Advance Wars er udviklet af Intelligent Systems, som du måske (/helt sikkert) kender fra deres arbejde på Fire Emblem-serien. Advance Wars er lidt i samme boldgade. Som rådgiver for hæren i landet Orange Star skal du udkæmpe kampe set fra oven for at redde dit lands frihed fra nabolandet, Blue Moon, så vel som andre nationer, der er ude efter blod og jord. Historien er underholdene nok, men den er lidt for simpel og standard til at være grunden til at spille Advance Wars. Den pligt falder på spillets gameplay.
Kampene bliver udkæmpet på tur, hvor hver hær kan flytte alle deres enheder én gang per runde. Ligesom i Fire Emblem er navigationen på overfladen utrolig simpel. Du markerer en enhed, bevæger den hvor hen du ønsker og angriber en fjende. Målet med spillet er lige så simpelt; overtag en fjendes base eller tilintetgør alle fjendens enheder. Det lyder faktisk kriminelt simpelt når man skriver det sådan, men det er kun indtil man begynder at tage alle de faktorer ind, der ellers er at bryde hjernen med.
Hver enhed har sine egne styrker og svagheder. Fx. kan tanks forårsage og tage stor skade, men de kan ikke bevæge sig lige så langt som andre enheder og skal være ved siden af en fjende for at kunne beskyde dem. Helt andre strategier skal bruges med artilleri-enheder, der kan affyre og dræbe på afstand men ikke bevæge sig og skyde i samme tur. Alting har en styrke og en svaghed, og at lære dine enheders nuancer er nøglen til en sejr.
Der er dog flere ting at tage højde for, som for eksempel terræn. Skibe kan naturligvis kun bevæge sig på vand, fodsoldater kan bevæge sig oppe i bjergene for bedre cover, køretøjerne skal forblive på lige jord og kan bevæge sig længere hvis de kører på asfalt, og flyvemaskiner kan bevæge sig over alt på kortet.
En sidste element at tage højde for er CO (Commanding Officer) powers. Du er i spillet kun rådgiver for en CO, (hvilket betyder, at du laver alt arbejdet mens din CO tager alt æren. Fed deal) og hver CO har en speciel evne. Din primære Orange Star CO, Andy, kan fx. hurtigt reparere alle venlige enheder på kortet, mens Blue Moons CO, Olaf, kan få det til at sne, hvilket ødelægger din mobilitet for nogle runder.
Heldigvis gør spillet alt hvad det kan for at lære dig, hvordan du bliver en værdig rådgiver. Du er tvunget til at gennemføre tretten trænings-baner, som hver især lærer dig et af spillets mange elementer. Selvom jeg ville have foretrukket at hovedhistorien blev sparket i gang tidligere, og at du så kunne blive introduceret til elementerne efterhånden, som de blev relevante, så har denne løsning også sine frynsegoder. Primært, at når hovedspillet starter rigtigt op, så er du veltrænet på næsten alt, hvad spillet kan kaste efter dig.
Spillet tilbageholder ingen informationer. Så længe det er din tur på kortet, kan du læse alle enheders egenskaber, som fx. hvilke andre enheder de kan angribe, hvor langt de kan skyde, hvor langt de kan bevæge sig og hvor meget ammunition/benzin de har tilbage. De talrige mængder af relevante informationer er grunden til at Nintendo dømte spillet brugervenligt nok til en international udgivelse tilbage i 2001, og der er ingen tvivl om, at alle dårlige beslutninger kun er din egen skyld.
Og tag ikke fejl, dårlige beslutninger bliver straffet hårdt. Hvis du efterlader enheder inden for fjendens rækkevidde, så kan du godt kysse dem farvel. Alle elementer skal tages højde for samtidig, og nogle missioner kan forlange, at du har strategier mod modstanderens strategier mod dine strategier. Det bliver hurtigt uoverskueligt, men der er ingen tidsbegrænsning på din tur, så tænk dig godt om inden du bevæger dine enheder.
For at runde den fuldendte pakke af kommer spillet også med en multiplayer mode, så vel som en map creator. Den originale udgivelse tillod dig at forbinde 2 systemer med et linkkabel, men den mulighed findes ikke en på Wii U. Heldigvis havde den gamle GBA-version også en game mode, hvor to spillere kunne udfordre hinanden på samme maskine, ved at bytte den mellem runderne, og den mode har overlevet, så du atter engang kan dominere dine venner. Skulle du ønske at spille vs. mode alene, kan du også udfordre maskinen selv, så det er et plus.
Hvad angår specifikke muligheder på Wii U er udvalget begrænset men acceptabelt. Ligesom med alle andre Virtual Console-spil har spillet Save States (eller Restore Points som de kalder det), et Miiverse community, Pro Controller-support, Off-TV Play, og en fed lille feature der blødgører billedet, så det ser mere mudret ud, men med færre tydelige pixels på skærmen. Sidstnævnte aktiverer du med et klik på den højre styrepind.
Det gode:
En dyb trænings-mode gør spillet nemt at komme ind i på trods af, at de tidlige missioners lave sværhedsgrad og ekstreme mængder håndholdning og tekst kan trække dem ud.
Udfordrende, strategisk gameplay, der banker dig oven i hovedet til du lærer at tænke dig om før du angriber.
Passende musik, der sætter tonen mellem "Nu tager jeg alle de rigtige beslutninger!" og "Nej, det gjorde jeg så ikke alligevel..."
Det dårlige:
En simpel historie, der aldrig fanger dig på samme måde som det personlige karakterdrama man plejer at forvente fra Intelligent Systems anden turbaserede strategiserie.
Grafisk outdated i HD på storskærmene. 32-bit-figurer med simple og ensformige animationer har sin charme, men for den bedste oplevelse foreslår jeg off-TV play.
Den ideelle spiller:
Er du ny i taktiske, turbaserede RPG- genre, eller bare generelt nysgerrig over hvad Advance Wars har at tilbyde, ligesom jeg selv var det, er dette spil bestemt ikke et dårligt valg. Veteraner har dog næppe nogen grund til at betale de 52,50,- som spillet koster.
Konklusion:
Advance Wars er, takket være sine mange trænings-baner og detaljerede forklaringer, et passende sted at starte for nybegyndere af genren, og spillets brutale AI og strategiske gameplay er stadig værd at tage op her tretten år efter den originale udgivelse. Grafisk er det uddateret, men det skal næppe være en modstander for din underholdning. For 52,50 kr. har spillet en utrolig stejl pris taget sin alder i betragtning. Det er selvfølgelig uheldigt og af samme årsag ville jeg fraråde veteraner at vende tilbage til slagmarken. Som en introduktion til serien og genren den stolt lever i, så er der dog masser af grunde til at melde sig til hæren.
