Farewell North annonceret...

Lanceringstrailer for Pri...

Aksys Games annoncerer ad...

Prøv Vampire Survivor ga...

N-cast #210: Fuglen(e) sy...

Lanceringstrailer for Kin...

Paper Mario: The Thousand...

Lugii's Mansion 2 HD udgi...

Tre Game Boy-spil med Mar...

Mario-dagen fejres med ny...

F-Zero 99

Legend of Zelda: Tears of...

Legend of Zelda: Breath o...

Splatoon 3

Super Mario Bros. Wonder

Nintendo i medierne

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Switch - spilrygter og sp...

Super Mario Run

Spil på vej til Switch

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Killer 7 (NGC)

Skrevet af Morztan - 19-04-2006 10:16

Syv sindssyge skæbner
Fra Killer 7 går i gang til det slutter, er det med at holde tungen lige i munden, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at følge med i spillets dybt forskruede handling. Spillet starter ved at man som den sorte lejemorder Garcian Smith står foran det, man kun kender som ”Heaven Smile Headquaters”, og får at vide at der i bygningen er 14 ”mål” man skal ind og likvidere. Da man træder ind af døren hejses en mand iført en pink latexdragt ned fra loftet. Han holder sin ene pegefinger op foran hans kneplede mund, og begynder med en mystisk mumlen at introducere dig for spillets noget anderledes styringsmåde.

Kort efter går Garcian hen foran et overvågningskamera, billedet forvrænges et øjeblik og pludselig er Garcian Smith erstattet af en mand, der holder en gigantisk Magnum i sin hånd. Du er nu Dan Smith. En sekvens går i gang og en hætteklædt ung mand går forbi Dan og fraråder ham at gå ind i bygningen, hvorefter han transformerer sig til et mærkeligt forvredet monster. Med et velplaceret skud rammer Dan monsteret i hovedet, hvorefter det eksploderer i tusind små bloddråber, der hvirvler rundt og forsvinder. Derefter starter spillet, og det, der følger, giver næppe mere mening end den underlige intro.
I hvert rum, jeg bevæger mig ind i, sker der noget nyt og uventet. Et spøgelse ved navn Travis, som er en ung mand i en T-shirt med en skrift, der hele tiden ændrer sig, lader til at kende mig og begynder at snakke i gåder.
Lidt senere kommer jeg forbi en vaskemaskine, åbner den og herinde ligger en anden person, der også kender mig; eller det vil sige, hovedet af en der kender mig. Det lille afhuggede pigehoved begynder at tale til mig, og tilstår en række synder som hun har begået i den tid, hun var levende. Kort efter lander en brevdue på min skulder med en besked til en person, der er blevet hyret til at begå et mord. Brevet indeholder desuden beskrivelser af de syv personer, der udgør lejemorder-teamet Killer 7.


Den dræbende hurtige Con Smith møder spøgelset Travis


Det er vist unødvendigt at fortælle at jeg på dette tidspunkt var dybt forvirret, og befandt mig i et dilemma: Skal jeg slukke for denne galskab af en spiloplevelse, der bryder alle love omkring spilkontrol, grafik og fortælleteknik? Eller skal jeg på forhånd tage spændetrøjen på og følge spillet til den bitre ende og håbe på det bedste? Jeg valgte selvsagt at fortsætte, og gudskelov for det, for langsomt, men støt, vokser historien op omkring Killer 7 gennem de næste 15-20 timer. Man begynder mere og mere at forstå den utrolige verden spillet foregår i, og samtidigt oplever man at lejemorder-teamet Killer 7 er omgærdet af utrolig megen mystik, og man bliver drevet af at finde ud af hvem denne flok mennesker i virkeligheden er.

