedet. Præsentationen styrkes i øvrigt yderligere af en stærk lydside med mange gode og karakteristiske melodier, som bør nydes med et sæt hovedtelefoner tilsluttet konsollen. Det er ikke helt i liga med de orkestrerede melodier i Dual Destinies, men det lyder stadig godt.

Måden spillene udspiller sig på er lidt af et mesterstykke, for de mange skift mellem retssag og efterforskning er noget af det, der får mig til at fastholde interessen som spiller. Havde spillene kun bestået af den ene del, så havde der været større sandsynlighed for at køre træt i det, og når nu de to dele forenes, så godt som tilfældet er, så er rammen for en god spiloplevelse altså lagt lige på dette punkt. I langt de fleste sager fordeles spiltiden tilmed ligeligt mellem de to dele, så selv hvis du foretrækker den ene over den anden, så føler du dig ikke fortabt – ikke mindst fordi spillene samtidig er krydret med en god portion humor, som helt sikkert kan bringe de fleste i godt humør. Tag bare udtalelsen ”if something smells it’s usually the Butz”, der beskriver, hvordan Phoenix’ barndomsven, Larry Butz, ofte fik bragt sig selv i centrum for uheldige episoder i skoletiden – og det kommer han da også flere gange i denne trilogi.

Det dårlige:
I det store hele er det svært for mig at anfægte noget decideret dårligt ved Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy, men det er alligevel ikke helt uden kritikpunkter. Capcom har jo blandt andet vist, hvordan man kan gøre serien endnu mere spiselig med muligheden for at fremkalde en log over dialogen, men det er altså kun kosmetiske ændringer, der er blevet tilført ved overgangen til 3DS, og det kan virke skuffende for nogen. Det samme kan det, at der kun er mulighed for at have en save-fil tilknyttet hvert spil i trilogien, for der skal da nok være nogen, som har lyst til at dele oplevelsen med andre. Personligt er det ikke ting, som går mig vildt på, men jeg kan da godt se mulighederne for forbedring.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg ser 2’eren som det svageste spil i denne trilogi, og det skyldes, at det simpelthen til tider virker til at være lidt langt ude i periferien, at de modstridende beviser skal findes. Forstå mig ret – det er fint, at spillet tvinger dig til at tænke tingene igennem, men nogle gange kræver små detaljer måske lidt for meget opmærksomhed, og derfor var 2’eren det eneste spil, hvor jeg til tider måtte slå løsninger op på nettet. Og det til trods for, at det var det eneste spil, som jeg havde været igennem på forhånd, hvilket meget godt siger det hele.


Skal vi gå i små sko, så kan måden, hvorpå man bevæger sig rundt i spillene, også godt være grobund for forvirring fra tid til anden. Det forholder sig nemlig sådan, at du ikke bare frit kan gå til en bestemt lokation, som du ønsker det. Skal du eksempelvis hen til søen i en park, så må du først pænt trykke dig hen til indgangen af parken og derfra videre til søen, og sådan hænger alle stederne altså sammen i en form for knudepunkter. Det gode ved denne form for bevægelse mellem stederne er til gengæld, at du til tider opdager ændringer på steder, som du måske ikke havde til hensigt at besøge ellers.

Konklusion:
Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy er noget af en mundfuld, men det er i sandhed en lækkerbisken, hvis man er til krimier, og ikke har noget imod aktivt at tage del for at få handlingen til forløbe. Som et samlet værk fremstår det noget nær perfekt, og det er både interessant og humoristisk at lære Phoenix Wright, Maya Fey, Miles Edgeworth og alle de øvrige karakterer at kende. Med hele tre spil samlet i en pakke, så er der garanti for mange timers god underholdning, og til en pris på 239 kr. er det ret attraktivt i forhold til en besværlig anskaffelse af de fysiske DS-udgivelser med markant dårligere grafik. Tilbage er der så blot at håbe, at de tre øvrige DS-udgivelser, Apollo Justice og de to Investigations-spil, kan samles i en tilsvarende pakke – skulle det ske, vil Capcom i hvert fald ikke høre mig råbe OBJECTION!

Spillet fylder 2.945 Blocks.

Kommentarer: