Fire Emblem: Path of Radiance (NGC)

Skrevet af Kaptajn Knudsen - 14-01-2006 00:00

Fire Emblem: Path of Radiance er sikkert manges første møde med Fire Emblem-serien, da det er en af de eneste udgaver af Fire Emblem, der er udkommet i EU. Fire Emblem-serien er ligesom Advance Wars-serien udviklet af Intelligent Systems, og de to serier nyder mange ligheder, blandt andet de mange forgængere helt tilbage fra NES-tiden. I Japan er Path of Radiance den niende udgivelse i serien, mens vi i Europa kun har fået lov at spille to forgængere, som er udkommet på Game Boy Advance. Jeg har selv haft fornøjelsen af et kendskab til den ene af de foregående titler til Game Boy Advance, hvorfor det var med stor spænding, jeg begyndte på den lange rejse gennem det første rigtige strategispil til GameCube.

En historie om en flok usædvanlige lejesoldater
Spillet starter en fredelig sommerdag, hvor man møder hovedpersonen Ike og hans far Greil. Greil er leder af en bande lejesoldater og er en formidabel kriger. Ike og Greil træner at slås imod hinanden, og som sædvanlig taber Ike uden den store indsats fra Greil. Der går dog ikke lang tid før Ike til alles overraskelse slår sin far, hvorefter Ike får lov at blive en del af hans fars lejesoldater. Herfra tager historien virkelig fart og snart får Ike kommandoen over en mindre gruppe af lejesoldater, for det er jo forståeligt nok Ike der skal arve jobbet fra sin far, hvis han skulle afgå ved døden. Tiden går med hverdagens små kriser for de tapre lejesoldater, da deres hjemland pludselig bliver invaderet af nabolandet. Det er her den egentlige historie begynder, og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige at vores helt og hans venner kommer langt omkring og får mange nye venner (og fjender), inden det hele muligvis skal ende lykkeligt. Her bør det også nævnes at spillet er meget teksttungt, og ca. 98 % af al handling, som ikke foregår på slagmarken, foregår via tekstbokse og nogle meget statiske portrætter af de deltagende figurer. Jeg synes på ingen måde, at man burde have skiftet dette ud med stemmeskuespil, da jeg synes, det er rart at det foregår i et tempo man selv bestemmer, og så tror jeg bestemt også det er meget nemmere at huske det hele når man læser det, frem for at man bare slænger sig tilbage og får læst op.

Historien er dyb, og i starten er der måske meget man ikke lige forstår, men i sidste ende er der ikke noget der er blevet udeladt eller overset. Der er mange klassiske fantasy-elementer med i historien såvel som nye ret kreative elementer. Det er en ret klassisk historie, man følger uden at den føles gammel eller brugt før, hvilket er en stor styrke i spillet da denne er et stort bærende element. Da spillet er turbaseret er gameplayet naturligvis ikke særlig hurtigt, hvilket også er til fordel for historien da denne ikke føles som en hæmsko mellem banerne, men nærmere fungerer som en motivationsfaktor for at gøre sig umage og kæmpe sig gennem banerne.

Turbaseret strategi for alle
Har man prøvet tidligere udgaver af spillet vil man hurtigt føle sig hjemme i Path of Radiance. Spillets kontrol minder meget om det man også ser i Advance Wars-serien, hvilket ikke er så underligt siden begge spil er produceret af samme udvikler. Hver figur man har, kan bevæge sig et hvis antal felter alt efter hvilket miljø de færdes i, og de kan angribe fjender i felter ved siden af, eller skyde på fjender der er længere end et felt væk. Men her ophører lighederne mellem Advance Wars og Fire Emblem også, for sidstnævnte bevæger sig ud af en helt anden sti end det anonyme Advance Wars. I Fire Emblem er det nemlig nemlig personer og ikke enheder man bruger til at kæmpe med, således at alle ens enheder udvikler sig jo mere de kæmper. Endvidere kan de udrustes med forskellige våben og skills, hvilket bevirker at de alle besidder en stærk individualitet. Disse rollespilselementer driver også spilleren frem i spillet, da man gerne ser at ens helte og heltinder udvikler sig til store stærke krigere, som man meget nødigt ser slået. Falder ens krigere i kamp kan man nemlig ikke bruge dem i resten af eventyret, og når man nu har brugt time efter time på at udvikle dem ... Dette kan være et meget frustrerende element, da der nogle gange ikke skal mere end en lille forseelse til før man opdager en fjendtlig kriger, som faktisk har rækkevidde nok til at angribe og slå en af ens krigere ihjel.