Ukontrollabel styring
Når man første gang skal styre sin karakter i Killer 7 får man sig noget af en overraskelse. Spillet tager nemlig alt hvad der hedder standard styremetode og smider det langt, langt væk og introducerer spilleren for en styremetode, man med garanti ikke har stødt på før.
Spillet ses primært i tredjepersonsperspektiv og kameraet er placeret bag din karakter. For at få din karakter til at bevæge sig, skal du trykke på A-knappen, hvorefter karakteren, alt efter forgodtbefindende, begynder enten at gå eller løbe. Ønsker du at din karakter skal vende sig om, gøres dette ved et lille klik på controllerens B-knap. Som om dette ikke er mærkeligt nok, har du ikke mulighed for styre din karakter med analog-stikket mens denne er i bevægelse. Retningerne som karakteren bevæger sig i er simpelthen kortlagt på forhånd, og det eneste du skal foretage dig er at holde A-knappen nede.
Killer 7 indeholder naturligvis også en hel del ukontrolleret skyderi, selvom styringen her er til at finde ud af. På et hvilket som helst tidspunkt, kan du ved at trykke på R-knappen trække dit våben. Perspektivet skifter nu over til førsteperson, og et sigtekorn viser dig hvor du sigter hen. Ved et tryk på L-knappen scanner du områder omkring dig for Heavens Smiles, der ikke er synlige før denne scanning har fundet sted. Der er intet der kan give dig et større chok, end at scanne et rum for at finde ud af, at der to meter fra dig er et selvmorderisk monster i fuld fart mod dig.


Perspektivet skifter til første-person når fjenderne skal nedlægges


Som spillet antyder, er der i alt 7 lejemordere på spil. Ved et tryk på startknappen kommer du ind i en menu, hvor du har mulighed for at vælge mellem alle disse, på stort set hvilket som helst tidspunkt i spillet. De syv karakterer har hver især forskellige egenskaber og våben og dermed også hver deres force. Fx pigen KAEDE Smith, der i bare tæer løber rundt i en lille hvid kjole tilsølet i blod, har et sniper-sigte på hendes pistol og kan afsløre hemmelige indgange ved skære sit håndled over og lade sit blod oversprøjte væggen. Den superstærke ekswrestler Mask De Smith bærer to granatkastere og kan smadre store forhindringer, mens latinoen Coyote Smith bærer en stor revolver (som han holder ”execution-style” bare for at være en bad-ass) og har evnen til at springe utroligt højt og nå steder, de seks andre karakterer ikke kan.
De 7 karakterer har som sagt alle hver deres force, men man vælger hurtigt sin favorit, der får lov til at få mest spilletid, i mit tilfælde en lille møgunge, ved navn Con Smith, der med sin hurtighed og to semi-automatiske pistoler var en garanti for hurtigt nedlagte fjender. På trods af han rent faktisk er blind.

Cel-shading kommer til sin ret
Som nævnt er grafikken i Killer 7 helt unik. Cel-shading har vi set i mange spil efterhånden, men få gør det ligeså godt som Killer 7. Stilen passer perfekt til det forskruede univers, spillet udvikler sig i, og er samtidigt med til at lægge en dæmper på effekten af alle de mange blodsudgydelser spillet byder på. Alle de 7 karakterer er utroligt godt lavet og vidt forskellige, mens man måske godt kunne have forventet lidt mere afveksling i fjendernes design, som i længen bliver lidt trivielt. Ikke at der ikke findes mange forskellige fjender, der er vel en 20-30 forskellige, men mange ligner hinanden for meget. Nogle miljøer kan også virke lidt golde, men de er meget forskelligartede. Helhedsindtrykket er ikke desto mindre imponerende.


Blandt de meget varierede baner er der bl.a. denne by i Texas’ ørken


En meget stor drivkraft for mig gennem spillet var mellemsekvenserne, der er nogle af de absolut fedeste jeg nogensinde har oplevet i et spil. De består næsten alle af tegnefilm, men tegnestilen ændre sig fra den ene sekvens til den anden, og de er uhyre-godt instrueret. Man kan ikke lade være med at kæmpe sig igennem horder af Heavens Smile, bare for at komme til den næste mellemsekvens, der med garanti vil tilfredsstille. Et stort plus på denne side.

