3D Streets of Rage 2 er et klassisk beat-em-up spil, som vi kender dem fra starten af halvfemserne, hvor Streets of Rage-serien blandt andet konkurrerede med Capcoms Final Fight-serie. Via introen og spillets manual introduceres historien, som finder sted et år efter slutningen på det første spil i serien, hvor Adam Hunter, Axel Stone og Blaze Fielding bekæmpede et forbryderimperium, det havde lagt byen i et jerngreb, og i sidste ende besejrede de forbrydernes leder, Mr. X. Efter et panisk opkald skynder Axel og Blaze sig til Adams hjem, der er blevet ransaget, mens Adam er taget til fange. Der er ingen tvivl om, hvem der står bag – syndikatet har igen taget magten, og byen er atter i kaos. Axel og Blaze slår sig sammen med Adams bror, Skate, og Adams ven, Max, og det er nu op til de fire atter at stoppe syndikatets forbrydere og redde byen. Der er flere forskellige spilvarianter i denne remaster, men det skal vi nok komme til senere.
Her har vi spillets startmenu.
Når du starter spillet på den originale game mode vælger du en af de fire karakterer, der har hver deres styrker og svagheder, og så skal du ellers ud og slå på næven, som den japanske titel, Bare Knuckle, fortæller det så flot. Som i så mange andre spil i genren, så vader du fra venstre mod højre med mulighed for at bevæge sig i dybden, og de angribende fjender skal så nedlægges, før du kan bevæge dig videre. Til at besejre hver bølge af modstandere har du 99 sekunder, hvilket er rigeligt, og når du kommer igennem en bane, så belønnes du med bonuspoint på baggrund af gennemførselstiden. Point får man selvfølgelig også blot for at besejre de forskellige fjender, og mister du alle liv (som udgangspunkt 3), så kan din score gemmes på highscore-listen. Når du opnår et vist antal point, så belønnes du i øvrigt med ekstra liv.
Spillet består af otte baner, der gradvist bliver både længere og sværere. Til at starte med vil du blot møde de helt basale fjender, der ganske let kan bankes i jorden, men når du kommer til slutningen af første bane introduceres du for sværere fjender, der fungerer som minibosser og bosser. Standard-fjenderne findes der seks forskellige slags af, men de fleste af dem findes så i flere farver, som angiver deres styrke. Hver eneste fjende i spillet samt din egen karakter er udstyret med en livsbar, og først når den er tømt mister karakteren livet. Standard-fjenderne har en normal livsbar, men bosser har derimod en eller flere stjerner ud for livsbaren, som angiver hvor mange gange ekstra livsbaren skal tømmes, før de er besejret. Det er desuden normal procedure i spillet, at figurer, der fungerer som bosser, senere dukker op i andre varianter sammen med normale fjender, og her har de så ikke så mange stjerner ud for livsbaren, hvorfor de bliver noget lettere.
Axel med et flyvspark mod fjenden.
De forskellige spilbare karakterer har vidt forskellige angreb, men måden de kontrolleres på er identisk. Man går selvfølgelig på D-Pad eller Circle Pad, og med knapperne kan forskellige bevægelser så udføres. B bruger du til de helt basale-angreb, som kan udføres i kombinationer ved at trykke flere gange. På A hopper man, og med et efterfølgende tryk på B kan man angribe i luften. For at tage fat i fjender og efterfølgende kaste dem i gulvet eller slå dem skal man blot gå ind i dem og trykke B. Med R er det muligt at angribe fjender bag din ryg. Trykker man to gange hurtigt mod højre/venstre og bagefter på B vil din karakter udføre et special-angreb, og på Y findes det stærkeste angreb, som til gengæld koster på din livsbar. Hver eneste fjende i spillet samt din egen karakter er udstyret med en sådan livsbar, og først når den er tømt mister karakteren livet. Mister du selv alle liv og får Game Over, så kan du op til to gange fortsætte med et continue.
For at gøre dit liv en smule lettere, så er der i spillet også forskellige objekter i form af mad, værdigenstande og våben, der kan komme dig til gode. Disse ting samles op med B og findes fortrinsvis i ting, som kan smadres. Pengeposer og guldbarer giver naturligvis point, mens æbler og kalkunstege fylder din livsbar. Således vil du som regel inden en bosskamp finde en kalkunsteg, og disse fylder livsbaren fuldstændig ud, mens æbler blot giver en mindre bid. Våben kan godt findes i ting man smadrer, men de fleste våben skal man fravriste fra fjenderne. Det kan blandt andet være knive, jernrør og ninjasværd, og disse kan du så bruge indtil de er blevet slået ud af din hånd nogle gange. De store våben uddeler mest skade, og vil du af med et våben, så er det endda muligt at kaste dem med et tryk på R, hvilket samtidig kan skade fjenderne.
Arkademaskinerne kan smadres.