Når det så er sagt, skal det dog nævnes at spillet ikke er voldsomt svært, så længe man kan holde overblikket. Jeg har gennemspillet spillet på Normal, og tør slet ikke tænke på hvor nemt spillet ville være på easy. For alle der mener, de klarer sig godt i Advance Wars og lignende titler, og som gerne vil have lidt udfordring, bør I vælge at spille spillet på Hard.

Maleriske omgivelser og triste dueller
Når man starter spillet op mødes man af nogle meget stemningsfulde malerier, som bliver kædet sammen til en lille film, som virkelig er et flot stykke arbejde. Forventningerne er høje mens man fortsætter til det egentlige gameplay, hvor man hurtigt må udstøde et suk af bare skuffelse. Modellerne er fine og let detaljerede men selve kampanimationerne er ret skuffende - især monstrenes. Når man går i kamp skifter spillet fra overblikket oppefra, og bringer de to enheder der nu skal til at slås i fokus. Herefter slår de skiftevis på hinanden og spillet vender tilbage til det store overblik. Det skuffende består i at animationerne er de samme hver gang, og det bliver en kende kedeligt at se på til sidst. Kampe hvor monstre er involveret ser direkte kejtede ud, som følge af den lille plads, de har at bevæge sig på, når de først er kommet i fokus; det er ret skuffende når man ser hvor godt resten af spillet fungerer med få virkemidler. Der er nemlig som før nævnt meget få cinematics med i spillet, men dem der er, ligger i toppen af skalaen af de cinematics man ser på GameCube.
Resten af historien fortælles ved helkropsportrætter, som står og fører tekstdialog. I og for sig ikke noget at hidse sig op over, men baggrundene til samtalerne er malerier af samme klasse som dem man ser i spillets intro. Man kan godt mærke, der er brugt meget energi på selve samtalerne, hvilket er rart da man tilbringer meget tid med at kigge på de flotte baggrunde.



Intet billede uden dertilhørende lyd
Der er lagt mindst ligeså meget arbejde i baggrundsmusikken som der er i de flotte baggrunde. Al musik i spillet lyder som om det bliver spillet af rigtige teatralske orkestre, om end den hårde kritiker vil mene, det lyder en tand for meget som om det er computergenereret. Der er masser af temaer og variation, som passer til de forskellige situationer, og selvfølgelig er der nogle man hører mere end andre. Man bliver dog aldrig rigtig træt af at høre de mest spillede temaer, da de ofte fungerer som optrapning til noget dramatisk. Lydeffekterne i spillet er ligeledes af god kvalitet, men udmærker sig ikke rigtigt på nogen områder. Hele lydbilledet tilsammen rammer stemningen rigtig godt, og er i stor grad med til at vedligeholde indlevelsen i spillet.

Et must for fans af genren
Alt i alt er Fire Emblem: Path of Radiance et rigtigt godt spil, hvis jeg skal give min personlige mening. Nogen vil garanteret ikke bryde sig om det - mene det er for sløvt og kedeligt, men det eneste store kritikpunkt jeg har, er egentlig den manglende variation i angreb- og forsvarsbevægelser samt de til tider kluntede angrebsbevægelser. Når man er forbi de første 20 timer og stadig har lang vej igen, kan det godt være lidt trættende at se på. Alle som kan lide fantasy, rollespil eller turbaserede strategispil bør stærkt overveje at anskaffe denne titel. Den er klart alle pengene værd og selv for en erfaren strategispiller som mig er der over 40 timers spil på den lille disc.

Kommentarer: