Metal Gear Solid: The Twin Snakes (NGC)

Skrevet af Kaptajn Knudsen - 04-04-2006 23:13

Ovenstående situation vil mange ældre gamere kunne nikke genkendende til, selvom oplevelsen stammer fra GameCube-spillet som blev udgivet 2004. Spillet er nemlig et remake af et af de største hits til Sonys gamle PlayStation, hvor spillet dengang bare hed Metal Gear Solid (MGS). Men endnu ældre gamere vil vide at serien faktisk havde sin start på den aldrende NES hvor Metal Gear og Snake’s Revenge blev udgivet. Fortiden er heller ikke helt glemt i The Twin Snakes hvor der er mange referencer til ting der skete i de to gamle spil. I den her sammenhæng bør det dog også nævnes, at der til PlayStation 2 er udkommet to efterfølgere til Metal Gear Solid, som Nintendo-folket indtil videre ikke kan nyde godt af. Serien har altid nydt stor succes, med sit snigende gameplay som er blevet trukket afsted af spillenes solide historie – og mange har været nervøse for at spillet skulle have mistet sin sjæl undervejs i konverteringen.

Snige, observere, planlægge, snige…
En af de første ting man vil lægge mærke til når man sætter sig ned med MGS: TTS er at man starter spillet uden våben, og det er af den simple grund, at spillet ikke går ud på at skyde alt og alle man møder. Hvis man endelig skulle beslutte sig for at ’neutralisere’ en vagt, skal man nemlig passe på at man ikke bliver opdaget mens man gør det, og at liget heller ikke bliver opdaget. Bliver man nemlig taget i det så bliver vagten erstattet og alle går i forhøjet beredskab. Så har man i og for sig bare det mindre ammo at gøre med og flere vagter at undgå - en situation man gerne vil undgå. Der er altså lagt stor vægt på at man skal undgå at blive set og hørt, og spillet proklamerede også sig selv som være ’taktisk espionage action’ da det først udkom til PlayStation. Snigningen fungerer også uhørt godt i dette spil hvor man navigerer Snake rundt, med en kameravinkel der hænger over ham. Denne synsvinkel er ret begrænsende, men giver et godt overblik over ting i umiddelbar nærhed. Man har dog en radar som man bruger til at holde øje med de fjendtlige vagter, kameraer og deslige, som er længere væk.



Og nu vi er ved synsvinkel, er det også her vi finder en af de største forskelle mellem originalen og remaket, for i originalen måtte man nøjes med at kunne se sig omkring i first-person, hvor man nu i remaket også kan skyde i first-person. Det betyder faktisk meget for spillet, da det gør det meget nemmere at ramme på afstand, at man fx også kan skyde på folk som ikke er på niveau med en selv (fx hvis der står en fjende oppe på en trappe). Det gør det hele lidt nemmere, og det er superfedt når man fx bruger det til at skyde en vagt i hovedet som dækker sin krop med et skjold. Det er så knap så fedt at en af spillets tidlige bosser kan henrettes med nogle få velplacerede skud. Ligeså er det lidt for nemt at neutralisere alle vagterne i et rum hvilket begrænser snige-elementet i spillet. Har man disciplinen til det, kan man jo også bare lade være med at bruge first-person-vinklen og kun skyde fra tredjepersonperspektivet som i det gamle spil, men det er så meget sværere at ramme noget der, at jeg tror de fleste vil forfalde til at gøre brug af first-person-vinklen.

Når den fjerde mur brydes
Den fjerde mur er et begreb der har sin oprindelse i teaterverdenen hvor scenen ofte består af tre mure samt en usynlig fjerde mur vendt ud mod tilskuerne. MGS: TTS er et af de få spil som bryder den fjerde mur, hvilket får spillet til at virke selvbevidst og klar over at spilleren er en deltagende del af spillet. Dette kommer især til udtryk i kampen mod Psycho Mantis som besidder psykiske kræfter. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at kampen mod ham ikke kan vindes på traditionel vis, men at han skal besejres via utradionelle metoder som kræver indgriben fra den virkelige verden. og at Psycho Mantis også vil bruge sine psykiske kræfter til at fortælle dig noget om dig selv (hvis du altså opfylder nogle bestemte privilegier). Rundt omkring i spillet er der sådan nogle ting der bryder den fjerde mur, og det er virkelig her at MGS: TTS er underholdende at spille. Det bidrager nemlig til indlevelse og involverer spilleren på en ret uvant måde.

Gammel slange i ny ham
Det faktum at MGS: TTS (2004) kører på seks år nyere teknologi end det originale MGS (1998), er selvfølgelig noget der viser sig. Se blot disse to billeder af hr. Snake som han så ud for 8 år siden og hvordan han ser ud i den reviderede udgave.

Alt visuelt i spillet har fået en kærlig hånd og langt de fleste cinematics er lavet om helt forfra. Det er noget der tydeligt mærkes i spillet hvor man ser time ind og time ud af cinematics (sammenlagt er der ca. 4 timers dialog og cinematics), hvor det hele har fået et mere moderne udtryk. Dette ses for eksempel i form af matrix-agtige bullet-time-effekter og dertilhørende akrobatik. Spillets grafik er helt tidssvarende og man føler på intet tidspunkt at det er et gammelt spil man sidder med.