Hårde ord og tynde melodier
Lydsiden af Killer 7 er noget af en blandet kop te. Melodierne er ikke de mest iørefaldende eller mindeværdige man har hørt fra Capcom, eller også har jeg ikke registreret dem, da min hjerne havde alt for travlt med at fordøje grafikken og den langt ude historie. Men melodierne ødelægger heller ikke stemningen på noget tidspunkt, men understøtter i bund og grund fint det, der foregår på skærmen.
Et kæmpe skulderklap skal Capcom dog have for stemmeskuespillet, man støder på i Killer 7. Stemmerne er i mellemsekvenserne meget overbevisende; sammenlignet med Resident Evil 4 er de ligefrem fremragende (og det siger en del), men de udbrud, karakterene kommer med i spillet, er meget belastende i længden. ”F**K YOU!”, ”You’re F**ked!” og ”Son of a Bitch!” bliver sagt gang på gang på gang, når man laver en fuldtræffer på en af Heavens Smiles - og det kan man hurtigt blive træt af.

En vild tur … så længe det varer
Lykkes det for Killer 7 at bide sig fast i dig, er det svært at få det til at give slip igen. Jeg klarede spillet på en god uge og brugte lidt over 20 timer på det. Jeg var som besat af spillet, og ville kende historien bag den verden, spillet foregik i, og afsløre hemmeligheden om lejemorderne Killer 7; hemmeligheden, der efter mange timer pludseligt afsløres for øjnene af dig, og efterlader dig med åben mund og gåsehud langt, langt ned af ryggen. Fantastisk afslutning! Her belønnes man for at have reddet med gennem spillet på en bølge af både vanvid og uvidenhed, og pludseligt står det hele klart. Eller helt så klart står det nu heller ikke, for tusind spørgsmål står stadigt ubesvarede. Mange kan besvares ved at kaste sig ud i spillet igen, og lægge mærke til alle de mystiske ting, du blev fortalt den første gang, du startede spillet og ikke vidste, hvad du gik ind til.
Så du vil sikkert bruge omkring 20-30 timer på at gennemføre spillet første gang, og måske 5-10 timer anden gang - men så er der heller ikke meget at komme tilbage efter.


Det er ikke for de mindste, når Killer 7 folder sig ud


En hård nød at knække
Jeg vidste, inden jeg gik i gang med at anmelde Killer 7, at jeg stod over for en vanskelig opgave. Jeg har endnu ikke fuldstændig styr på handlingen og alt den symbolik spillet byder på. Flere steder på nettet er der da også store diskussioner om, hvad spillet egentligt handler om, så det er ikke bare mig der er langsom. Jeg har undervejs også haft meget blandede følelser for spillet, men det må jo være mit endegyldige indtryk, der er det vigtigste.
Jeg købte spillet af en person, der efter at have spillet Killer 7 i 20 minutter gav op og solgte det. 20 minutter inde i spillet forstod jeg hvorfor. Spillet er på alle tænkelige områder unikt. Du kastes ud i et spil med en utraditionel grafik, med en utraditionel styring og uden at ane det mindste om hvad der foregår. Det eneste der står klart er, at du har fat i et spil, hvis lige du aldrig har set - og derfor må du træffe et valg. Vil du slukke for maskinen og skille dig af med spillet, eller vil du tage spændetrøjen på og kaste dig ud i det. Efter at have oplevet at gennemføre Killer 7 kan jeg kun sige, at er du til traditionelle skydespil, traditionelle spil i det hele taget, og elsker du dem, så gå en stor bue udenom Killer 7. Men har du som jeg mere end 15 år på bagen som spiller, kender alle genrer og virkeligt vil prøve en anderledes spiloplevelse, der byder på en af de bedste afslutninger i historien, kan jeg kun sige: Vi ses på anstalten!

0
1ups givet

4/5


Særdeles udfordrende

Kommentarer:

#1 - Puggy

Level: 1 (Goomba)

14-12-2007 15:51

Dårligt spil syntes jeg. Jeg solgte det Smiley
0
1ups givet

#2 - Puggy

Level: 1 (Goomba)

14-12-2007 15:51

Dårligt spil syntes jeg. Jeg solgte det Smiley
0
1ups givet

#3 - Puggy

Level: 1 (Goomba)

14-12-2007 15:51

tis Smiley
0
1ups givet