Meget mere er der sådan set ikke at fortælle om det overordnede spil, men til gengæld er der jo andre måder at spille det, som vi kan komme ind på. Først og fremmest er der tilføjet en Rage Relay mode, hvori du kommer til at spille som alle de fire spilbare karakterer. I denne spilvariant vælger du blot, hvilken rækkefølge du vil spille karaktererne, og så foregår det ellers bare som spillets standardversion – dog med den forskel, at du maksimalt kan komme op på fire liv. For begge spilvarianter er det muligt at spille med tre forskelige regelsæt; Original Mode, som beskrevet i teksten med livsbar, Casual Mode, hvor fjender dør, når de kommer ned at ligge, og Fists of Death Mode, hvor fjenderne blot skal have et enkelt slag. Fists of Death Mode åbnes dog først op, når man har gennemført spillet en enkelt gang. Har du en ven, der også ejer spillet til 3DS, så kan man også kæmpe sammen i Local Play, hvor den ene hoster, mens den anden joiner, men det har jeg af gode grunde ikke kunnet teste af.
Det gode:
En del spil ældes forfærdeligt på grund af udviklingen i den pågældende spil-genre, men det er bestemt ikke tilfældet for Streets of Rage 2, og det er nok med god grund, at det originale spil figurerer på adskillige lister over de bedste videospil nogensinde. Med fire vidt forskellige karakterer, der hver har deres særpræg, er der rig mulighed for både at finde sig en favorit og spille spillet igennem op til flere gange, og her skader det selvfølgelig ikke, at M2 har tilføjet en masse ekstra muligheder til spillet. Via indstillingerne kan man vælge hele seks forskellige sværhedsgrader og at starte med op til 9 liv, hvilket giver de fleste en mulighed for at gennemføre spillet på ordinær vis, og skulle det vise sig stadig at være for svært, så er der jo Casual mode. Selv spillede jeg på Normal, men udnyttede, at det er muligt at gemme save states for spillet, som man så kan loade igen. På den måde kunne jeg gennemføre samtidig med, at jeg fik den rigtige udfordring, og det synes jeg er rigtig dejligt, for spillet er ret udfordrende. På trods af sine beskedne otte baner, så kan det godt tage 1-2 timer at komme gennem dem, og det er nu ganske passende.
Grafisk er spillet faktisk ret flot med sine pixel-sprites, der er blevet finpudset, og tilføjelsen af den stereoskopiske 3D-effekt tilføjer en hel ny dybde til spillet – hvad enten du spiller med fladt billede eller en simuleret CRT-skærrm. Du vælger selv om 3D-billedet skal poppe ud af skærmen eller gå ind i den, og det er faktisk et af de spil, hvor jeg har været mest imponeret af effekterne. Når billedet poppede ud af skærmen kunne det dog blive en tand belastende for øjnene, så jeg foretrak den anden indstilling. Lydsiden er desuden ret god med et fantastisk soundtrack komponeret af Yuzo Koshiro og Motohiro Kawashima. Man fornemmer blandt altid intensiteten stige, når det er ved at være tid til bosskampe, og det er bestemt værd at lytte til.
Max er langsom, men hårdtslående..
Som altid ved M2s remakes, så er der kælet for fans af spillene, og i denne udgivelse kan man således også vælge, at spille den japanske udgave af spillet. Her hedder det som sagt Bare Knuckle II, men navnet er ikke den eneste forskel, for ved den vestlige udgivelse valgte man at fjerne en cigaret fra spillet, ligesom man ændrede navn på enkelte af spillets karakterer. Det er ikke de største forskelle, men nu kan man altså prøve spillet, som det skulle have set ud, og det er da værd at rose.
Det dårlige:
Det er svært for mig at finde noget decideret dårligt at sige om 3D Streets of Rage 2, for i bund og grund fungerer spillet som det skal. Til forskel fra adskillige af de andre SEGA-klassikere på 3DS, så savner jeg ikke tilføjelsen af online leaderboards i dette spil, for det er ikke så oplagt for genren. Det eneste lille minus er, at det kan være svært at ramme sine fjender, når de kan opholde sig overalt i spillets dybde. Man skulle tro, at den stereoskopiske 3D-effekt havde fjernet dette minus, men det er altså ikke helt tilfældet.
Konklusion:
Vil du have et godt beat-em-up-spil med masser af udfordring og god genspilningsværdi, så er det ikke nogen dårlig ide, at tage et kig på 3D Streets of Rage 2. Den originale udgivelse med fire vidt forskellige spilbare karakterer gjorde spillet til et af de bedste i sin tid, og mere end 20 år senere er det stadig fremragende. Gameplayet er solidt, og man kan bruge en del tid på at lure de forskellige bosser af, før man finder sig en god strategi mod dem. Det betyder naturligvis, at spillet er ret udfordrende, men med tilføjelserne fra M2 skulle stort set alle have mulighed for at gennemføre. Utroligt nok gør den stereoskopiske 3D-effekt det ikke fuldstændig af med fejlbedømmelser af dybden, men det er også det eneste negative punkt, og med en pris på blot 37,50 kr., så er det klart investeringen værd.
Spillet fylder 325 Blocks.