Spillets visuelle side er dog ikke det eneste der er kælet for. I det gamle MGS var alle dialoger og cutscenes med tale indtalt af skuespillere, hvilket jo kun var muligt pga. den ’enorme’ lagerplads der var på cd’er. Dette er selvfølgelig blevet bibeholdt, og det er med til at give spillet et super filmisk feel. Der er sågar blevet lavet nye dialoger og alle samtaler er blevet genoptaget med de originale skuespillere. Lydene in-game er også af høj kvalitet hvoraf nogle er bibeholdt fra originalen (man vil eksempelvis straks genkende ”DU ER OPDAGET!!!”-lyden). Men generelt lyder våben og andet som det skal - ikke noget overvældende men bestemt heller ikke dårlig kvalitet.

Selv flotte roser har torne
Selv om der er lagt meget arbejde i konverteringen, der helt klart byder på mere end hvad man normalt får ved konverteringer, er det dog ikke ensbetydende med at man sidder med et perfekt spil mellem hænderne. Nogle gange kan det godt mærkes at der er nogle gamle elementer ind i mellem alt det gode arbejde, hvilket især kan mærkes ved de mange bosskampe. Mange af teknikkerne og gameplay-elementer kan godt føles lidt forældede Men det er trods alt hvad man går ind til, når man køber et remake af et gammelt spil, så det kommer jo ikke som den store overraskelse; der er heller ikke nogen af kampene der er kedelige eller trælse på grund af teknikken. Faktisk tog jeg mig selv i at ønske, de varede noget længere, for hver gang man har klaret en boss skal man igennem en lang cinematic.



Normalt har jeg intet imod cinematics men i MGS: TTS tager det overhånd. Når man køber et spil er man vant til at tage en meget aktiv del i historien, men jeg tror ikke jeg overdriver hvis jeg siger at halvdelen af tiden i spillet går med at se cinematics, som tvinger spilleren til blot at være tilskuer til begivenhederne uden nogen form for interaktivitet. Mange af disse foregår via flotte animerede sekvenser, mens en del også foregår via et radiosystem ved navn codec. Dette har ikke nævneværdigt ændret udseende siden MGS hvor dette screenshot er fra:


Selvom al dialog er tekstet i codec, er der faktisk også indtalt tale til disse dialoger. Det er rart, fordi historien er kompleks og lang, og ren tekst ville uden tvivl have kvælt spillet. Historien virker dog nogle gange lidt løs og svær at forholde sig til, fordi den behandler filosofiske emner og aldrig rigtig når at komme til nogen konklusioner før et nyt tvist indtræffer. Således når historien aldrig frem til en endelig morale - hvilket godt kan virke lidt frustrerende på en som spiller.

Den del af spillet man bruger på at snige, er også en underlig størrelse. Da jeg kom hjem med MGS: TTS så jeg frem til at snige mig gennem store komplekse bygningsværker, men man bruger faktisk slet ikke så lang tid på at snige. Hele snige-elementet i spillet virker nogen gange som om det kun er med for at gøre transporten fra den ene boss til den næste mere spændende. Det er selvfølgelig fint hvis man sætter pris på bosskampe, men alting med måde. At gennemføre MGS: TTS føles nærmest som at spille en række minigames (bosserne) fordi der er så mange og de er så varierede. Jeg havde gerne set at spillet bød på større områder med snigeri og generelt mere distance mellem bosserne. Jeg følte i hvert fald at jeg manglede en rød tråd gameplay-mæssigt. Det er nok et spørgsmål om smag og behag, men det smagte altså ikke mig særlig godt.

En solid oplevelse
Første gang jeg spillede MGS: TTS igennem tog det mig otte timer at gennemføre – det var uden at beregne den tid med som jeg havde brugt på at dø og forsøge igen, så jeg vil anslå at spillet har en levetid på godt og vel 12 timer ved første gennemspilning. Mit kendskab til det gamle spil har muligvis haft en tidssparende faktor, idet jeg i store træk vidste hvad der ville ske spillet igennem. Men det på trods, føles bosserne lette og det var de færreste, som overhovedet voldte mig nogen problemer. Som i så mange andre spil låser man op for noget nyt udstyr når man klarer spillet, og på et kritisk punkt i spillet deler historien sig op i to. Således er der grundlag for en gennemspilning mere, da man ved at klare den anden afgrening ligeledes låser op for et nyt stykke udstyr. Desværre er grundlaget bare ikke rigtigt nok til at motivere til anden gennemspilning pga. spillets lineære opbygning. Det føles lidt ligesom en film. Hvis man er typen der køber en film, ser den og lader den samle støv på hylden i et godt stykke tid før man overvejer at se den igen, vil formegentlig have det på samme måde med MGS: TTS. Er man derimod typen der ser film igen og igen og suger historien og detaljerne til sig, vil man nok få meget sjov ud af at spille MGS: TTS igennem igen og lege med det nye udstyr. Personligt tilhører jeg ikke den sidstnævnte gruppe, hvorfor man godt kan tillægge et par point til holdbarhed hvis man selv gør.

Konklusion
MGS: TTS er en lidt svær titel at forholde sig til. Nogle steder skinner produktionen virkelig igennem og skaber nogle oplevelser der vil stå klart i ens hukommelse i lang tid, mens det andre steder føles som et ret banalt spil. Har man forsøgt sig i andre spil i ”stealth”-genren, så vil man hurtigt indfinde sig i Snakes univers, men selve spillets mekanikker og HUD er faktisk så nemt forståelige at enhver nærmest kan gå hen til spillet og gå i gang med at spille med det samme. Hvis man, som jeg, har et gammelt minde om Snakes eventyr, som man gerne vil forfriske, kan titlen godt anbefales. Ligeledes hvis man er til gode agenteventyr og ikke har noget imod lange cinematics, er det i hvert fald en titel, man bør overveje at anskaffe. Men utålmodige spillere som kræver action og ”run and gun”-gameplay bør holde sig langt væk fra denne titel.

Kommentarer: